Ændring af patentkrav ved ankebehandling medførte, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling.
Statutory Text (3 Articles)
Ændring af patentkrav ved ankebehandling medførte, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling.
År 1989, den 2. marts afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, P.G. Jensen, Niordson, Vørts)
følgende
k e n d e l s e
i sagen j.nr. P 35/86: Klage fra
Aalt Jouke van den Hul,
Holland,
v/Patentbureau Giersing & Stellinger ApS.
over
Patentdirektoratets afgørelse af 1. august 1986 af patentansøgning nr. 3350/77.
Den 27. juli 1977 indleverede Fritz Gyger, Schweiz, en ansøgning om patent på »nål til aftastning af en tonerille for stereo eller quadrofoni«.
Retten til opfindelsen er under ankesagens behandling blevet overdraget til Aalt Jouke van den Hul.
Ansøgningens krav lød således
»1. Nål til aftastning af en tonerille for stereo- eller kvadrofoni med en befæstigelsesdel og en tilspidsende del, k e n d e t e g n e t ved, at den tilspidsende del (2) har en V-formet aftastningskantlinie (3, 4) med afrundet spids (3) og med to ben (4), der ligger symmetrisk i forhold til hinanden og forløber konveks.
2. Nål ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at aftastningskantlinien (3,4) ligger i den tilspidsende dels (2) længdeplan.
3. Nål ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at det gennem aftastningskantlinien (3, 4) gående plan danner en vinkel på 20 grader med befæstigelsesdelens (1) længdeakse, således at dette plan, når befæstigelsesdelens (1) længdeakse står vinkelret på tonerillen (9), danner en vinkel på 110 grader med den langsgående del af tonerilen (9), som bevæger sig hen imod nålen.
4. Nål ifølge krav 2, k e n d e t e g n e t ved, at de aftastningskantlinien (3,4) dannende flader på den tilspidsende del (2) er jævnt krummet.
5. Nål ifølge krav 2, k e n d e t e g n e t ved, at de flader (6) af tilspidsningsdelen (2), hvilke danner aftastningskantlinien (3,4), er krummet keglefladeagtigt.«
Efter at Patentdirektoratet havde modholdt US patentskrifterne nr. 3.774.918, nr. 3.871.664 og nr. 2.511.444 samt GB patentskrift nr. 604.549 anførte klageren i skrivelse af 7. januar 1982
»Den fra det modholdte GB patentskrift nr. 604.549 kendte nålespids er dannet af fire plane flader uden nogen krumningsradius. Skæringen mellem disse plane flader er rette linier. Dette er ikke en nålespids, som passer i en hvilken som helst rille, som er skåret med en hvilken som helst skærenål. En grammofonnål bør passe i en hvilken som helst rille, uanset, hvor denne er skåret. Da rillens normale V-form har en åbningsvinkel, som er imellem 85 grader og 95 grader (under- og overgrænsen), vil en nålespids med en ret kontakt-linie aldrig passe optimalt i noget af dise områder. Kun en rille vil fungere, og det er rillen med den samme V-formede vinkel imellem de to rillevægge som åbningsvinklen for selve denne kendte nålespids. Denne nålespids har en meget rille-uvenlig form og er ikke standardiseret. Kun riller, som til diktafonformål er skåret i en folie med samme nålespids, vil fungere godt, og dette var hovedårsagen til eksistensen af denne nålespids, som altså ikke er en universal nålespids, og som desuden har en for lang afstand imellem forside og bagside, hvilket medfører klemning imellem nålespids og rille.
Den fra beskrivelsen til USA patent nr. 2.511.444 kendte nålespids er opbygget af seks krumme overflader med en meget stor åbningsvinkel imellem de to overflader, som skærer hinanden og danner kontakt-linien på siden af nålespidsen og rillen. Denne åbningsvinkel er 120 grader, som det fremgår af fig. 2 og 4. Derfor medfører denne nålespids også klemning i forbindelse med moderne grammofonplader. Specielt er den aktive del, som ses på fig. 3, meget rille-uvenlig. Det er imidlertid meget problematisk at behandle seks overflader på en sådan måde, at der opnås symmetrisk form. Seks overflader passer aldrig godt indbyrdes til opnåelse af en konstant form. Alene de to overflader, som nålespidsen ifølge opfindelsen har, kan give problemer, og seks overflader er faktisk for meget.
Nålespidsen ifølge opfindelsen har som nævnt kun to overfalder, som imidlertid her har en tredimensional krumningsradius. Denne nålespids har ved kontakt-området en åbningsvinkel på 38 grader og ikke på 120 grader som den fra USA patent nr. 2.511.444 kendte nålespids, der er meget klodset, og hvor der ikke er lagt vægt på at nedsætte den samlede masse til et minimum.
Det modholdte USA patent nr. 3.871.664, som også blev fremdraget under ansøgerens tilsvarende østrigske patentansøgnings behandling, viser en nålespids med fire krumme overflader, hvor skæringen her den radius, som berører rillen. Også her er åbningsvinklen i kontakt-området større end de 38 grader, nemlig tæt ved 90 grader. Problemet her er altså, at det med fire overflader igen er vanskeligt at bringe hver i en korrekt position til at opnå den krumning, der er nødvendig for god funktion. Der er intet anført vedrørende en konstant værdi af den side-radius, der følger rillen på grammofonpladen og intet om den konstante åbningsvinkel imellem de to overflader, der danner skæringen.
Specielt viser fig. 5 noget om åbningsvinklen imellem de to overflader: som det ses, er den omkring 90 grader. Der vil ikke direkte opstå klemning, men massen er igen større sammenlignet med nålespidsen ifølge opfindelsen, og desuden kan sideradius ikke have en konsant værdi over en stor åbningsvinkel, hvor denne vinkel er 90 grader, og åbningsvinklen ved nålespdisen ifølge opfindelsen er 38 grader.
Den fra det modholdte USA patent nr. 3.774.918 kendte nålespids er ikke symmetrisk fra for til bag. Hvis en sinusbølge i en grammofonplade derfor gengives f.eks. af den på fig. 8A og 8B viste nålespids, vil udgangssignalet pr. kanal være forskelligt som følge af ændringen i radius, som følger sinusbølgen. Desuden medfører tilførselen af rille-materialet på bagsiden af nålespidsen materialeopdæmning på bagsiden og materialeforskydning, hvilket opfinderen til dette patent Mr. Shibata, selv har forklaret opfinderen til den foreliggende opfindelse.
Vi anmoder derfor om, at patenterbarheden godkendes på grundlag af den foreliggende ansøgning, som nu har ført til GB-PS 1.584.747 og DE-AS 2.732.533.«
Hertil udtalte direktoraet i skrivelse af 24. marts 1982
»I Deres ovennævnte skrivelse anføres en række forskelle mellem den fremdragne teknik og genstanden ifølge den foreliggende opfindelse, hvilke forskelle angår åbningsvinklen mellem de slibeflader, der danner aftastekanten, antallet af slibeflader, og symmteriforholdene i aftastningsretningen. Disse forskelle er imidlertid irrelevante for vurderingen af patenterbarheden af krav 1, eftersom dette krav alene angår aftastningskantens form. Det fremgår f.eks.klart af det fremdragne US patentskrift nr. 3.871.664, at den deri viste nål har en aftastekant (30, 32) med præcis de karakteristika, der er anført i den foreliggende ansøgnings krav 1. Det må derfor fastholdes, at krav 1 ikke omhandler noget patenterbart.
Indholdet af krav 2 er også kendt fra det fremdragne.
Kun krav 4 og 5 har relation til de i Deres ovennævnte skrivelse fremførte bemærkninger om den kendte teknik. Såfremt De derfor mener, at der i forbindelse med den i krav 4 og 5 omhandlede udførelsesform er angivet en patenterbar opfindelse, må der fremsendes nye krav, der karakteriserer denne opfindelse, tillige med en hertil svarende forklaring af, hvad der opnås i forhold til kendt teknik.
Beskrivelsen må endvidere tydeliggøres, jfr. de vedføjede blyantsbemærkninger.«
Klageren imødegik ved skrivelse af 24. marts 1983 direktoratets indvending og fremsendte alene en ny beskrivelse.
Efter fornyet brevveksling afslog direkoratet ved skrivelse af 1. august 1986 ansøgningen med følgende begrundelse
»De nye krav er uændrede i forhold til de oprindelige.
Det er ikke rigtigt, at det i skrivelsen herfra af 24 mar 1982 har været anført, at den nål der er genstand for opfindelsen, har samme form som nålen ifølge US patentskrift nr. 3.871.664. Det har derimod flere gange være anført, at krav 1 i den foreliggende ansøgning ikke angiver foranstaltninger, hvormed nålen adskiller sig fra den kendte nål. Dette fastholdes, og det skal i denne forbindelse gentages, at de fordele og forskelle, som De opregner i Deres ovennævnte skrivelse (og tidligere skrivelse af 07 jan 1982) ikke har relation til den nål, der er karakteriseret i krav 1.
Det må derfor fastholdes, at krav 1 ikke karakteriserer en patenterbar opfindelse, og at ansøgningen ikke kan imødekommes i den foreliggende form.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 1. oktober 1986 indbragt for Patentankenævnet.
I skrivelse af 23. april 1987 har klageren nedlagt påstand om, at den påklagede afgørelse omstødes, således at ansøgningen optages til behandling på grundlag af følgende ændrede patentkrav
»1. Nål til aftastning af en tonerille for stereo- eller kvadrofoni med en fastgørelsesdel og en tilspidset del, k e n d e t e g n e t ved, at den tilspidsede del (2) har en parabelformet kantkurve (3, 4), som fx. er fastlagt som skæringskurven mellem højst to på hver side af den tilspidsede del tilslebne kegleflader, som er dele af to tænkte kegler med topvinkel mindre end 60 grader, hvorhos keglernes rotationssymmetriakser er parallelle, hvilke kegleflader i skæringskurven indbyrdes danner en vinkel, som er mindre end 45 grader.
2. Nål ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at det af den parabelformede kantkurve (3, 4) udspændte plan danner en vinkel på 20 grader med fastgørelsesdelens (1) længdeakse, således at dette plan, når fastgørelsesdelens (1) længdeakse står vinkelret på tonerillen (9), danner en vinkelpå 110 grader med den langsgående del af tonerillen (9), som bevæger sig mod nålen.«
Under henvisning til klagerens skrivelse af 23. april 1987 har ankenævnet anmodet patentdirektoratet om en udtalelse om sagen.
Patentdirektoratet har i den anledning i skrivelse modtaget af ankenævnet den 19. juli 1988 anført følgende
»1. Afslaget af 01 aug 1986 vedrører kun patenterbarheden af krav 1 (af 24 mar 1983) og ikke patenterbarheden af de øvrige krav (som reelt ikke har været vurderet under sagsbehandlingen). Da ansøgeren (klageren) har anerkendt, at afslaget var berettiget, har vi forstået Ankenævnets spørgsmål på den måde, at man ønsker en udtalelse om, hvorvidt Patentdirektoratet finder, at der er angivet en patenterbar opfindelse i ansøgningen som helhed og vel primært i krav 1 af 23 april 1987 (som er forelagt Ankenævnet).
Vi har hertil følgende bemærkninger
2. De konkrete vinkler på 60 grader og 45 grader m.m., som er nævnt i krav 1 af 23 april 1987, kan ikke udledes af basisdokumenterne. Ansøgningen vil derfor ikke kunne videreføres i det omfang, der fremgår af dette krav. En nærmere bedømmelse af, om kravet angår en patenterbar opfindelse, er derfor ikke relevant for det aktuelle formål.
For en ordens skyld gør vi dog opmærksom på, at krav 1 i realiteten ikke afviger væsentligt fra det krav, der blev afslået. Jfr. især, at indholdet af kravets linie 4-8 er udformet som en eksempelvis angivelse på en måde, der ikke har betydning for beskyttelsesomfanget.
3. Den nærmest liggende kendte teknik er, så vidt vi kan se, enten den almindelige elliptiske nål, der er forklaret på side 2 i beskrivelsen, eller den nål, der fremgår af US patent nr. 3.871.664. Vi har valgt den sidste som udgangspunkt. Det drejer sig om en nål, hvor aftastekanten, set i snit gennem nålens lodrette akse, har V-formet eller parabellignende form. (Formen er ikke en ægte parabel, det er den heller ikke ifølge opfindelsen). Desuden er aftastekanten dannet ved hjælp af krumme slibeflader, som skærer hinanden under en spids vinkel, således at kanten bliver knivformet.
Ansøgeren har i besvarelserne af 07 jan 1982 og 24 mar 1983 fremhævet visse forskelle i forhold til denne kendte teknik
a) Der benyttes kun to krumme men ret »flade« slibeflader til dannelse af aftastekanten. Dette giver en »skarpere« kant, mindre nålemasse og simplere fremstilling.
b)Slibefladerne er kegleformede, således at man får en konstant åbningsvinkel mellem fladerne ved aftastekanten (jfr. fig. 6). Dette giver mindre forvrængnig ved klemning.
Nogle af disse foranstaltninger er i sig selv mere eller mindre kendte fra andre nåle. Fx har elliptiske nåle også konstant aftasteradius. Vi mener dog, at i kraft af de foranstaltninger, der er nævnt ovenfor under a) og b), afviger opfindelsen væsentligt fra kendt teknik, hvorved der opnås en særlig teknisk virkning. Kriterierne for patenterbarhed er således opfyldt.'
Klageren har i skrivelse af 6. december 1988 kommenteret direktoratets ovennævnte skrivelse således: Under henvisning til patentankenævnets skrivelse af 08 NOV 88 i ovennævnte klage, hvormed fremsendes kopi afskrivelse fra patentdirektoratet, skal vi hermed tillade os at forelså, at ansøgningen henvises til fornyet behandling i patentdirektoratet, idet patentdirektoraets konklusion med henvisning til puntkerne a) og b) bør lægges til grund for en videre behandling af ansøgningen. Ex tuto vedlægges forslag til et nyt krav 1, hvor den af patentdirektoratet påtalte eksempelvise angivelse er erstattet med en præcis angivelse (formen er en parabel, idet den fremkommer som et med en kegle akseparallelt keglesnit). I øvrigt bør sådanne detailspørgsmål ikke danne grundlaget for ankenævnets fortsatte behandling, men bør henvises til videre behandling i patentdirektoratet.
Såfremt patentankenævnet finder, at der skal træffes en endelig afgørelse i klagen, skal vi for god ordens skyld anføre, at de under punkt 2. i patentdirektoratets skrivelse anførte vinkler fremgår af basisdokumentene, idet de ses på fig. 2 (topvinklen mindre end 60 grader) og på fig. 6 (vinklen mellem keglefladerne i skæringskurven mindre end 45 grader). Det er korrekt, at vinklerne som sådan ikke er særskilt anført med en bestmet henvisningsbetegnelse eller med en bestemt størrelsesangivelse, men dette faktum bør ikke være det afgørende for, om en patentansøgning adskiller sig fra den kendte teknik. Med hensyn til eventuel lighed med kendt teknik er kurveformen i det nye krav 1 af 23 APR 87 præcist angivet som en parabel, medens kurveformen i det fra US-patentskrift 3.871.664 er anført ved hjælp af »... en første buet kant, som, når den ligger an mod grammofonpladen, i det væsentlige danner en tangent sic! med en af væggene i rillen over størstedelen af sin længde og ... en anden buet kant, som i det væsentlige danner en tangent (!) med den anden af væggene i rillen over størstedelen af sin længde.« Denne meget upræcise formulering, som i parantes bemærket er fejlagtig (tangenter er rette linier) og vildledende, kan i forbindelse med de meget store vinkler, som dannes mellem de fire konvekse flader, ikke foregribe opfindelsens tanke, idet der med den fra dette modhold kendte teknik ikke kan fremskaffes en let nål, som med en lille krumningsradius kan aftaste højfrekvente svingninger i rillevægen, og som med en parabelformet kantkurve ligger an mod rillevæggen med en stor trædeflade, hvilket vil bidrage til, at nålens slid på rillevæggen er moderat.
Vi skal derfor endnu engang henstille til Patentankenævnet, at ansøgningen henvises til fornyet behadling i patentdirektoratet på basis af direktoratets konklusion.'
Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 31. januar 1989.
For klageren mødte civilingeniør J.H. Stellinger, som gentog og uddybede den skriftlige klagebegrundelse.
Patentdirektoratet var repræsenteret ved konsulent Niels Ravn.
Nævnet skal udtale
Det tiltrædes, at ansøgningen er afslået således som den forelå for Patentdirektoratet.
Efter en samlet vurdering af de nu foreliggende oplysninger i sagen finder nævnet det rettest, at sagen tilbagesendes til ny realitetsbehandling i direktoratet, hvorved bemærkes, at nævnet ikke herved har taget stilling til muligheden for udstedelse af patent på grundlag af de fremlagte dokumenter.
Herefter
bestemmes
Sagen tilbagesendes til ny realitetsbehandling i direktoratet på grundlag af de nu foreliggende oplysninger i sagen.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P.G. Jensen. F. Niordson. S.A. Vørts.
Ingen
Ændring af krav ved anke af direktoratets afgørelse, hvorefter der ikke kunne meddeles patent på »nål til aftastning af en tonerille for stereo eller quadrofoni«, fandtes at burde medføre, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling.