Fratagelse af autorisation til at udøve dyrlægegerning samt undladelse af efter pålæg at indsende beretning om en foretaget behandling på baggrund af hvilken sagen blev rejst.

bilag

Udskrift

af retsbogen for straffesager

for

R e t t e n i G r e n a a

År 1989, den 11. april kl. 9.30 blev retten i Grenaa sat på domhuset i Grenaa, af dommerfuldmægtig Carin Holm i henhold til konstitution.

Der i fortoges i offentligt retsmøde

PS 154/88

Anklagemyndigheden

mod

A

Der fremlagdes anklageskrift af 30. juni 1988 fra politimesteren i Grenaa.

For anklagemyndigheden mødte politimester Sten Berthing.

Som beskikket forsvarer mødte advokat Pagter Kristensen, Randers.

Tiltalte A var mødt og blev gjort bekendt med anklageskriftet, samt betydet sin tavshedsret.

Tiltalte nægtede sig skyldig og forklarede, at han havde været dyrlæge siden 1956, hvor han blev færdig med sin uddannelse. samme år begyndte tiltalte at praktisere. 1959 nedsatte tiltalte sig som dyrlæge i Ørum Djurs, hvor han praktiserede indtil først i firserne, hvor tiltalte begyndte at arbejde på slagteriet. Tiltalte beholdt dog forsat sin praksis, men udøvede denne i mindre omfang. Onsdag, den 6. januar 1988 om formiddagen var tiltalte i sin praksis . Tiltalte havde ikke fået noget at drikke i løbet af formiddagen. Om formiddagen ringede B og fortalte, at han ønskede sin hund kastreret. Kl. 11.00 kom B med hunden, en kongepuddel. Puddlen kom op på et stålbord i klinikken, og B holdt hunden i hovedet. Hunden fik en fornarkose i form af rompun, idet tiltalte gav den en injektion i låret på en ca. 2-3 ml. Hunden blev hurtigt sløvet, og den sank ned. Herefter fik den en snudestrik på som en sikkerhedsforanstaltning. B satte sig på en stol, således at hunden sad på ham med ryggen imod B og bugen og testiklerne ind mod tiltalte. Tiltalte havde foretaget sådanne indgreb mange gange både på hunde, katte heste m.v. og havde således også foretaget mange indgreb i 1987. Tiltalte steriliserede herefter området, der skulle behandles, med hospitalsprit, og lokalbedøvede hunden med Leostesin, nordadrenalin, idet han først gav 2 indsprøjtninger ind i huden og i forniklen og efter og efter et lille stykke tid en 3. indsprøjtning ca. 1 1/2 ml. direkte ind i testiklen. Da tiltalte. Da tiltalte konstaterede, at bedøvelsen virkede, foretog han et snit, således at testiklen blev blottet. Herefter anlagde tiltalte en pean på sædstrengen og ovenover denne anlages en ligatur. Da tiltalte tog tangen af efter indgrebet, skred ligaturen, fordi denne ikke var bundet stramt nok. Det kunne være svært at binde ligaturen tilstrækkeligt præcist, idet såfremt denne blev bundet for stramt ville den skære sig igennem, således at det hele ville briste. Tiltalte havde bundet ligaturen ved et et dobbelt halestik og endnu en knude og tiltalte kunne således ikke erkende, at han havde lavet en fejl ved underbindingen. Hvis uheldet ikke var sket, ville ligaturen være blevet siddende et stykke tid, hvorefter den ville være faldet af sig selv, når såret var helet tilstrækkeligt. Som følge af, at ligaturen skred af, skete der en voldsom blødning. B havde ikke tidligere vist utilfredshed med tiltaltes fremgangsmåde, men nu blev han gal og ville gå. Tiltalte forhindrede dette, idet hunden ellers ville forbløde, og lukkede hullet ved pean'en og underbandt hunden igen. Det lykkedes for tiltalte at lukke blødningen inde, således at B kunne tage afsted til en anden klinik og få fjernet blødningen under fuld bedøvelse på hunden. Tiltalte kunne ikke anerkende, at han havde begået nogen fejl ved operationen. Det var noget, der kunne ske. Det var dog ikke sket tidligere for tiltalte. Årsagen til uheldet var bl.a. at B ikke sad ordentligt med hunden. Om kredsdyrlægens, Per Holmegaards, besøg hos tiltalte den 5. februar 1988 forklarede tiltalte, at han ikke erindrede noget om, at kredsdyrlægen skulle have sagt, endsige pålagt ham, at indlevere en indberetning om det passerede inden den 13. februar 1988.

Som vidne fremstod B, der behørigt formanet forklarede, at han fik kongepuddelen omkring den 20. december 1987, da den var omkring 1 1/2 år gammel. Hunden vejede ca. 25 kg. og var ca. 75 cm høj. Om hændelsesforløbet den 6. januar 1988 bekræftede vidnet, at dette var foregået i overenstemmelse med dennes skrivelse til klientklageudvalget. Årsagen til at vidnet havde rettet henvendelse til A, var at han ad omveje havde fået at vide, at dyrehospitalet i Grenaa ville forlange hunden indlagt under et sådant indgreb, og den dyrlæge som vidnet iøvrigt havde anvendt i Veggerslev, havde sluttet sig sammen med dyrlægerne i Grenaa. Vidnet valgte derfor A som den nærmeste dyrlæge af besparelsesmæssige grunde, men kendte iøvrigt ikke noget til A. Hele hændelsesforløbet hos A varede omkring 20-30 minutter. Vidnet forklarede, at han ikke havde set, at der under indgrebet blev sat nogle klemmer på hunden, og at det ikke passede, når tiltalte havde forklaret, at der var en under bindning, der var skredet. Vidnet havde alene set tiltalte anvende en kniv, og det var først efter, at tiltalte var færdig med indgrebet, at han bandt en snor og senere yderligeren en snor omkring åbningen. Hunden blev ikke på noget tidspunkt lagt op på bordet i klinikken. Den stod således op under bedøvelsen, og var anbragt på vidnet under indgrebet. Efter at hunden havde fået den første indsprøjtning var den hele tiden urolig, og vidnet havde som følge deraf svært ved at holde den. Vidnet mente nok, at hunden burde være under fuld bedøvelse. Efter indgrebet, og da A havde udtalt, at hunden blot skulle ligge et par timer på flisegulvet, hvorefter blødningen ville stoppe, fandt vidnet, at det var bedst at få hunden kørt på dyrehospitalet i Grenaa, hvorfor han gik ud for at køre sin bil hen til klinikken. Vidnet bad A om at passe på hunden imens. Da vidnet kom ind på gårdspladsen med bilen, mødte han hunden, og denne fik han anbragt på forsædet i bilen. D.v.s. hunden gik selv ind i bilen. Vidnet gik tilbage til klinikken for at tale med A, men opdagede blot at han var væk. På dyrehospitalet i Grenaa blev hunden behandlet, og da vidnet fik at blødningen var standset, kørte han hjem, hvorefter han et par timer senere hentede hunden. Der havde ikke været nogle eftervirkninger af behandlingen. Vidnet forklarede, at A havde virket beruset/påvirket af et eller andet. Dette fordi A famlede rundt d.v.s. gik lidt mærkeligt, hans udtalelser samt måden, hvorpå han skar sig i hånden. Vidnet konstaterede ikke, at A lugtede af spiritus.

Tiltalte i det hele Uffe Hougaard Andersens forklaring, idet hændelsesforløbet ikke havde været som af denne beskrevet. Tiltalte benægtede således, at den første indsprøjtning var mislykkedes. Hunden virkede ikke særligt urolig, da den kom, eller efter, at den var blevet bedøvet, og B havde ikke udtalt, at han ikke kunne holde hunden. Tiltalte havde anvendt en pean. Det var umuligt at lave en underbinding uden anvendelse af en sådan. Det var heller ikke korrekt, at hunden gled ned på gulvet. Den kunne skride lidt, hvorefter tiltalte rettede den op igen. Tiltalte bestred, at han skulle have sagt, at blødningen ville stoppe, hvis hunden lå et par timer på gulvet. Tiltalte var med ude på gårdspladsen, og hjalp med at få hunden op i bilen. Hunden kunne delvis selv gå derud, men var undervejs støttet af tiltalte og eller B. Hele hændelsesforløbet havde nok varet ca. 20 min. Såfremt tiltalte skulle have foretaget en ny underbinding på sin klinik, ville han have helbedøvet hunden.

Vidnet B fastholdt sin forklaring, herunder at tiltalte skulle have udtalt, at blødningen ville stoppe, hvis hunden blot lå et par timer på flisegulvet. Ligeledes fastholdt vidnet, at han havde mødt hunden på gårdspladsen, og vidnet havde ikke set noget til tiltalte, efter at han gik ud for at hente sin bil.

Som vidne fremstod dyrlæge Peter Dyekær, der behørigt formanet forklarede, at han fik en fornemmelse af, at B ikke var tilfreds med A's behandling af hunden, da denne kom hos vidnet den 6. januar 1988 for at få hunden behandlet. Hunden var ikke i livsfare, da den kom i behandling. Vidnet forklarede, at med oplysningen om, at der var lagt en ligatur i forbindelse med indgrebet, kunne han ikke konstatere, at der var lavet nogen fejl af A ved dennes udførelse af indgrebet. Hvis en lokalbedøvelse var blevet udført korrekt, ville det også kunne være en forsvarlig behandlingsform. På dyrehospitalet anvendte dyrelægerne fuld bedøvelse, ligesom man ikke lod ejeren sidde med hunden under indgrebet. Ligatur skal anbringes stramt, og skrider i så fald ikke. Foreholdt forklaring til politirapport af 29. marts 1988, hvorefter vidnet havde oplyst, at A's behandling/operation var faglig ukorrekt behandling, var en primitiv operation og en urimelig måde at foretage opperation på, forklarede vidnet, at det for ham ikke var en korrekt måde at udføre indgrebet på. Vedrørende den dyrlægemæssige forsvarlige måde at fortage indgrebet på, forklarede vidnet, at det afgørende var, om der var blevet lavet en korrekt blodstandsning og en korrekt bedøvelse af hunden. Forklaring til politiet den 29. marts 1988 skete dels på baggrund af hændelsesforløbet, som vidnet havde fået oplyst gennem B's skrivelse til klientklageudvalget og dels ud fra vidnets egne iagttagelser ved behandlingen af hunden.

Således som sagen er oplyst, tør retten ikke udelukke, at tiltalte under indgrebet på hunden har anvendt ligatur og herunder anvendt en tang. Retten tør således ikke udelukke, at vidnet B, der ikke er bekendt med den dyrlægelige behandling, ikke har bemærket, at tiltalte anlagde en ligatur. Efter vidnets, dyrlæge Peter Dyekjærs forklaringkunne tiltaltes behandling af hunden herefter have været korrekt, hvorfor retten må frifinde tiltalte for overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 312 af 25/06/1980 § 7, stk. 1. Da det endvidere ikke er dokumenteret af anklagemyndigheden, at tiltalte har modtaget pålæg om at indlevere en indberetning til Veterinærdirektoratet og da denne nu er indgivet af tiltalte, frifindes tiltalte tillige for overtrædelse af ovennævnte lovs § 10, stk. 1.

Fratagelse af autorisation til at udøve dyrlægegerning samt undladelse af efter pålæg at indsende beretning om en foretaget behandling på baggrund af hvilken sagen blev rejst.

Landbrugsministeriet har i skrivelse af 27. maj 1988 meddelt dyrlæge A, at ministeriet har anmodet politimesteren i Grenå om at rejse tiltale mod dyrlægen for overtrædelse af § 7, stk. 1 og § 10, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 312 af 25. juni 1980 af lov om veterinærvæsenet samt om udøvelse af dyrlægegerningen. Det oplystes endvidere, at man samtidig havde Veterinærdirektoratet om at indhente en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd og Retslægerådet til vurdering af, hvorvidt dyrlægens autorisation eventuelt burde inddrages i medfør af § 11, stk. 1, i lovbekendtgørelsen.

Veterinærrådet har med skrivelse af 22. december 1988 til Landbrugsministeriet fremsendt speciallægeerklæring af 19. december 1988 med bilag fra speciallæge i psykiatri Poul Winther, Grenå, og på det foreliggende grundlag indstillet, at sagen ikke forelægges for Retslægerådet og Det Veterinære Sundhedsråd.

Speciallæge i psykiatri Poul Winther konkluderer i sin erklæring, at A ved tre samtaler hos ham i foråret 1988 ikke har vist tegn på akutte eller kroniske tilstande forårsaget af alkohol overforbrug eller har udvist tegn på andre misbrug sindssygdom eller anden form for sjælelig svækkelse.

Under henvisning hertil skal Landbrugsministeriet meddele, at man på dette grundlag ikke finder anledning til at forelægge sagen for Retslægerådet og Det veterinære Sundhedsråd med henblik på eventuel fratagelse af A's autorisation som følge af mangelfuld sjæletilstand.

Den fremsendte erklæring giver imidlertid ikke Landbrugsministeriet anledning til at ændre i det til politimesteren i Grenå indstillede vedrørende tiltalen mod A for overtrædelse af dyrlægelovens bestemmelser.

P.M.V.

E.B.

Lovbekendtgørelse nr. 312 af 25/06/1988 er siden afløst af lovbekendtgørelse nr. 492 af 28/06/1990

Departementet anmodede politimesteren i Grenaa om at rejse tiltale for overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 312 af 25/06/1988 af lov om veterinærvæsen og udøvelse af dyrlægegerning på baggrund af en klage af dennes behandling af en hund.