Legislator Case Law & Legislation
W19896026725 DK

Nyhedskrav ikke opfyldt i patentansøgning.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 60267 Valid

Nyhedskrav ikke opfyldt i patentansøgning.

År 1989, den 4. oktober afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Arne Holm, Niordson, Terndrup Pedersen)

følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P 27/87: Klage fra

KVIM-PLY ApS.,

Vordingborg,

v/Dansk Patent Kontor A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse af 28. august 1987 af patentansøgning nr. 5759/82 fra Bowa, Bojesen & Wamberg A/S,

Nr. Alslev,

v/Patentbureau Chas. Hude.

Den 9. juni 1986 fremlagdes under nr. 149.426 en af Bowa, Bojesen & Wamberg A/S,Nr. Alslev, den 28. december 1982 indleveret ansøgning om patent på »fremgangsmåde til fremstilling af et skridsikkert dæk til en lystbåd«.

De fremlagte krav lød således

»1. Fremgangsmåde til fremstilling af en skridsikker plade, især til brug som dæk på en lystbåd, hvilken plade er en vandfast krydsfinerplade bestående af flere sammenlimede lag af træfiner og eventuelt tynde lag af træfiber eller plastmasse, k e n d e t e g n e t ved anvendelse af en krydsfinerplade med en stabil kerne, omfattende et antal lag (3,4,5), hvilken kerne på sin overside og underside er forsynet med en overfladebelægning (1,2,6) af træfiner, og at den øverste overfladebelægning er tykkere eller har en større styrke end den nederste (6) og består af flere lag (1,2), mens den nederste kun består af et lag (6), og at følgende behandlinger af pladen udføres, fræsning af en række spor eller fuger (7) af en given bredde, dybde og placering i pladens overside, forbehandling af sporene ved påføring eller påsprøjtning af et affedtningsmiddel, påføring af en elastisk masse eller pasta i sporene (7), hvilken masse påføres så rigeligt, at alle spor ufyldes fuldstændigt, og således at en passende overskydende masse lægger sig oven på pladen, hærdning af massen, slibning af pladen med den hærdede masse på tværs af sporene og i begge retninger, og slibning af pladen på langs af sporene.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at sporene (7) fræses så dybt, at fræsningen går igennem over fladebelægningen, der består af mindst to lag finer (1,2) og ned i kernen (3,4,5) og omtrent igennem det tredje lag finer eller træfiber (3).

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, k e n d e t e g n e t ved, at sporene (7) er indbyrdes parallelle og ligger med konstant indbyrdes afstand, svarende til bredden af en dæksplanke.

4. Fremgangsmåde ifølge krav 1, 2 eller 3, k e n d e t e g n e t ved, at sporene (7) er retlinede og ligger på langs af årene i den øverste træfiner.

5. Fremgangsmåde ifølge krav 1, 2, 3, 4 eller 5, k e n d e t e g n e t ved, at den elastiske masse er en gummimasse på siliconebasis.

6. Fremgangsmåde ifølge krav 1, 2, 3, 4 eller 5, k e n d e t e g n e t ved, at den elastiske masse efter påføringen og før hærdningen udglattes.

7. Fremgangsmåde ifølge 1, 2, 3, 4, 5 eller 6, k e n d e t e g n e t ved, at affedtningsmidlet påføres fra dyser, monteret ud for hvert spor i pladen i et dertil indrettet apparat.

8. Fremgangsmåde ifølge krav 1, 2, 3, 4, 5, 6 eller 7, k e n d e t e g n e t ved, at den elastiske masse påføres fra dyser monteret ud for hvert spor i pladen i et dertil indrettet apparat.«

Klageren i denne sag nedlagde ved skrivelse af 20. august 1986 indsigelse mod udstedelse af patent. I skrivelsen er bl.a. anført

»... 2. Vi skal indledningsvis udtrykke vor tvivl om, hvorvidt de i ansøgningen omhandlede foranstaltninger kan betragtes som en ny måde at gå frem på, d.v.s. en fremgangsmåde, idet en eventuel opfindelse snarere synes at skulle søges i det fremkomne produkt, nemlig pladen med indlagte skridsikringsstrimler eller -fyldninger. I fremlæggelsesskriftets indledning er opfindelsen således også søgt forklaret ud fra tysk fremlæggelsesskrift nr. 2.047.915, der angår en genstand og ikke fremgangsmåden til dens fremstilling.

3. Indledningen til fremlæggelsesskriftets krav 1 giver imidlertid ikke en fyldestgørende karakteristik af den plade eller det båddæk, der kendes fra ovennævnte tyske fremlæggelsesskrift nr. 2.047.915. Den pågældende plade er vel desuden ikke »skridsikker«, før den er blevet behandlet på den i kravets kendetegnende del angivne måde.

4. I det første af de syv underafsnit, der udgør krav 1's kendetegnende del, omtales anvendelsen af en krydsfinerplade med tilsyneladende nøje afgrænsede egenskaber, men det er i den tilsvarende del af beskrivelsens almindelige del - d.v.s. i det sidste afsnit på side 2 - end ikke antydet, hvorfor pladen netop skal opfylde de således angivne betingelser, og hvad der opnås derved.

5. Derimod er det i beskrivelsens almindelige del på det nævnte sted - altså i det sidste afsnit på side 2 - angivet: »Herved opnås en plade, der ved en overfladisk betragtning fremtræder som en række planker, der er lagt med mellemliggende fuger eller nåder, hvor hver nåd har den ønskede bredde og er udfyldt fuldstændigt med en elastisk gummimasse.« Det kan ikke på nogen måde indses, at dette skulle være betinget af anvendelsen af den særlige, i krav 1's kendetegnende del omtalte krydsfinerplade og de øvrige i krav 1 omhandlede foranstaltninger, og virkningen synes i øvrigt allerede at være opnået ved den teknik, der kendes fra det på fremlæggelsesskriftets side 1, 4. afsnit, omtalte tyske fremlæggelsesskrift nr. 2.047.915 (omtalt ovenfor), hvori det af spalte 1, linie 43 og følgende fremgår, at der er beskrevet et »skridsikkert båddæk, der har det samme udseende som et klassisk træplanke-dæk«, og fugerne mellem »plankerne« er - jfr. spalte 2, linie 14 og 15, udfyldt med et kautsjuk-klæbemiddel, der f.eks. indeholder korn af karborundum.

6. Krav 2 angiver, at sporene skal fræses i en bestemt dybde, og at pladen yderligere skal opfylde visse betingelser, men det er hverken i beskrivelsens almindelige del eller dennes specielle del antydet, hvad der opnås herved.

7. Fra det i fremlæggelsesskriftet omtalte tyske Auslegeschrift nr. 2.047.915, se især spalte 2, linie 41-48, er det kendt at fremstille en skridsikker dækplade ved i noter i en støbt plade at indfylde en hærdelig masse bestående af bindemiddel og eventuelt friktionspartikler, hvilken masse ved hærdningen omdannes til skridsikre strimler, som - jfr. spalte 2, linie 56-60 - kan bringes til at rage op over pladen i øvrigt og derved forbedre skridsikkerheden.

8. Endvidere er det fra fransk patentskrift nr. 1.500.139 kendt at gøre gulvfliser eller trappetrin skridsikre ved at danne noter i overfladen og fylde noterne med en uhærdet plast, som derefter hærdes, eventuelt efter tilsætning af eller bestrøning med friktionspartikler.

9. Fra hvad der således er kendt synes den i fremlæggelsesskriftets krav 1 omhandlede fremgangsmåde i hovedsagen kun at adskille sig ved

a) at der som plademateriale anvendes en speciel vandfast krydsfinerplade,

b) at noterne forbehandles med et affedtningsmiddel

c) at massen påføres i noterne i rigelig mængde, og

d) at de hærdede friktionsstrimler og pladen i øvrigt slibes på en nærmere angiven måde.

10. Hertil skal det bemærkes

a) at anvendelsen af krydsfiner som plademateriale ikke medfører nogen ny eller uforudset teknisk virkning, og må i øvrigt betragtes som nærliggende, eftersom vandfast krydsfiner er et almindeligt brugt materiale til dæk på småbåde, og de nærmerere definerede egenskaber ved finerpladen ses at være uden betydning for den i kravet definerede fremgangsmåde

b) at det må betegnes som en selvfølge at behandle noterne med et affedtningsmiddel, eftersom det er almindeligt kendt at affedte genstande, der skal modtage en belægning eller påstøbning af plastmateriale, for at sikre en god vedhæftning af det påførte eller påstøbte materiale,

c) at det ligeledes må betegnes som en selvfølge at påføre massen i overskud, eftersom massen nødvendigvis mindst skal flugte med pladens overflade, hvis den skal have nogen som helst virkning i retning af at gøre pladen skridsikker, og

d) at den anviste procedure med hensyn til slibning af massen og pladen i øvrigt ikke ses at udgøre andet end hvad en gennemsnitsfagmand vil finde frem til ved i praksis at forsøge at fremstille en plade af den her omhandlede art på basis af krydsfiner.

11. De i underkravene omhandlede foranstaltninger, hvis opfinderiske tilknytning til det i krav 1 omhandlede herefter må betragtes som tvivlsom, synes kun at være sådanne, der er nærliggende eller selvfølgelige for fagfolk på området, og underkravene kan derfor heller ikke ses at omhandle noget patenterbart.

På denne baggrund skal vi henstille, at dansk ansøgning nr. 5759/82 afslås.'

Ansøgeren imødegik indsigelsen ved skrivelse af 26. september 1986 og anførte bl.a.

»Den beskrevne fremgangsmåde var ny ved patentansøgningens indlevering, og kun de mennesker, der havde været med til at udvikle fremgangsmåden på Bowa's fabrik, havde kendskab til denne. Det skal i denne forbindelse erindres, at selv om nogle af disse medarbejdere skulle have bidraget så meget til den udviklede fremgangsmåde, at de var berettiget til at blive nævnt som opfindere (dette er dog ikke tilfældet i nærværende sag), ville de i henhold til nr. 142 af 29. april 1955 om arbejdstagers opfindelser have været forpligtiget til at overdrage opfindelsen til firmaet Bowa. Fremgangsmåden blev udviklet på Bowa, og kun Bowa bør have ret til at anvende den. Fremgangsmåden var ny og dette bekræftes af, at der indtil nu kun er to firmaer, der er i stand til at anvende den, nemlig firmaet Bowa selv samt firmaet Kvim-Ply ApS, hvis ejer var værkfører hos Bowa i den periode, hvor den pågældende fremgangsmåde blev udviklet. Flere udenlandske fabrikker har uden held forsøgt at fremstille produktet.

Med hensyn til indsigerens punkt 2 kan indsigeren da have ret i, at det kunne være meget naturligt at lave en ansøgning på produktet, men da den danske patentlov som bekendt giver indirekte produktbeskyttelse, må en ansøgning på fremgangsmåden til fremstilling af dette produkt anses for lige så naturlig og lige så fyldestgørende.

Med hensyn til indsigelsens punkt 3 skal det anføres, at vi anser det tyske fremlæggelsesskrift nr. 20 47 915 for nærliggende og dermed naturligt at omtale i beskrivelsens indledning, fordi det formål, som angives på skriftets spalte 1, linie 43-45, svarer nøje til formålet med nævnte opfindelse. Skriftet beskriver imidlertid ikke en fremgangsmåde, der er anvendelig i den foreliggende forbindelse og kan derfor ikke anvendes til indledningen i krav 1. Det fremstilede produkt svarer heller ikke til det produkt, der fremstilles ved den i nærværende ansøgning beskrevne fremgangsmåde.

Med hensyn til indsigelsens punkt 4 fremgår det direkte af de pågældende linier, at det drejer sig om at den pågældende krydsfinersplade skal have en tilstrækkelig stabilitet og en tilstrækkelig styrke til at kunne bevare sin stivhed under den efterfølgende svækkelse, der opstår på grund af de fræsede spor.

Indsigeren påstår i punkt 5 at den ønskede virkning allerede opnås med det båddæk, der er omtalt i det tyske fremlæggelsskrift nr. 20 47 915. Dette båddæk er imidlertid et glasfiberdæk, og det fremgår klart af skriftets spalte 2, linie 13 at båddækket 1 består af glasfiberforstærket plast og at det øverste lag også er plast. Der er selvfølgelig nogle, der vil påstå, at det kan ligne et klassisk træplankedæk, men det må her understreges, at det dæk, som fremstilles ved fremgangsmåden ifølge nærværende opfindelse, er et dæk, hvor det øverste lag faktisk er træ, ikke massiv træ, med dog en kvalitetstræfiner.

Ansøgeren er villig til at forklare betydningen af krav 2 nærmere, således som det vil fremgå af følgende.

Med hensyn til indsigelsens punkt 6 kan jeg anføre, at sporene fræses som beskrevet i krav 2, for at gummimassen skal kunne hæfte på det tredie lag, der er et tværgående finerlag, typisk af mahogni. Af hensyn til pladens styrke i tværretningen må udfræsningerne ikke gennemskære dette lag fuldstændigt. Man kunne eventuelt på side 3, linie 9 tilføje »ved det i krav 2 angivne opnår man, at gummimassen hæfter på krydsfinerens tredje tværgående lag, der typisk er af mahogni. Af hensyn til pladens styrke i tværretningen må udfræsningerne ikke gennemskære dette lag fuldstændigt«.

Den under punkt 7 anførte beskrivelse af den fremgangsmåde, der anvendes i det tyske fremlæggelsesskrift nr. 20 47 915 synes helt korrekt og skal på ingen måde bestrides. Den nærværende opfindelses problem er at udvikle en fremgangsmåde til at fremstille et trædæk ved hjælp af en krydsfiner i naturtræ med indlagte skridsikre striber af gummimasse. Dette problem foreligger slet ikke i det tyske fremlæggelsesskrift. Det tyske dæk laves på selve båden, fortrinsvis således, at det udlægges i den pågældende bådtypes støbeform samtidigt med, at dækket fremstilles, se spalte 2, linie 23-40.

Den nærværende opfindelse er derimod egnet til at blive fremstillet som præfabrikerede dele på fabrik, og det arbejde, der skal udføres på selve båden, er dermed reduceret til et mindre tilskærings- og monteringsarbejde.

Under punkt 8 henviser indsigeren til fransk patentskrift nr. 1.500.139, som jeg har læst med interesse. Dette skrift omhandler fliser af natursten eller eventuelt beton eller granit. Der er ikke tale om træ- eller finerfliser, og ordene træ eller finer forekommer overhovedet ikke i skriftet. Det må dermed være klart, at skriftet ikke kan være foregribende for den nærværende fremgangsmåde.

Med hensyn til indsigerens punkt 9 har jeg ingen yderligere kommentarer.

Med hensyn til det i punkt 10a anførte skal jeg gøre opmærksom på, at anvendelsen af en vandfast krydsfinerplade er nævnt i indledningen til krav 1, netop af de under punkt 10a anførte årsager. Finerpladens nærmere definerede egenskaber i form af en let usymmetri har en betydning, og det er da muligvis hensigtsmæssigt i beskrivelsen at tilføje, at den ekstra tykkelse i overfladen af pladen er nødvendig, for at pladen kan bevare sin stivhed efter den svækkelse, man påfører pladen ved at fræse de langsgående spor. En sådan tilføjelse kunne f.eks. gøre spå side 2, linie 30-31.

Under 10b anføres det som en selvfølge, at affedte. Det må her understreges at det er absolut ikke nogen selvfølge at behandle sporene på denne måde, generelt er en sådan affedtning unødvendig i forbindelse med påføring af gummimasse. Specielt i forbindelse med teaktræ, som har et stort indhold af naturlige olier og fedtstof er den imidlertid hensigtsmæssig. De to øverste lag i den type krydsfinerplader, som anvendes ved fremstillingen, består typisk af teaktræ, som er et yndet materiale til både. Det underliggende, tredje lag kan typisk være mahogni.

Med hensyn til det under 10c anførte skal det bemærkes, at når massen påføres i overskud, skyldes det, at samtlige sport skal udfyldes 100%, som allerede anført side 4, linie 13-14, for at undgå luftlommer eller blærer, hvori der ville kunne samle sig kondensvand, som dermed kunne udgøre en risiko for frostsprængninger ved vintertid. Det har i og for sig intet at gøre med, at massen mindst skal flugte med overfladen.

Med hensyn til det under 10d anførte skal det bemærkes, at enhver faguddannet snedker vil have lært, at man aldrig må slibe et stykke træ på tværs af årene, fordi man derved ridser pladen unødvendigt. Det er derfor ikke nærliggende for en fagmand at anvende den i krav 1 beskrevne slibning.

Den fremgangsmåde, som der søges patent på, er ikke foregrebet eller blot tilnærmelsesvis beskrevet i de to skrifter, som indsigeren henviser til. Der er heller ikke i indsigerens indlæg andre henvisninger, der antyder at fremgangsmåden skulle have været kendt tidligere. Det må endvidere på det bestemteste afvises, at fremgangsmåden skulle være selvfølgelig og nærliggende for en fagmand. Dette argument understøttes af, at flere udenlandske krydsfinerfabrikker uden held har forsøgt at fremstille et tilsvarende produkt. Indtil videre er der kun, som allerede nævnt, to firmaer, der er i stand til at anvende denne fremgangsmåde, nemlig firmaet Bowa selv og indsigerens firma Kvim-Ply ApS, ejet af Knud Hansen, som tidligere var ansat som værkfører på Bowa's fabrik, bl.a. i den periode, hvor den pågældende fremgangsmåde blev udviklet.

Til sagsbehandlerens orientering vedlægger jeg en brochure over det af Bowa's fremstillede dæk, hvoraf det tydeligt fremgår, at der her er tale om et typisk fabriksfremstillet sæt, som kan monteres enten på den fabrik, der fremstiller bådene, eller af bådejeren selv. Udover den i brochuren udviste udgave forhandles produktet som plader, som bådejeren selv kan tilskære efter ønske.'

I skrivelser af henholdsvis 30. januar og 1. april 1987 fremsendte indsiger kopier af annoncer i tidsskriftet »Yacht« udkommet henholdsvis den 14. oktober 1981 og den 16. december 1981 vedrørende et »Teak-Stabdeck'fremstillet af Bowa, samt en erklæring af 15. oktober 1986 fra Knud Hansen, Kvim-Ply ApS, gående ud på, at firmaet Bowa A/S allerede før 1974 fremstillede plader af den art, som fremlæggelsesskriftet omhandler. På grundlag af dette materiale gjorde indsiger gældende, at opfindelsen har været kendt før ansøgningens indleveringsdato, den 28.december 1982, hvorfor bestemmelserne i patentlovens § 2, stk.1 og 2 ikke ses at være opfyldt.

Den 28.august 1987 besluttede Patentdirektoratet at meddele patent på grundlag af den med skrivelse af 26. september 1986 fremsendte ændrede beskrivelse med krav, idet indsigelsen blev afvist med følgende begrundelse

»ad 2. Deres tvivl om, hvorvidt ansøgeren skulle have søgt patent på et produkt i stedet for en fremgangsmåde, skal ikke kommenteres.

Tysk fremlæggelsesskrift nr. 2.047.915 omhandler et dæk, der ligner er »klassisk træ-plankedæk«.

Imidlertid har dækket en overflade af glasfiberforstærket kunststof, altså ingen overflade af træ.

Ved udøvelse af den fremgangsmåde, der er angivet i ansøgningens krav 1, opnås som virkning et dæk, der i højere grad end det kendte dæk ligner et »klassisk træ-plankedæk«, nemlig et dæk, hvor »plankerne« har en overflade af træ.

Det nævnte trykskrift, der angår en genstand, der ligner et plankedæk, er således brugt til at forklare en virkning og ses ikke at være til hinder for, at ansøgeren søger patent på en fremgangsmåde, jfr. ansøgerens imødegåelse af 26 sep 1986, side 2, tredie afsnit.

ad 3. Indledningen til krav 1 angiver en iøvrigt kendt teknik, i forhold til hvilken de i den kendetegnende del af krav 1 angivne midler betragtes som nye og særegne.

Den teknik skal ikke nødvendigvis være kendt fra det nævnte trykskrift.

Der skal gives Dem medhold i, at

»Den pågældende plade er vel desuden ikke »skridsikker«, før den er blevet behandlet på den i kravets kendetegnende del angivne måde', idet en del af de foranstaltninger, der er angivet i den kendetegnende del af kravet, bevirker, at pladen bliver skridsikker.

ad 4. Ansøgeren har i beskrivelsen af 26 sep 1986, side 2, med linie 28-30 indføjet

»Den anvendte krydsfinerplade skal have en usymmetrisk opbygning, fordi den øverste overfladebelægning svækkes under den efterfølgende fræsning«.

Herved synes den af Dem påpegede mangel afhjulpet.

ad 5. Den af Dem citerede virkning opnås vitterligt ved et dæk, der er fremstillet ved udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1.

Indtil det kan påvises, at virkningen, nemlig et dæk, der ligner et plankedæk og udviser en reel træoverflade, kan opnås ved andre end de i krav 1 angivne foranstaltninger, må virkningen siges at være betinget af disse.

Det kendte dæk har ingen fræsede spor og inden overflade af træ.

Der er således ikke anvendt den samme teknik ved fremstilling af de to dæk, og der opnås ikke den samme virkning af de fremgangsmåder, der er anvendt ved fremstilling af de respektive dæk.

ad 6. Ansøgningens tilføjelse i beskrivelsen af 26 sep 1986, side 3, linie 5-9, vedrørende krav 2, synes at afhjælpe den af Dem påpegede mangel.

ad 7, 8 og 8. Der skal gives Dem medhold i det under disse punkter fremførte.

ad 10. En kombination af de under posterne a), b), c) og d) i punkt 10 angivne foranstaltninger er ikke nødvendigvis en selvfølge, selv om foranstaltningerne hver for sig kan betragtes som selvfølgelige.

Kombinationen af de nævnte foranstaltninger, der hver for sig kan betragtes som en selvfølge, er ikke påvist kendt.

Virkningen af kombinationen, nemlig et dæk, der ligner et »klassisk træ-plankedæk«, hvor »plankerne« har en overflade af træ, er heller ikke påvist kendt.

Opfindelsen ifølge kravene må derfor stadig antages at adskille sig væsentligt fra, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag.

ad 11. Spørgsmålet om, hvorvidt de uselvstændige krav angiver noget selvstændigt patenterbart, skal der ikke tages stilling til.

I Deres skrivelser af 20 jan og 1 apr 1987 henvises til annoncer i tidsskriftet »Yacht« af henholdsvis 14 okt og 16 dec 1981 vedrørende et »Teak-Stabdeck« fremstillet af »BOWA«.

Annoncerne giver ingen oplysning om den fremgangsmåde, der er anvendt ved fremstilling af de i annoncerne viste dæk, ej heller om dækket udviser en reel træoverflade.

Annoncerne har derfor ingen betydning ved bedømmelse af, om fremgangsmåden ifølge nærværende ansøgning er patenterbar.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 27. oktober 1987 indbragt for Patentankenævnet. Klageren har i skrivelse af 30. november 1987 nedlagt påstand om, at direktoratets afgørelse omstødes, således at ansøgningen afslås.

Klageren har henvist til det for direktoratet anførte og har yderligere gjort gældende, at

»... vi må gå ud fra, at de i annoncerne omhandlede plader fra BOWA er fremstillet ved hjælp af den fremgangsmåde, der er defineret i fremlæggelsesskriftets krav 1. Hvis ansøgeren bestrider dette, skal vi opfordre ham til at forklare, ved hjælp af hvilken alternativ fremgangsmåde pladerne måte være fremstillet samt eventuelt at fremvise prøver på disse ældre plader.

Under alle omstændigheder vil vi mene, at det for fagmanden må have været nærliggende at vælge fremgangsmåden ifølge fremlæggelsesskriftets krav 1 til at fremstille de plader, der er beskrevet i »Yacht«-annoncerne og ved at betragte en af de solgte plader.

Vi må således mene, at det for fagmanden er nærliggende at kombinere de i sig selv selvfølgelige fremgangsmådetrin, specielt når den ved fremgangsmåden fremstillede plade har været offentligt kendt, før ansøgningen blev indleveret.

Ansøgeren har i sin imødegåelse af indsigelsen (imødegåelse af 26. september 1986, side 2, gjort gældende, at »flere udenlandske fabrikker har uden held forsøgt at fremstille produktet«.

For os forekommer det aldeles usandsynligt, at fagmanden ikke skulle være i stand til at fremstille en plade af den omhandlede art, og vi skal derfor opfordre ansøgeren til at dokumentere, at der har været gjort mislykkede forsøg, som er opgivet af teknologiske årsager. I øvrigt er der noget selvmodsigende i ansøgerens bemærkning, idet en patentbeskrivelse som bekendt (patentlovens par. 8) »skal være så tydelig, at en fagmand på grundlag deraf kan udøve opfindelsen«. Dette gælder altså efter ansøgerens mening åbenbart ikke for nærværende patentbeskrivelse, der i princippet frit vil kunne anvendes uden for Danmark, da der os bekendt ikke findes tilsvarende ansøgninger i udlandet.

Det fremlagte krav 1 definerer en række forudsætninger, som ikke er nødvendige for at kunne anvende fremgangsmåden til at fremstille de omhandlede plader, og som f.eks. indsigeren ikke gør brug af. Denne problemstilling er naturligvis først relevant, hvis det skulle blive aktuelt at sammenligne indsigerens fremgangsmåde med patentkravet i et udstedt patent, men vi bringer det frem på dette sted, da det efter vor mening tydeligt illustrerer kvaliteten af den opfindelse, der er beskrevet i ansøgningen.

For det første er der i krav 1's kendetegnende del forudsat »slibning af pladen med den hærdede masse på tværs af sporene og i begge retninger, »og »slibning af pladen på langs af sporene«. Efter indsigerens mening er slibning på tværs af sporene overflødigt og uhensigtsmæssigt, idet den overskydende elastiske masse ligeså godt kan slibes bort ved slibning på langs af sporene, således at man kun behøver at slibe i en retning. Hvis man starter med at slibe på tværs, »rejser« træet sig, og man må derfor efterfølgende slibe på langs af sporene, altså to sliberetninger. Efter vor opfattelse er den slibemetode, der beskrives i krav 1 i fremlæggelsesskriftet, derfor nærmest uhensigtsmæssig og i hvert fald ikke opfinderisk fordelagtig i forhold til den helt nærliggende slibning, nemlig slibning på langs af sporene.

For det andet forudsættes det ved fremgangsmåden ifølge krav 1, at der anvendes en krydsfinerplade, som har en over- og underside af træfiner, og pladens egenskaber defineres tilmed ved at sammenligne antallet af lag i overfladebelægningen på over- og undersiden samt disses indbyrdes tykkelse. Imidlertid er det ganske unødvendigt at anvende træfiner på pladens underside, der normalt ikke er synlig efter monteringen. Når blot overfladebelægningen har en tykkelse, der er tilstrækkelig til at modstå det forudsatte slid, vil pladen kunne anvendes som udgangsemne. Når man normalt foretrækker at arbejde med flere sammenklæbede træfinerlag i overfladebelægningen, hænger det sammen med, at der herved fås en billigere løsning end ved anvendelse af et tykt lag.'

Ansøger har i sit svar af 29. januar 1988 udtalt

»I denne ankebegrundelse har klageren på intet sted påvist, at fremgangsmåden ifølge fremlæggelseskriftets krav 1, skulle have været almindelig kendt og tilgængelig på tidspunktet for ansøgningens indlevering. Den nævnte fremgangsmåde var nemlig kun kendt i Bowa's værksted, hvor den blev udviklet.

Den erklæring, som omtales side 2, linie 10 fra hr. Knud Hansen viser derimod, at daværende værkfører Knud Hansen på uretmæssig vis har udnyttet intern viden i Bowa, viden som var en produktionshemmelighed hos Bowa, og som hr. Knud Hansen ingen ret havde til at udnytte uden for firmaet Bowa.

Den erklæring, som nævnes under punkt 2 (side 2, linie 11) viser kun, at virksomheden har arbejdet med fremstillingen af et eller flere produkter af den pågældende art gennem en lang periode, men erklæringen siger intet om, hvorledes de daværende produkter blev fremstillet. Med hensyn til klagerens opfordring, side 2, linie 22, er det efter min mening helt overflødigt at komme ind på eventuelle tidligere eller alternative fremgangsmåder: det væsentlige i denne forbindelse er, at den foreliggende fremgangsmåde ikke er beskrevet i offentligt tilgængeligt materiale før patentansøgningens indlevering.

Når man tager arten af produktet i betragtning, er det egentlig heller ikke så underligt, at der er forløbet en årrække fra det første forsøgsprodukt kom frem og indtil fremgangsmåden var endelig færdigudviklet. Det er ingen særlig kunst at lave en rille i noget træ og fylde rillen ud med en sort gummiagtig masse. Det bliver derimod en vanskelig opgave, når den nævnte gummimasse skal blive liggende i rillen - gennem flere års brug - monteret på en båd - udsat for sol og saltvand og regn og til tider sne og is samt almindelig slid, og til stadighed sammen med træet udgøre en skridsikker flade.

Ankebegrundelsens side 3 sidste afsnit, viser tydeligt, at den anvendte fremgangsmåde ikke er selvfølgelig for en fagmand!

Med hensyn til side 4, vil jeg blot anføre, at den foreliggende patentansøgning vedrører et kvalitetsprodukt, hvis færdige udseende skal være attraktivt, ellers har jeg ingen kommentarer.«

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 12. september 1989.

Fra ansøgerens side blev der givet møde ved ingeniør Anna Larsen, økonomichef Marianne Petersen og direktør J. Bredvig.

For klageren mødte civilingeniør L. Rørbøl, advokat S. Brorsen, direktør K. Hansen og hr. G. Gunther.

Parterne procederede sagen, idet de i det væsentlige henholdt sig til de til direktoratet og nævnet afgivne indlæg.

Ingeniør L. Rørbøl bemærkede, at plader af samme art som ansøgerens havde været bragt på markedet før ansøgningens indleveringsdato den 28. december 1982 og henviste i den forbindelse til nogle annoncer i tidsskriftet »Yacht«. For en fagmand måtte det være nærliggende at kombinere de enkelte fremgangsmådetrin, som hver for sig måtte betragtes som en selvfølge.

Hr. G. Gunther vedstod sin underskrift og indholdet i en fremlagt erklæring af 3. september 1986.

Direktør Knud Hansen oplyste, at han havde været ansat hos ansøgeren fra den 1. april 1972, muligt den 1. maj 1973, indtil den 16. november 1982, muligt den 31. december 1982. I januar 1983 var han begyndt at lave pladerne for ansøgeren.

Advokat S. Brorsen bemærkede, at klageren forgæves havde opfordret ansøgeren til at dokumentere de fortagne forbedringer af produktet. Efter almindelige bevisretlige regler måtte det herefter lægges til grund, at også kombinationen af foranstaltningerne var kendt.

Civilingeniør Anna Larsen ville ikke afvise, at et produkt svarende til ansøgerens havde været på markedet før ansøgningens indleveringsdato men bemærkede, at der ikke var blevet søgt patent herpå. Det forudsætter en opfinderisk tankegang at lægge krydsfiner med riller på dækket af en sejlbåd, og ansøgningen indeholder alle de krav, der skal til for at fremstille et kvalitetsprodukt som det omhandlede, der således må kunne patenteres. Det tager sin tid at udvikle og forbedre et produkt, og hvad der i 1989 må tages som en selvfølge var noget nyt i 1982.

Økonomichef Marianne Petersen oplyste, at fremgangsmåden vedrørende det ansøgte produkt ikke blev offentliggjort, inden ansøgningen blev indgivet. Før dette tidspunkt kunne produktet ikke købes, men det blev fremstillet af ansøgeren og solgt ud af huset i en udviklingsfase.

Direktør J. Bredvig oplyste, at udviklingen og forbedringen af ansøgerens produkt havde været forbundet med stort besvær, og han fandt, at klageren bagatelliserede det fremkomne resultat.

Ansøgerens og klagerens produkter forevistes nævnet.

Nævnet skal udtale

Efter sagens oplysning finder nævnet at måtte lægge til grund, at et produkt i de væsentlige svarende til ansøgerens har været markedsført inden ansøgningens indleveringsdato den 28. december 1982.

Idet kombinationseffekten i forbindelse med de af ansøgeren foretagne forbedringer af produktet herefter må skønnes at have været nærliggende for en fagmand på området og ikke indeholder udtryk for noget overraskende eller opfinderisk ejendommeligt, må der gives indsigeren medhold i dennes afslagspåstand.

Herefter

bestemmes

Ansøgning nr. 5759/82 afslås.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Arne Holm. F. Niordson. P. Terndrup Pedersen.

Endelig adm. afgørelse 1989 60267 Valid

»Fremgangsmåde til fremstilling af et skridsikkert dæk til en lystbåd« ikke fundet at adskille sig væsentligt fra, hvad der var kendt før patentansøgningens indleveringsdag.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →