Ankestyrelsens principafgørelse O-2-90 om handicappet barn - sygebehandling - sanseintegrationstræning - merudgifter ved forsørgelsen

Ankestyrelsens principafgørelse O-2-90 om handicappet barn - sygebehandling - sanseintegrationstræning - merudgifter ved forsørgelsen

Resume

Der blev givet afslag på hjælp til udgifter til sanseintegrationstræning, da udgiften ikke kunne anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af barnet.

Hjælp til sanseintegrationstræning kunne heller ikke ydes efter bistandslovens § 46 a på grund af forældrenes økonomiske forhold.

Kassation

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato

28-05-2009

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 48 og § 46a

Vejledninger

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 35

Sagsfremstilling

Et barn, født 1981, der havde en medfødt hjerneskade, gik i en almindelig daginstitution.

Barnet havde siden begyndelsen af 1986 deltaget i undervisning på et taleinstitut.

Siden maj 1986 havde barnet deltaget i sanseintegrationstræning, der foregik på instituttet og blev givet af en ergoterapeut.

Om behovet for behandling forelå oplyst, at barnet havde massive vanskeligheder og havde brug for støtte og hjælp til at klare såvel konfliktsituationer som indlæringssituationer.

Ergoterapeuten anbefalede på grund af den gode effekt af behandlingen, at sanseintegrationstræningen blev intensiveret, således at barnet kunne starte i børnehaveklasse til august 1989.

Udgiften til sanseintegrationstræningen blev afholdt af det sociale udvalg i henhold til bistandslovens § 48, stk. 1.

Bevillingen blev løbende fornyet indtil december 1987.

Det sociale udvalg meddelte i februar 1988 afslag på fortsat bevilling af hjælp.

Udvalget begrundede sin afgørelse med, at man først på daværende tidspunkt var blevet opmærksom på pkt. 35 i Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48, samt at der ikke var økonomisk grundlag for at yde støtte efter lovens § 46 a.

Amtsankenævnet fandt ikke, der kunne ydes hjælp til sanseintegrationstræning efter bistandslovens § 48, da der var tale om en behandlingsudgift.

Der kunne heller ikke ydes hjælp efter lovens § 46 a på baggrund af størrelsen af familiens indtægter.

Forældrene anførte, at der ved Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 var sket en urimelig ændring af praksis, og at det var urimeligt at gøre sanseintegrationstræning afhængig af deres økonomiske forhold, når det gjaldt et så belastet tilfælde som deres barn.

Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, om sanseintegrationstræning kunne henføres under bistandslovens § 48 eller § 46 .

Afgørelse

Udgifterne til sanseintegrationstræning af et barn under 18 år med et fysisk eller psykisk handicap kunne ikke henføres til de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af barnet, jf. bistandslovens § 48, stk. 1.

Der er ikke med Socialministeriets vejledning på dette punkt tale om en ny fortolkning af den anførte lovbestemmelse, men om en præcisering af en i forvejen anlagt fortolkning.

Efter det oplyste om forældrenes økonomiske forhold kunne der heller ikke ydes hjælp til det omhandlede formål efter bistandslovens § 46 a.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.