Legislator Case Law & Legislation
W19901800325 DK

Kursgevinst - uforrentede obligationer -solgt før 01/01/1986. (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1990 18003 Valid

Kursgevinst - uforrentede obligationer -solgt før 01/01/1986. (* 1)

Landsretssagfører A klagede for indkomståret 1984 over, at amtsligningsrådet i henhold til statsskattelovens § 4 havde anset ham for indkomstskattepligtig af kursavancer indvundne ved salg af uforrentede obligationer. Klagerens selvangivne indkomst var herefter forhøjet med hhv. 470.799 kr. og 207.052 kr. eller i alt 677.851 kr.

Det fremgik af de tilvejebragte oplysninger, at klageren i juni 1982 af en sparekasse havde købt nom. 225.000 dollars 0% obligationer for 118.687,50 dollars eller 992.346,19 kr. (kurs 836,10). Disse obligationer var solgt i juni 1984 for 165.937,50 dollars eller 1.653.401,25 kr. (kurs 996,40).

Endvidere havde klageren i september 1982 - ligeledes af sparekassen - købt nom. 100.000 dollars 0% obligationer for 57.750 dollars eller 505.918,88 kr. (kurs 876,05). Disse obligationer var solgt i oktober 1984 for 76.250 dollars eller 853.390 kr. (kurs 1.119,20).

Obligationerne, der ikke var rentebærende, var udstedt af Nordiska Investeringsbanken i december 1981 og havde en løbetid på 5 år.

Amtsligningsrådet havde ved ansættelsen fundet, at kursgevinsterne ved salgene måtte anses for vederlag for at stille kapital til rådighed, og derfor kunne sammenlignes med en egentlig forrentning af obligationerne Der var i denne forbindelse henvist til Skattedepartementets udtalelse, j.nr. 520-4361-344 og 349 samt UfR 1950.7H (Scharling-dommen). Amtsligningsrådet havde ved beregningen af kursgevinsterne anvendt valutakurserne på afhændelsestidspunktet, idet det havde været amtsligningsrådets opfattelse, at der ved anvendelsen af denne beregningsmetode ikke var foretaget beskatning af skattefri valutakursgevinster.

Klagerens advokat påstod principalt den af amtsligningsrådet foretagne ansættelse for 1984 nedsat i overensstemmelse med den selvangivne indkomst. Subsidiært påstod advokaten den af amtsligningsrådet foretagne ansættelse nedsat med 120.724 kr., svarende til valutakursgevinsten, samt i øvrigt en skønsmæssig nedsættelse af forhøjelsen for så vidt angik børskursstigningen.

Told- og Skattestyrelsen havde over for Landsskatteretten erklæret sig enig i advokatens subsidiære påstand for så vidt angik valutakursgevinsten, dvs. nedsættelse med 120.724 kr. Til støtte for sin principale påstand anførte advokaten bl.a., at de omhandlede kursgevinster ikke kunne anses for skattepligtige for klageren, idet han ikke faldt ind under nogen af de kategorier, der efter den dagældende lovgivning og praksis var skattepligtige af kursavancer. Klageren drev ikke erhvervsmæssig handel med værdipapirer og var ej heller omfattet af ligningslovens § 4. Hertil kom, at de i sagen omhandlede salg af obligationer heller ikke faldt ind under det i praksis fastslåede spekulationsbegreb.

Advokaten henviste herved til Højesteretsdom af 18. juni 1976, UfR 1976.658H, Odense Stålskibsværft A/S. Heri var det fastslået, at selskabet for betydelige udlån til underkurs og med kort løbetid samt til en rente under markedsrenten ikke - for så vidt angik kursgevinsterne - var omfattet af statsskattelovens § 4. Højesteret havde fundet, at selskabet ikke ved de omhandlede udlån havde udøvet en næringsvirksomhed, der efter statsskattelovens § 4 sammenholdt med § 5 medførte pligt til at svare indkomstskat af de ved indfrielsen af obligationerne opnåede kursgevinster. Advokaten henviste til det under sagens behandling i Højesteret fremlagte notat, som den 2. oktober 1962 var afgivet af Finansministeriets departement til Skattedepartementet. Af dette notat fremgik det, at »skattefordelen for långiver er større, jo lavere nominel rente man vælger. I og for sig er der ikke noget i vejen for, at et lån kan gøres nominelt rentefrit, således at långivers fulde renteindtægt kommer til at optræde i form af skattefri kursavance. Man har intet middel til at hindre lån på sådanne vilkår«. Notatet mundede ud i et forslag om, at skattelovgivningen blev ændret på nærmere angiven måde med det formål at tilvejebringe mulighed for beskatning af de omhandlede kursgevinster. Det bemærkedes, at notatet ikke gav anledning til foranstaltninger fra Skattedepartementets side. Det var advokatens opfattelse, at notatet var udtryk for myndighedernes opfattelse af gældende ret, og at der ikke - indtil klageren i nærværende sag i 1984 havde solgt sine obligationer - var sket nogen ændringer i lovgivningen og praksis på dette område.

Advokaten henviste endvidere til Skattelovrådets betænkning om kursgevinster og kurstab nr. 1050/1985, hvor det - for så vidt angik uforrentede obligationer - konstateredes, at praksis så vidt sås ikke konkret havde taget stilling til, om kursgevinster på sådanne obligationer var skattepligtige. Som svar på en generel forespørgsel fra et pengeinstitut havde Skattedepartementet udtalt, at kursgevinster på uforrentede obligationer skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Skattelovrådet fandt det rimeligt at overveje, om der ikke burde indføres en direkte og klar hjemmel til at beskatte alle gevinster, der blev opnået ved uforrentede udlån eller ved køb til underkurs af uforrentede fordringer.

Advokaten henviste tillige til kursgevinstloven § 10, stk. 3, hvoraf fremgik, at ikrafttrædelsesbestemmelsen medførte, at gevinster, der var realiseret før den 1. januar 1986, ikke skulle medregnes ved indkomstopgørelsen efter kursgevinstordningen. Dette gjaldt dog ikke de uforrentede børsnoterede obligationer. I bemærkningerne til lovforslaget var det anført, at gevinster på sådanne fordringer skulle beskattes i overensstemmelse med gældende praksis, uanset hvornår de var erhvervet. Bemærkningerne til lovforslaget var baseret på Skattedepartementets udtalelse, j.nr. 520-4361-344 og 349, der henviste til UfR 1950.7H(Scharling-dommen). Den pågældende dom var uden held påberåbt af skattemyndighederne i sagen vedrørende Odense Stålskibsværft A/S, samt i sagen TfS 1986.250H (Sønder-sagen). Disse to højesteretsdomme kunne efter advokatens opfattelse tages til indtægt for, at dommen i UfR 1950.7H var uden betydning for nærværende sag, hvor det drejede sig om obligationer, udbudt i det åbne marked af en institution, som den danske stat havde været med til at oprette og var medejer af med 22%. Advokaten henviste i denne forbindelse tillige til højesteretsdommer A. Blom-Andersens kommentarer til dommen vedrørende Odense Stålskibsværft A/S, UfR 1976 B.237. Heraf fremgik, at Scharling-dommen ikke kunne bruges for obligationer, men kun for korte private udlån. Endvidere kunne Blom-Andersens artikel tages til indtægt for, at statsskattelovens § 4 ikke kunne danne grundlag for beskatning i det omhandlede tilfælde, hvor der var tale om en skattefri kursstigning i modsætning til Scharling-dommen, hvor der var tale om udlånsprovision.

I Skattedepartementets udtalelse, j.nr. 520-4361-344 og 349, havde departementet anført, at der med støtte i Scharling-dommen kunne ske beskatning af kursgevinster på obligationer uden nominel rente, i alt fald på obligationer med en vis kortere løbetid. Obligationerne i nærværende sag havde en løbetid på 5 år, hvilket var betydeligt længere end de korte statsgældspapirer og de lån, der var omtalt i sagen Odense Stålskibsværft A/S.

Endelig anførte advokaten, at obligationerne var købt i tillid til, at uforrentede obligationer var skattefri. Han henviste herved til, at de danske skattemyndigheder ikke i forbindelse med markedsføring af de pågældende obligationer gennem danske pengeinstitutter havde gjort opmærksom på, at kursgevinsterne ville blive beskattet. Skattemyndighederne kunne formentlig ikke have været uvidende om, at pengeinstitutterne havde oplyst kunderne om, at almindelig investering i disse obligationer ikke skulle beskattes af kursgevinsten.

Told- og Skattestyrelsen nedlagde over for Landsskatteretten påstand om beskatning af de indvundne kursgevinster, dog med fradrag af den herved indvundne valutakursgevinst, i alt 120.724 kr., i overensstemmelse med advokatens subsidiære påstand.

Told- og Skattestyrelsen anførte bl.a., at de nævnte obligationer adskilte sig fra sædvanlige statsobligationer og kreditforeningsobligationer. Man henviste i denne forbindelse til prospektet for Nordiska Investeringsbanken, hvoraf det fremgik, at der i 1981 blev udbudt 50 mio. US-dollars obligationer til en pris af 51 3/4%, svarende til 517,5 dollars. Der ville ikke ske nogen periodisk rentebetaling, men udstedelseskursen på 51,75 medførte, at investeringen afkastede ca. 14,08% årligt indtil indfrielsestidspunktet den 15. december 1986. Dette årlige afkast, svarende til en beregnet årlig avance, var ligeledes indeholdt i obligationens »Term and Conditions« artikel 6, hvor kreditorerne (obligationserhververne) - i tilfælde af Nordiska Investeringsbankens misligholdelse af sine forpligtelser - kunne forlange obligationerne indfriet på en sådan måde, at der skete en forrentning frem til indfrielsestidspunktet med det fastsatte afkast på 14,08% p.a., og dermed ikke indfrielse til pari kurs, hvilket var det normale ved debitors misligholdelse.

Sidstnævnte omstændighed tjente efter styrelsens opfattelse til illustration af den manglende realitet bag obligationernes pålydende, da kreditor herefter ikke kunne opnå fuld tilbagebetaling førend det stipulerede indfrielsestidspunkt. Dette understregede tilbagebetalingens karakter af og lighed med sædvanlig vederlæggelse i form af renter for så vidt angik det overskydende beløb. På denne baggrund havde kursudviklingen på obligationerne og dermed kreditors vederlag i det hele været matematisk forudberegnelig, idet kursen årligt havde kunnet opskrives med 14,08%. Den eneste forskel fra en egentlig rentebetaling havde således været den omstændighed, at kreditor rent likviditetsmæssigt var blevet belastet af ikke at få vederlaget udbetalt årligt, men først ved salg eller indfrielse. Klagerens gevinst var således ikke udtryk for, at han var indehaver af et formuegode, som steg i værdi, jf. statsskattelovens § 5. Han havde investeret et beløb, som han med renters rente ville få tilbagebetalt efter 6 år, i misligholdelsestilfælde før da.

Der henvistes til højesteretsdom UfR 1941.563, Nakskovhus-dommen, der fortolkedes således, at der heri alene var hjemmel til beskatning af den nominelle rente - dvs. fordringens pålydende rente - således at kreditor alene som rente i henhold til statsskattelovens § 4, litra e, skulle beskattes af det afkast, der var beregnet som en procentdel af den udlånte kapital. Der kunne således finde beskatning sted ud fra en rentesurrugatbetragtning, jf. statsskattelovens § 4, litra a eller litra e.

De omhandlede kursavancer kunne tillige beskattes med henvisning til de særlige regler som gælder for uforrentede obligationer. Told~ og Skattestyrelsen henviste til Skattelovrådets betænkning om kursgevinster og kurstab nr. 1050/1985. Det fremgik heraf, at »hvis den aftalte direkte forrentning er påfaldende lav, er der en tilsvarende formodning for, at eventuelle gevinster, der tilfalder långiver i medfør af de aftalte lånevilkår, er en tilsigtet effektiv forrentning, der med rimelighed kan undergives beskatning«. At der også inden kursgevinstloven var hjemmel til beskatning af sådanne avancer, var fastslået i domspraksis, nemlig i Scharling-dommen, UfR 1950.7H. Her var den opnåede avance ved et lån mellem to private til underkurs beskattet i medfør af statsskattelovens § 4 som indkomst hos kreditor, uanset der ikke i snæver forstand var tale om en rente, der kunne bringes ind under reglen i statsskattelovens § 4, litra e.

Endvidere havde Skattedepartementet i den af advokaten citerede udtalelse klart taget stilling til spørgsmålet, ligesom det fremgik af bemærkningerne til kursgevinstlovens § 10, stk. 3, at der var praksis for at beskatte kursgevinster på uforrentede børsnoterede obligationer.

Styrelsen henviste videre til højesteretsdom, UfR 1976.658H, Odense Stålskibsværft A/S samt højesteretsdommer A. Blom-Andersens kommentarer hertil, UfR 1976 B.237. Det fremgik heraf, at sagens udfald ved Højesteret - frifindelse af skibsværftet for indkomstbeskatning af opnåede kursavancer - først og fremmest skyldtes den måde, på hvilket offentlige myndigheder på et højt plan havde været involveret i fastsættelsen af lånevilkårene og herved havde forudsat skattefrihed for kursavancerne. Dette indicerede, at Højesteret ville have statueret beskatning af avancerne, såfremt der ikke havde foreligget et sådant engagement i fastsættelsen af vilkårene fra Finansministeriets side.

Endelig fandt Told- og Skattestyrelsen, at beskatning af kursavancerne kunne finde sted ud fra en omgåelsesbetragtning, idet der henvistes til Schannong Rasmussen-dommen samt kommentarerne hertil, TfS 1988.652, hvoraf fremgik de hovedgrupper, hvor der skulle ske beskatning på grund af omgåelse.

Landsskatteretten bemærkede, at der var enighed mellem parterne om, at klageren hverken kunne beskattes ud fra et nærings- eller spekulationssynspunkt, jf. statsskattelovens § 5, eller med hjemmel i ligningslovens § 4. Der var endvidere enighed om, at de af sagen omhandlede kursavancer, som var indvundet ved salg af obligationerne, skattemæssigt måtte behandles som kursavancer opnået ved indfrielse af obligationerne. Endelig var der enighed om, at kursavancerne, såfremt de fandtes skattepligtige, skulle beregnes med fradrag af den indvundne valutakursgevinst. Landsskatteretten kunne på alle de opregnede punkter tilslutte sig parternes opfattelse.

Landsskatteretten måtte ved afgørelsen lægge til grund, at de omhandlede uforrentede obligationer var et formuegode, som var steget i værdi, hvilket kunne aflæses af udviklingen i børskurserne, som vel at mærke ikke var sammenfaldende med den fastsatte procentvise stigning på 14,08%, og klageren rent faktisk havde realiseret denne formuestigning ved salg til børskursen. Klageren havde således været indehaver af et formuegode, som steg i værdi, jf. statsskattelovens § 5.

For så vidt angik de af Told- og Skattestyrelsen omtalte særlige regler for beskatning af uforrentede børsnoterede obligationer, bemærkede Landsskatteretten, at der efter rettens opfattelse ved Højesterets dom af 28. april 1986, Tage Sønder m.fl., var taget stilling til spørgsmålet om beskatning af kursavancer som de af sagen omhandlede, når bortsås fra nærings- og spekulationstilfældene samt forhold omfattet af ligningslovens § 4.

Højesteret havde i præmisserne tilsluttet sig Vestre Landsrets dom på dette punkt. Heri udtalte flertallet af landsrettens dommere - efter at have fremhævet det i statsskattelovens § 5 a udtrykte grundprincip - at formuestigninger kun var skattepligtige, hvis de var opnået ved spekulation og næring (modificeret ved indførelse af ligningslovens § 4): »De økonomiske dispositioner, der træffes i samfundet, bygger i vidt omfang - også tilskyndet af statens egen låneoptagelse - på, hvad der på denne baggrund med føje har kunnet opfattes som retstilstanden på dette område. Det behov der udover nærings- og spekulationstilfældene måtte være for i visse ekstraordinære tilfælde at inddrage kursavancer under beskatning for at undgå urimelige udnyttelser af systemet, må løses ad lovgivningsvejen, hvor de særdeles vanskelige afgrænsningsspørgsmål, der vil opstå, kan overvejes i bredere sammenhæng, end det kan ske ved domstolene i forbindelse med afgørelsen af en konkret sag«.

Højesterets dommere udtalte, at som i dommen (Vestre Landsretsdom) antaget, kunne gevinst ved indfrielse af obligationer efter forudsætningerne i hidtidig skattelovgivning og efter retspraksis ikke i almindelighed anses for skattepligtig indkomst. Landsskatteretten fandt herefter, at man ligeledes i nærværende sag måtte konstatere, at der ikke var hverken lovhjemmel til eller retspraksis for at beskatte de indvundne kursavancer, idet det bemærkedes, at der ikke som i Højesterets dom, 1950.7H, var tale om et ganske kortvarigt, privat udlån.

Endelig måtte Landsskatteretten afvise at beskatte de omhandlede kursavancer ud fra en omgåelsesbetragtning, da der var tale om udbud af obligationer fra en institution, som den danske stat var medejer af. Klageren havde således ikke haft indflydelse på udformningen af indhold og vilkår af de uforrentede obligationer.

Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat i overensstemmelse med advokatens principale påstand til den selvangivne indkomst.

LV 1989, E.5.3.

Endelig adm. afgørelse 1990 18003 Valid

Uforrentede obligationer, udstedt af Nordiska Investeringsbanken i 1981 og med løbetid 5 år, var af en klager købt i 1982 og solgt i 1984. Der fandtes ikke i 1984 at være lovhjemmel eller retspraksis for, at kursgevinsterne ved salg før kursgevinstlovens ikrafttræden kunne beskattes, idet der hverken var tale om næring eller spekulation.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →