Valutaoverførsel (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Valutaoverførsel (* 1)
Kendelse af 12. april 1989 i sag nr. 125/1988
En kunde K anmodede pengeinstituttet P om at overføre 2 mill. pesetas til Spanien. Ved anmodningen afleverede K en fotokopi af en ordreseddel, hvoraf fremgik beløbsmodtagerens navn og kontonummer, kontoførende bank og modtagerbank i Spanien. P fremsendte beløbet til Spanien og anførte i fremsendelsesskrivelsen til den modtagende bank betalingsmodtagerens navn og kontonummer, men ikke den kontoførende bank. Samtidig hermed sendtes en ordreseddel til K, hvori det bl.a. var angivet, at beløbet var fremsendt for hans regning og risiko. Som beløbsmodtager var alene anført modtagerbanken.
Det fremsendte beløb blev returneret af modtagerbanken, da det oplyste kontonummer var denne ubekendt.
Efter yderligere kontakt mellem K og P gik betalingen i orden med ca. en måneds forsinkelse.
K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P tilpligtedes at erstatte ham det tab, som han havde lidt ved den forsinkede overførsel af det omhandlede beløb. K opgjorde dette tab til 216.000 kr.
Ankenævnet udtalte: »Indklagedes personale findes at have begået en fejl ved at fremsende checken til den spanske modtagerbank uden i forbindelse med oplysningerne om beløbsmodtagerens navn og konto nr. tillige at angive den kontoførende bank (afdeling). Det må antages, at denne fejl var årsagen til, at modtagerbanken ikke kunne identificere beløbsmodtageren, og den derved opståede forsinkelse af betalingen. Selv om klageren ikke måtte have reageret over for ordresedlen af 9. februar 1988, der alene indeholdt oplysning om modtagerbanken, findes dette ikke at kunne bebrejdes klageren. Ankenævnet finder derfor, at indklagede bør anerkende at være erstatningsansvarlig for det tab, klageren har lidt ved betalingsforsinkelsen.
En stillingtagen til klagerens tabsopgørelse, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt klageren har været nødsaget til at betale erstatning og tilbagebetale lejeindtægter som sket, findes imidlertid at ville forudsætte en bevisførelse, som efter sin karakter og sit omfang ikke kan ske for Ankenævnet, men i mangel af en forligsmæssig løsning må finde sted for domstolene«.
Ved en overførsel af 2 mio. pst. til Spanien som et pengeinstitut P udførte for en kunde K, angav P alene modtagerbanken i Spanien, uanset K havde oplyst såvel beløbsmodtagerens navn og kontonummer som kontoførende afdeling. Beløbet returneredes til P som uanbringeligt.
P fandtes at have begået en fejl ved at fremsende beløbet til den spanske modtagerbank alene med angivelse af modtagerbanken.