EF-Konventionen

EF-Konventionen

Et medlem skulle i henhold til arbejdsaftale af 10. juni 1988, fra den 1. juli 1988, påbegynde et arbejdsforhold i Stuttgart, Vesttyskland, der skulle vare til den 31. december 1988.

Der opstod imidlertid problemer med den aftalte garantiløn, idet arbejdsgiveren forsøgte at slippe for at betale arbejdsgiverbidrag til staten ved at tilbyde medlemmet et arbejde »sort«. Da medlemmet nægtede dette, blev han bedt om at forlade arbejdspladsen, hvilket skete med virkning fra den 31. august 1988.

Medlemmet stævnede herefter arbejdsgiveren, og det fremgår af udskrift af 17. november 1988 fra Arbeitsgericht (»Arbejdsdomstol«) Stuttgart, at sagen blev forligt. Medlemmet fik medhold i, at hans ansættelsesforhold skulle have varet til den 31. december 1988. Medlemmet var fritstillet i perioden efter den 27. august 1988 og fik i denne periode udbetalt sin garantiløn på 3.000 DM x 4 = 12.000 DM.

Ved udgangen af december 1988 vendte medlemmet tilbage til Danmark, hvor han den 2. januar 1989 tilmeldte sig arbejdsformidlingen og samtidig henvendte sig i arbejdsløshedskassen. Den 7. januar 1989 udfyldte han ledighedserklæring.

Det fremgår af Arbeitsbescheinigung (arbejdsbevis) af 3. april 1989, at medlemmets arbejdsgiver havde oplyst, at medlemmet blev opsagt den 18. august 1988 til fratræden den 31. august 1988.

Det fremgår af attest E 301 af 10. april 1989 fra Arbeitsamt (Arbejdsformidling) Stuttgart, at medlemmet havde været arbejdsløshedsforsikret i perioden 1. juli - 26. august 1988.

Medlemmets advokat stævnede den 7. august 1989 arbejdsgiveren for Sozialgericht (»Socialdomstol«) Stuttgart med påstand om, at arbejdsgiveren skulle dømmes til at udstede et arbejdsbevis, hvorefter medlemmet havde været ansat frem til den 31. december 1988.

Arbeitsamt Stuttgart afslog den 6. oktober 1989 at bekræfte medlemmets beskæftigelses- og forsikringsforhold for perioden 27. august -31. december 1988, da den affindelsessum, medlemmet havde modtaget for perioden, var skattefri og ikke talte som bidragspligtig løn, jf. § 3, nr. 9, i indkomstskatteloven samt Schaub, Arbejdsretshåndbog.

Medlemmet ansøgte om fri proces til at føre sag mod sin tidligere arbejdsgiver for at få denne til at afgive de korrekte oplysninger til Arbeitsamt Stuttgart.

Arbejdsløshedskassen anmodede herefter direktoratet om en udtalelse vedrørende medlemmets dagpengeret efter beskæftigelsen i Vesttyskland. Arbejdsløshedskassen anførte, at det efter dens mening så ud til, at arbejdsgiverens manglende vilje til at udfylde arbejdsbeviset korrekt beroede på, at arbejdsgiveren herved blev forpligtet til at indbetale manglende bidrag til staten i form af skat, arbejdsgiverbidrag og medlemsbidrag til arbejdsløsheds- og pensionsforsikring.

Direktoratet udtalte den 30. november 1989, at direktoratet på baggrund af det i sagen oplyste fra Arbeitsamt Stuttgart lagde til grund, at medlemmet ikke havde været omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i Vesttyskland i perioden 27. august - 31. december 1988, hvorfor direktoratet vejledende skulle udtale, at direktoratet ikke fandt, at medlemmet var umiddelbart dagpengeberettiget ved sin hjemkomst til Danmark. Direktoratet fandt således, at medlemmet kun kunne medregne tilbagelagte forsikrings-og beskæftigelsesperioder i Vesttyskland, hvis disse perioder kunne bekræftes af dette lands forsikringsmyndighed på en attest E 301, jf. EF-forordning nr. 1408/71 af 14. juni 1971 og direktoratets dagældende cirkulære af 11. december 1986 om arbejdsløshedsforsikringsforholdene for vandrende arbejdstagere i EF (EF-forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72).

Sozialgericht Stuttgart dømte den 5. december 1989 medlemmets arbejdsgiver til at udstede et fuldstændigt og rigtigt udfyldt arbejdsbevis.

På baggrund heraf meddelte arbejdsløshedskassen den 21. december 1989 medlemmet, at han beklageligvis ikke var dagpengeberettiget, ligesom han ikke var berettiget til medlemskab af den danske arbejdsløshedsforsikring. For at opnå fornyet ret til medlemskab skulle han præstere arbejde af mere end 300 timers varighed inden for en periode på 10 uger.

Medlemmet klagede den 26. december 1989 til direktoratet over denne afgørelse. Medlemmet anførte, at han stadigvæk førte retssag mod sin tidligere arbejdsgiver for at få et korrekt udfyldt arbejdsbevis. Det var ikke muligt for medlemmet selv at indbetale bidraget til arbejdsløshedskassen for den omhandlede periode, skønt han gerne ville. Medlemmet fandt videre, at han havde forholdt sig korrekt, idet han, straks efter at arbejdsforholdet i Vesttyskland var ophørt den 31. december 1988, henvendte sig til arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen i Danmark og påbegyndte kontingentindbetaling.

Ved sagens oversendelse til direktoratet den 2. februar 1990 henviste arbejdsløshedskassen til, at medlemmet havde vundet den sag, hvori der blev afsagt dom af Sozialgericht Stuttgart den 5. december 1989. Medlemmet havde i et og alt overholdt reglerne i forbindelse med arbejdstagning i et andet EF-land og var ganske uforskyldt kommet i en situation, hvor han havde mistet medlemskabet af den danske arbejdsløshedsforsikring.

Direktoratet udtalte den 21. marts 1990, at ifølge EF-forordning nr. 1408/71 af 14. juni 1971, artikel 67, er det som hovedregel en betingelse for udbetaling af dagpenge, at den enkelte forsikrede senest har haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i det land, i hvilket ydelserne ønskes udbetalt.

EF-forordningen giver dog i særlige tilfælde et medlem mulighed for at opnå dagpengeret ved tilbagekomst, uden at forsikrings- og beskæftigelseskravet skal være opfyldt, jf. artikel 71, stk. 1, litra b, ii, og direktoratets dagældende cirkulære af 11. december 1986 om arbejdsløshedsforsikringsforholdene for vandrende arbejdstagere i EF, pkt. III, nr. 1.

Direktoratet fandt, at medlemmet, uanset at han ikke vendte tilbage til Danmark straks efter sit arbejdsophør i Vesttyskland, var omfattet af bestemmelsen i EF-forordning nr. 1408/71, artikel 71, stk. 1, litra b, ii, jf. ovennævnte cirkulære, således at han ikke skulle tilbagelægge forsikrings- og arbejdsperioder her i landet for at kunne medregne sine tilbagelagte forsikringsperioder i Vesttyskland.

Medlemmet ville hermed umiddelbart kunne optages i arbejdsløshedskassen ved sin hjemvenden til Danmark.

Direktoratet fandt imidlertid, at medlemmet ifølge EF-forordning nr. 1408/71, artikel 67, jf. EF-forordning nr. 574/72, artikel 80, kun kunne medregne de forsikrings- og beskæftigelsesperioder, der var bekræftet af Arbeitsamt Stuttgart på attest E 301.

Medlemmet ville hermed kun kunne medregne sine forsikrings- og arbejdsperioder i Vesttyskland i perioden 1. juli - 26. august 1988 til afgørelsen af, om han ifølge de danske regler om arbejdsløshedsforsikring var berettiget til dagpenge.

Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 53 opnås ret til dagpenge efter 1 års medlem-skab af en anerkendt arbejdsløshedskasse.

Da medlemmet ifølge det til sagen oplyste ikke havde været uafbrudt arbejdsløshedsforsikret i et år inden sin hjemvenden til Danmark den 2. januar 1989, ville han først være dagpengeberettiget, når han havde været medlem af arbejdsløshedskassen 1 år efter sin hjemkomst og genindtræden som medlem af arbejdsløshedskassen, og når han iøvrigt opfyldte betingelserne for udbetaling af dagpenge.

Ved indankningen anførte medlemmet bl.a., at på trods af ihærdig arbejdssøgning var det endnu ikke lykkedes ham at opnå erhvervsmæssig beskæftigelse i et omfang, der gav adgang til nyoptagelse i en arbejdsløshedskasse. Under den sag, der endte med, at der blev indgået forlig ved Arbeitsgericht Stuttgart den 17. november 1988, var medlemmet af sin advokat blevet indskærpet at forblive i Vesttyskland for at kunne stå til rådighed for sin tyske arbejdsgiver. Den omstændighed at være omfattet af et ansættelsesforhold i perioden 1. juli - 31. december 1988 var alene begrundelsen for, at han pr. 27. august 1988 hverken begærede vesttyske dagpenge eller søgte om optagelse i en dansk arbejdsløshedskasse.

Direktoratet fandt den 3. maj 1990 ikke grundlag for at ændre sin afgørelse.

Medlemmet meddelte den 18. juni 1990 ankenævnet, at han havde haft fast bopæl og familie i Danmark siden 1977, hvilken bopæl han havde beholdt i perioden 1. juli -31. december 1988.

Ankenævnet fandt, at medlemmet ved sin hjemkomst til Danmark var omfattet af EF-forordning nr. 1408/71, artikel 71, stk. 1, litra b, ii, og at han derfor var berettiget til ydelser fra den danske forsikring, som om han senest havde været beskæftiget her.

Medlemmet var således umiddelbart omfattet af den danske forsikring ved sin tilbagevenden til Danmark.

Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet havde været berettiget til udbetaling af dagpenge i det omfang, han iøvrigt opfyldte betingelserne herfor, herunder arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55.

Det forhold, at medlemmets arbejdsgiver i Vesttyskland ikke havde været til at formå til at indbetale bidrag til det tyske arbejdsløshedsforsikringssystem for perioden 27. august - 31. december 1988, burde efter ankenævnets opfattelse ikke medføre, at medlemskabet i relation til det danske forsikringssystem skulle anses for afbrudt med den konsekvens, at medlemmet først blev dagpengeberettiget efter 1 år.

Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.

Ingen

Et medlem var omfattet af undtagelsesreglen i EF-konventionens artikel 71, stk. 1, litra b, ii, uanset manglende attest om at være arbejdsløshedsforsikret i Vesttyskland.