Dagpenge - flytning - midlertidigt ophold - EF - udland (* 1) (* 2)

Dagpenge - flytning - midlertidigt ophold - EF - udland (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

Den 26-årige M havde som selvstændig erhvervsdrivende tegnet frivillig dagpengesikring efter dagpengelovens § 28.

M havde i 10 år lidt af psoriasis, men havde kunnet holde sygdommen i ro ved at tage til Sydeuropa 3 gange om året.

Hospitalsbehandling af lidelsen i sommeren 1987 mundede ud i, at M blev indstillet til et 3-ugers ophold på rekreationshjemmet Montebello i Spanien, da M's helbredstilstand erfaringsmæssigt blev bedret af sol og saltvand.

M's lidelse gik i ro under Spaniens-opholdet, men blussede op igen umiddelbart efter hjemkomsten i oktober 1987.

Der blev udbetalt sygedagpenge til M under opholdet i Spanien.

Behandlingsmulighederne var på ny hospitalsindlæggelse, ambulant behandling eller ny rejse sydpå. En speciallæge anbefalede det sidste, som var den løsning, M foretrak.

M tog den 23. oktober 1987 afsted for egen regning og skulle bo hos private venner.

Det sociale udvalg meddelte nu afslag på sygedagpenge under opholdet i Spanien med henvisning til dagpengelovens § 46. Det var udvalgets opfattelse, at ophold i udlandet skal være på et rekreationshjem med lægeligt tilsyn, for at der kan udbetales dagpenge.

M klagede til amtsankenævnet og gjorde gældende, at han var berettiget til dagpenge efter reglerne i EF-forordning 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet tiltrådte det sociale udvalgs afgørelse. Nævnet fandt ikke, at opholdet havde haft et klart behandlingsmæssigt hovedformål, som ikke kunne opfyldes ved lægelig behandling her i landet, jf. dagpengelovens § 46 samt Socialministeriets bekendtgørelse nr. 512 af 23. september 1975, § 1.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af M med henvisning til art. 22, stk. 1 b, jf. stk. 2, i ovennævnte EF-forordning.

I tilslutning til klagen indhentede M en udtalelse fra Socialministeriet, der i skrivelse af 14. juli 1988 bl.a. udtalte følgende: »at en arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende efter art. 22, stk. 1a) i EF-forordning nr. 1408/71 har ret til kontantydelser ved sygdom eller ophold i en anden EF-medlemsstat, hvis sygdommen indtræder under opholdet. Efter EF-forordningens art. 22, stk. 1b) er der ret til ydelser, hvis modtageren - af den kompetente institution - får tilladelse til at flytte til en anden medlemsstat. En sådan tilladelse kan efter art. 22, stk. 2, i EF- forordningen kun nægtes, såfremt det godtgøres, at den pågældendes flytning må antages at kunne bringe hans helbredstilstand i fare eller vanskeliggøre en gennemførelse af lægebehandlingen.

Den sidstnævnte bestemmelse fortolkes af Socialministeriets departement således, at når det er muligt at flytte til en anden medlemsstat i en dagpengeperiode, må det, som det mindre, kunne tillades i en dagpengeperiode at tage på et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat uden at miste dagpengene fra Danmark.

I Socialministeriets bekendtgørelse nr. 512 af 23. september 1975 er der i § 4 gjort undtagelse fra bestemmelserne i bekendtgørelsens § 1 for så vidt angår personer, der er omfattet af reglerne om social sikring af vandrende lønmodtagere inden for De Europæiske Fællesskaber (EF-forordning nr. 1408/71). De betingelser, der er fastsat i bekendtgørelsen, behøver derfor ikke være opfyldt for den personkreds, som er omfattet af EF-forordningen.«

Antaget til principiel behandling

Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling med henblik på afgrænsning af anvendelsesområdet for bekendtgørelse nr. 512 af 23. september 1975 om udbetaling af dagpenge under ophold i udlandet og EF-forordning nr. 1408/71.

LOVGRUNDLAG

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 46.

EF-forordning nr. 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere, art. 22.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 512 af 23. september 1975 om udbetaling af dagpenge under ophold i udlandet, § 4.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

M var omfattet af § 4 i bekendtgørelsen om udbetaling af sygedagpenge under ophold i udlandet, hvorefter § 1-3 ikke gælder for personer, der er omfattet af reglerne om social sikring af vandrende lønmodtagere inden for EF.

Da M måtte anses for omfattet af EF-forordning nr. 1408/71 art. 22, var der således ikke baggrund for at kræve, at betingelserne i bekendtgørelsens § 1 skulle være opfyldt.

M var således berettiget til at modtage sygedagpenge under opholdet i Spanien fra den 23. oktober 1987 i det omfang han opfyldte dagpengelovens almindelige betingelser herfor.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

M, der led af psoriasis, havde efter art. 22 i EF-forordning 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere ret til sygedagpenge under midlertidigt ophold i et andet EF land (her Spanien) i dagpengeperioden.