Legislator Case Law & Legislation
W19901316025 DK

Ejendom nr. 2 - fortrinsstilling - supplerings jord - harmonigrænse

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1990 13160 Historic

Ejendom nr. 2 - fortrinsstilling - supplerings jord - harmonigrænse

I skrivelse af 16. marts 1989 til Jordbrugsdirektoratet har De påklaget den af Jordlovsudvalget i skrivelse af 6. marts 1989 trufne afgørelse, hvorved der meddeltes Dem afslag på fortrinsret til suppleringsjord i forbindelse med Sigfred Fyhns erhvervelse af landbrugsejendommen matr. nr. 19 Skodborg ejerlav kaldet » Kornvang« - som ejendom nr. 2.

Ejendommen er af areal 67,5724 ha med ejendomsværdi pr. 1. januar 1988 2.300.000 kr., heraf grundværdi

770.100 kr. Sigfred Fyhn er i forvejen ejer af landbrugsejendommen matr. nr. 16 Skodborg af areal

41.4247 ha.

De er selv ejer af landbrugsejendommen matr. nr. 477 m.fl. smst. af areal ca. 26,6 ha.

Det fremgår af sagen, at ejendomsmægler Kristian V. Christiansen på Sigfred Fyhns vegne i skrivelse af 10. januar 1989 ansøgte Jordlovsudvalget om tilladelse til at erhverve adkomst på » Kornvang«. Ejendomsmægleren anførte, at hans klient opfylder landbrugslovens uddannelseskrav, idet han som forpagter og ejer har drevet selvstændigt landbrug siden 1970, at hans klient har jordbrug som væsentligste erhverv, at hans klient har fast bopæl på den landbrugsejendom, som han i forvejen er ejer af, og at vejafstanden mellem de to landbrugsejendomme er 3 km.

Ejendomsmægleren anførte videre, at hans klient har problemer med at opfylde miljølovgivningens krav med hensyn til udbringning af husdyrgødning på den ejendom, som han i forvejen er ejer af, samt at hans klient på længere sigt ønsker at afhænde » Kornvang« til en søn, der er i gang med en landmandsuddannelse.

I anledning af ansøgningen udtalte formanden for den stedlige jordbrugskommission, at De opfylder betingelserne for at kunne opnå fortrinsstillingsret til suppleringsjord fra » Kornvang«. Formanden udtalte dog samtidig, at » Kornvang« har en god arrondering, der passer til ejendommens produktionsapparat, og at den samlede jordbrugskommission finder, at der er tale om en bevaringsværdig driftsenhed uden mulighed for frastykning af arealer. Kommissionen indstillede på baggrund heraf, at der meddeles tilladelse til det ansøgte uden krav om frastykning af arealer fra ejendommen.

I skrivelse af 6. marts 1989 meddelte Jordlovsudvalget i medfør af landbrugslovens § 18 tilladelse til det ansøgte. Jordlovsudvalget lagde den stedlige jordbrugskommissions indstilling til grund for sin afgørelse.

I Deres klage anfører De, at produktionsapparatet på » Kornvang« består af ældre staldbygninger til malkekvæg, at ejendommens besætning er solgt for ca. halvandet år siden, at et plansiloanlæg til ensilage er brudt ned og solgt, at der har hørt en mælkekvote til ejendommen, som nu er bortfaldet i henhold til EF's ophørsordning, og at ejendommens jorder det sidste år har været forpagtet ud til postbud Anders Thuesen, Skodborg, der har drevet ejendommen med planteavl.

I anledning af Deres klage anmodede Jordlovsudvalget Dem i skrivelse af 11. april 1989, om at indsende en naboerklæring. De har den 1. maj 1989 underskrevet en sådan erklæring, hvoraf det fremgår, at De ønsker fortrinsstillingsret til 13 ha fra landbrugsejendommen matr. nr. 19 Skodborg Ejerlav. De anfører, at De ønsker arealer, der er beliggende i den sydligste ende af ejendommen, og at knap halvdelen af disse er engarealer. De anfører, at De vil betale 22.000 kr. pr. ha eller den for området gældende sædvanlige handelspris. Samtidig anfører De, at Deres besætning består af 85 dyreenheder, hvoraf 70 dyreenheder baserer sig på kvæg og 15 dyreenheder baserer sig på mink. Endelig oplyser De, at der er 2 ha skov på Deres ejendom.

Ejendomsmægler Kristian V. Christiansen har i skrivelse af 6. maj 1989 anført, at der efter hans opfattelse må sættes spørgsmålstegn ved de af Dem oplyste besætningstal. Ejendomsmægleren anfører således, at De, så vidt han er orienteret, har udvidet Deres minkproduktion væsentligt, efter at miljøreglerne om udbringning af husdyrgødning blev fastsat. Ejendomsmægleren anfører endvidere, at den ansøgte landbrugsejendom ved evt. afgivelse af suppleringsjord vil forringes betydeligt, og at jordledninger til vandingsanlæg må skæres over.

I anledning af Deres klage har Jordlovsudvalget udtalt, at der ikke ses at være fremkommet sådanne nye oplysninger, der kan begrunde en ændring af den trufne afgørelse.

Landbrugsministeriet finder imidlertid grundlag for at ændre den trufne afgørelse. Landbrugsministeriet lægger til grund, at den stedlige jordbrugskommission har udtalt, at De opfylder landbrugslovens bestemmelser for at kunne opnå fortrinsstillingsret til suppleringsjord fra » Kornvang«. Samtidig finder ministeriet ikke, at frastykning af arealer fra » Kornvang« vil ødelægge forholdet mellem ejendommens jorder og øvrige produktionsapparat. Ved vurderingen af sidstnævnte forhold har ministeriet lagt vægt på, at ejendommens produktionsapparat ikke i den aktuelle sag kan forventes anvendt til det formål, det tidligere har været beregnet til. Således som sagen foreligger oplyst, finder ministeriet derfor, at spørgsmålet om harmonigrænse, jf. pkt. 16.2.9 i Landbrugsministeriets cirkulære nr. 54 af 19. marts 1987, ikke har en sådan vægt, at det taler mod frastykning af arealer fra ejendommen.

Samtidig har Landbrugsministeriet indhentet og gennemgået Deres driftsregnskaber for de 3 senest afsluttede regnskabsår til yderligere belysning af sagen. På baggrund af de herefter foreliggende oplysninger om Deres besætnings størrelse og fradragsarealer på Deres ejendom, skønner ministeriet, at der tilkommer Dem en fortrinsstilling til 8 ha suppleringsjord fra landbrugsejendommen » Kornvang« i forbindelse med Sigfred Fyhns erhvervelse af denne.

Under henvisning til ejendomsmægler Kr. V. Christiansens påstand om at De har udvidet Deres minkproduktion efter fastsættelsen af miljøregler om udbringning af husdyrgødning, skal Landbrugsministeriet bemærke, at produktionsudvidelser, der er gennemført efter dette tidspunkt i princippet også vil kunne medregnes ved opgørelse af behovet for suppleringsjord.

Landbrugsministeriets afgørelse er ved skrivelse af dags dato meddelt ejendomsmægler Kr. V. Christiansen. Det er samtidig oplyst, at der til Jordlovsudvalget inden 2 måneder skal fremsendes dokumentation for, at der er sket frastykning af 8 ha suppleringsjord til sammenlægning med Deres ejendom. Det er en forudsætning, at De er indstillet på at betale kr. 22.000 pr. ha for suppleringsjorden.

P.M.V.

e.b.

Endelig adm. afgørelse 1990 13160 Historic

Afslag på erhvervelse af ejendom nr. 2, hvorved det samlede areal nåede op på ca. 109 ha, medmindre der frastykkedes 8 ha til en fortrinsstillet nabo. Den pågældende frastykning fandtes ikke at ville ødelægge forholdet mellem ejendommens jorder og øvrige produktionsapparat.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →