Legislator Case Law & Legislation
W19901800425 DK

Kursgevinst - uforrentede obligationer - indfriet efter 01/01/1986. (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1990 18004 Valid

Kursgevinst - uforrentede obligationer - indfriet efter 01/01/1986. (* 1)

Kontorchef A klagede for indkomståret 1986 over, at amtsligningsrådet i medfør af statsskattelovens § 4 havde anset ham for indkomstskattepligtig af kursavancer, indvundne ved indfrielse af uforrentede obligationer. Klagerens selvangivne indkomst var herefter forhøjet med i alt 56.781 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren i september 1982 af B bank A/S havde købt. nom. 10.000 dollars 0% obligationer for 5.800 dollars eller 50.799,30 kr. (kurs 875,85). Disse obligationer var blevet indfriet den 11. december 1986 for 10.000 dollars eller 107.580 kr. (kurs 1.075,80).

Obligationerne, der således ikke var rentebærende, var udstedt af Nordiska Investeringsbanken i december 1981, og havde en løbetid på 5 år.

Amtsligningsrådet havde ved ansættelsen fundet, at kursgevinsterne ved indfrielsen måtte anses for vederlag for at stille kapital til rådighed, og derfor kunne anses for en rentesubstistut. Amtsligningsrådet havde herefter anset klageren for indkomstskattepligtig af såvel børskurs - som valutakursgevinsten ved indfrielsen efter 1. januar 1986. Klagerens selvangivne indkomst var derfor forhøjet med forskellen mellem anskaffelsesværdien i danske kroner, (valutakursen på anskaffelsestidspunktet) og indfrielsesværdien i danske kroner (valutakursen på salgstidspunktet).

Klageren påstod over for Landsskatteretten den af amtsligningsrådet foretagne ansættelse nedsat med 56.781 kr., idet den ved indfrielsen opnåede kursgevinst ikke kunne anses for skattepligtig. Til støtte herfor anførte klageren bl.a., at kursgevinster og tab på obligationer indtil indførelsen af kursgevinstloven var anset for formuebevægelser, der ikke vedrørte indkomsten, medmindre der forelå spekulation. Da klageren havde ligget inde med obligationerne i over 4 år og indtil forfald, kunne der ikke statueres spekulation. Endvidere var klagerens obligationer udstedt inden skæringsdatoen for indførelsen af kursgevinstloven den 1. januar 1986, og klageren mente derfor ikke, at han skulle beskattes af kursgevinsten, selv om obligationerne var indfriet efter denne skæringsdato.

Der kunne efter klagerens opfattelse ej heller skelnes mellem uforrentede og lavt forrentede obligationer, idet kursstigningen på en lavt forrentet obligation også måtte anses for at indeholde en element af rente. Endvidere anførte klageren, at der i det omhandlede tidsrum havde kunnet konstateres en kursstigning på samtlige obligationer, også de relativt højt forrentede obligationer. Derfor kunne man ikke uden videre anse hele kursavancen på de uforrentede obligationer som en rente.

Amtsligningsrådet havde begrundet sin påstand med, at uforrentede obligationer kunne sidestilles med et lån, der sikrede långiveren et merbeløb ved indfrielsen. Det var klagerens opfattelse, at nærværende klagesag vedrørte værdipapirer, der indebar en kursrisiko for ihændehaveren, hvis han måtte afhænde papiret før forfald. Desuden var de omhandlede dollarobligationer efter klagerens opfattelse behæftet med en betydelig valutakursrisiko.

Endelig anførte klageren, at Danmark som medstifter af Nordiska Investeringsbanken har forpligtet sig til at behandle disse obligationer som danske i skattemæssig henseende, uanset hvilken valuta de var udstedt i.

Landsskatteretten bemærkede, at der ved en dags dato afsagt kendelse i en anden sag var taget stilling til spørgsmålet om beskatning af kursgevinster på uforrentede obligationer, der var realiseret før kursgevinstlovens ikrafttrædelse. Retten havde ved denne afgørelse fundet, at der ikke var hjemmel til beskatning af sådanne kursgevinster uden for nærings- og spekulationstilfælde. Den af amtsligningsrådet i den nævnte sag foretagne beskatning af kursgevinster med henvisning til statsskattelovens § 4 kunne herefter ikke opretholdes.

De af nærværende sag omhandlede kursgevinster var imidlertid realiseret efter kursgevinstlovens ikrafttrædelse. Disse kursgevinster var derfor omfattet af reglerne i denne lov.

Det fremgik af bestemmelsen i kursgevinstlovens § 7, at kursgevinster ved afståelse eller indfrielse af fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når fordringen forrentes med en pålydende rente, der er lavere end mindsterenten på tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen. Efter lovens § 6, stk. 2, gælder dette ligeledes valutakursgevinster.

Da uforrentede obligationer herefter ikke opfyldte kravet til mindsterente, måtte kursgevinster på sådanne obligationer anses for omfattet af skattepligten efter kursgevinstloven. Det følger af § 10, stk. 1, at loven har virkning fra og med indkomståret 1986. I § 10, stk. 3, er der fastsat særlige overgangsregler for fordringer, der er erhvervet eller udstedt før den 2. oktober 1985. Efter denne bestemmelses sidste punktum gælder disse overgangsregler ikke for uforrentede obligationer.

Da de i sagen omhandlede kursgevinster var realiseret efter kursgevinstlovens ikrafttrædelse, og da der ikke i loven var fastsat særlige overgangsregler for sådanne kursgevinster, fandt Landsskatteretten herefter, at kursgevinsterne måtte anses for skattepligtige efter kursgevinstloven. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV 1989, E 5.3.

Endelig adm. afgørelse 1990 18004 Valid

Uforrentede obligationer, udstedt af Nordiska Investeringsbanken i 1981 og med løbetid på 5 år, var købt af en klager i 1982 og indfriet ved udløb i 1986. Da indfrielsen var sket efter kursgevinstlovens ikrafttræden pr. 1. januar 1986, og de særlige overgangsregler efter § 10, stk. 3, ikke omfattede uforrentede obligationer, blev kursgevinsten - og herunder også vatulakursgevinsten - beskattet.

Cfr. den samme dato afsagte kendelse i sagen LSR 640-8884-307.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →