Kørselsgodtgørelse m.v. - amtsrådsmedlem/udvalgsformand.(* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Kørselsgodtgørelse m.v. - amtsrådsmedlem/udvalgsformand.(* 1)
A klagede for indkomstårene 1983-1987, begge incl., over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset hende for indkomstskattepligtig af de kørsels- og fraværsgodtgørelser, som hun havde modtaget fra X amt, hhv. 3.629 kr., 20.649 kr., 20.090 kr., 18.981 kr. og 22.504 kr. For indkomstårene 1984-1987, begge incl., var godkendt fradrag for befordringsudgifter i medfør af ligningslovens § 9 C med hhv. 7.983 kr., 7.807 kr., 6.564 kr. og 7.745 kr.
Det var oplyst, at klageren var udvalgsformand under X amtsråd. Hun havde i anledning af sit fremmøde på det pågældende kontor fået udbetalt ovennævnte befordrings- og fraværsgodtgørelser, som hun havde holdt uden for indkomstopgørelsen under henvisning til bestemmelserne i statsskattelovens § 5 d.
Efter den nævnte bestemmelse medregnes rejse- og befordringsgodtgørelser under udførelsen af offentlige hverv ikke ved indkomstopgørelsen. Skattefritagelsen gælder dog kun for rejse- og befordringsgodtgørelser, der er oppebåret under udførelsen af offentlige hverv, der har nødvendiggjort ophold uden for hjemstedskommunen. Efter de af Ligningsrådet givne vejledende anvisninger anses godtgørelser som de omhandlede til kommunalbestyrelsesmedlemmer og amtsrådsmedlemmer for omfattet af bestemmelserne i statsskattelovens § 5 d, idet bopælskommunen anses for pågældendes hjemstedskommune.
De lignende myndigheder var af den opfattelse, at for borgmestre og udvalgsformænd måtte tjenestestedskommunen anses for pågældendes hjemstedskommune, og godtgørelserne var derfor for deres vedkommende ikke omfattet af de nævnte bestemmelser, men ville være at medregne ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i medfør af bestemmelserne i § 4 i statsskatteloven. Der var herved henset til, at de pågældende havde kontor til rådighed på arbejdsstedet.
Klagerens repræsentant gjorde heroverfor gældende, at det ikke af de årlige ligningsvejledninger fremgik, at amtsrådsmedlemmer, der tillige var udvalgsformænd, skulle stilles anderledes end andre amtsrådsmedlemmer i relation til statsskattelovens § 5 d. Han påpegede, at det heller ikke i cirkulæret af 13. september 1988 vedrørende ligningslovens § 9, stk. 8, var bemærket, at udvalgsformænd indtog en særstilling. Klagerens repræsentant anførte endvidere, at det syntes at fremgå, at begrundelsen for at behandle en udvalgsformand anderledes end andre rådsmedlemmer lå deri, at de pågældende havde kontor til rådighed. For klagerens vedkommende havde hun imidlertid kun haft kontor til rådighed indtil november 1984. Landsskatteretten fandt, at amtsrådsmedlemmer, der tillige var udvalgsformænd, og som havde eget kontor til rådighed, måtte anses for at have hjemstedskommune der, hvor tjenstestedet var beliggende. Landsskatteretten måtte derimod være enig med klageren i, at de pågældendes hjemstedskommune i det omfang, de ikke havde kontor til rådighed, måtte være bopælskommunen.
Klageren var derfor indkomstskattepligtig af de godtgørelser, hun havde modtaget indtil november 1984, medens de godtgørelser, hun havde modtaget efter dette tidspunkt, måtte anses indkomstskattefri i medfør af bestemmelserne i statsskattelovens § 5 d. Ansættelsen af klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1983 ville derfor være at stadfæste, medens ansættelsen af hendes skattepligtige indkomst for 1984 ville være at ændre i overensstemmelse med foranstående. Ansættelsen af hendes skattepligtige indkomst for indkomstårene 1985, 1986 og 1987 blev nedsat med hhv. 20.090 kr. -7.807 kr. = 12.283 kr., 18.981 kr. -6.564 kr. = 12.417 kr. og 22.504 kr. -7.745 kr. = 14.759 kr.
LV 1988, D 1.6.1.
Et amtsrådsmedlem, der tillige var udvalgsformand, og som havde eget kontor til rådighed, blev i relation til statsskattelovens § 5 d anset for at have hjemstedskommune der, hvor tjenestestedet var beliggende. I den periode, hvor der ikke var kontor til rådighed, blev bopælskommunen anset for hjemstedskommune.