Kassens vejledningspligt - ingen formskrav til begæring om efterløn.

Kassens vejledningspligt - ingen formskrav til begæring om efterløn.

Et medlem indsendte den 26. april 1989 en ansøgning til arbejdsløshedskassen om overgang til efterløn fra den 28. marts 1989. Medlemmet bemærkede i forbindelse med begæringen, at han beklagede at begæringen var indsendt for sent, men han havde efter samtale med arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassens Københavns-kontor fået det indtryk, at han havde betænkningstid med hensyn til tidspunktet for at gå på efterløn, vel vidende at han i en periode kunne risikere hverken at få dagpenge eller efterløn. Begge steder havde medlemmet fortalt, at han havde aftalt møde med kassen for at drøfte andre muligheder end efterløn. Begge steder havde man syntes, det var en god ide, hvorimod ingen havde gjort ham opmærksom på, at han risikerede at miste retten til efterløn, hvis ikke begæringen herom var indsendt til det tidspunkt, hvor han mistede retten til dagpenge.

Medlemmet har over for hovedledelsen gjort gældende, at han den 20. marts kontaktede en medarbejder på kontoret i København angående ansøgningen for at få oplyst, om han kunne vente med at indsende ansøgningen indtil han havde haft et møde med PFA, der først kunne finde sted den 20. april 1989. Han ønskede at drøfte situationen med PFA med henblik på en eventuel førtidspension.

Medarbejderen havde den dag ikke gjort ham opmærksom på, at han tabte retten til efterløn, hvis ikke ansøgningen blev indsendt straks. Medlemmet havde ansøgningen med, som han kunne have underskrevet og afsendt samme dag, således at den var nået rettidigt frem.

Medlemmet oplyste endvidere, at han havde haft en personlig samtale med medarbejderen den 9. maj. Medlemmet kunne huske, at de havde talt sammen om ansøgningen og kunne ikke forstå, at medarbejderen ikke havde gjort medlemmet opmærksom på, at han ville fortabe retten til efterløn, hvis han ikke sendte ansøgningen her og nu. Medlemmet henviste til, at det var en kendsgerning, at medarbejderen ikke sagde noget, tværtimod var de enige om, at det var en god ide at drøfte situationen med PFA først.

Hovedledelsen meddelte, at medlemmet ikke kunne få efterløn med virkning fra 28. marts 1989, idet begæringen om overgang til efterløn først var modtaget i arbejdsløshedskassen den 27. april 1989 og medlemmet kun opfyldte beskæftigelseskravet i lovens § 55 indtil den 28. marts 1989.

Med hensyn til medlemmets tidligere forklaring henviste hovedledelsen til lovens §§ 55 og 75 b, samt vejledning til begæring om overgang til efterløn.

Hovedledelsen bemærkede endvidere, at det efter undersøgelsen hos arbejdsløshedskassens regionskontor i København måtte fastslås, at personalet på regionskontoret ikke havde givet udtryk for, at medlemmet ville kunne begære overgang til efterløn med tilbagevirkende kraft.

Medlemmet har overfor direktoratet bl.a. anført, at han i marts 1988 kontaktede en socialrådgiver ved PFA for at få en samtale vedrørende efterløn eller alternative muligheder i forbindelse med nogle pensionsordninger, som han havde hos PFA. Uheldigvis kunne dette møde først finde sted den 20. april 1989 på grund af ferie og travlhed iøvrigt. Han kontaktede herefter medarbejderen ved kassens regionskontor i København for at drøfte problemet med ham, fordi han ville sikre sig, at han ikke løb nogen risiko ved at vente med at indsende ansøgningen om efterløn til efter den 20. april 1989. Medlemmet husker klart, at medarbejderen udtalte, at han syntes det var en god ide, og han husker også, at han selv sagde, at han var klar over, at han risikerede at miste efterløn for den mellemliggende periode. Medarbejderen havde ikke på dette møde gjort ham opmærksom på, at han risikerede at miste retten til efterløn totalt. Medlemmet havde alle papirerne med, og hvis han havde fået klar besked den dag, var ansøgningen blevet underskrevet og afsendt.

Medlemmet har den 1. juni 1989 over for hovedledelsen anført, at han på mødet med medarbejderen den 20. marts 1989 blev utilstrækkeligt informeret.

Hovedledelsen fastholdt afgørelsen, idet den afviste, at en medarbejder på regionskontoret i København skulle have givet medlemmet det indtryk, at han kunne fremsende og få godkendt begæring om overgang til efterløn efter den dato, hvor han i henhold til lovens § 55 mistede retten til dagpenge.

Direktoratet meddelte den 6. juli 1989, at medlemmet ikke opfyldte arbejdsløshedsforsikringslovens betingelser for at overgå til efterløn og at der ikke var hjemmel til at dispensere fra lovens bestemmelser i § 75 b, stk. 1, nr. 3, jf. § 55, stk. 1.

Direktoratet henviste til, at på det tidspunkt den 26. april 1989, hvor medlemmet begærede efterløn, var han ikke længere berettiget til dagpenge, idet han efter den 28. marts 1989 ikke opfyldte kravet om mindst 26 ugers arbejde inden for de sidste 3 år, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1.

Medlemmet anførte overfor ankenævnet, at det tydeligt fremgår af sagens akter, at han er blevet dårligt informeret, da han første gang kontaktede arbejdsløshedskassen vedrørende sin situation og specielt selvfølgelig eventuel overgang til efterløn.

Medlemmet henvendte sig efter aftale telefonisk til nævnet. Han oplyste, at han den 13. eller 14. marts 1989 henvendte sig hos arbejdsformidlingen for at høre om der kunne skaffes et job - hvilket der ikke kunne. Medlemmet var egentlig ikke interesseret i efterløn og medlemmet talte derfor mest med arbejdsformidlingen om hans forskellige pensionsordninger. Arbejdsformidlingen henviste ham til fagforeningen angående nogle nye pensionsregler, som man mente skulle gælde fra 1. april. Medlemmet ringede herefter og talte med en socialrådgiver i PFA både om pensionsordning og efterløn, men kunne først få personlig samtale med hende den 20. april, da hun skulle på ferie.

Herefter ringede medlemmet til medarbejderen i arbejdsløshedskassen og spurgte om en samtale. Medlemmet var til samtale den 20. marts med medarbejderen og havde alle papirerne med, herunder begæring om efterløn, udfyldt, men ikke underskrevet. Disse var rekvireret pr. telefon tidligt i marts måned, fordi medlemmet vidste, at han tabte retten til dagpenge 28. marts. Medlemmet spurgte, om der kunne ske noget med at vente til 20. april (mødet med PFA), idet han var klar over, at han kunne miste efterlønnen for den mellemliggende periode. Medarbejderen svarede nej og at det ville være en god idet at drøfte sagen igennem med dem også. Medarbejderen slog op på skærmen og fik oplysningerne om falddatoen 28. marts.

9. maj henvendte medlemmet sig igen personligt til medarbejderen og denne erindrede samtalen den 20. marts og at medlemmet havde spurgt, om det kunne få konsekvenser at vente med at videresende begæringen. Medens medlemmet sad i kontoret ringede medarbejderen til hovedkontoret og medlemmet hørte, at medarbejderen brugte udtrykket »kan tvivlen ikke komme medlemmet til gode«.

På ankenævnets foranledning indhentede direktoratet en udtalelse fra den medarbejder i arbejdsløshedskassen, som medlemmet havde en samtale med den 20. marts 1989, om hvorvidt denne ved mødet den 20. marts 1989 var bekendt med medlemmets falddato, og i bekræftende fald, om han vejledte medlemmet om konsekvenserne af, at efterlønsbegæringen først blev indgivet efter falddatoen.

Af en udtalelse fra den pågældende regionsmedarbejder fremgår, at denne ikke vil afvise, at medlemmet har været på regionskontoret i København den 20. marts 1989. Han erindrer ikke, om han var bekendt med medlemmets falddato og om han vejledte medlemmet om konsekvenserne, såfremt medlemmet ikke indsendte efterlønspapirerne. Han husker, at han talte med medlemmet den 9. maj 1988 og ved den lejlighed spurgte ham, om han havde fået pjecen »Om at gå på efterløn«, og om han havde læst denne. Dette svarede medlemmet bekræftende på.

Direktoratet udtalte, at direktoratet ikke finder det godtgjort, at kassen har tilsidesat sin oplysningspligt.

Landsforeningen Ældre Sagen har på medlemmets vegne i brev af 1. marts 1990 anført, at medlemmet har haft pjecen om efterløn, men det er et spørgsmål, om den er tilstrækkelig klar. Medlemmet havde efterlønsbegæringen med til mødet den 20. marts 1989. Landsforeningen har endvidere henvist til, at ombudsmanden i sin beretning for 1988 omtaler to domme fra Østre Landsret inden for arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, som efter ombudsmandens opfattelse synes at bygge på en forudsætning om, at der består en særlig vejledningspligt i tilfælde, hvor der kan være fare for, at en af lovens betingelser for dagpengeberettigelse svigter på grund af en vildfarelse hos medlemmet.

Det i Ældre Sagens brev anførte gav ikke direktoratet anledning til fornyet overvejelse af sagen.

Direktoratet henviste til, at det på side 1, 2. afsnit, i direktoratets ovennævnte pjece fremgår, at »For at få efterløn, skal De opfylde følgende betingelser: De skal ....... være berettiget til dagpenge«.

Ankenævnet fandt efter de fremkomne oplysninger, at medlemmets henvendelse til regionskontoret i København den 20. marts 1989 efter omstændighederne kunne sidestilles med begæring om ansøgning om efterløn. Ankenævnet bemærkede, at der ikke stilles særlige formkrav til begæringen.

Medlemmet var derfor berettiget til efterløn, forudsat at de øvrige betingelser herfor er opfyldt.

Ingen.

Et medlem, hvis dagpengeret udløb den 28. marts 1989, indgav den 26.

april 1989 begæring om at overgå til efterløn pr. 28. marts 1989.

Medlemmet forklarede, at han den 20. marts 1989 henvendte sig i kassen for at drøfte efterlønsspørgsmålet. Medlemmet indgav først efterlønsbegæringen den 26. april 1989, da han afventede et møde med en socialrådgiver, der fandt sted den 20. april 1989. Han havde på mødet i kassen den 20. marts 1989 oplyst dette uden den pågældende medarbejder gjorde ham opmærksom på, at han ville fortabe retten til efterløn, hvis han ikke sendte ansøgning inden falddato.

Medarbejderen i kassen har oplyst, at han ikke erindrede, om han var bekendt med medlemmets falddato, og om han vejledte om konsekvenserne ved ikke straks at indsende efterlønspapirerne.

Ankenævnet fandt, at medlemmets henvendelse til kassen den 20. marts 1989 efter omstændighederne kunne sidestilles med begæring om ansøgning om efterløn, idet ankenævnet bemærkede, at der ikke stilles særlige formkrav til begæringen.