Boligstøtte - børn under 23 år/logerende
Statutory Text (3 Articles)
Boligstøtte - børn under 23 år/logerende
»I skrivelse af 14. september 1989 har Aarup Kommune klaget over, at Amtsankenævnet for Fyns Amt ved afgørelse af 5. september 1989 har fundet, at N.N. pr. 1. januar 1989 er berettiget til en månedlig boligstøtte på 1.441 kr.
Det fremgår af amtsankenævnets afgørelse, at nævnet er enig med det sociale udvalg i Aarup Kommune i, at N.N.'s søn, X.X., ved beregningen af boligstøtte betragtes som et hjemmehørende barn.
Amtsankenævnet har imidlertid fundet, at boligstøtten vil være at beregne efter reglen i § 6, stk. 3, i lov om individuel boligstøtte, samt at den således beregnede boligstøtte ikke i henhold til reglen i lovens § 18, stk. 5, skal nedsættes til 15 pct. af lejen.
Amtsankenævnet har ved sin afgørelse lagt til grund, at der, uagtet anvendelsen af »gunstighedsreglen« i lovens § 6, stk. 3 - der findes at være en teknisk beregningsmæssig konstruktion - fortsat er tale om et hjemmeværende barn i boligstøttelovens forstand.
Amtsankenævnets afgørelse er truffet i henhold til ovennævnte paragraffer i lov om individuel boligstøtte, jfr. pkt. 3.2, afsnit 1, 2, 7 og 13 i Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987.
Aarup Kommune har begrundet sin klage med, at kommunen er af den opfattelse, at reglerne i § 6, stk. 3, jfr. § 9, ikke kan anvendes samtidig med anvendelse af reglerne for beregning af boligsikring, når der i husstanden er et barn under 23 år (når det er det samme barn, beregningen omfatter).
Boligstyrelsen skal i denne anledning meddele, at det fremgår af boligstøttelovens § 63, at amtsankenævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Boligministeren kan dog optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen er af principiel betydning.
Boligstyrelsen finder, at spørgsmålet om, hvorvidt der, uagtet anvendelse af boligstøttelovens § 6, stk. 3, fortsat er tale om et hjemmeværende barn i boligstøttelovens forstand, er af principiel betydning.
Det fremgår af boligstøttelovens § 6, stk. 3, at såfremt et barn under 23 år har indtægter, skal kommunalbestyrelsen beregne boligstøtten, som om barnet er logerende, jfr. § 9, dersom dette medfører en højere boligstøtte.
Bestemmelsen er uddybet i Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte, pkt. 3.2, hvoraf det fremgår, at når et hjemmeværende barn under 23 år har egne indtægter, har kommunalbestyrelsen pligt til at beregne boligstøtte, som om barnet er logerende, såfremt dette medfører en højere boligstøtte, jfr. lovens § 6, stk. 3. I så fald skal et værelse udgå ved beregningen af grænsebeløbet, jfr. pkt. 6.8, og samtidig skal der fra boligudgiften trækkes et beløb for ud/fremleje af værelset for hvert barn, der således betragtes som logerende, jfr. pkt. 5.4.
Videre følger det af lovens § 18, stk. 5, at boligsikringen ikke kan overstige 15 pct. af lejen for husstande uden børn.
Boligstyrelsen finder, efter at have overvejet sagen nærmere, at anvendelse af lovens § 6, stk. 3, da der ikke er andre børn i husstanden, bevirker, at boligstøttelovens bestemmelser for husstande uden børn i det hele finder anvendelse på den gunstighedsberegnede husstand.
Boligstyrelsen har derfor d.d. hjemvist sagen til amtsankenævnet, idet man har anmodet nævnet om i overensstemmelse med nærværende afgørelse at omberegne sagen, således at N.N.'s boligstøtte for fremtiden reguleres i overensstemmelse hermed.
Der henvises til j.nr. 1906.'
2. Sagen hjemvises til amtsankenævnet, idet man skal anmode nævnet om i overensstemmelse med Boligstyrelsens ovennævnte afgørelse at omberegne sagen, således at N.N.'s boligstøtte for fremtiden reguleres i overensstemmelse hermed.
Sagens akter returneres.
Der henvises til j.nr. 1906, 1-544-1989.
3. Til orientering.
Pdv
eb
Ingen
En boligstøttemodtager havde eet barn under 23 år, som p.g.a. indtægt blev betragtet som logerende, jf. § 6, stk. 3.
Styrelsen udtalte, at når et hjemmeværende barn under 23 år har egne indtægter, har kommunalbestyrelsen pligt til at beregne boligstøtte, som om barnet er logerende, såfremt dette medfører en højere boligstøtte, jf. § 6, stk. 3. I så fald skal et værelse udgå ved beregningen af grænsebeløbet, og samtidig skal der fra boligudgiften trækkes et beløb for ud/fremleje af værelset for hvert barn, der således betragtes som logerende.
Af § 18, stk. 5, fremgår, at boligsikringen ikke kan overstige 15% af lejen for husstande uden børn.
Styrelsen fandt herefter, at anvendelse af § 6, stk. 3, da der ikke var andre børn i husstanden, bevirkede, at lovens bestemmelser for husstande uden børn i det hele fandt anvendelse på den »gunstighedsberegnede« husstand.