Hyrekørsel-bevillingstilbagekaldelse
Statutory Text (3 Articles)
Hyrekørsel-bevillingstilbagekaldelse
I brev af 8. november 1989 har De indbragt den af Århus Kommune i brev af 16. oktober 1989 meddelte afgørelse om tilbagekaldelse af Deres bevilling (nr. 212-133) til hyrekørsel.
Kommunens afgørelse er truffet i medfør af § 8, stk. 1, i lov om hyrekørsel, hvorefter en bevilling kan tilbagekaldes, såfremt indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af vilkårene for bevillingen, af bestemmelserne i hyrekørselsloven eller af forskrifter udstedt i medfør af loven.
Kommunen har begrundet afgørelsen med, at De har overtrådt § 1, stk. 2, i Kørselsreglement for Hyrekørsel i Århus Kommune. I henhold til § 1, stk. 2, i reglementet påhviler det bl.a. bevillingshaveren at føre tilsyn med, at de hos ham beskæftigede chauffører er i besiddelse af det i hyrekørselsbekendtgørelsens § 26 nævnte førerkort udstedt af Århus Kommune.
Det fremgår af det i sagen oplyste, at kommunen i brev af 25. juli 1989 meddelte Dem, at Deres beskæftigelse af Robert Frausing som chauffør ikke var lovlig, idet Robert Frausings kørekort var blevet tilbagekaldt i henhold til den af kommunen trufne afgørelse af 14. marts 1989, som blev stadfæstet ved Trafikministeriets brev af 26. juni 1989.
Da De ikke bragte ansættelsesforholdet til ophør, tilskrev kommunen Dem på ny om sagen den 9. august 1989 og gjorde samtidig opmærksom på, at tilsidesættelse af kommunens påbud ville medføre tilbagekaldelse af Deres bevilling.
I brev af 16. august 1989 meddelte De kommunen, at De havde bragt Robert Frausings ansættelsesforhold til ophør den 10. august 1989.
I september 1989 blev kommunen imidlertid opmærksom på, at De fortsat beskæftigede Robert Frausing som chauffør, hvorefter kommunen i brev af 14. september 1989 meddelte Dem, at Deres fortsatte overtrædelse af det af kommunen fastsatte kørselsreglement ville medføre tilbagekaldelse af Deres bevilling.
I brev af 27. september 1989 meddelte De kommunen, at De havde genansat Robert Frausing som chauffør og ikke havde til hensigt at afskedige ham.
Kommunens afgørelse om tilbagekaldelse af Deres bevilling er truffet under henvisning til, at De ikke har ført tilsyn med, at Robert Frausing var i besiddelse af gyldigt førerkort, jf. § 26 i hyrekørselsbekendtgørelsen. Endvidere har kommunen lagt vægt på, at ansættelsesforholdet mellem Dem og Robert Frausing fortsattes, efter at De i brev af 16. august 1989 havde meddelt kommunen, at Robert Frausing ikke længere var beskæftiget hos Dem.
Det fremgår i øvrigt af sagen, at De ved anklageskrift af 21. august 1989, udfærdiget af politimesteren i Århus, bl.a. er tiltalt for overtrædelse af § 6, stk. 3, i lov om hyrekørsel, jf. § 1, stk. 2, jf. § 7, stk. 3, i kørselsreglementet, for i tidsrummet 10. juli til 2. august 1989 ved tilsidesættelse af Deres tilsynspligt, at være ansvarlig for, at Robert Frausing i 16 tilfælde har udført hyrekørsel for Dem uden at være i besiddelse af gyldigt førerkort.
Ministeriet lægger til grund, at De, uanset at Robert Frausings førerkort blev endeligt tilbagekaldt ved Trafikministeriets brev af 26. juni 1989, og uanset af Århus Kommune gentagne gange i perioden derefter skriftligt har pålagt Dem at bringe Robert Frausings ansættelsesforhold til ophør, har overtrådt hyrekørselslovens § 6, stk. 3, jf. § 1, stk. 2, i kørselsreglementet, jf. § 26 i hyrekørselsbekendtgørelsen, ved fortsat at beskæftige Robert Frausing som chauffør.
Ministeriet finder, at Århus Kommune under de foreliggende omstændigheder har været berettiget til at tilbagekalde Deres hyrekørselsbevilling (nr. 212-133) og stadfæster således kommunens afgørelse.
Århus Kommune har modtaget kopi af nærværende brev.
Ingen
En bevillingshaver nægtede trods gentagne skriftlige pålæg fra kommunen at bringe et ulovligt ansættelsesforhold til ophør, idet en chauffør var anvist uden at have det i hyrekørselsbekendtgørelsens § 26 krævede førerkort. Tilbagekaldelse ansås for berettiget.