Legislator Case Law & Legislation
W19896027625 DK

Da ansøger ikke havde vist fornøden omhu ved instruktionen af den danske patentagent kunne patentrettighederne ikke genoprettes efter patentlovens § 72.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 60276 Valid

Da ansøger ikke havde vist fornøden omhu ved instruktionen af den danske patentagent kunne patentrettighederne ikke genoprettes efter patentlovens § 72.

År 1989, den 20. december afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen)

følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P 16/88: Klage fra

Technicon Instruments Corporation,

USA,

v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse af 16. juni 1988 af patentansøgning nr. 0800/80.

Den 25. februar 1980 indleverede klageren en ansøgning om patent på et »infrarødt analyseapparat«.

Det fremgår af sagen, at Patentbureauet Hofman-Bang & Boutard A/S den 15. februar 1985 erindrede patentagenterne Reichel & Reichel som repræsentanter for ansøgeren om, at 1.-6. årsafgift var forfalden til betaling. Den 22. februar 1985 meddelte Reichel & Reichel, at ansøgeren selv ville varetage betalingen af årsafgiften og forestå overvågningen heraf. Man ville dog fortsat gerne modtage adviseringsskrivelser om betaling af årsafgifter.

I overensstemmelse hermed underrettede Hofman-Bang & Boutard A/S ved skrivelse af 12. juli 1985 Reichel & Reichel om, at direktoratet havde meddelt, at 1.-6. årsafgift ikke var betalt, men kunne betales med bøde inden 31. august 1985. Reichel & Reichel underrettede den 16. juli 1985 ansøgeren herom, men det fremgår af en påtegning på en fornyet rykker af 13. august 1985 fra Hofman-Bang & Boutard A/S, at man ikke har fået svar, heller ikke på en telex til ansøgeren af 14. august 1985. Påtegningen slutter: »Ansøgningen skal falde.«

Herefter afregnede Hofman-Bang & Boutard A/S den 12. september 1985 sagen overfor Reichel & Reichel.

Advokatfirmaet Ladas & Parry, New York, havde imidlertid på ansøgerens foranledning i april 1985 - Reichel & Reichel og Hofman-Bang & Boutard uafvidende - betalt de akkumulerede årsafgifter.

I skrivelse af 11. december 1985 til Hofman-Bang & Boutard A/S modholdt Patentdirektoratet norsk fremlæggelsesskrift nr. 145.035 og udtalte, at ansøgningen ikke skønnedes at omhandle en patenterbar opfindelse. Ansøgeren fik frist til besvarelse til 11. juni 1986.

Ved skrivelse af 25. juni 1986 til Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S meddelte direktoratet, at ansøgningen var blevet henlagt i medfør af § 15, stk. 2 i patentloven, men at ansøgningen ville kunne genoptages, såfremt ansøgeren besvarede direktoratets skrivelse af 11. december 1985 og betalte den fastsatte afgift for genoptagelsen inden den 11. oktober 1986, jfr. patentlovens § 15, stk. 3.

Der blev ikke svaret på denne skrivelse, og ansøgningen blev bekendtgjort som endelig henlagt den 24. november 1986.

Den 19. januar 1987 betalte advokatfirmaet Ladas & Parry, New York, 8. årsafgift, der den 13. februar 1987 blev returneret af direktoratet med angivelse af, at ansøgningen var henlagt den 11. oktober 1986.

Under henvisning til § 72 i patentloven anmodede Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S for ansøgeren ved skrivelse af 31. august 1987 om genoprettelse af de tabte rettigheder.

Dette var foranlediget af en skrivelse af 24. august 1987 fra Reichel & Reichel, bl.a. bilagt et kvitteringsbilag fra direktoratet, hvoraf fremgik, at 1.-6. årsafgift var betalt af Ladas & Parry den 17. april 1985 og 8. årsafgift den 10. februar 1986.

I skrivelse af 11. december 1987 anførte ansøgeren bl.a

»Som bebudet i vort andragende af 31. august 1987 om genoprettelse af rettighederne i ovennævnte patentansøgning skal vi i fortsættelse heraf redegøre for det uforudseelige sammenfald af omstændigheder, der førte til den situation, at ansøgningen ikke blev genoptaget den 11. oktober 1986, idet vi undlod at besvare direktoratets betænkning af 11. december 1985.

Da dette hænger sammen med årsafgiftsbetaligerne, skal vi nærmere redegøre for handlingsforløbet fra det tidspunkt, vi adviserede vor tyske ordregiver, Patentanwalte Reichel & Reichel, Frankfurt, som det amerikanske ansøgerfirma også havde betroet indleveringen af patentansøgningen i Danmark, idet ansøgeren på dette tidspunkt dels ikke havde kontakt til danske patentbureauer og dels ønskede, at sagsbehandlingen i de to lande blev koordineret.

Den 20. december 1984 adviserede vi via vort EDB-system (jfr. Bilag 1) vor tyske ordregiver om årsafgiftsbetalingen med frist 28. februar 1985. Den 22. februar 1985 modtog vi pr. telex (Bilag 3) meddelelse om, at ansøgeren - i lighed med talrige andre udenlandske ansøgere - selv ville forestå betalingen og overtage fristovervågningen, men at vi fortsat skulle sende direktoratets adviseringsskrivelser vedr. betaling med tillæg til vor tyske ordregiver. Oplysning herom blev indkodet i årstaktsregistret i vort EDB-system og bekræftet over for ordregiveren (Bilag 4). Vi bemærker, at denne generelle instruks ville sikre,at sager, der ikke i vort EDB-system er registreret som faldne, eller hvor vi ikke har modtaget konkret faldeordre, og hvor der sker en fejl i årsafgiftbetalingen, ville blive fanget ved efterkontrollen af direktoratets lister.

Den 22. marts 1985 modtog vi fra Patentdirektoratet den som Bilag 5 i uddrag vedlagte betalingsliste, hvoraf det fremgik, at 1.-6. årsafgift endnu ikke var blevet betalt, men kunne betales med bøde inden 31. august 1985. Den 11. juli 1985 ringede lederen af vor årstakstafdeling, Jenna Wittrup, direktoratet op og forespurgte, om der i mellemtiden var betalt årsafgift for de på vedlagte liste (Bilag 6) anførte ansøgninger. Direktoratet oplyste, at de første 5 sager (inkl. den omhandlede) ikke var betalt, hvorfor vi den følgende dag i henhold til vor tyske ordregivers instruks sendte den som Bilag 7 vedlagte adviseringsskrivelse, som vor ordregiver vidererapporterede i brev af 16. juli 1985 (Bilag 8). Uden svar herpå sendte vi en yderligere reminder af 13. august (Bilag 9), som vor ordregiver omgående videregav pr. telex 14. august 1985 (Bilag 10). Stadig uden svar fra ordregiveren ringede Jenna Wittrup påny direktoratet op dagen før fristudløb og fik oplyst, at afgiften stadig ikke var betalt, hvorefter vor mangeårige medarbejder, Line Lunn ringede til vor tyske ordregiver.

Vi skal her indskyde at manglende betalingsinstruktioner jo i mange år har været et problem ved udstedte patenter.

Det er derfor en indarbejdet praksis hos HB&B's årstakstafdeling altid at tage telefonkontakt med direktoratet inden bødefristens udløb, forinden der eventuelt tages sidste øjebliks telefon- eller anden kontakt med vor ordregiver, hvis de ordinære adviseringer ikke har givet svar, netop fordi patenthaveren kunne have betalt selv.

Vi har ikke kunnet spore notater om Jenna Wittrup's anden samtale med direktoratet, men Line Lunn har noteret, jfr. håndskrevet notat på Bilag 9, at hun har ringet den tyske ordregiver op og fået oplyst, at han - som det også fremgår af Bilag 8 og 10 har rykket ansøgeren flere gange uden svar, hvorfor han må gå ud fra, at ansøgningen skal falde ved ikke-betaling af årsafgiften.

Dette fulgtes op med telex af 9. september 1985 (Bilag 11), hvorefter vi afsluttede sagen (Bilag 12) den 13. september 1985 over for vor ordregiver.

Da vi derefter modtog direktoratets betænkning af 11.december 1985 var vi - ikke mindst på baggrund af direktoratets telefoniske meddelelser om manglende betaling - fremdeles af den opfattelse, at ansøgningen var bortfaldet. Vi havde allerede før den 11. december 1985 modtaget betænkninger i andre sager, hvor vi positivt vidste, at der ikke rettidigt var betalt årsafgift, fordi vi havde fået explicit faldeordre fra ordregiveren, og vi har senere modtaget og modtager fremdeles betænkninger i sådanne sager.

Vi går ud fra, at direktoratet er bekendt med dette forhold, men kan eksempelvis henvise til ans. nr. 1853/82, 2884/78, 5482/80, 4798/81 og 4799/81. Flere eksempler vil kunne findes.

Både direktoratet og patentbureauerne havde en meget betydelig arbejdsbyrde i forbindelse med indførelsen af årsafgiftsbetalingen for løbende ansøgninger, og det var tidligere blevet tilkendegivet over for patentbureauerne, at et stort antal betænkninger var udarbejdet af de tekniske sagsbehandlere, men at ekspeditionen var forsinket på grund af begrænset skrivekraft. En sådan overgangsperiode må nødvendigvis indebære fejlekspeditioner, og da vi som nævnt telefonisk to gange havde forvisset os om den udeblevne afgiftsbetaling, fandt vi ikke anledning til at fordybe os yderligere i spørgsmålet eller påføre ansøgeren udgifter i forbindelse med rapport af en betænkning i en sag, vi måtte anse for faldet. Betænkningen blev derfor blot arkiveret i sagen, hvilket også skete for den senere henlæggelsesskrivelse af 25. juni 1986.

Den 24. august 1987 får vi via telefax (Bilag 13) fra vor tyske ordregiver meddelelse om, at det amerikanske firma Ladas & Parry, som havde betalt både de akkumulerede årsafgifter i april 1985 og 7. årsafgift i 1986 (kvitteringer var vedlagt) fra direktoratet havde fået tilbagesendt betalingen af den 8. årsafgift med den begrundelse, at ansøgningen var henlagt 11. oktober 1986. Vor tyske ordregiver havde fra Ladas & Parry modtaget kopi af kvitteringerne og bad os undersøge sagen inden »bødefristen« (ultimo august) for betaling af 8. årsafgift.

Efter at have skaffet sagen fra vort arkiv, ringede undertegnede hr. Reichel op den 25. august 1987 og orienterede ham om den ikke-rapporterede betænkning, samt om genindsættelsesmulighederne i henhold til § 72. Efter yderligere diskussioner med hr. Reichel og Ladas & Parry blev andragende om genoprettelse indgivet den 31. august 1987, der var »fristen« for betaling af 8. årsafgift med tillægsafgift.

Under vor kortlægning af handlingsforløbet er følgende forhold blevet afdækket

Ladas & Parry havde i henhold til ansøgerens instruktioner foretaget betaling af 1.-6. årsafgift med tillæg allerede i april 1985 og bekræftet dette over for ansøgeren (Bilag 14). På denne baggrund fandt ansøgeren ikke anledning til at reagere på vor tyske ordregivers reminderskrivelser i juli og august 1985, da han jo vidste, at afgiften var betalt og derfor blot måtte tro, at der forelå en misforståelse fra vor tyske ordregivers side, også fordi ansøgeren udtrykkeligt havde orienteret vor tyske ordregiver - og dermed indirekte os - om, at betalingen ville foregå ad andre kanaler. Ansøgeren havde valgt et velrenommeret amerikansk patentbureau med årelang erfaring i afgiftsbetaling og havde ingen grund til at tro, at noget skulle være gået galt, da han havde modtaget bekræftelse på, at betalingen var iværksat. Det er særdeles almindeligt, at ansøgere ønsker at koncentrere sig om den tekniske side af patentarbejdet og lægger afgiftsadministrationen ud til firmaer med særlig ekspertise på dette punkt.

Ansøgeren modtog da også primo 1986 meddelelse om, at 7. årsafgift var betalt og gav senere efter advisering fra Ladas & Parry ordre til betalig af 8. årsafgift. Ansøgeren må således anses for at have udvist fornøden omhu ved tilrettelæggelsen af selve forvaltningen af afgiftsbetqalimgen.

Imidlertid blev 8. årsafgift som nævnt afvist af direktoratet med skrivelse af 13. februar 1987. Vedr. denne skrivelses skæbne skal vi henvise til den som Bilag 15 vedlagte redegørelse af 29. september 1987 fra John Richards, Ladas & Parry, hvoraf det fremgår, at Ladas & Parry, der først modtog skrivelsen efter fristudløbet for betalingen af 8. årsafgift, og som af forståelige grunde var uvidende om den ikke-rapporterede betænkning, ikke fandt anledning til at ændre de indarbejdede årsafgiftsrutiner i relation til den velkendte 6 måneders frist for betaling med tillægsafgift. Det skal erindres, at Ladas & Parry ikke var ansvarlig for selve sagsbehandlingen af ansøgningen - i hvilket tilfælde Ladas & Parry's »overseas controller« givetvis ville have forelagt skrivelsen for den ansvarlige sagsbehandler - men alene for afgiftbetalingen, hvorfor skrivelsen blev sendt til årsafgiftsafdelingen. Selv om skrivelsen fra direktoratet havde givet anledning til nærmere overvejelser hos Ladas & Parry, ville konklusionen formentlig have været, at ansøgeren, der selv varetog sagbehandlingen, havde besluttet sig til at undlade at besvare en betænkning.

Da heller ikke ansøgeren kendte noget til betænkningen og dermed genoptagelsesfristen og iøvrigt havde afgivet betalingsordre, havde han heller ikke haft grund til at instruere Ladas & Parry om, at der var forhold, som krævede særlig opmærksomhed.

Ladas & Parry har oplyst, at deres procedurer, i tilfælde hvor en patentmyndighed returnerer en afgiftsbetaling, er at sikre, at de nærmere omstændigheder undersøges i god tid inden fristen for betaling med bøde i det pågældende land (normalt 6 måneder). Først undersøger en kontorist, om der er indlysende årsager til returneringen, såsom dobbeltbetaling. Hvis sagen imidlertid er usædvanlig, forelægges den for en patentsagsbehandler, som nærmere undersøger sagen. Dette skete også i det foreliggende tilfælde, hvilket resulterede i brevet af 30. juli 1987 fra John Richards (Bilag 16). Først ved modtagelsen af dette brev blev ansøgeren opmærksom på, at der var noget galt. Han sendte derfor det som Bilag 17 vedlagte telex til Reichel & Reichel og fik samme dag (Bilag 18) at vide, at sagen - efter Reichel & Reichel's opfattelse - var bortfaldet den 31. august 1985. Dette udløste så Ladas & Parry's skrivelse af 18. august 1987 (Bilag 19) til Reichel & Reichel, som derpå afsendte brevet af 24.august (Bilag 13). Sammenfattende er det på denne baggrund vor opfattelse, at den hindring, der bevirkede fristoverskridelsen tidligst subjektivt bortfaldt over for ansøgeren ved modtagelsen af Ladas & Parry's reminderskrivelse af 30. juli 1987 eller måske reelt senere, da det fuldstændige sagforløb blev klart for de involverede fuldmægtige på de forskellige stadier under det efterfølgende opklaringsarbejde.

Det er ligeledes vor opfattelse, at ansøgeren har udvist fornøden omhu både ved sin tilrettelæggelse af årsafgiftsforvaltningen og selve sagsbehandlingen, idet han har afgivet klare instrukser herom til sin amerikanske og tyske fuldmægtig, ligesom sidstnævnte på behørig måde har instrueret HB&B med udtrykkelg anmodning om at få tilsendt skrivelser HB&B måtte modtage, hvis afgiften ikke blev betalt, hvilket også skete. Selve afgiftsbetalingssystemet har da også fungeret, idet de forskellige afgiftsbeløb er både afsendt og modtaget rettidigt.'

Patentdirektoratet afslog ved skrivelse af 16. juni 1988 anmodningen om genoprettelse med følgende begrundelse

»Begrundelsen herfor er, at begæring om genoprettelse ikke er indkommet inden 2 måneder efter, at den hindring, som bevirkede fristoverskridelsen er bortfaldet, jfr. patentlovens § 72.

Direktoratet har dels ved skrivelse af 25. juni 1986 og dels ved skrivelse af 13. februar 1987 via Deres fuldmægtige orienteret Dem om, at Deres ansøgning var bortfaldet.

Ved modtagelsen af disse skrivelser, hvori der gives meddelelse om, at ovennævnte patentansøgning var endelig henlagt må den hindring, som bevirkede fristoverskridelsen, anses for at være bortfaldet, idet De som ansøger identificeres med Deres fuldmægtige.

Fristen for begæring om genoprettelse er således ikke overholdt ved indsendelse af Deres skrivelse af 31. august 1987.

Direktoratet finder endvidere, at der ikke er udvist den fornødne omhu med hensyn til at sikre den nødvendige koordination og kommuniktion til Deres fuldmægtige, jfr. den ubesvarede skrivelse af 16. juli 1985 og det ubesvarede telefax af 11. august 1985 fra den tyske fuldmægtig.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 16. august 1988 indbragt for Patentankenævnet.

Klageren har i skrivelse af 3. november 1988 nedlagt påstand om, at den påklagede afgørelse omstødes, og at sagen sendes tilbage til direktoratet til videre behandling.

Klageren har bl.a. anført følgende

»Den anden af de nævnte skrivelser, nemlig Direktoratets skrivelse af 13. februar 1987, havde vi derimod intet kendskab til, idet Direktoratet sendte skrivelsen direkte til Ladas & Parry, som ikke er, aldrig har været og ikke kan være ansøgerens fuldmægtig under behandlingen af den danske patentansøgning.

Heller ikke vor tyske ordregiver Reichel und Reichel fik umiddelbart kendskab til skrivelsen.

Skrivelsen af 13. februar 1987 blev som nævnt sendt til Ladas & Parry, hvis opgave alene bestod i at indbetale årsafgifter på ansøgerens vegne, hvilket kan sidestilles med en bankforretning, som iøvrigt også blev gennemført korrekt og rettidigt.

Reichel und Reichel fik først kendskab til Direktoratets skrivelse d. 24.-august 1987, se bilag 19 til vor redegørelse af 11. december 1987. Reichel und Reichel reagerede omgående ved allerede den 27. august 1987 telefonisk at anmode os om at søge rettighederne genoprettet (bekræftet den 28. august 1987 via telefax og brev), og vi indleverede et andragende herom den 31.august 1987.

Den hindring, som bevirkede fristoverskridelsen, er således reelt først bortfaldet den 27. augut 1987, da vi blev underrettet om sagens rette sammenhæng, og vor begæring om genoprettelse af rettigheder blev indleveret længe før udløbet af den i Patentlovens P72 nævnte frist, nemlig allerede den 31. august 1987.

Vi gør iøvrigt opmærksom på, at Direktoratets skrivelse af 13.februar 1987 indeholder en sproglig fejl, som er helt meningsforstyrrende. Det siges således: »We would, however, point out that application No.800/80 has been shelved October 11th, 1986«. Ordet »shelved« betyder ikke »bortfaldet« men derimod »henlagt«. Ladas & Parry kender betydnigen af ordet »shelved« og ved, at en henlagt ansøgnig kan genoptages (mod gebyr). Da Ladas & Parry endvidere slet ikke var involverede i sagsbehandlingen, men kun i årstakstbetalinger, hvor en 6 måneders frist til betaling med bøde jo gælder, var der ingen anledning for Ladas & Parry til ar reagere hurtigere.

Hvad angår Direktoratets bemærkning om, »at der ikke er udvist den fornødne omhu med hensyn til at sikre den nødvendige koordination og kommunikation til Deres fuldmægtige ...«, så må vi gøre opmærksom på, at der ikke er tale om manglende omhu fra ansøgerens side, men derimod om manglende kendskab til de særlige regler, som er gældende i Danmark, og som iøvrigt på mange punkter adskiller sig væsentligt fra amerikanske forhold.

Det er præcis den problematik, som Patentloven tager højde for ved at gøre det obligatorisk for en udenlandsk ansøger at have en herboende fuldmægtig, som kan repræsentere ham i alt vedrørende ansøgningen (jfr. Patentlovens § 12), og som forudsættes at have kendskab til dansk patentret og praksis.

Det forekommer os derfor helt uforståeligt, at Direktoratet korresponderer direkte med et amerikansk firma, der som ovenfor nævnt ikke kan optræde som fuldmægtig i Danmark for en ansøger. Den afgørende årsag til sagens uheldige forløb må derfor tilskrives det forhold, at Direktoratet underrettede Ladas & Parry i stedet for ansøgerens fuldmægtig i Danmark -eller i hvert fald uden samtdig at underrette denne fuldmægtig - nemlig Hofman-Bang & Boutard A/S, idet oplysningerne i brevet af 13. februar 1987 jo vedrører forhold, som er af afgørende betydning for ansøgerens rettigheder.

Endvidere finder vi det ejendommeligt, at Direktoratet ikke allerede den 19. januar 1987, da Direktoratet modtog betaling af årsafgift, bl.a. for ansøgning nr. 800/80, kunne forudse, at betalingen af årsafgift kunne være udtryk for ansøgerens ønske om at opretholde ansøgningen, hvorfor i hvert fald ansøgerens fuldmægtig (In casu HB&B) straks burde underrettes.'

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 16. november 1989.

For klageren mødte ingeniør E. Lichtenberg, der henholdt sig til og uddybede den skriftlige klagebegrundelse.

Vedrørende to-måneders fristen i patentlovens § 72 anførte klageren navnlig, at spørgsmålet om genoprettelse ikke forelå den 25. juni 1986, og at returneringen af 8. årsafgift den 13. februar 1987 skete til Ladas & Parry uden underretning til klagerens herværende fuldmægtig. For såvidt angår kommunikationen mellem Reichel & Reichel og klageren selv, var der for sidstnævnte ingen grund til at reagere på rykkerskrivelser for betaling af årsafgift, når man vidste, at Ladas & Parry havde betalt.

På ankenævnets forespørgsel har klageren bekræftet, at det er sædvanligt at overlade betalingen af årsafgifter til internationale bureauer, der er eksperter heri.

Ankenævnet skal udtale

Det findes vel beklageligt, at direktoratet returnerede betalingen af 8. årsafgift direkte til Ladas & Parry uden underretning til klagerens herværende fuldmægtig: men den herved opståede misforståelse findes i første række at bero på klagerens egen tilrettelæggelse af sit rapporterings- og kommunikationssystem.

Uanset fra hvilket tidspunkt to-måneders fristen i patentlovens § 72 måtte løbe, findes det således af afgørende betydning, at klageren ikke har besvaret de af Reichel & Reichel fremsendte rykkere om betaling af årsafgifter i det mindste med oplysning om, at disse er betalt af Ladas & Parry, ligesom klageren må bære risikoen for manglende instruktion til sin herværende fuldmægtig med den virkning, at denne ikke vidererapporterer direktoratets betænkning af 11.december 1985.

Der findes herefter ikke at have været udvist al fornøden omhu, hvorfor

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P. Terndrup Pedersen.

Endelig adm. afgørelse 1989 60276 Valid

Det dankse patentbureau H erindrede den amerikanske ansøgers tyske patentagent R om, at nogle årsafgifter var forfaldne til betaling. R meddelte, at ansøger selv ville sørger for betalingen af årsafgifterne, men at man gerne modtog adviseringsskrivelser om årsafgifter. H erindrede flere gange om manglende betaling af årsafgifter til R og til ansøger selv. Ansøger svarede ikke på disse henvendelser men lod det amerikanske advokatfirma L betale afgifterne. H svarede ikke på en skrivelse fra direktoratet om modhold af et norsk fremlæggelsesskrift i den tro, at ansøger ikke ønskede at videreføre ansøgningen. H havde kontaktet R, som forgæves havde kontaktet ansøger, og både H og R gik ud fra, at ansøgningen skulde falde ved ikke-betaling af årsafgiften. Da L senere skulle betale 8. årsafgift, blev afgiften returneret til L - uden at H blev kontaktet - med meddelelse om, at ansøgningen var henlagt i medfør at patentlovens § 15. H anmodede herefter om genoprettelse efter patentlovens § 72. Ankenævnet fandt det beklageligt, at 8. årsafgift blev returneret til L uden underretningen til H, men at misforståelsen i første række beroede på ansøgens egen tilrettelæggelse af rapporterings- og kommunikationssystem. Ansøgers manglende orientering til R og H om L's betaling gjorde, at der ikke var udvist al den omhu, som med rimelighed kunne kræves af ansøger, og genoprettelsesbegæringen blev ikke imødekommet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →