Ønske om dispensation fra tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning på grund af egen brændeovn.
Statutory Text (3 Articles)
Ønske om dispensation fra tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning på grund af egen brændeovn.
I skrivelse af 7. december 1989 har De klaget over Energistyrelsens afgørelse af 19. oktober 1989 vedrørende dispensation fra tilslutningspligten til Nørre Alslev Fjernvarmeselskab.
De anfører i Deres klage, at De mener, at De i henhold til Energiministeriets bekendtgørelse nr. 98 af 19. marts 1982, § 11, kan fritages for tilslutningspligten, da Deres ejendom i øjeblikket opvarmes ved egen brændeovn.
Det fremgår af Energistyrelsens afgørelse, at styrelsen ikke har fundet grundlag for at ændre Nørre Alslev Kommunes beslutning om tilslutningspligt, idet styrelsen anfører, at det forhold, at De har installeret brændeovn, ikke kan begrunde fritagelse fra tilslutningspligt til fjernvarme.
Energistyrelsen anfører endvidere, at udbredelsen af fjernvarmeforsyning er af samfundsøkonomisk betydning, idet man derved kan sikre, at brændselsressourcerne udnyttes bedst muligt. Med henblik på at kunne fastholde forbrugerpriserne, er det endvidere nødvendigt, at der opnås tilstrækkelig tilslutning.
Energiministeriet skal efter en gennemgang af sagen udtale, at man ikke finder, at der med Deres klage til Energiministeriet er fremkommet nye oplysninger i sagen, som giver grundlag for at ændre Energistyrelsens afgørelse.
Energiministeriet kan derfor tilslutte sig Energistyrelsens afgørelse, således at Nørre Alslev Kommunes beslutning om tilslutningspligt til Nørre Alslev Fjernvarmeselskab for Deres ejendom opretholdes.
P.M.V.
E.B.
Susanne Bastiansen
Ingen
Klageren ønsker fritagelse fra tilslutningspligten til fjernvarme, idet ejendommen opvarmes ved egen brændeovn. Tilslutningspligten opretholdes, idet § 11, stk. 1, punkt 2 i Energiministeriets bekendtgørelse af 19. marts 1982 er udtømmende, og således ikke omfatter brændeovne.