Elopvarmningsforbud - klageadgang - forsyningsselskab
Statutory Text (3 Articles)
Elopvarmningsforbud - klageadgang - forsyningsselskab
I skrivelse af 27. oktober 1989 har De påklaget Energistyrelsens afgørelse af 31. august 1989 vedrørende tilslutningspligt og elopvarmningsforbud for ejendommen beliggende Egevænget 47 a-c, Bolderslev.
Som begrundelse for Deres klage anfører De, dels at Energistyrelsens afgørelse ikke efterleves, dels at Energistyrelsen i sin afgørelse har anført, at et kollektivt forsyningsselskab ikke kan påklage en dispensation fra et elopvarmningsforbud, hvilket De stiller Dem uforstående overfor, idet selskabet afskæres fra at varetage sine interesser.
For så vidt angår efterlevelsen af afgørelsen, skal Energiministeriet henvise til vedlagte kopi af brev af dags dato til Bylderup-Bov Byggeforretning, Graverland 2, Bylderup-Bov. Heri er der redegjort for betydningen af den opretholdte tilslutningspligt og det opretholdte forbud mod etablering af elopvarmning. Såfremt denne afgørelse ikke efterleves, kan Naturgas Syd indbringe sagen for tilsynsrådet.
Vedrørende et forsyningsselskabs mulighed for at påklage en dispensation fra et elopvarmningsforbud har Energistyrelsen anført, at Naturgas Syd ikke er klageberettiget, idet en dispensation fra elopvarmningsforbudet hverken medfører pligter eller rettigheder for forsyningsselskabet. Endvidere at formålet med elopvarmningsforbudet er at hindre, at de berørte ejendomme indrettes med opvarmningssystemer, der vanskeliggør eller hindre en eventuel senere tilslutning til kollektiv varmeforsyning. Endelig har Energistyrelsen gjort opmærksom på, at det kollektive forsyningsselskab vil være klageberettiget, for så vidt angår en dispensation fra tilslutningspligten til naturgas.
Efter en gennemgang af sagen skal Energiministeriet meddele, at man kan tilslutte sig Energistyrelsens afgørelse samt den heri anførte begrundelse.
Energiministeriet kan om begrundelsen tilføje, at baggrunden for, at et kollektivt forsyningsselskab ikke kan påklage en dispensation fra et elopvarmningsforbud er, at den omstændighed, at der er nedlagt elopvarmningsforbud, ikke nødvendigvis vil betyde, at det kollektive forsyningsselskab vil komme til at forsyne den pågældende ejendom/det pågædende område, idet ejendommen/området i overensstemmelse med elopvarmningsforbudet vil kunne forsynes af andre opvarmningssystemer med vandbaseret anlæg, eksempelvis fjernvarme eller installering af oliefyringsanlæg.
Således har forsyningsselskabet ikke på grund af elopvarmningsforbudet haft nogen rettighed eller pligt, som ændres med en dispensation, og som følge heraf har forsyningsselskabet ikke den fornødne interesse i sagen til at være klageberettiget.
At et forsyningsselskab er klageberettiget, såfremt der gives dispensation fra tilslutningspligt, er begrundet med, at en sådan dispensation kan udsætte selskabet for et økonomisk tab.
På denne baggrund er Energiministeriet enig med Energistyrelsen i afgørelsen om, at selskabet ikke kan klage over dispensationen fra elopvarmningsforbud for ejendommen Egevænget 47 a-c, Bolderslev.
P.M.V
E.B.
Susanne Bastiansen
»Nyt fra Energistyrelsen« nr. 12, 1987.
Energistyrelsen har i sin afgørelse anført, at et kollektivt forsyningsselskab ikke har mulighed for at påklage en dispensation fra et elopvarmningsforbud. Denne indskrænkning af klageadgangen påklages af det kollektive forsyningsselskab. Energiministeriet fastholder Energistyrelsens afgørelse, under henvisning til at elopvarmningsforbudet ikke giver forsyningsselskabet nogen rettighed eller pligt, hvorfor forsyningsselskabet ikke har den fornødne retlige interesse i sagen til at være klageberettiget.