Nedlæggelse vej af vigtighed for ejendom
Statutory Text (3 Articles)
Nedlæggelse vej af vigtighed for ejendom
Den 23. januar 1990 foretoges forretning i Overtaksationskommissionen for Roskilde og Storstrøms Amtsrådskredse i anledning af, at Køge Kommune havde indbragt den af Taksationskommissionen afsagte kendelse af 18. september 1989 (Taks.nr. 5/89) vedrørende opretholdelse af servitut om færdselsret over matr.nr. 33 b, Ølby By, Højelse, for ejeren af matr.nr. 35 a, samme sted, Lars Kristoffersen, Stensbjergvej 10, Ølby.
For og med klageren, Lars Kristoffersen, mødte advokat Peter M. Lindqvist.
Forretningen indledtes med en besigtigelse af ejendommen og henlagdes herefter til Køge Kommunes lokaler, hvor parterne fik lejlighed til at gøre deres synspunkter i sagen gældende.
Køge Kommune påstod Taksationskommissionens kendelse omstødt med henblik på gennemførelse af den af Køge Byråd trufne beslutning om nedlæggelse af den private fællesvej over matr.nr. 33 b, Ølby By, Højelse, efter anmodning herom fra ejeren, Dansk Magisterforening, og i overensstemmelse med kommuneplanens rammer for benyttelsen af området til større offentlige og private servicefunktioner fortrinsvis med regional betydning, såsom uddannelsesinstitutioner, kursusinstitutioner og andre institutioner samt kontorvirksomhed m.v.
Klageren påstod den af Taksationskommissionen trufne afgørelse opretholdt.
Til støtte for kommunens påstand anførte kommunens repræsentanter, at kommunen i medfør af § 23 i lov om private fællesveje havde gennemført et udlæg af en privat fællesvej over den sydligste del af ejendommen matr.nr. 33 h, Ølby By, Højelse, umiddelbart øst for matr.nr. 35 a som en fælles og kortere adgangsvej til offentlig vej for matr.nr. 33 h og matr.nr. 35 a end den nedlagte private fællesvej.
Den private fællesvej er endvidere ikke en forudsætning for forbindelsen mellem flere lodder af samme ejendom. Denne betingelse i vejlovens § 53, stk. 2, samt betingelsen om eneste adgangsvej til offentlig vej må være afgørende for, om vejen skal opretholdes. Da disse betingelser ikke er opfyldt, kan det ved afgørelsen ikke tillægges betydning, hvorvidt vejen har betydning for den klagerens fra ejendommen drevne erhvervsvirksomhed.
Til støtte for klagerens påstand anførte klageren, at vurderingen af vejens betydning for den fra klagerens ejendom drevne erhvervsvirksomhed (rideskole) efter formuleringen af § 53, stk. 2, in fine, i lov om private fællesveje, skal indgå i afgørelsen af, hvorvidt den private fællesvej skal opretholdes.
Den omhandlede vej er af afgørende betydning for den fra ejendommen drevne rideskole, idet der fortrinsvis udføres terrænridning på nærliggende arealer på den anden side af Stensbjergvej, hvortil der kun er forsvarlig adgang for ryttere via den omdiskuterede private fællesvej. Denne udmunder i - den stærkt befærdede - Stensbjergvej på et langt mere overskueligt sted end ved krydset Stensbjergvej/ Tigervej, hvor den nyudlagte private fællesvej over matr.nr. 33 h, Ølby By, Højelse, har udmunding.
Klageren anførte endvidere, at den private fællesvej dels udgør et meget velegnet øvelsesområde for de - fortrinsvis unge - ryttere, inden disse rider ud på mere trafikerede veje, dels udgør et øvelsesområde for afprøvning af klagerens hestetrukne vogne, der udlejes til forskellige formål, bl.a. filmoptagelser, og således ligeledes har betydning for klagerens erhvervsvirksomhed.
En nedlæggelse af den private fællesvej vil herefter uden tvivl medføre en væsentlig nedgang i klagerens erhvervsvirksomheds omsætning. Særligt må det befrygtes, at rideskolens omsætning ved terrænridning, der udgør 3/5 af klagerens virksomheds samlede årsomsætning, vil blive reduceret så drastisk, at virksomheden må ophøre.
Klageren gjorde endelig opmærksom på, at kommunen havde nægtet ham at opføre et ridehus på ejendommen, hvilket gør omsætningen fra terrænridningen så meget desto vigtigere.
Efter at have drøftet sagen afsagde Overtaksationskommissionen sålydende
K E N D E L S E
Kommissionen lagde til grund, at der ved afgørelsen af den private fællesvejs betydning for klageren alene kan tages hensyn til dennes funktion som adgangsvej mellem klagerens ejendom og offentlig vej. Den omstændighed, at den private fællesvej tillige har været brugt til andre formål, herunder øvelsesområde for uøvede ryttere, kan ikke tillægges nogen betydning ved vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt klagerens færdselsret skal opretholdes.
Kommissionen lagde endvidere til grund, at der ved kommunens udlæg af en privat fællesvej umiddelbart øst for klagerens ejendom med udmunding i Tigervej og den tilstødende Stensbjergvej er skabt en kortere vej til offentlig vej for klageren. Kommissionen fandt ikke, at muligheden for krydsning af Stensbjergvej ved Tigervej er ringere end ved den omdiskuterede private fællesvejs udmunding i Stensbjergvej.
Kommissionen omgjorde herefter den af Taksationskommissionen trufne afgørelse om opretholdelse af servitut af færdselsret over matr. nr. 33 b, Ølby By, Højelse, for ejeren af matr.nr. 35 a, samme sted, Lars Kristoffersen, idet der ikke fandtes at foreligge de i § 53, stk. 2, in fine, i lov om private fællesveje, foreliggende forhold, der tilsiger, at den private fællesvej skal opretholdes.
Taksationskommissionen finder ikke grundlag for at tilkende klageren godtgørelse for sagkyndig bistand under sagen for Overtaksationskommissionen.
For så vidt angår den klageren ved Taksationskommissionen tilkendte godtgørelse (20.000 kr.) for sagkyndig bistand bemærkedes, at denne efter kommissionens opfattelse væsentligt overstiger de ved taksationsforretninger almindeligvis tilkendte godtgørelsesbeløb.
Ingen
Efter anmodning fra ejeren havde en kommune truffet beslutning om nedlæggelse af en privat fællesvej. Den nærliggende rideskole som anvendte vejen, påstod vejen opretholdt i medfør af § 53 stk. 2 i lov om private fællesveje, da vejen af trafiksikkerhedsmæssige grunde var af vigtighed for rideskolen. Kommissionen lagde til grund, at der ved afgørelsen af den private fællesvejs betydning for rideskolen alene kan tages hensyn til dennes funktion som adgangsvej mellem rideskolen og offentlig vej. Kommissionen ændrede herefter den af taksationskommissionen trufne afgørelse om opretholdelse af vejen, idet der ikke fandtes at foreligge de i § 53 stk. 2 nævnte forhold, der tilsiger, at den private fællesvej skal opretholdes.