Legislator Case Law & Legislation
W19901742625 DK

Hyrekørsel-bevillingstilbagekaldelse

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1990 17426 Valid

Hyrekørsel-bevillingstilbagekaldelse

De har ved brev af 3. februar 1990 på vegne af vognmand Bent Skovenboe indbragt den af Storkøbenhavns Hyrevognsnævn i brev af 19. december 1989 meddelte afgørelse om tilbagekaldelse af Bent Skovenboes hyrekørselsbevilling nr. 1-2777.

Hyrebognsnævnets afgørelse er truffet i medfør af hyrekørselslovens § 8, stk. 1, hvorefter en bevilling kan tilbagekaldes, såfremt indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af vilkårene for bevillingen, af bestemmelser i loven eller af forskrifter udstedt i medfør af loven.

Nævnet har begrundet tilbagekaldelsen med, at Bent Skovenboe ikke har udnyttet sin bevilling personligt og således groft har overtrådt hyrekørselsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, idet nævnet har lagt til grund, at Bent Skovenboes chauffør, Karsten Pawdrup, er den reelle ejer af den pågældende hyrevogn.

I ovennævnte brev har De oplyst, at det er Bent Skovenboe, der ejer hyrevognen, idet Karsten Pawdrup alene har et løsørepantebrev heri.

I en udtalelse af 14. februar 1990 har nævnet oplyst, at hyrevognen ikke er blevet inddraget i Bent Skovenboes konkursbo samt, at Bent Skovenboe gennem længere tid har været bosat i Polen.

I en supplerende udtalelse af 3. april 1990 har nævnet oplyst, at hyrevognen i forbindelse med omregistrering er blevet registreret til Bent Skovboe, c/o Pawdrup, Augustavej 2, 2730 Herlev, men at Gladsaxe Kommunes folkeregister på forespørgsel herom ikke har kunnet bekræfte, at Bent Skovenboe er tilmeldt denne adresse.

Ministeriet skal i denne anledning meddele følgende

Ifølge hyrekørselsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, skal en bevilling udnyttes af bevillingshaveren personligt. Heri ligger bl.a., at bevillingshaveren - bortset fra sygdomstilfælde og normale ferieperioder - skal udnytte bevillingen konstant.

Dette er ikke ensbetydende med, at bevillingshaveren nødvendigvis selv skal være fører af vognen, idet det afgørende er, at bevillingshaveren hele tiden har den fulde indsigt med såvel den faktiske som den administrative/økonomiske del af hyrekørselsvirksomheden, herunder navnlig ansættelse, afskedigelse og aflønning af chauffører, den daglige afregning med disse samt disponering over vognmateriel.

Ministeriet lægger til grund, at Bent Skovenboe i en længere periode har opholdt sig i Polen og at den til bevilling nr. 1-2777 hørende hyrevogn i det omhandlede tidsrum har været udnyttet af Karsten Pawdrup. Uanset ejerforholdet til hyrevognen er det herefter ministeriets opfattelse, at Bent Skovenboe har tilsidesat sin pligt til at udnytte hyrekørselsbevillingen, som fastsat i hyrekørselslovgivningen.

Ministeriet finder, at Storkøbenhavns Hyrevognsnævn alene på dette grundlag har været berettiget til at tilbagekalde Bent Skovenboes hyrekørselsbevilling og stadfæster således nævnets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1990 17426 Valid

Storkøbenhavns Hyrevognsnævn tilbagekaldte bevilling da nævnet fandt at bevillingshaveren groft overtrådte hyrekørselsbekendtgørelsens § 5, stk. 1 om personlig udnyttelse af bevillingen, idet bevillingshaveren gennem længere tid var bosat i Polen. Ministeriet stadfæstede afgørelsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →