Suppleringsjord - fortrinsstilling - fradragsarealer - ejendom nr. 2 - harmoniregler
Statutory Text (3 Articles)
Suppleringsjord - fortrinsstilling - fradragsarealer - ejendom nr. 2 - harmoniregler
I skrivelse af 20. november 1989 har De på vegne af Aage Korsgaard påklaget den af Jordlovsudvalget i skrivelse af 8. november 1989 trufne afgørelse, hvorefter der meddeltes Søren Vilsgaard tilladelse til at erhverve adkomst på landbrugsejendommen matr. nr. 1b , 1 4a og 1 4b Sindbjerg By, Redsted med henblik på sammenlægning med landbrugsejendommen matr. nr. 1a m.fl. smst. uden betingelser om afståelse af suppleringsjord til naboer.
Landbrugsejendommen matr. nr. 1b , 1 4a og 1 4b Sindbjerg By, Redsted er af areal 6,3524 ha. Søren Vilsgaard er i forvejen ejer af landbrugsejendommen matr. nr. 1a m.fl. smst. af areal 67,4272 ha.
Deres klient er selv ejer af landbrugsejendommen matr. nr. 1a og 7 d Sindbjerg By, Redsted af areal ca. 13,4 ha.
Det fremgår af sagen, at advokat Peter Outzing på sin klient Søren Vilsgaards vegne i skrivelse af 18. september 1989 ansøgte Jordlovsudvalget om tilladelse til at erhverve adkomst på landbrugsejendommen matr. nr. 1 b m.fl. Sindbjerg By, Redsted, og at advokaten i den anledning bl.a. fremsendte erklæringer fra de omkringboende naboer undtagen Dem. Advokaten oplyste, at De ikke ønskede at underskrive naboerklæring. I de fremsendte underskrevne erklæringer var ikke udtrykt ønske om fortrinsstilling til suppleringsjord fra ejendommen.
Det fremgår endvidere af sagen, at Deres klient Aage Korsgaard i skrivelse af 13. juli 1989 meddelte Jordlovsudvalget, at han har behov for et større arealtilliggende for at opfylde miljøkravene, og at han derfor ønsker fortrinsstilling til suppleringsjord fra den omhandlede ejendom.
I skrivelse af 8. november 1989 meddelte Jordlovsudvalget, at Søren Vilsgaards landbrugsejendom i henhold til landbrugslovens regler om omlægning af jorder mellem landbrugsejendomme kunne sammenlægges med den omhandlede landbrugsejendom uden betingelser om afståelse af suppleringsjord til Aage Korsgaard. Jordlovsudvalget henviste til, at det samlede dyrkbare areal efter sammenlægningen ikke vil overstige 70 ha, når vej- og engarealer fradrages.
I Deres klage anfører De, at Søren Vilsgaards landbrugsejendom efter sammenlægningen vil have et samlet areal på 73,7 ha samtidig med, at Deres klient har behov for suppleringsjord for at skabe harmoni i bedriften mellem besætning og jordtilliggendet. Dette behov er af bygningskonsulent E. Kolt Jespersen opgjort til ca. 14 ha. De anfører videre, at Deres klient er villig til at betale samme pris for jorden som Søren Vilsgaard.
Landbrugsministeriet har i anledning af klagen den 8. januar 1990 modtaget en udtalelse fra Jordlovsudvalget, der, efter at klagen har været forelagt den stedlige jordbrugskommission, finder, at den indsendte klage ikke har frembragt oplysninger, der kan begrunde en ændring af den trufne afgørelse.
Landbrugsministeriet skal indledningsvis bemærke, at hvis det samlede areal efter sammenlægningen vil overstige 70 ha, og ansøgeren ikke selv har behov for arealet for at skabe harmoni i bedriften, kan sammenlægningen nægtes, hvis en nærliggende landbrugsejendom har behov for suppleringsjord for at skabe harmoni i en bedrift med en væsentlig animalsk produktion, jf. landbrugslovens § 13, stk. 3. Det bemærkes endvidere, at der ved arealgrænsen bortses fra fradragsarealer. Ved fradragsarealer forstås skovarealer, der er pålagt fredskovspligt, og arealer, der er helt uden dyrkningsmæssig værdi, herunder søarealer, strandbredder, moser, heder og lignende. Offentlige vejarealer og private fællesveje, der er registreret under ejendommens areal i matriklen, vil også kunne fradrages. Derimod kan arealer, der udgør en naturlig bestanddel af en landbrugsejendom, f.eks. arealer, der anvendes som læbælter, hegn, markveje, bebyggede arealer, gårdsplads og have ikke betragtes som fradragsarealer. Der henvises til pkt. 5.4 og 5.5 i Landbrugsministeriets vejledning nr. 113 af 15. august 1989.
Landbrugsministeriet har den 17. januar 1990 kontaktet planteavlskonsulent Jens L. Hansen, der oplyste, at engarealet, som jordlovsudvalget har betragtet som fradragsareal, tidligere har været drænet og dyrket, men nu kun kan bruges som græsningsareal. Det er endvidere fra Jens L. Hansen oplyst, at der ikke kan køres på arealet om foråret og efteråret. På baggrund heraf skal Landbrugsministeriet meddele, at man ikke betragter engarealerne som fradragsarealer.
Da det samlede areal af de to ejendomme, efter fradrag af de i matriklen registrerede vejarealer, udgør ca. 72,4 ha og Søren Vilsgaard ikke har behov for mere end ca. 56 ha for at skabe harmoni i bedriften mellem besætning og jordtilliggendet, mens Aage Korsgaard har et aktuelt behov for suppleringsjord for at skabe harmoni i sin bedrift, finder Landbrugsministeriet, at der ikke er grundlag for at meddele tilladelse til Søren Vilsgaards erhvervelse af den omhandlede ejendom, jf. § 18, stk. 6, i landbrugsloven (lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989).
Landbrugsministeriet meddeler herved i medfør af landbrugslovens § 27 Søren Vilsgaard påbud om inden 6 måneder fra nærværende skrivelses dato at genafhænde landbrugsejendommen matr. nr. 1 b , 1 4a og 1 4b Sindbjerg By, Redsted i overensstemmelse med landbrugslovens regler.
Landbrugsministeriet skal samtidig meddele, at tilladelse til Søren Vilsgaards erhvervelse af den omhandlede ejendom vil kunne forventes meddelt, hvis der indgås bindende aftale med Aage Korsgaard om frasalg af et passende areal af ejendommens jordtilliggende, således at den samlede af den af Søren Vilsgaard erhvervede og den i forvejen ejede ejendom ikke overstiger 70 ha.
Endvidere bemærkes, at Landbrugsministeriet ikke har taget stilling til, hvorvidt jorderne til den erhvervede ejendom vil kunne tillades sammenlagt med den ejendom, som Søren Vilsgaard i forvejen ejer.
Eventuelle fornyede ansøgninger i henhold til landbrugsloven skal fremsendes til Jordbrugskommissionen for Viborg Amt.
Landbrugsministeriet beklager den sene besvarelse af klagen.
P.M.V.
e.b.
Ingen
Der meddeltes påbud om genafhændelse af ejendom nr. 2, hvorved ansøgers samlede landbrugsareal blev ca. 74 ha, medmindre ansøger afhændede suppleringsjord til en fortrinsstillet nabo. Ansøger havde selv brug for ca. 56 ha til at skabe harmoni i bedriften mellem besætning og jordtilliggende