Sanktion ved samtidig foreliggende selvforskyldt arbejdsophør i arbejdstilbud og manglende rådighed

Sanktion ved samtidig foreliggende selvforskyldt arbejdsophør i arbejdstilbud og manglende rådighed

Et medlem, der havde været i jobtilbud på en teknisk skole i perioden 1. - 30. juni 1989, blev opsagt på grund af arbejdets art.

Medlemmet oplyste ved personligt fremmøde i arbejdsløshedskassen, at arbejdet var fysisk hårdt, da han led af dårlig ryg. Medlemmet havde ikke forsøgt at påtale dette over for arbejdsgiveren, men havde sygemeldt sig. Medlemmets læge havde imidlertid ikke villet give ham en sygemelding, da han mente, at medlemmet intet fejlede. Medlemmet havde nu meddelt arbejdsformidlingen, at han havde dårlig ryg.

Arbejdsgiveren oplyste, at medlemmet før ansættelsen blev orienteret om arbejdsopgaverne ved skolen, herunder at der ofte forekom flytteopgaver og lignende, der krævede fysiske anstrengelser. Medlemmet blev forespurgt, om han havde nogen form for fysiske skavanker. Over for arbejdsgiveren havde medlemmet bedyret, at han var sund og frisk, og at han udmærket kunne tåle fysisk arbejde. Kort efter ansættelsen meldte medlemmet sig syg med ondt i ryggen. Arbejdsgiveren bad om en lægeerklæring på en eventuel rygskade, men modtog en almindelig sygeerklæring på kort tids sygdom. Ved en efterfølgende telefonsamtale havde medlemmet meddelt arbejdsgiveren, at han mente, at arbejdet var for hårdt for ham, hvorfor der var enighed om, at han ikke skulle komme mere. Den sidste arbejdsdag var den 19. juni 1989. Medlemmet oppebar dog løn til den 30. juni 1989.

Arbejdsløshedskassen fandt, at da medlemmet var ophørt i et arbejdstilbud, ansås han ikke for at være til rådighed for arbejdsmarkedet, hvorfor han blev udelukket fra dagpenge, indtil han havde haft mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger.

Medlemmet klagede til direktoratet over denne afgørelse. Medlemmet anførte, at han var indstillet på at tage jobbet, idet han troede, at det var kortvarigt. Han blev tilknyttet 5 tekniske skoler, som skulle have flyttet en del. Der var således tale om mere fysisk hårdt arbejde, end han nogensinde kunne have forestillet sig. Medlemmet havde haft dårlig ryg i 5 år og bl.a. været i behandling for denne på Glostrup Hospital. Efter ca. 19 dage i arbejdstilbuddet begyndte hans ryg at give smerter. Medlemmet henvendte sig derfor hos sin læge med henblik på indhentelse af den specielle lægeerklæring, som arbejdsgiveren havde anmodet om. Medlemmets læge havde ferie i denne periode, og han måtte i stedet kontakte hans vikar, som var medlemmet fuldstændig ubekendt. Vikaren ønskede ikke at gå ind i problematikken omkring medlemmets ryggener, og derfor fik arbejdsgiveren i første omgang en sygemelding af kortere varighed.

Medlemmet anførte videre, at efter hans læges ferieophør kontaktede han ham med henblik på den specielle lægeerklæring, som arbejdsgiveren havde anmodet om. Da medlemmet følte sig en del forulempet af lægen, valgte han desværre at forlade denne og klinikken uden at have fået en lægeerklæring og uden at have været klar over konsekvenserne. Siden problemerne med ryggen opstod, havde medlemmet løbende holdt arbejdsformidlingen orienteret herom.

Medlemmet anførte videre, at han ikke kendte de danske regler tilstrækkeligt. Han følte ikke, at han havde fået den rådgivning, som bl.a. kunne have oplyst ham om konsekvenserne af hans sygefravær. Medlemmet betragtede sig ikke som ophørt, men snarere som sygemeldt, og var indstillet på andet jobtilbud. Hvis hans anke ikke gik igennem, anmodede han om, at hans ankebrev eventuelt kunne få opsættende virkning, således at hans sag kunne blive revurderet, såfremt han fremskaffede dokumentation for, at hans ryg var for dårlig til det jobtilbud, han havde på de 5 tekniske skoler.

Arbejdsløshedskassen meddelte efterfølgende medlemmet, at han endvidere var ikendt 5 ugers karantæne i forbindelse med arbejdsophøret.

Ved personligt fremmøde i direktoratet afleverede medlemmet lægeerklæring af 21. november 1989. Det fremgik af lægeerklæringen, at medlemmet første gang pådrog sig akut lændehold i 1985. Der blev på daværende tidspunkt foretaget en røntgenfotografering, som viste skævhed svarende til rygsøjlen. Medlemmet blev anbefalet optræning med svømning og lignende. Han blev senere behandlet fysiurgisk med massage. Det sidste notat vedrørende rygsmerter var fra den 14. november 1986. Medlemmet havde henvendt sig hos sin tidligere læge den 21. juni 1989 med hold over lænden, angiveligt forårsaget af arbejdet ved den tekniske skole, hvor medlemmet fungerede som arbejdsmand med flytning af møbler og rengøring. Medlemmets tidligere læge havde afslået sygemeldingen.

Det fremgik videre af lægeerklæringen, at lægen ved undersøgelsen den 21. november 1989 havde fundet, at der var en rygskævhed og iøvrigt god funktion af ryggen. Der var ingen kraftnedsættelse af benene, og der var normal hæle- og tågang og ingen neurologiske forstyrrelser. Lægens diagnose var således rygskævhed. På baggrund af det foreliggende havde lægen vanskeligt ved at udtale sig om, hvorvidt medlemmet havde en ryglidelse, der ville have betydning for erhvervsevnen, således at medlemmet kun kunne varetage ikke-rygbelastende arbejde.

Efter at være forelagt lægeerklæringen udtalte arbejdsløshedskassen, at medlemmet var indmeldt i arbejdsløshedskassen den 1. marts 1986 med dagpengeret fra den 1. marts 1987. Medlemmet var blevet pålagt 5 ugers karantæne på grund af selvforskyldt ledighed fra den 1. oktober 1986, idet han var udeblevet i et arbejdsforhold. I perioden 1. marts - 15. september 1986 havde medlemmet haft 1.120 faktiske arbejdstimer, og han havde ikke været i arbejde siden ledigmeldelsen og frem til arbejdstilbuddets start. Endvidere havde medlemmet ikke over for arbejdsformidlingen oplyst, at der skulle tages specielle hensyn til hans ryg.

Det var arbejdsløshedskassens opfattelse, at når medlemmet i 2 1/2 år ikke havde haft arbejde, skulle han ind i en tilpasningsperiode, for at musklerne kunne tilpasse sig en ny arbejdssituation. Arbejdsløshedskassen henviste til, at medlemmets første henvendelse til lægen medførte, at denne ikke mente, at der var noget i vejen for, at han kunne fortsætte med at arbejde. Arbejdsløshedskassen fandt ikke, at der var grundlag for at ændre den trufne afgørelse.

Direktoratet fandt, at medlemmet var blevet afskediget med en grund, der væsentligst kunne tilregnes ham, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1, nr. 3, og direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 26, stk. 1.

Direktoratet fandt herudover, at medlemmet måtte antages at være ophørt med arbejdet den 19. juni 1989, og at karantænen løb fra denne dato, idet medlemmet fra dette tidspunkt måtte anses for frigjort fra ansættelsesforholdet.

Direktoratet lagde vægt på, at det ikke af den lægelige dokumentation fremgik, at medlemmet var tilrådet at ophøre i arbejdstilbuddet. Direktoratet henviste til medlemmets læges udtalelse af 21. november 1989, til at medlemmet ikke forud for arbejdsophøret i arbejdstilbuddet havde oplyst over for arbejdsformidlingen, at der skulle tages specielle hensyn til hans ryg, samt til at han var gjort bekendt med arbejdets karakter ved en samtale på arbejdsstedet, inden han accepterede arbejdstilbuddet.

Iøvrigt kunne direktoratet henvise til, at medlemmets første henvendelse til lægen medførte, at denne ikke mente, at der var noget i vejen for, at han kunne fortsætte med at arbejde.

Direktoratet henviste endvidere til § 11, nr. 5, i direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 og § 4, stk. 1.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det af arbejdsløshedskassen udøvede skøn, hvorefter medlemmet ikke ansås for at være til rådighed for arbejdsmarkedet.

Medlemmet kunne derfor først igen få ret til dagpenge, når han havde haft mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, stk. 1, nr. 5, og § 14, stk. 2, i ovennævnte bekendtgørelse.

Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på medlemmets hidtidige tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder, at han ikke, siden han ledigmeldte sig den 1. oktober 1986, selv havde kunnet skaffe sig arbejde, sammenholdt med årsagen til arbejdsophøret i arbejdstilbuddet, samt at det ikke af den lægelige dokumentation fremgik, at han var tilrådet at ophøre i arbejdstilbuddet.

Direktoratet bemærkede, at medlemmets ret til dagpenge herefter iøvrigt ville afhænge af, om han opfyldte arbejdsløshedsforsikringslovens øvrige betingelser for ret til dagpenge, herunder bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, ifølge hvilken ret til dagpenge er afhængig af, at medlemmet forud for hver udbetaling af dagpenge har haft arbejde som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 18 måneder.

Direktoratet tilføjede, at man som medlem af en arbejdsløshedskasse selv var forpligtet til at holde sig orienteret om de gældende regler vedrørende dagpengeret m.v. i arbejdsløshedsforsikringsloven og arbejdstilbudsloven samt de dertil knyttede cirkulærer og andre forskrifter.

Ved indankningen den 15. januar 1990 anførte medlemmets advokat

»Jeg gør på min klients vegne gældende, at den trufne afgørelse er forkert, idet en afgørelse med så alvorlige konsekvenser for min klient forudsætter, at der foreligger klar og utvetydig dokumentation for de forhold, der påberåbes som årsag til såvel bestemmelsen om karantæne som dagpengeret.

Sådan klar og utvetydig dokumentation foreligger ikke.

Det fremgår ubestridt af sagen, herunder af sagsfremstillingen i direktoratets skrivelse af 2. januar 1990, at min klient gennem længere tid har lidt af en ryglidelse, herunder at lidelsen har været til stede forud for påbegyndelsen af ansættelsesforholdet på den tekniske skole.

Det bestrides, at der fra ansættelsesstedets side på nogen som helst måde er givet oplysning om, at det tilbudte arbejde indebar hårdt krævende fysisk arbejde. Sådan underretning burde helt klart have været givet under hensyn til, at min klient i 2 1/2 år ikke har haft arbejde, således at min klient skulle igennem tilpasningsperioden, såfremt der blev tilbudt arbejde af hårdt fysisk karakter. Det fremgår, at arbejdsløshedskassen har erklæret sig enig heri.

Det er ukorrekt, at der fra lægelig side foreligger erklæring om, at min klient kunne fortsætte i det tilbudte arbejde.

Tværtimod har min klient fået lægelig attestation af kortvarig sygemelding, idet særlig undersøgelse og specialerklæring er henvist til gennemførelse hos min klients egen læge af den vikarierende læge, der i første omgang undersøgte min klient.

Jeg finder det er uden betydning for sagen, hvorvidt den efterfølgende erklæring er indhentet fra min klients tidligere læge, eller den læge, der rent faktisk kom til at foretage undersøgelsen.

Denne læges erklæring kan iøvrigt ikke anses som en tilstrækkelig afvisning af, at min klient har den påberåbte ryglidelse.

Jeg bemærker for god ordens skyld, at oplysningen i lægens erklæring om, at tidligere læge havde afvist sygemelding er ukorrekt, idet denne bygger på en fejlopfattelse af min klients mundtlige oplysninger.

Som anført ovenfor blev der fra tidligere læge afgivet en kortvarig sygemelding, idet der herudover skete henvisning til yderligere undersøgelse hos sædvanlig læge.«

Ankenævnet tiltrådte med den af direktoratet givne begrundelse, at medlemmet først igen kan få ret til dagpenge, når han har haft mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger, fordi han uden fyldestgørende grund er ophørt i et arbejdstilbud, jf. den anførte bekendtgørelses § 13, nr. 4.

Ankenævnet fandt imidlertid, at den ikendte karantæne på 5 uger burde ophæves, idet der med reglen i bekendtgørelsens § 13, nr. 4, var gjort endeligt op med sanktionsspørgsmålet i et tilfælde som det foreliggende.

Ankenævnet ændrede for så vidt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Ingen.

Et medlem, der blev sagt op i jobtilbud, da arbejdet var for fysisk krævende for medlemmet, blev ikendt 5 ugers karantæne. Endvidere fandt kassen og direktoratet, at medlemmet ikke var til rådighed for arbejdsmarkedet, da han ikke i 2 1/2 år havde haft arbejde og var ophørt i arbejdstilbud, uden at der forelå lægelig dokumentation for, at medlemmet var blevet tilrådet at ophøre i arbejdstilbuddet.

Ankenævnet fandt, at medlemmet først igen kunne få ret til dagpenge, når han havde haft mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger, fordi han uden fyldestgørende grund var ophørt i et arbejdstilbud, jf. § 13, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989.

Ankenævnet fandt imidlertid, at den ikendte karantæne på 5 uger burde ophæves, idet der med reglen i bekendtgørelsens § 13, nr. 4, er gjort endeligt op med sanktionsspørgsmålet i et tilfælde som det foreliggende.