Forpagtning- selskaber- tvangsauktion.
Statutory Text (3 Articles)
Forpagtning- selskaber- tvangsauktion.
I skrivelse af 18. maj 1989 har De på vegne af Kreditforeningen Danmark påklaget den af Jordlovsudvalget i skrivelse af 12. maj 1989 trufne afgørelse, hvorved der meddeltes afslag på forlængelse af genafhændelsesfristen for landbrugsejendommen matr. nr. 1 b , 3 h , 3 g , 12 b Kirke-Syv By, Syv samt matr. nr. 2 ab Vibygård Hovedgård, Syv, der blev overtaget af Kreditforeningen på tvangsauktion i maj 1988.
Ejendommen er af areal 33,0057 ha med ejendomsværdi 4,950.000 kr., heraf grundværdi 751.500 kr. ved vurderingen pr. 1. januar 1988.
Det fremgår af sagen, at der er ca. 2.300 m2 avlsbygninger på ejendommen, og at disse er moderne indrettet til produktion med ca. 200 årssøer og med plads til opfedning af slagtesvin. Stuehuset er ligeledes moderniseret og ejendommens miljøforhold er klar til produktion.
Det fremgår af ansøgningen, at Kreditforeningen Danmark kunne forestille sig at bortforpagte ejendommen til en ung landmand for en 3-årig periode, eventuelt med forkøbsret for denne. Kreditforeningen Danmark finder hermed at kunne medvirke positivt til, at en ung landmand kan komme i gang med egen bedrift på en fornuftig og rimelig måde. Kreditforeningen finder videre, at hvis der åbnes mulighed for at bortforpagte ejendommen i en periode, eventuelt med indbygget forkøbsret, kan det medvirke til at hindre, at forholdet mellem udbudet og efterspørgslen på landbrugsejenodmme bliver mere skævt, end det er i øjeblikket. Kreditforeningen finder, at denne løsning kunne hindre dumpingpriser.
Jordlovsudvalget har i en udtalelse over Deres klage meddelt, at udvalgets afgørelse blev truffet på et møde i Jordlovsudvalgets forretningsudvalg, hvor udvalget fandt, at en tilladelse ikke ville være i overensstemmelse med intentionerne i landbrugsloven omkring selvejet.
Jordlovsudvalget finder, at der med Deres klage ikke er fremført nye oplysninger, der kan begrunde en ændret afgørelse.
Landbrugsministeriet skal i den anledning meddele, at man ikke finder grundlag for at ændre Jordlovsudvalgets afgørelse. Landbrugsministeriet lægger vægt på, at landbrugslovens formål fortsat er at sikre selvejet og familiebruget som den overvejende besiddelses- og driftsform i landbruget.
Ved den vedtagne ændring af landbrugsloven er der åbnet mulighed for andre ejerformer, idet loven ud over at give bedre muligheder for andelsbrug og gruppelandbrug også åbner mulighed for, at selskaber kan erhverve landbrugsejendomme på nærmere fastsatte vilkår, jf. § 20 i lov nr. 381 af 7. juni 1989.
Herudover er der ikke sket ændringer i reglerne for selskabers, foreningers eller institutioners køb af landbrugsejendomme, jf. § 21.
Da der ikke ses at foreligge sådanne ganske særlige omstændigheder, som kan begrunde en dispensation fra lovens regler, stadfæster Landbrugsministeriet herved den af Jordlovsudvalget trufne afgørelse. Landbrugsministeriet skal dog i medfør af landbrugslovens § 25 efter omstændighederne, meddele fristforlængelse for ejendommens genafhændelse til 1. januar 1990.
Landbrugsministeriet skal bemærke, at yderligere fristforlængelse ikke vil blive givet.
P.M.V.
e.b.
Ingen
Afslag på ansøgning fra Kreditforening om at bortforpagte en landbrugsejendom, der var overtaget på tvangsauktion, til en yngre landmand på særlige vilkår. Afslaget begrundet med, at landbrugsloven bygger på selvejet og kun kan tillade selskabserhvervelse o. lign. på de i §§ 20 og 21 fastsatte betingelser.