Fejlindtastning i forbindelse med fristovervågning af patentansøgning kunne ikke begrunde genoprettelse efter patentlovens § 72.

Fejlindtastning i forbindelse med fristovervågning af patentansøgning kunne ikke begrunde genoprettelse efter patentlovens § 72.

År 1989, den 22. december afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen)

følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P 12/88: Klage fra

Holland Sweetener Company Vof,

Holland,

v/Patentbureau Chas. Hude

over

Patentdirektoratets afgørelse af 23. juni 1988 vedrørende genoprettelse af patent nr. 142.523 tilhørende

G.D. Searle & Co.,

USA,

v/Patentbureau Budde, Schou & Co.

Ved skrivelse af 28. januar 1988 anmodede patenthaver i medfør af patentlovens § 72 om genoprettelse af patentrettighederne, som gik tabt som følge af, at årsafgiften for det 18. patentår ikke var betalt rettidigt.

I skrivelse af 23. februar 1988 indsendte patenthaver nærmere redegørelser fra de hos patenthaver for patentet ansvarlige for de omstændigheder, der førte til, at 18. afgiftsår ikke var blevet betalt. Patenthaver udtalte bl.a.

»1. Den forsinkede indbetaling af årsafgiften skyldes ikke »negligence« eller lignende.

Mr. John Sanders og Mrs. Cheryl Cromer er begge erfarne og ansvarlige specialister inden for patentområdet.

2. Der findes inden for immaterialretten en lang række frister. Nogle af disse er af »absolut« karakter, såsom frister fastsat i henhold til internationale konventioner, i hvilke tilfælde berettigede tredjemandsinteresser kan lide skade, såfremt fristen ikke er overholdt, medens andre frister ikke er af en sådan »absolut« karakter. For så vidt angår indbetaling af en årsafgift er der tale om fiskale hensyn. Beløbet skal naturligvis betales, og patentmyndighederne må have en kontrol med, at indbetalinger ikke forflygtiges og betales mere eller mindre »skødesløst«. Imidlertid har tredjemand ikke et naturligt og berettiget krav på at høste uventede - og aldeles eksorbitante - fordele af en forsinket indbetaling, i det foreliggende tilfælde en indbetaling, der finder sted straks efter, at patenthaveren har konstateret fejlen. I modsat fald ville der foreligge et misforhold mellem på den ene side en forsinket indbetaling og på den anden side de katastrofale følger for patenthaveren, nemlig tab af patentretten. Patentlovens § 72 overlader da også afgørelsen til et direktoratsskøn, altså et forhold mellem patentmyndigheden og patenthaveren.

3. Vi vil endvidere referere til, at den internationale udvikling har ført med sig, at patenthavere og patentmyndigheder nødsages til at gå ind i »computer«-alderen. Erfaringen viser, at det øjensynligt nærmest er en uundgåelig følge af computersystemer, at en fejl vil indtræde før eller senere uanset al omhu. Man kan måske formulere dette på den måde, at samfundet må gøre op med sig selv, om man vil, henholdsvis finder det nødvendigt, at »leve med« computere.'

Af de hos patenthaveren for patentet ansvarliges redegørelse fremgår, at patentindehaveren den 13. august 1981 instruerede om, at fremtidige afgifter ville blive betalt direkte, og den danske patentagent Budde, Schou & Co. anerkendte ved skrivelse af 26. august 1981 denne besked. Det oplystes, at 13. årsafgift ville forfalde 8. maj 1982, og at man havde slettet overvågningen.

Betalingen af årsafgifter blev overgivet til Master Data Center, hvis seneste indbetaling (17. årsafgift) fandt sted 6. marts 1986.

Der skete forskellige selskabsmæssige ændringer hos patentindehaveren, der selv gennem sin ansatte patentagent Sanders overtog årsafgiftsbetaling pr. 1. april 1987. Betalingsfristerne blev indkodet hos patentindehaveren på Sanders' ansvar, men af sekretæren Mrs. Cromer, hvis arbejde blev kontrolleret af Sanders, på grundlag af en liste, modtaget fra Master Data Center. Ved en fejl blev det danske patent (142.523) ikke indkodet, og fejlen blev ikke opdaget af Sanders. Denne spurgte endvidere Mrs. Cromer, om de lokale patentagenter var instrueret om at sende remindere om årsafgiften, hvilket hun (for Danmarks vedkommende) urigtigt bekræftede.

I oktober/november 1987 underrettede Mrs. Cromer Sanders om, at nogle afgifter ikke var betalt rettidigt, og fik besked på at gennemgå samtlige charteques - herved opdagedes, at det danske patent ikke var indkodet, og det blev nu indkodet med forfaldsdag 5.10 (5. oktober) i stedet for 10.5 (10. maj). Datoen skulle rettelig have været 8. maj. Indkodningsfejlen skyldtes angiveligt forskellen på dansk og amerikansk dateringsmåde. Fejlen blev opdaget af Sanders den 2. december 1987.

Ved skrivelse af 9. marts 1988 protesterede klageren mod, at patentet blev genoprettet, idet der bl.a. anførtes følgende

»Da den indtrufne betalingsfejl er sket hos patenthaveren, og ikke hos dennes fuldmægtig, vil jeg i princippet henholde mig til de erklæringer, der er afgivet af Mr. John Sanders og Mrs. Cheryl Cromer, men til de af patenthaverens fuldmægtig fremførte synspunkter skal jeg dog knytte følgende kommentarer

Det er min opfattelse, at der i den foreliggende sag er et betydeligt hensyn at tage til tredjemand med hensyn til rettidig indbetaling af årsafgift. Patenthaveren har vidst, at der verserede en ugyldighedssag mod patentet, og dette må selvsagt tilsige særlig omhyggelighed med hensyn til den rettidige indbetaling af årsafgift. Det ses ikke, at patenthaveren har foretaget indbetaling straks efter, at fejlen blev konstateret.

Det er ikke rimeligt at referere til »computer«-alderen som undskyldning for for sen indbetaling af årsafgifter. Så længe årsafgifterne blev betalt af The Master Data Corporation, dvs. til og med den 17. årsafgift, skete der ingen fejl, men da patenthaveren overtog betalingen, indtrådte fejlen. Fejlen ses slet ikke at være en »følge af computersystemer«.

Som anført af Mr. John Sanders, blev ansøgning nr. 2358/70 indleveret den 8.maj 1970, medens patent blev meddelt den 3. august 1981 og ikke den 3. august 1980, som anført af Mr. John Sanders. Det ses ikke at være forklaret, hvorfor patentet blev udeladt af den pågældende liste, og det fremgår ikke, om Mr. John Sanders ved gennemgang af den af Mrs. Cheryl Cromer udfærdigede liste sammenlignede denne med listen fra MDC, jf. sidste afsnit på side 5 i Mr. John M. Sanders' affidavit.

Ifølge næstsidste afsnit på side 6 i nævnte affidavit blev Mr. Sanders af Mrs. Cromer i oktober/november 1987 gjort opmærksom på, at visse årsafgifter ikke var blevet betalt rettidigt, og jeg bemærker i denne forbindelse, at 18. årsafgift på dette tidspunkt stadig kunne blive betalt med bøde indenfor 6-måneders-fristen, nemlig inden udgangen af november måned.

Ifølge sidste afsnit på side 6 og første afsnit på side 7 viste det sig ved en efterfølgende kontrol, at årsafgiften for Danmark var blevet anført som forfalden den 5. oktober i stedet for den 10. maj. Mrs. Cromer havde opfattet 10-05-87 som 5. oktober 1987 i stedet for 10. maj 1987. Det bemærkes i denne forbindelse, at løbedagen faktisk er 8. maj og ikke 10. maj, og at en mere omhyggelig notering af løbedagen ved den pågældende misforståelse derfor højst burde have ført til 5. august 1987 som den misforståede løbedag.

Afslutningsvis bemærkes, at samme patenthavers 20. patentafgift vedr. patent nr. 133.926, der har samme løbedag den 28. juni, først blev betalt med bøde den 7. december 1987, dvs. i bødefristperiodens sidste måned. Da det antages, at patenthaveren principielt har til hensigt at betale årsafgifterne i løbedagsmåneden, må jeg konstatere, at for sen betaling af årsafgift ikke blot refererer til en enkelt af patenthaverens sager og altså ikke har karakter af et undtagelsestilfælde.'

Direktoratet traf ved skrivelse af 23. juni 1988 afgørelse om at imødekomme begæringen om genoprettelse.

Ved skrivelse af 8. juli 1988 gav Patentdirektoratet klageren følgende begrundelse for afgørelsen

»Den 7. jul 1988 har De mundtlig over for direktoratet anmodet om en begrundelse af direktoratets afgørelse af 23 jun 1988 vedrørende patent nr. 142.523, hvorved patenthaverens begæring om genoprettelse i henhold til patentlovens § 72 blev imødekommet.

Det skal i den anledning meddeles, at patenthaver ud fra den redegørelse om årsagen til den manglende indbetaling af 18. årsafgift, som denne fremsendte ved skrivelse af 23. februar 1988, efter direktoratets opfattelse har udvist al den omhu, som med rimelighed kunne kræves af ham i forbindelse med overholdelse af frister for indbetaling af årsafgifter. Der er herunder lagt vægt på, at de 2 medarbejdere hos patenthaveren, der varetog indbetalingen af årsafgifter, Mr. John Sanders og Mrs. Cheryl Cromer begge må anses for erfarne og kvalificerede medarbejdere og at det i erklæringerne beskrevne fristovervågningssystem efter direktoratets vurdering må anses for et forsvarligt system med den fornødne kontrol. Endelig er der ved afgørelsen lagt vægt på, at den forbytning af datoangivelsescifre, som blev foretaget af Mrs. Cheryl Cromer, medførte en vildfarelse med hensyn til det rette betalingstidspunkt for 18. årsafgift. Denne fejllæsning er efter direktoratets opfattelse af en sådan karakter, at begæring om genoprettelse i overenstemmelse med praksis skal imødekommes.«

Direktoratets afgørelse af 23. juni 1988 blev af klageren ved skrivelse af 8. juli 1988 indbragt for Patentankenævnet med påstand om at afgørelsen omstødes. Klageren anførte bl.a.

»Baggrunden for Holland Sweetener Company Vof's interesse i sagen er en ved Østre Landsret den 16.3.1987 anlagt retssag om ugyldigkendelse af dansk patent nr. 142.523, og nærværende klage indgives således i henhold til patentlovens § 67, og den for klagen fastsatte afgift kr. 2.000- er vedlagt. I betragtning af denne ugyldighedssag, som har sit sidestykke i Sverige, Norge, Holland og Schweiz, og også i betragtnig af det faktum, at Nutrasweet har ansøgt om forlængelse af patenttiden i USA og Canada, må det være klart, at Nutrasweet er vel bekendt med eksistensen og vigtigheden af alle patenter hørende til den pågældende patentfamilie, og at bevidstheden herom må tilsige ekstra omhyggelighed ved årsafgiftsbetaling....« »...

Ifølge den kommenterede 2. reviderede udgave af patentloven med indledning og kommentarer af Mogens Koktvedgaard og Lise Østerborg, Juristforbundets forlag, 1979, jf. note 72.6 på side 324, skal der ved bedømmelsen af, hvorvidt ansøgeren har udvist al den omhu, som med rimelighed kunne kræves af ham, udvises en vis strenghed, således at bestemmelsens karakter af undtagelse ikke elimineres. Der skal foreligge hindringer af en sådan art, som den pågældende ansvarlige ikke burde have forudset, eller som patentmyndigheden i øvrigt finder udgør tvingende grund til, at en frist ikke er overholdt. Det er med andre ord centralt at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvilken hindring, der har været for den rettidige indbetaling af årsafgift. Af det følgende vil det fremgå, at den manglende betaling af 18. årsafgift ikke kan siges at skyldes forhold, der ligger udenfor patenthaverens kontrol.

Patenthaveren henholder sig i skrivelsen af 23. februar 1988 til erklæringer angivet af henholdsvis Mr John Sanders and Mrs Cheryl Cromer med supplerende bemærkninger i 3 følgende punkter.

Under punkt 1 anføres, at den forsinkede indbetaling ikke skyldes »negligence«, dvs. forsømmelighed eller skødesløshed, og det anføres, at både Mr John Sanders and Mrs Cheryl Cromer er ansvarlige specialister indenfor patentområdet.

Det bemærkes i denne forbindelse, at der ifølge punkt 3 i Mr John Sanders erklæring ikke var nogen patent- og varemærkerådgiver ansat hos The Nutrasweet Company før ansættelsen af Mr Sanders i juni 1986. Det fremgår imidlertid af punkt 6 i hans erklæring, at der hos G.D. Searle & Co. var ansat et antal patent- og varemærkerådgivere på dette tidspunt, og det fremgår også af dette punkt, at Mr Sanders har arbejdet med dette firma i nogen tid.

Punkt 1 i den nævnte skrivelse beskæftiger sig således primært med, hvad der ikke var grund til den undladte indbetaling af årsafgiften og nævner intet om, hvad hindringen egentlig bestod i.

Punkt 2 i skrivelsen af 23. februar 1988 fra patenthaveren beskæftiger sig med principielle betragtninger med hensyn til begrundelsen for betaling af årsafgifter samt konsekvenserne af, at Direktoratet træffer den ene eller den anden afgørelse i genoprettelsessagen.

Punkt 2 i brevet af 23. februar 1988 forekommer at være irrelevant for den beslutning, der skulle træffes i Patentdirektoratet. Punkt 3 i skrivelsen hævder det synspunkt, at indbetaling af årsafgifter nødvendigvis må ske via computere, og at en sådan betalingsmåde nærmest uundgåeligt må føre til fejl. Ikke desto mindre gør Master Data Corporation brug af computere og foretog årsafgiftsbetaling uden problemer.

Hertil skal føjes, at den manglende betaling af årsafgifter ikke fandt sted før eller i 1986, hvor alle betalinger af årsafgifter skete på foranledning af The Master Data Corporation, jf. punkt 6 i Mr Sanders erklæring. Fejlen fandt sted efter overdragelsen af ansvaret for betalingen af årsafgifter fra Master Data Corporation til Nutrasweet pr 1. april 1987.

Ifølge punkt 8 i Mr Sanders erklæring fik Mr Sanders i december 1986 en udskrift visende alle de patenter, der skulle betale årsafgifter for på hans foranledning. Hans sekretær, Mrs Cheryl Cromer, der beskrives som meget omhyggelig og pålidelig i udførelsen af sine opgaver, blev betroet opgaven med at registrere patenterne og deres betalingsdatoer, som det hidtil var blevet gjort af Master Data Corporation. Som det fremgår af Mrs Cromer's erklæring, var formålet med at overtage ansvaret for årsafgiftsbetalingen at gøre procedurerne og systemet endnu mere sikkert end det hidtil havde været tilfældet.

Dansk patent nr 142.523, som er udstedt den 3. august 1981 på grundlag af ansøgning nr 2358/70 fra 8. maj 1970, skal der betales årsafgift for med frist den 31. maj hvert år. Det nævnte patent blev ifølge punkt 12 i Mr Sanders erklæring ved en forglemmelse eller af vanvare udeladt ved registreringen på grundlag af udskriften fra Master Data Corporation, som indbefattede dansk patent nr 142.523, og denne fejl (hos Mrs Cromer) blev efterfulgt af en fejl hos Mr Sanders ved at han overså fejlen ved gennemgang af den af Mrs Cromer foretagne registrering.

Det må formodes, at Mr Sanders gennemgang var baseret på, at udskriften fra Master Daa Corporation blev sammenholdt med den af Mrs Cromer foretagne registrering. Det forekommer ikke plausibelt, at 2 omhyggelige mennesker samtidig begår den samme fejl, når det desuden tages i betragtning, at en tilsvarende fejl øjensynlig er indtruffet i relation til samme patenthavers danske patent nr 133.926, hvor man dog nåede at betale 20. årsafgift med bødetillæg inden 6 måneder fra fristdaoen. Af sidste side i Mrs Cromer's erklæring fremgår det endvidere, at flere årsafgifter ikke var blevet betalt rettidigt. Det forekommer derfor mest nærliggende at betegne de indtrufne fejl hos de nævnte 2 personer som resultat af manglende påpasselighed, dvs. skødesløshed. Selv instruktionen om øjeblikkeligt efter at være blevet klar over de manglende betalinger at gennemgå hver enkelt patentsags akter sikrede ikke korrekt registrering og betaling.

Denne skødesløshed ses ikke at kunne undskyldes med, at Mr Sanders ikke var klar over den misforståelse hos Mrs Cromer, der bestod i en forestilling om, at de lokale patentagenter i de enkelte lande sendte erindringsskrivelser vedrørende betaling, samtidig med at man havde overdraget det fulde ansvar for årsafgiftsbetalingen til Master Data Corporation, og at de lokale agenter automatisk ville fortsætte med at sende erindringsskrivelser efter overdragelsen fra Master Data Corporation til Nutrasweet.

Ifølge punkt 14 i Mr Sanders erklæring blev den hjemmefra styrede betaling af årsafgifter via lokale agenter diskuteret og iværksat, og derefter blev Mrs Cromer flere gange spurgt, om de lokale agenter var blevet instrueret (»set-up«) om at erindre om betaling af årsafgifter. Spørgsmålet blev af Mrs Cromer besvaret med »ja«. Nogen nærmere undersøgelse deraf endsige overvejelse af et sådant systems hensigtsmæssighed, som åbenbart skulle baseres på et registrerings- og overvågningssystem både hos Nutrasweet og hos den lokale agent, ses ikke at være foretaget.

I oktober/november 1987 gjorde Mrs Cromer ifølge punkt 15 i Mr Sanders erklæring Mr Sanders opmærksom på de manglende rettidige indbetalinger. Betaling af årsafgift for 18. patentår kunne inden udgangen af november stadig ske med bødeafgift, men den fandt ikke sted. Tidspunktet for den efterfølgende gennemgang af hver enkelt patentsags årsafgiftsregistrering er ikke oplyst, men under denne kontrol viste det sig, at afgiftsbetalingen for Danmarks vedkommende var registreret som forfalden den 5. oktober i stedet for den 10. maj. Egentlig forholder det sig således, at årsafgiftsbetaling kan finde sted indtil udgangen af den måned, hvori løbedagen ligger således som anført i erklæringens punkt 12. I punkt 12 er også anført den korrekte løbedag 8. maj 1970. En korrekt notering af 8. maj som løbedag og fristdag for årsafgiftsbetaling ville ved anvendelse af amerikansk datering højst kunne føre til en fejlagtig registrering på 5. august 1987, men det turde fremgå med al ønskelig tydelighed, at den lemfældige omgang med datoer i forbindelse med årsafgiftsbetaling beror på en manglende sans for nøjagtighed i almindelighed. Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på den fejlagtige oplysning i erklæringens punkt 12, at patent nr 142.523 skulle være udstedt den 3. august 1980. Den korrekte dato er den 3.august 1981. Mr Sanders oplyser i sin erklærings punkt 16, at han selv opdagede den manglende årsafgiftsbetaling den 2. december 1987. Som nævnt, burde og kunne fejlen imidlertid have være registreret og rettet på et tidligere tidspunkt, eftersom Mrs Cromer gjorde ham opmærksom på de manglende betalinger allerede i oktober/november 1987.

I punkt 17 hævdes det, at det af Mr Sanders etablerede system fungerede godt. Det hævdes også, at den manglende betaling af årsafgift for dansk patent nr 142.523 var en undtagelse, men dette er som ovenfor påpeget ikke tilfældet.

I tilknytning til erklæringens punkt 19 er gengivet ordlyden af et brev fra patenthaverens danske fuldmægtig dateret 26.august 1981. I dette brev er det korrekt oplyst, at 8. maj er forfaldsdag for betaling af årsafgifter. Det fremgår også af brevet, at fuldmægtigen har slettet patentet fra sine aktive registreringer, så at der ingen baggrund var for at forvente tilsendelse af erindringsskrivelser fra fuldmægtigen.

Min konklusion må herefter blive, at den manglende rettidige indbetaling af årsafgift skyldes skødesløs omgang med registrering af datoer, specielt forfaldsdagen for betaling af årsafgift for dansk patent nr 142.523, manglende omhyggelighed ved den efterfølgende kontrol i forbindelse med omlægning af afgiftsbetalingen fra MDC til egen overvågning samt misforståelser i forbindelse med betaling af årsafgifter internationalt, hvilke misforståelser ikke burde forekomme hos personer, der beskæftiger sig med årsafgiftsbetaling. På denne baggrund henstiller jeg til Patentankenævnet, at Patentdirektoratets beslutning af 23. juni 1988 om atter at sætte dansk patent nr 142.523 i kraft omstødes.'

Hertil udtalte patenthaver ved skrivelse af 23. november 1988

»1. Indledningsvis bemærkes, at lovgiveren ved en stillingtagen til, hvilke subjektive krav der burde stilles til en patenthaver for at tillade genoprettelse af et patent bortfaldet på grund af fejl hos patenthaveren, har stået over følgende muligheder

a. Krav til en patenthaver nærmest svarende til fejlfri adfærd, altså noget i retning af en »optimus vir«.

b. Krav til en patenthaver svarende til, hvad man vil kræve af en god familiefader, altså »bonus pater familias«.

c. »Skødesløshed«, nærmest svarende til »lepidentia«.

Ved formuleringen af kravene ifølge Patentlovens § 72 valgte man ikke at stille noget »optimus vir«-krav til patenthaveren. Ligeså klart er det, at »skødesløshed« ikke berettiger til genoprettelse.

Hovedsynspunktet i medfør af Patentlovens § 72 vil herefter være en »bonus pater familias«-vurdering, i hvilken man må tage hensyn til særlige forhold og vanskeligheder indenfor pågældende område, nemlig patentområdet.

Det særlige på dette område er, at der er tale om et system gennemsyret af frister og betaling af gebyrer med risiko for strenge sanktioner i tilfælde af fejl. De i forbindelse med en indtrådt fejl følgende mulige erstatningsretlige konsekvenser, hhv. risici for meget betydelige tab, hviler som en tung byrde på firmaerne, patentagenterne og patentmyndighederne. Nærværende firma, der står for over 20% at alle patentansøgninger indleveret i Danmark gennem patentbureauer til de danske myndigheder, er bekendt med de vanskeligheder, som også Patentdirektoratet har med hensyn til at undgå, at en fejl indtræder på baggrund af en kolossal sagsmængde og nødvendigheden af computeriserede systemer.

2. Den omstændighed, at Patentdirektoratet i nærværende sag har fundet forudsætningerne for genoprettelse af patentet til stede i medfør af Patentlovens § 72 og, efter anmodning fra klagerne, har givet klagerne en indgående begrundelse for Patentdirektoratets afgørelse, er naturligvis ikke i sig selv afgørende for Patentankenævnet. Imidlertid forekommer det rimeligt og berettiget ved en vurdering af kravene i en konkret sag i henhold til Patentlovens § 72 at lægge vægt på Patentdirektoratets vurdering. Det bemærkes i denne forbindelse, at der ikke blot fra Patentdirektoratets side foreligger vurdering baseret på forholdene i den specifikke sag kombineret med Patentdirektoratets erfaring inden for det pågældende område.

3. I forbindelse med det af bureauet indgivne andragende til Patentdirektoratet om genoprettelse af patentet i medfør af Patentlovens § 72 blev der indgående gjort rede for omstændighederne omkring den skete fejl. Der blev indleveret materiale til Patentdirektoratet, der efter bureauets formening klart viser, at de pågældende personer, der hos patenthaverne varetager patentspørgsmålene, er uddannede, habile og erfarne personer, der arbejder omhyggeligt i deres arbejde. Det må erkendes, at selve Klageskrivelsens længde gjorde et vist indtryk, i den antagelse af Firma Chas. Hude virkelig havde noget essentielt at anføre over for Patentdirektoratets afgørelse. En gennemlæsning af den pågældende skrivelse viste imidlertid følgende

a) Det meste af de mange sider er blevet brugt til »referat«.

b) Firma Chas. Hude baserer klageskrivelsen på følgende (se side 5, næstsidste og sidste afsnit): »Det forekommer derfor mest nærliggende at betegne de indtrufne fejl hos de nævnte 2 personer som resultat af manglende påpasselighed, dvs. skødesløshed.... Denne skødesløshed ses ikke at kunne undskyldes med, at ...«, jfr. også sidste afsnit på side 7: »...hvilke misforståelser ikke burde forekomme hos pesoner, der beskæftiger sig med årsafgiftsbetaling«.

Bureauet kender Firmaet Chas. Hude siden firmaets stiftelse som kompetente, erfarne koleger, der udviser stor påpasselighed og professionalisme ved varetagelsen af dem betroede hverv, herunder betaling af gebyrer m.m. På denne baggrund vil bureauet gerne, til støtte for at Patentankenævnet stadfærster Patentdirektoratets afgørelse, henvise til, at Firma Chas. Hudes klageskrivelse til Patentdirektoratet i nærværende sag indeholder en fejl, der er upretteligt fatal, hvis der ikke var blevet grebet ind på et eller andet tidspunkt. Dette er ikke i sig selv tilfældet med hensyn til patenthavernes fejl, jfr. at der i Patentlovens § 72 er hjemmel for genoprettelse, medens dette ikke er tilfældet for så vidt angår i klageskrivelsen indeholdte fejl. Bureauet kan derfor ikke ganske undlade at undre sig over Firma Chas. Hudes stærke faglige fordømmelse af Mr. John Sanders og Mrs. Cheryl Cromer. Bureauet skal henvise til, at Firma Chas. Hude i klageskrivelsen in fine anfører: »Klageafgift kr. 2000,- (medfølger særskilt).« Forholdet er jo nemlig det, at klageafgiften i patentsager kr.3.000,-. På et eller andet tidspunkt finder Firma Chas. Hude ud af, at klageafgiften ikke er kr. 2.000,-, men kr. 3.000,-. Bureauet skal i øvrigt ikke undlade at nævne dette som eksempel på en »fælde«, der - efter bureauets mening - urimeligt hårdt lægger en byrde på specielt patentbureauerne, derigennem at klageafgiften i varemærkesager og i mønstersager er kr. 2.000,-, medens afgiften i patentsager er kr. 3.000,-. Begrundelsen for denne forskel i gebyrstørrelse for parallelle anker forekommer ikke begrundet. For så vidt angår nærværende sag er der imidlertid tale om en patentsag behandlet af Firma Chas. Hudes patentafdeling af en respekteret og særdeles kompetent kollega.

4. Firma Chas. Hudes bemærkninger i øvrigt

a) Side 2, andet selvstændige afsnit: »... I betragtning af denne ugyldighedssag, som har sit sidestykke i Sverige, Norge, Holland og Schweiz, og også i betragtning af det faktum, at Nutrasweet har ansøgt om forlængelse af patenttiden i USA og Canada ...«.

Patenthaverne ansøgte ikke om en forlægnelse af patenttiden i Canada for så vidt angår det canadiske patent svarende til det foreliggende danske patent nr. 142.523. Det bemærkes her, at den canadiske Patentlov ikke har nogen bestemmelse om forlængelse af patenter. Også her har Firma Chas. Hude altså fejl.

Den omstændighed, at der foreligger retssager i en række lande (Firma Chas. Hude nævner ikke Israel samt Examination i USA) indebærer ikke, at patenthaverne skulle tilsiges ekstra omhyggelighed ved årsafgiftsbetaling. Forholdet er det, at alle patenthavernes patenter er betydningsfulde uanset om der foreligger retssag. Patenter vedrørende Aspartame er af særlig betydning af den grund, at patenthaverne kun fremstiller eet enkelt produkt, nemlig Aspartame. Selskabets patentportefølje er således sammenhængende.

b) Side 4 øverst: »... Det fremgår imidlertid af punkt 6 i hans erklæring, at der hos G.D. Searle & Co. var ansat et antal patent- og varemærkerådgivere på dette tidspunkt, og det fremgår også af dette punkt, at Mr. Sanders har arbejdet med dette firma i nogen tid.«

Betalingen af årsafgifterne for patenthavernes patenter blev foretaget af firmaet Searle, da John Sanders begyndte arbejdet i juni 1986. John Sanders har aldrig arbejdet for Searle. Bortset fra årsafgiftsbetalinger har Searles patentafdeling ikke givet Nutrasweet nogen oplysninger om patentspørgsmål.

c) Side 5, næstsidste afsnit: »Selv instruktionen om øjeblikkeligt efter at være blevet klar over de manglende betalinger at gennemgå hver enkelt patentsags akter sikrede ikke korrekt registrering og betaling.«

Den omstændighed, at den pågældende instruktion gives om at gennemgå hver enkelt patentsags akter illustrerer den udviste omhyggelighed hos patenthaverne.

d) Side 6 forneden: »Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på den fejlagtige oplysning i erklæringens punkt 12, at patent nr. 142.523 skulle være udstedt den 3. august 1980. Den korrekte dato er den 3.august 1981.«

Der foreligger her en maskinskrivningsfejl i Mr. Sanders' erklæring. Patent nr. 142.523 blev udstedt i Danmark i 1981. Patenthavernes registre viser da også 1981 som udstedelsesdatoen. Man må vel forstå Firma Chas. Hudes henvisning til pågældende maskinskrivningsfejl derhen, at man heri vil lægge, at John Sanders skulle være en »skødesløs« person også ud over varetagelsen af afgiftsbetalingen. Bureuet må afvise, at Firma Chas. Hude kan drage en sådan konklusion af den pågældende maskinskrivningsfejl.

e) Side 5, sidste afsnit: »Denne skødesløshed ses ikke at kunne undskyldes med, at Mr. Sanders ikke var klar over den misforståelse hos Mrs. Cromer, der bestod i en forestilling om, at de lokale patentagenter i de enkelte lande sendte erindringsskrivelser vedrørende betaling...«

Forholdet er det, at der forelå en fejltagelse. Rent faktisk modtog patenthaverne i øvrigt erindringsskrivelser i andre sager fra udenlandske patentbureauer forud for forfaldsdagen for afgiftsbetaling og forud for udløbet af den yderligere frist på 6 måneder.

f) Side 7, første afsnit: »Mr. Sanders oplyser i sin eklærings punkt 16, at han selv opdagede den manglende årsafgiftsbetaling den 2.december 1987. Som nævnt, burde og kunne fejlen imidlertid have vært registreret og rettet på et tidligere tidspunkt, eftersom Mrs. Cromer gjorde ham opmærksom på de manglende betalinger allerede i oktober/november 1987.«

Nutrasweet havde adskillige hundrede patenter i sin database. Hvordan skulle Mr. Sanders fornuftigvis kunne vide, at der ikke var betalt for så vidt angår det danske patent, jfr. at Mr. Sanders gav instruktioner om, at hvert enkelt patent skulle efterkontrolleres med henblik på at sikre mod fejl.

Afsluttende må bureauet holde for, at Firma Chas. Hude intet af relevans har anført til støtte for, at Patentdirektoratets afgørelse om genoprettelse skulle omstødes. Bureauet skal i øvrigt i denne forbindelse også henvise til det af Firma Chas. Hude på side 2, 3. afsnit anførte, nemlig »... det forhold, at begge parter har opfordret til mundtlig forhandling« med Patentdirektoratet forud for afgørelsen. En opfordring om mundtlig forhandlig fra patenthavernes side vil naturligvis ikke have nogen relevans i en situation, i hvilken Patentdirektoratet på baggrund af Direktoratets egne undersøgelser og egen vurdering er kommet til det resultat, at genoprettelse bør finde sted. Patentdirektoratet har tilfulde været klar over, at der verserer en retssag for Østre Landsret. Desuagtet har man ikke fundet anledning til at indkalde parterne til mundtlig behandling forud for den trufne afgørelse.'

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 16. november 1989.

Klageren gav møde ved ingeniør H.P. Mathiesen og ingeniør Jef Dauzenberger.

For patentindehaveren mødte lrs. Erik Lassen.

Det oplystes for ankenævnet, at patentet udløber den 8. maj 1990. Klager har her i landet anlagt sag til udslettelse af patentet. Klageren har under henvisning til sin skriftlige ankebegrundelse navnlig anført, at de hos patentindehaveren ansatte Mr. Sanders og Mrs. Cromer har udvist utilstrækkelig omhu, idet deres egne erklæringer udviser manglende indsigt og svigtende kontrol. Begge burde være bekendt med, at den herværende fuldmægtig ved skrivelse af 26. august 1981 havde slettet overvågningen af årsafgiftsbetaling. Hindringen for betaling af den pågældende årsafgift må anses for bortfaldet allerede ved opdagelsen i oktober - november 1987, og heller ikke to-månedersfristen i patentlovens § 72 er derfor overholdt.

Patentindehaveren har navnlig anført, at han ved ansættelse som patentagent af Mr. Sanders, der må anses som fuldt ud kvalificeret, har opfyldt sine forpligtelser og udvist fornøden omhu. Der er tale om overskridelse af en fiskal frist, hvilket ikke kan tillægges så megen betydning som overskridelse af absolutte frister eller egentlige patentretlige frister, der må fortolkes strengt af hensyn til trediemand. Klageren har ingen berettiget interesse i sin indsigelse mod genoprettelse.

Ankenævnet skal udtale

Det af patentindehaveren fremsatte anbringende om mangelende retlig interese kan ikke tages til følge.

Patentindehaveren findes ansvarlig for fejl begået af ansatte på det niveau, der her er tale om.

Ved afgørelsen lægger Ankenævnet vægt på, at der ved en fejl forekommer en manglende indkodning, der ikke opdages ved efterfølgende kontrol. Efter at fejlen af udefra kommende grunde opdages, sker en dobbelt indkodningsfejl, som ikke kontrolleres eller i hvert fald ikke opdages. Patentindehaverens fuldmægtig sætter endvidere sin lid til en mundtlig oplysning om national overvågning af årsafgiftsbetaling, som er i direkte modstrid med ovennævnte skrivelse af 26.august 1981.

Herefter findes patentindehaveren ikke at have udvist al fornøden omhu, hvorfor

bestemmes

Den fremsatte begæring om genoprettelse i ansøgningssag nr.2358/70 (P 12/88) tages ikke tilfølge.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P. Terndrup Pedersen.

Ingen

Det amerikanske selskab S meddelte den danske patentagent, at man selv ville betale årsafgifter for fremtiden. Grundet en fejl i forbindelse med indtastningen af frister på EDB-anlæg, sandsynligvis som følge af forskellen i europæisk og amerikansk måde at angive datoerne på, blev 18. årsafgift ikke betalt rettidigt. Direktoratet fandt, uanset protest fra det hollandske selskab V, at betingelserne for genoprettelser efter patentlovens § 72 var opfyldt. Der verserede en retssag mellem V og S om patents gyldighed. Ankenævnet fandt ikke, at betingelserne for genoprettelse var opfyldt. Lagt vægt på manglende kontrol ved indtastningerne.