Dobbeltbeskatning - Tyskland - Angestellterente (* 1)

Dobbeltbeskatning - Tyskland - Angestellterente (* 1)

A klagede for indkomstårene 1983 og 1984 over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet hendes selvangivne indkomst med de af hende modtagne ydelser i form af Angestellterente fra Bundesversicherungsanstalt fur Angestellte, skønsmæssigt ansat til 27.000 kr. og 29.000 kr.

Det var oplyst, at klageren i en årrække havde arbejdet i Tyskland, og at hun i kraft heraf havde erhvervet ret til den omhandlede Angestellterente.

Klageren anførte, at hun ikke bestred, at Danmark i medfør af den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst havde beskatningsretten til den omhandlede ydelse, men at hun fandt, at der her var tale om foretagelse af en beskatning i strid med Romtraktaten. Ydelsen kunne ikke sidestilles med en dansk pension, men var en forsikringsydelse, der udbetaltes som et nettobeløb fra den tyske stat. En beskatning af dette nettobeløb måtte betragtes som en yderligere beskatning, der var foretaget i strid med Romtraktatens artikel 48-51, da der herved skete en forskelsbehandling. Klageren henviste bl.a. til Romtraktatens artikel 49, hvori foreskrives, at der med henblik på gradvis at gennemføre fri bevægelighed af arbejdskraft inden for fællesskabet, af EF's organer gennem direktiver og forordninger skal iværksættes foranstaltninger, der tager sigte herpå. Hun forelagde retten forskellige afgørelser fra EF-domstolen og udtalelser fra kommissionen til støtte for sit synspunkt. Klageren anførte videre, at hun fandt, at Landsskatteretten burde indhente en udtalelse fra EF-domstolen, inden retten traf afgørelse i sagen.

Med støtte i EF's bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed, (Romtraktatens artikel 48 ff), var der indført en række regler, der sikrede, at arbejdskraft i et land inden for fællesskabet frit kunne arbejde i et andet land uden at blive forskelsbehandlet. Der var imidlertid ikke gennemført EF-direktiv eller anden forskrift inden for den direkte beskatnings område, der regulerede medlemsstaternes adgang til beskatning af ydelser i denne sammenhæng. Om en medlemsstat havde adgang til beskatning afhang derfor af de mellem de enkelte lande indgåede dobbeltbeskatningsaftaler.

Landsskatteretten fandt herefter, at der ikke fandtes egentlige fællesskabsretlige regler, som klageren kunne støtte ret på med hensyn til beskatningen af de omhandlede pensionsydelser, ligesom de af hende fremdragne afgørelser fra EF's organer ikke kunne tages til indtægt for, at Danmark skulle være afskåret fra at beskatte den omhandlede ydelse.

Som følge heraf havde Landsskatteretten ikke fundet grundlag for at indhente en udtalelse fra EF-domstolen.

Da Landsskatteretten endvidere fandt, at Danmark som bopælsland havde beskatningsretten til den omhandlede ydelse i medfør af artikel 16 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. herved Østre Landsrets dom af 28. september 1981, måtte Landsskatteretten være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at ydelsen skulle medregnes i klagerens skattepligtige indkomst. Ansættelserne blev derfor stadfæstet.

(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 5, side 403.

Der var ikke inden for EF gennemført direktiver el.lign. på området for direkte beskatning, og afgørelsen af, om et fra Tyskland udbetalt nettobeløb i Angestellterente kunne beskattes her, måtte bero på den med Tyskland indgåede dobbeltbeskatningsaftale. Herefter havde Danmark som bopælsland beskatningsret.