Renteberegning af mellemregning
Statutory Text (1 Articles)
Renteberegning af mellemregning
- Hovedaktionær anset for skattepligtig af manglende renteberegning af mellemregning
Ligningsrådet blev anmodet om bindende forhåndsbesked om følgende
Vil hovedaktionæren X kunne undlade at beregne rente af mellemregning (anfordringstilgodehavende) på ca. 2,4 mio. kr. i hovedaktionærens favør med selskabet X A-S?
X var hovedaktionær i selskabet X A/S, hvis aktiekapital udgjorde nom. 300.000 kr. Selskabet var stiftet i 1974.
Driften havde i de seneste år været dårlig, og der var for skatteåret 1988/89 oparbejdet et uudnyttet skattemæssigt underskud på ca. 2 mio. kr.
X havde måttet kautionere for selskabets kassekredit, og i forbindelse med afviklingen af virksomheden i efteråret 1988 havde X måttet indfri selskabets kassekredit på ca. 2,2 mio. kr.
For at kunne indfri kassekreditten havde man været nødsaget til at sælge den af hovedaktionærens ægtefælle ejede industriejendom, hvorfra selskabet drev sin virksomhed. Ejendommen solgtes for 5.250.000 kr. kontant.
Ligningsrådet fandt, at da hovedaktionærens tilgodehavende i selskabet på ca. 2,4 mio. kr. var opstået ved indfrielse af banktilgodehavende, for hvilken hovedaktionæren hæftede som kautionist, måtte hovedaktionæren anses for at være indtrådt i bankens fordring på selskabet, hvilken fordring i øvrigt havde været rentebærende.
Hertil kom, at rentefrit udlån måtte anses for en unormal forretningsmæssig disposition, samt at den påtænkte manglende forrentning måtte antages at være begrundet i, at en forrentning af tilgodehavendet kunne bevirke, at selskabets underskud evt. ikke ville kunne benyttes til fremførsel efter ligningslovens § 15.
Herefter fandt Ligningsrådet, at hovedaktionæren skulle beskattes af den manglende forrentning, samt at renten passende kunne fastsættes til rentesatsen vedrørende det tidligere banklån.