Ophævelse af landbrugspligt.
Statutory Text (3 Articles)
Ophævelse af landbrugspligt.
I skrivelse af 23. april 1990 (kommunens j.nr.
13.06.02.G01) har Sønderborg kommune påklaget den af Jordbrugsdirektoratet i skrivelse af 26. marts 1990 trufne afgørelse, hvorefter der meddeltes afslag på en ansøgning om ændring af tinglyst deklaration på ejendommen matr. nr. 1387 Dybbøl Ejerlav, Dybbøl således, at kommunens pligt til at afhænde ejendommen ophæves.
Det fremgår af sagen, at kommunen i skrivelse af 11. maj 1989 ansøgte om ændring af en tinglyst deklaration på den omhandlede ejendom således, at kommunens pligt til at afhænde ejendommen ophæves. Kommunen ansøgte samtidig om, at landbrugspligten på ejendommen ophæves. Kommunen begrundede ansøgningen med, at arealet er beliggende i nærheden af Dybbøludstykningen, og at kommunen på længere sigt ønsker at kunne disponere over arealet, da det eventuelt vil kunne anvendes i rekreativt øjemed.
I skrivelse af 27. september 1989 har jordbrugskommissionen indstillet, at betingelserne i deklarationen ikke ophæves. Kommissionen har i samme forbindelse oplyst, at arealet henligger som græsningsareal, og at en del af arealet er dyrkbart. Kommissionen har endvidere oplyst, at arealet er bortforpagtet til S. C. Pedersen, der ejer landbrugsejendommen matr. nr. 30 Dybbøl Ejerlav, Dybbøl af areal ca. 22 ha. Kommissionen har endelig oplyst, at S. C. Pedersen for tiden har stor nytte af arealet og er interesseret i at købe det.
På baggrund af jordbrugskommissionens indstilling har Jordbrugsdirektoratet i skrivelse af 29. november 1989 meddelt, at direktoratet ikke kan imødekomme ansøgningen.
Det fremgår videre af sagen, at kommunen i skrivelse af 15. januar 1990 har anmodet Jordbrugsdirektoratet om at overveje sagen påny. Det fremføres i skrivelsen, at kommunen er indforstået med, at arealet fortsat bortforpagtes. Kommunen har i skrivelsen subsidiært ansøgt om, at pligten til at afhænde ejendommen ophæves. Kommunen har begrundet denne subsidiære ansøgning med, at kommunens ønske om på længere sigt at kunne disponere over arealet på denne måde vil kunne tilgodeses, samtidig med at de landbrugsmæssige interesser fortsat kan respekteres. Kommunen har endelig anmodet direktoratet om, at afhændelsesfristen forlænges til den 1. november 1990, såfremt direktoratet hverken kan imødekomme kommunens primære eller subsidiære ansøgning.
I skrivelse af 26. marts 1990 har Jordbrugsdirektoratet meddelt afslag på kommunens ansøgning om ændring af betingelserne i deklarationen. Direktoratet har som begrundelse fremført, at interesserne for køb af suppleringsjord fra aktive landmænd i området ikke bør tilsidesættes. Direktoratet forlængede dog fristen for genafhændelse af arealet til den 1. november 1990.
Jordbrugsdirektoratet har ved skrivelse af 14. maj 1990 videresendt kommunens klage hertil og indstillet, at den trufne afgørelse fastholdes.
I skrivelse af 24. september 1990, der er fremsendt hertil gennem Jordbrugsdirektoratet, har kommunen anmodet om forlængelse af genafhændelsesfristen, hvis kommunen ikke får medhold i klagen.
Landbrugsministeriet skal herefter meddele, at ministeriet finder, at der ikke er grundlag for at ændre Jordbrugsdirektoratets afgørelse, der er i overensstemmelse med landbrugsloven og de for lovens administration fastlagte retningslinier. Det bemærkes, at ophævelse af landbrugspligten på arealer i det åbne land normalt ikke tillades, medmindre der er tale om arealer, der agtes anvendt til bebyggelse m.v. eller om arealer, der i henhold til en godkendt planlægning skal inddrages til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse, jf. §§ 5-9 i Landbrugsministeriets cirkulære nr. 38 af 8. marts 1990 om landbrugsloven.
Landbrugsministeriet stadfæster hermed Jordbrugsdirektoratets afgørelse, idet fristen for ejendommens afhændelse til sammenlægning med en landbrugsejendom dog forlænges til 6 måneder fra nærværende skrivelses dato.
P.M.V.
e.b.
Ingen
Afslag på en ansøgning om ophævelse af deklaration om pligt til afhændelse af en offentligt ejet landbrugsejendom. Tillige afslag på ansøgning om ophævelse af landbrugspligten på ejendommen.