Indtægters betydning for dagpenge - sanktion

Indtægters betydning for dagpenge - sanktion

Et medlem blev ledig fra sit job den 31. maj 1987. På bilag til ledighedserklæring af 17. juni 1987 oplyste medlemmet, at hun siden den 1. januar 1987 havde haft et borgerligt ombud ved kommunen, og at hun modtog et vederlag på 1.330 kr. pr. måned herfor.

Kassen fradrog vederlaget i medlemmets dagpenge.

I 1989 erfarede afdelingen, dels at medlemmets vederlag pr. 1. oktober 1987 var steget til 1.400 kr., uden at medlemmet havde oplyst kassen herom, dels at medlemmet fik udbetalt diæter for hvert møde hun deltog i, hvilket kassen heller ikke havde været bekendt med. Medlemmet var udpeget som almindeligt medlem i følgende nævn og udvalg: Byråd (kommunalbestyrelse), kulturudvalg, budgetudvalg, skolekommission, skolenævn og ungdomsskolenævnet.

Hovedledelsen meddelte den 1. juni 1989 afdelingen, at mødediæterne skulle modregnes i dagpengene med det skattepligtige beløb. Kommunen oplyste herefter, at alle udbetalte diæter vedrørende byråds- og udvalgsmøder blev beskattet som personlig indkomst.

Den 5. juli 1989 og den 24. august 1989 traf afdelingen afgørelse om, at medlemmets diæter skulle medføre fradrag i dagpengene tillige med stigningen i vederlaget. Da medlemmet ikke havde oplyst afdelingen om diæterne og vederlagsforøgelsen, blev medlemmet pålagt 38 timers karantæne for uagtsomhed.

Medlemmets advokat klagede over afgørelsen, idet han henviste til HK's rundskrivelse af 4. juli 1989, hvoraf fremgik, at der ikke skulle foretages fradrag for diæter til kommunalbestyrelses- og amtsrådsmedlemmer.

Den 21. februar 1990 traf hovedledelsen afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale ialt 19.207 kr. i dagpenge, heraf 746 kr. på grund af det forhøjede vederlag, og 18.461 kr. på grund af de i perioden 1. juni 1987 - 20. august 1989 modtagne diæter. Hovedledelsen tiltrådte endvidere, at medlemmet gennemgik 38 timers karantæne.

I sin afgørelse anførte hovedledelsen, at spørgsmålet om fradrag for diæter ikke var ganske klart, men at man havde lagt vægt på, at mødediæterne blev beskattet som personlig indkomst.

Da sagen havde principiel betydning anmodede hovedledelsen medlemmet om tilladelse til at anke sagen for så vidt angik mødediæterne og karantænen.

I anken anførte hovedledelsen bl.a.

»I bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 opstilles der følgende 3-deling af fradragsproblemstillingen

a) i § 1, stk. 2, 2. pkt., anføres, at »diæter og lignende vederlag ... betragtes i denne forbindelse ikke som indtægt » (vores fremhævelse).

b) i § 2, stk. 3, anføres, at »varetagelse af hverv som .... medlem af skolenævn og lignende .... medfører ikke fradrag » (vores fremhævelse).

c) i § 2, stk. 1 og 2, anføres en række tilfælde, hvor hvervet medfører fradrag.

Direktoratet har ved DFA-Meddelelse nr. 13/89 af 28. april 1989 offentliggjort en ankenævnsafgørelse vedrørende spørgsmålet om betydningen af mødediæter modtaget af et medlem af en ligningskommission . Dette hverv er direkte nævnt i § 2, stk. 2, litra d), som et af de eksempler, hvor der skal ske fradrag for »vederlag, der ikke alene har karakter af diæter og lignende«.

Efter hovedledelsens opfattelse betyder bekendtgørelsens 3-deling af fradragsproblemstillingen, at det ikke er muligt med en udvidende fortolkning af reglerne i § 2, stk. 1 og 2, at »udhule« bestemmelserne nævnt ovenfor under a) og b) alene med henvisning til, at skattepligtige mødediæter skal medføre fradrag.

Det forhold, at skattelovgivningen er ændret, således at diæter nu i større udstrækning bliver bedømt som skattepligtige, kan ikke i sig selv ændre forståelsen af dette særlige regelsæt og selvfølgelig endnu mindre give hjemmel for en udvidende fortolkning af § 2, stk. 1 og 2.

Bestemmelsen i § 1, stk. 2, 2. pkt., må logisk betyde, at der eksisterer »diæter og lignende vederlag«, som - uanset beløbenes eventuelle skattepligt efter skattelovgivningen - ikke kan anses for at være en aflønning i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand og derfor heller ikke er arbejde og som følge heraf heller ikke medfører fradrag.

Personkredsen i § 2, stk. 3, må opfattes som et modstykke til den personkreds, der er forsøgt beskrevet i § 2, stk. 2, litra a) - d). Aflønning/diæter for de hverv, som beskrives i § 2, stk. 3, medfører -i modsætning til hvervene nævnt i § 2, stk. 2, - ikke fradrag.

Der nævnes i § 2, stk. 3, direkte »medlem af skolenævn og lignende«.

Som det fremgår af medlemmets fuldmagt, må de ydede diæter antages alene at modsvare positive udgifter i forbindelse med deltagelse i det »politiske liv«, herunder befordring, telefon, babysitter og meget andet.

Det er vores opfattelse, at medlemmets beskæftigelse i alle disse hverv må henføres under bestemmelserne i bekendtgørelsens § 1, stk. 2, 2. pkt., og § 2, stk. 3. Der er i hvert fald ikke hjemmel til at foretage en udvidende fortolkning af § 2, stk. 2, til også at omfatte disse hverv.

Medlemmets indtægter/diæter skal således ikke medføre fradrag i udbetalingen, og tilbagebetalingskravet på 18.461 kr. skal derfor ophæves.

Da der herefter kun består et tilbagebetalingskrav på 746 kr. brutto, jf. ovenfor under pkt. 1, og da den uagtsomme forseelse må anses for at være af meget ringe omfang, er der efter vores opfattelse grundlag for at undlade at pålægge medlemmet en sanktion, jf. herved sanktionscirkulæret afsnit I, side 2.'

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen meddelte, at efter direktoratets opfattelse var det ikke vederlagets benævnelse - f.eks. »mødediæter« - men dets karakter, der var afgørende for, om vederlaget skulle medføre fradrag i dagpengene.

Ved afgørelse af, om der forelå en egentlig aflønning, fandt direktoratet, at der skulle tages udgangspunkt i, om ydelsen var skattepligtig indkomst.

Direktoratet fandt derfor, at de omhandlede mødediæter med undtagelse af vederlag for hvervene som medlem af skolenævnet og ungdomsnævnet skulle medføre fradrag i dagpengene, jf. § 2, stk. 2, i direktoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse.

Direktoratet havde herved lagt vægt på, at de udbetalte mødediæter var skattepligtige, og de af skattemyndighederne ansås for A-indkomst.

Direktoratet havde endvidere lagt vægt på, at diæternes størrelse var afhængige af mødernes varighed, dog således at der blev skelnet mellem møder på over og under 4 timers varighed.

Direktoratet fandt derfor ikke, at de udbetalte diæter var omfattet af bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

For så vidt angik det af arbejdsløshedskassen anførte, at der efter ordlyden i bekendtgørelsens § 1, stk. 2, eksisterede diæter og lignende vederlag, som - uanset skattepligt efter skattelovgivningen - ikke kunne anses for aflønning i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand, kunne direktoratet henvise til vejledningen til bekendtgørelsens § 1, nr. 3.

Endelig meddelte direktoratet, at såfremt der var dokumenterede udgifter - som var godkendt som fradragsberettigede af skattemyndighederne - i forbindelse med hvervets udførelse, ville disse kunne fratrækkes vederlaget/diæterne forud for omregning.

Direktoratet kunne derfor tiltræde arbejdsløshedskassens afgørelse for så vidt angik, at medlemmet havde modtaget mødediæter med urette.

Direktoratet fandt dog efter omstændighederne ikke, at der skulle ske tilbagebetaling af de i den anledning uretmæssigt udbetalte dagpenge.

Endelig fandt direktoratet, at medlemmet for uagtsomt at have tilsidesat sin oplysningspligt over for arbejdsløshedskassen vedrørende det faste vederlags størrelse, skulle gennemgå en effektiv karantæne på 38 timer, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3, og direktoratets cirkulære af 19. februar 1987 om vejledende retningslinier vedrørende ikendelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og 3.

Direktoratet fandt herefter, at medlemmet uretmæssigt havde modtaget dagpenge med brutto 746 kr., som skulle tilbagebetales af medlemmet, samt at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 38 timer.

I sin klage anførte kassen, at den fortsat var af den opfattelse, at medlemmets beskæftigelse i 6 forskellige nævn og udvalg måtte henføres under bestemmelsen i § 1, stk. 2, 2. pkt., og § 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982.

Kassen bemærkede, at der i hvert fald ikke var den tilstrækkelige hjemmel til at foretage en udvidende fortolkning af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, til også at omfatte disse hverv. Det var derfor ikke muligt - således som direktoratet gjorde det i sin afgørelse - at tage udgangspunkt i, »om ydelsen var skattepligtig indkomst«, og »de af skattemyndighederne ansås for A-indkomst.«

Kassen forstod ikke direktoratets henvisning i denne forbindelse til vejledningen til bekendtgørelsens § 1, nr. 3.

Efter medlemmets opfattelse var det ikke tilfredsstillende i hendes situation, hvor hun beklædte en lang række tillidsposter at skulle nøjes med en afgørelse, hvor man konstaterede, at hun havde modtaget mødediæter med urette , og dernæst at hun efter omstændighederne alligevel ikke skulle tilbagebetale.

Medlemmet måtte derfor have krav på, at denne del af sagen blev realitetsbehandlet af ankenævnet, selv om tilbagebetalingskravet efter omstændighederne var bortfaldet.

Endelig anførte kassen, at det var ganske ude af proportioner, når direktoratet pålagde medlemmet en uagtsomhedssanktion på 38 timers karantæne, når der var tale om en ganske beskeden forseelse, der havde udløst et tilbagebetalingskrav på 746 kr. brutto.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre sin afgørelse.

Direktoratet bemærkede, at medlemmets deltagelse i de nævnte udvalg med undtagelse af hvervene som medlem af skole- og ungdomsskolenævnet måtte anses for at være led i det almindelige kommunalpolitiske arbejde, og at de udbetalte diæter derfor skulle medføre fradrag, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2, sammenholdt med § 1, stk. 2.

Direktoratet bemærkede iøvrigt, at det ikke afhang af beløbets størrelse, men om graden af uagtsomhed ved vurderingen af, om medlemmet skulle ikendes karantæne, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3.

Direktoratet havde her fundet, at medlemmet ved ikke at oplyse arbejdsløshedskassen om ændringen af grundvederlagets størrelse, havde udvist en sådan uagtsomhed, at der var grundlag for at pålægge medlemmet en karantæne.

Endelig kunne direktoratet, for så vidt angik det af kassen anførte, om der fandtes diæter og lignende vederlag, der trods skattepligt ikke medførte fradrag i dagpengene, oplyse, at der her var tale om beløb, hvor der ikke var sammenhæng mellem det udbetalte beløb og den medgåede tid. Udbetaling af mødediæter i forbindelse med kommunalbestyrelsesarbejde udmåles derimod efter medlemmets deltagelse i de enkelte møder samt mødets varighed.

Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse med de af direktoratet givne begrundelser. Dog fandt nævnet, at der af medlemmet var udvist en så ringe uagtsom adfærd, at det ikke ville være rimeligt at idømme en karantæne. Den effektive karantæne på 38 timer ophævedes derfor.

Ingen

Der skal ske fradrag for mødediæter for deltagelse som menigt medlem i byråds-, kulturudvalgs-, budgetudvalgs- og skolekommissionsarbejde.