Legislator Case Law & Legislation
W19896041825 DK

Medlemsret - overflytning - sanktion (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 60418 Valid

Medlemsret - overflytning - sanktion (* 1)

Et medlem klagede over direktoratets afgørelse, hvorefter medlemmet burde have ladet sig overflytte, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 42. Medlemmet måtte selv bære ansvaret for den manglende overflytning, idet arbejdsformidlingen havde informeret hende om reglerne herfor ved udlevering af pjecen »Hvordan kommer du i arbejdstilbud?». Direktoratet var enig med kassen i, at medlemmet skulle idømmes en effektiv karantæne på 20 timer, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3.

Medlemmet var i perioden fra den 4. maj 1987 til den 28. januar 1988 beskæftiget som langtidsledig uden for sin kasses faglige område.

Medlemmet ledigmeldte sig den 29. januar 1988 og anmodede om dagpenge.

Kassen meddelte, at medlemmet skulle gennemgå en 20 timers effektiv karantæne for manglende overflytning til anden arbejdsløshedskasse.

Medlemmet anførte, at hun fandt karantænen uberettiget. Medlemmet henviste til, at kassen, der vidste, hun var kommet i arbejde uden for kassens område, ikke havde gjort hende opmærksom på, at hun skulle overflyttes til anden kasse. Endvidere havde medlemmet henvist til, at man efter jobtilbud havde krav på tilbageflytning uden at opfylde nogen krav overhovedet.

Arbejdsformidlingen oplyste, at kassen ved tiltrædelse af arbejdstilbud får tilsendt en edb-meddelelse, der bl.a. indeholder oplysninger om arbejdsgiveren. Videre oplystes det, at medlemmet ved udlevering af pjecen »Hvordan kommer du i arbejdstilbud?» var blevet informeret om overflytningspligten.

Medlemmet anførte ved indankningen, at hun ved arbejdstilbuddet spurgte, om hun skulle flytte fagforening ved overtagelse af arbejdet som altmuligmand i firmaet, men arbejdsformidlingen havde svaret benægtende på dette spørgsmål.

Medlemmet oplyste telefonisk, at det ikke var hendes arbejdsformidlingskonsulent, der skulle have fremsat denne oplysning, men en person i fremmødet.

Arbejdsformidlingskontoret kunne herefter ikke udelukke, at en ansat i fremmødet var kommet til at give denne meddelelse, idet der i fremmødesituationerne ofte kunne være pres, og at spørgsmålet (problemstillingen) måske ikke har været klart formuleret.

Ankenævnet fandt, at den ikendte karantæne skulle ophæves, idet medlemmet ikke havde nægtet at lade sig overflytte til en anden arbejdsløshedskasse i forbindelse med tiltrædelse af arbejdstilbud, jf. ordlyden af arbejdsløshedsforsikringslovens § 42.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kassen ved tiltrædelse af arbejdstilbuddet af arbejdsformidlingen blev gjort bekendt med, at arbejdstilbuddet var uden for kassens område, og at kassen ikke tog initiativ til at overflytte medlemmet.

Endvidere lagde ankenævnet vægt på, at arbejdsformidlingen i brev af 29. november 1988 har oplyst, at arbejdsformidlingen ikke kunne udelukke, at en ansat fra det administrative personale i fremmødet skulle have oplyst, at overflytning til anden arbejdsløshedskasse ikke skulle finde sted.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1989 60418 Valid

Ankenævnet ophævede den karantæne, et medlem var ikendt på grund af manglende begæring om overflytning til anden arbejdsløshedskasse.

Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke havde nægtet at lade sig overflytte, jf. ordlyden af arbejdsløshedsforsikringslovens § 42.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →