Advarselsregister, klage, checkmisbrugerregisteret, overtræk (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Advarselsregister, klage, checkmisbrugerregisteret, overtræk (* 1)
En person klagede til Registertilsynet over at være blevet optaget i det af Den Danske Bankforening og Danmarks Sparekasseforening førte register over misbrugere af checks og hævekort.
Det fremgik af sagen, at kunden i oktober 1988 var blevet indberettet til checkmisbrugerregisteret samtidig med, at banken opsagde engagementet med kunden. Den Danske Bankforening meddelte efter behandling af kundens klage over indberetningen, at man fandt det godtgjort, at der havde fundet et misbrug sted, og at betingelserne for indberetning til checkmisbrugerregisteret fandtes opfyldt.
Registertilsynet konstaterede, at det af fremsendte kontoudskrifter fremgik, at kundens konto i marts 1988 havde udvist et overtræk, og man fandt på denne baggrund, at der måtte siges at have foreligget et misbrug i form af overtræk af kontoen som nævnt i vilkår nr. 1 i vilkårene for checkmisbrugerregisteret.
Registertilsynet udtalte imidlertid, under henvisning til at der fra marts 1988 og frem til oktober 1988 fra bankens side ikke var taget yderligere skridt til at få inddækket overtrækket eller gjort forsøg på at inddrage kundens checkhæfte, at betingelserne for indberetning ikke kunne anses for opfyldt. Man henviste herved til, at formålet med checkmisbrugerregisteret er at advare de tilsluttede pengeinstitutter mod forretningsforbindelser med personer, der har misbrugt deres konto som ovenfor nævnt, således at de pågældende forhindres i at oprette nye check- eller hævekortkonti. Opfyldelsen af dette formål må forudsætte, at indberetning sker hurtigst muligt, eller i det mindste et vist kortere tidsrum efter kontoens lukning. Registertilsynet fandt på denne baggrund indberetningen for uberettiget og pålagde på denne baggrund Den Danske Bankforening i medfør af lov om private registre m.v. § 3, stk. 2, straks at slette kunden i checkmisbrugerregisteret og af de i de tilsluttede pengeinstitutters m.v. opbyggede registre samt at foretage berigtigelse.
(* 1) Registertilsynets årsberetning 1989 s. 81.
Antaget, at en indberetning til checkmisbrugerregisteret var uberettiget, idet den indberettende bank i en periode på syv måneder ikke havde foretaget skridt til at få inddækket overtrækket på kontoen eller gjort forsøg på at inddrage kundens checkhæfte. Tilsynet fandt på denne baggrund ikke, at betingelserne for indberetning til registeret kunne anses for opfyldt.