Forudbetalte renter - aftalekonto (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Forudbetalte renter - aftalekonto (* 1)
Sparekassedirektør A klagede for indkomståret 1986 over, at amtsligningsrådet ikke havde godkendt hans fradrag på 25.000 kr. i forudbetalte renter på et lån. Rådet havde anset lånearrangementet for at være uden reelt indhold i skattemæssig henseende, hvorfor renteindtægter og -udgifter måtte holdes uden for indkomstgrundlaget.
Det var oplyst, at klageren den 31. december 1986 havde optaget et lån i B Sparekasse på 500.000 kr. Kreditten skulle forrentes med 10% p.a. Han havde samtidig betalt 6 måneders rente, 25.000 kr., forud, og havde håndpantsat en aftalekonto med indestående 475.000 kr. + påløbende renter til sikkerhed for, hvad han måtte skylde sparekassen. Den 30. juni 1987 var aftalekontoen ophævet og lånet indfriet.
Klageren nedlagde under henvisning til ligningslovens § 5, stk. 2, påstand om ret til fradrag i 1986 for de forudbetalte renter for en periode på 6 måneder.
Da overførslerne var foregået i et lukket system uden nogen likviditetsmæssige virkninger for klageren, fandt Landsskatteretten, at arrangementet ikke indeholdt en sådan økonomisk, forretningsmæssig realitet, at det kunne anerkendes i skattemæssig henseende. Herefter skulle renteindtægter og -udgifter holdes uden for den skattemæssige opgørelse af klagerens indkomst, og den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.
LV 1988, F 3.1.2.
(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 5, side 396
Der blev ikke godkendt fradrag for renter, forudbetalt for 6 måneder, på et sparekasselån, hvor provenuet var indsat på en aftalekonto, der var givet i håndpant til sikkerhed for lånet. Arrangementet blev anset for at være uden økonomisk, forretningsmæssig realitet og kunne derfor ikke godkendes skattemæssigt