Morarente ved manglende indfrielse af kassekredit. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Morarente ved manglende indfrielse af kassekredit. (* 1)
Kendelse af 6. juni 1989 i sag 60/1989
En kunde K blev sagsøgt af pengeinstituttet P til betaling af saldoen på en af K hos P optaget kassekredit, som forud for sagsanlægget var overgivet til inkasso, idet K ikke havde indfriet kreditten til det stipulerede tidspunkt. Stævningen indeholdt tillige påstand om, at K fra datoen for sagens overgivelse til inkasso skulle betale en morarente, der oversteg kreditrenten (summen af rente og provision).
På K's begæring blev sagen indbragt for Ankenævnet, hvor K nedlagde påstand om, at den af P under retssagen krævede rente blev nedsat til P's sædvanlige rente for den pågældende kontotype.
P nedlagde for Ankenævnet påstand om frifindelse.
Det var i pkt. 12 i P's almindelige lånebetingelser, der var trykt på kontraktformularens bagside, anført, at der ved misligholdelse beregnedes morarente efter P's almindelige regler herom, og i pkt. 19, at K var bekendt med indholdet af P's almindelige forretningsbetingelser. Disse indeholdt i pkt. 4 en ret for P til at fastsætte og ændre betingelser og satser vedrørende bl.a. rente og provisioner, og i pkt. 5 en ret for P til at kræve morarente, såfremt en konto kom i overtræk eller i restance eller blev udnyttet i strid med indgåede aftaler.
Ankenævnet tog P's frifindelsespåstand til følge med disse bemærkninger
»Ifølge kassekreditkontrakten skulle kreditten senest indfries den 1. marts 1988, med mindre der blev truffet aftale om forlængelse. Da det efter det oplyste må lægges til grund, at sådan aftale ikke er truffet, har hele gælden været forfalden til betaling fra den 1. marts 1988. Ved den citerede bestemmelse i pkt. 12 i de almindelige lånebetingelser, jf. også pkt. 5 i de almindelige forretningsbetingelser, hvortil der henvises i lånebetingelserne, findes indklagede på gyldig måde at have betinget sig ret til i tilfælde af forsinket betaling at kræve en morarente, der overstiger kreditrenten (summen af rente og provision). Herefter, og da den af indklagede fastsatte morarente ikke kan anses for urimelig, tages klagen ikke til følge.«
Klageren K sagsøgtes af pengeinstituttet P til betaling af en af K optaget kassekredit. Efter henvisning, jfr. retsplejelovens § 361, krævede K, at P nedsatte den under retssagen krævede rente. P frifandtes.