Urigtige oplysninger - berigtigelse
Statutory Text (3 Articles)
Urigtige oplysninger - berigtigelse
Denne sag vedrører en klage over indslag i TV-Avisen den 5., 6. og 21. december 1988 samt den 24. januar 1989 vedrørende en hændelse på det vesttyske A-kraftværk Biblis den 17. december 1987. Klagen er blevet afgjort af programchefen for TV-Aktualitetsafdelingen ved skrivelse af 9. februar 1989 og af Generaldirektøren for Danmarks Radio ved skrivelse af 1. juni 1989. Uffe Korsbech har ved skrivelse af 11. juni 1989 påklaget Generaldirektørens afgørelse til Radionævnet, hvor han har nedlagt påstand om, at det pålægges Danmarks Radio at dementere indslagenes forkerte eller fordrejede oplysninger eller påstande på en måde, så det for seerne klart fremgår, at der er tale om en korrektion af tidligere indslag. Uffe Korsbech har herved gjort gældende, at dementiet eller korrektionen bør omfatte følgende punkter
»at TVA i udsendelser i december 1988 og januar 1989 bragte mange forkerte oplysninger om en driftshændelse, der et år tidligere havde fundet sted på det vesttyske kernekraftværk Biblis.
at det var forkert, at myndighederne havde sagt, at man var tæt på en katastrofe. Myndighederne havde - i overensstemmelse med sagkyndige institutioner - tværtimod understreget, at man havde været langt fra et alvorligt uheld.
at der hele tiden havde været tilstrækkeligt med kølesystemer til rådighed.
at det også var forkert, at TVA meddelte, at kun takket være en hurtig indgriben af en snarrådig medarbejder udviklede det sig ikke til en katastrofe.
at det var forkert, at der strømmede vand fra hovedsystemet over i nødkølesystemet - og at køleanlægget kunne være brudt sammen på grund af overophedning. Kølesystemerne var - modsat hvad der blev sagt i TVA - hele tiden i orden.
at hændelsen ikke som hævdet havde været hemmeligholdt. Oplysninger var blevet viderebragt til alle relevante myndigheder m.m. på samme måde som ved andre tilsvarende hændelser.
at direktøren for Biblis ikke - som hævdet i TVA - havde sagt, at hændelsen kunne have fået meget alvorlige følger, hvis værket havde kørt på fuld effekt.«
Uffe Korsbech har fastholdt påstanden om berigtigelse, selv om der nu er gået over et halvt år siden den 5. december 1988. Da han den 2. juni 1989 modtog Generaldirektørens svar af 1. juni 1989, var der gået 179 dage siden den 5. december 1988. Heraf havde sagen været hos Danmarks Radio i 140 dage, hos Uffe Korsbech i 36 dage og hos postvæsenet i 3 dage.
Generaldirektøren for Danmarks Radio har ved skrivelse af 28. juni 1989 til Radionævnet fastholdt sin afgørelse af 1. juni 1989. Han har understreget
»at det emne, der er behandlet i de kritiserede udsendelser, er et emne, der er vanskeligt tilgængeligt for den ikke teknisk kyndige seer, ligesom der er tale om en problemkreds, hvor der foreligger betydelige meningsbrydninger i spørgsmål om sikkerhed/ikke-sikkerhed. Efter min opfattelse har det været den journalistisk set bedste måde at skaffe seerne det mest nuancerede og korrekte billede af problemerne at anvende den form, som har fundet sted, nemlig opfølgningen i TV-Avisen den 2. marts 1989. Denne mere generelle opfølgning bringer efter min vurdering seeren »sandheden nærmere« end løsrevne korrektioner/rettelser af specifikke enkeltelementer på et teknisk vanskeligt tilgængeligt område ville have kunnet gøre. Ud fra den opgave, der er Danmarks Radios - at bringe korrekt og nuanceret oplysning ud til seeren i en for denne tilgængelig og forståelig journalistisk form - finder jeg, at Danmarks Radio ved i denne sag at have valgt den nævnte fremgangsmåde har opfyldt sine forpligtelser på en rimelig måde.'
Sagens omstændigheder er i øvrigt følgende
Ved skrivelse af 30. december 1988 klagede Uffe Korsbech til TV-Aktualitetsafdelingen over TV-Avisens indslag om det vesttyske A-kraftværk Biblis den 5. og 6. december 1988. Det blev heri gjort gældende, at følgende oplysninger i indslagene var forkerte: 1. Kraftværket havde været tæt ved et alvorligt uheld eller ligefrem en katastrofe. 2. Kun en hurtig indgriben af en enkelt kvik medarbejder forhindrede, at hændelsen blev en katastrofe. 3. Der strømmede vand fra hovedsystemet over i nødkølesystemet. 4. Anlægget havde kørt med overophedet kølevand i 15 timer. 5. Køleanlægget kunne være brudt sammen på grund af overophedning. 6. Der er blevet hemmeligholdt noget, som skulle være offentliggjort. 7. De vesttyske myndigheder har hemmeligholdt hændelsen over for internationale kontrolinstanser. 8. Myndighederne har kun modvilligt villet indrømme, at der var sket noget på Biblis. 9. Der var noget i vejen med værkets køleanlæg.
10. Værkets direktør indrømmer, at hvis reaktoren havde kørt på fuld kraft, kunne det have fået meget alvorlige følger.
11. Der har været fare på færde.
Uffe Korsbech anmodede heri - som for Radionævnet - om berigtigelse af de anførte urigtige oplysninger.
Ved skrivelser af 5. og 29. januar 1989 udvidede Uffe korsbech klagen til at omfatte indslag i TV-Avisen den 21. december 1988 og den 24. januar 1989, hvori nogle af de påklagede oplysninger blev gentaget.
Programchefen for TV-Aktualitetsafdelingen besvarede Uffe Korsbechs klager ved skrivelse af 9. februar 1989, der er sålydende
»TV-Aktualitetsafdelingen har modtaget Deres klager af 30. december f.å., 5. januar og 29. januar d.å. over indslag i TV-Aviserne hhv. 5., 6., 21. december 1988 og 24. januar 1989 om uheldet på det vesttyske kernekraftværk Biblis et år tidligere.
Indledningsvis skal afdelingen konstatere, at en række af de oplysninger, De giver som grundlag for Deres klage, er oplysninger, der er fremkommet senere end 5. og 6. december 1988. At oplysningerne er kommet senere er i denne sammenhæng naturligt, i og med at der ikke i forbindelse med afsløringen af uheldet blev givet fyldestgørende informationer, og dermed heller ikke var grundlag for en endelig vurdering af, hvad der var sket på Biblis, og hvor alvorligt situationen på Biblis kunne have udviklet sig.
Samtidig har debatten primært i den vesttyske offentlighed siden 5./6. december 1988 - ikke overraskende - med al tydelighed understreget, at der er vidt forskellige vurderinger af uheldet og de mulige konsekvenser fra såvel højt kvalificerede eksperter som de ansvarlige politikere og myndigheder. En række af de vurderinger, der er fremsat offentligt, er naturligt nok farvede, enten på grund af, at de pågældende har haft et ansvar eller et medansvar for uheldet, eller på grund af et følelsesmæssigt engagement i atomkraftdebatten.
Under alle omstændigheder har både informationer og forklaringer ikke været fyldestgørende på det tidspunkt. Der vil formentlig senere foreligge et mere fyldestgørende vurderingsgrundlag, i og med oppositionspartierne i delstaten Hessen har krævet en uvildig undersøgelse af forløbet, og i og med at delstaten Hessens miljøminister Karl Heinz Weimar har meddelt, at der vil blive taget skridt til en politimæssig undersøgelse af sagen.
Den centrale del af Deres klage er Deres påstand om, at TV-Avisens medarbejder har givet offentligheden forkerte oplysninger med hensyn til uheldets karakter: De anfører, at det er forkert, når der i TV-Avisen bruges udtryk som »tæt ved et alvorligt uheld« og »tæt på en katastrofe«.
Vurderingerne af, hvorvidt en »driftforstyrrelse« på et atomkraftværk har været alvorlig eller ej har altid været til debat mellem tilhængere og modstandere af atomkraft og mellem atomkrafteksperter indbyrdes. Det er også tilfældet i Biblis-sagen. Det vil aldrig blive opklaret, hvad der kunne være sket. Men de vesttyske miljømyndigheder (BMU) skriver i en pressemeddelelse dateret den 5. december 1988 (den dag uheldet kom til offentlighedens kendskab), at den statslige tilsynsmyndighed har
- orienteret alle delstater med kernekraftværker og opfordret de atomretslige tilsynsmyndigheder til kontrolforanstaltninger,
- foranlediget en mere indgående analyse af drifthændelsen, hvilket har ført til, at den er indplaceret på et højere sikkerhedstrin,
- inddraget reaktorsikkerhedskommissionen (RSK), som er kommet med forslag til tekniske forbedringer, og
- endelig er der aflagt en fyldestgørende rapport til kerneenergiagenturet inden for OECD (NESA), der har videregivet oplysningerne til medlemslandene.
Yderligere har tilsynsmyndighederne foranlediget, at koncernen har gennemført »organisatoriske foranstaltninger«, der udelukker, at en sådan hændelse kan gentage sig.
Alt i alt kan BMU's oplysninger til offentligheden kun tolkes, som om der er tale om en situation, BMU tager særdeles alvorligt, og at man af hensyn til de konsekvenser, der kunne være affødt af uheldet, har grebet ind på en række områder. I modsat fald havde de nævnte indgreb fra BMU's side ikke været nødvendige.
Ser man på de udsagn, der er fremsat, efter at uheldet blev offentlig kendt, afviger vurderingerne på centrale punkter fra Deres. Vi skal ikke gøre os til dommere over, hvis vurderinger, der er de rigtige, men her blot pege på, at der fra anerkendte kernefysikere foreligger udsagn, der er i overensstemmelse med de formuleringer, TV-Avisens medarbejdere har anvendt.
I TV-magasinet »Monitor« beskæftigede man sig den 13. december 1988 i detaljer med Biblis-forløbet, herunder med de centrale oplysninger om diverse ventiler, der indgår i værkets sikkerhedssystem. I TV-udsendelsen interviewes kernefysikeren Lothar Hahn (der sad i Biblis' tilsynsråd indtil 1979). Hahn bliver spurgt
- Hvad ville der være sket, hvis sikkerhedsventilen ligeledes havde sat sig fast? Ville det have betydet en »Super-GAU«? Lothar Hahn: - Det ville med stor sandsynlighed kunne have ført til en nedsmeltning af reaktorkernen - givetvis - for det ville have været muligt, ja endda sandsynligt, at der opstår en lækage uden for sikkerhedsbeholderen. Spørgsmål: - RWE og RSK betegner denne anden barriere i dette tilfælde som en prøveventil. Er det egentlig legitimt?
Lothar Hahn: - De skal ikke lade Dem forvirre af begrebet prøveventil. Sikkerhedsteknisk er denne armatur den sidste barriere, der forhindrer radioaktiviteten i at komme ud til omgivelserne. Det vil sige, at hvis armaturen svigter, har vi en lækage til det omkringliggende område uden for sikkerhedsbeholderen.
Spørgsmål: - Og hvor pålidelige er disse armaturer? Lothar Hahn: Ja, de er vel ikke særlig pålidelige. Det sker en gang imellem, at en armatur bliver stående åben.
Spørgsmål: - Og hvis den i dette tilfælde havde svigtet, så ville det efter Deres ord ikke længere have været muligt at undgå en katastrofe?
Lothar Hahn: - Så ville det med stor sandsynlighed være kommet til en stor katastrofe, helt givet.
Et endnu stærkere udsagn og en endnu alvorligere vurdering bringer TV-programmet fra den tidligere inspector ved NRC, den amerikanske reaktorsikkerhedskontrol, Robert Pollard. Interviewet med Pollard blev bragt med tysk over-voice. Han sagde
- At påstå, at der ikke har været fare på færde, er for mig at se en meget vildledende information. Det, der er sket på Biblis, er lige præcis den type uheld, som kernekraftselskaber både her og hos Dem påstår er umulige. Biblis har været tæt på et stort uheld. Jeg har indtryk af, at økonomien her er blevet prioriteret højere end sikkerheden.
At uheldet har indikeret en seriøs mulighed for alvorligere uheld ved tilsvarende, senere episoder, og at værket ikke har taget den aktuelle situation alvorligt nok, understreges af, at
- ventilerne på alle tilsvarende anlæg er udskiftet,
- computerne er omprogrammeret,
- værkets direktør Fred Meyer er blevet afskediget, og
-sikkerhedssystemerne hos RWE er blevet forbedret for mellem 400 og 500 millioner D-mark.
Der er altså tungtvejende grunde til at tage situationen alvorligt alene med udgangspunkt i, hvad der kunne være sket, hvis uheldet havde fået et andet forløb. Og eksperter siger utvetydigt, at der efterfølgende måtte foretages omfattende foranstaltninger for at minimere risikoen for, hvad der i værste fald kunne ske, hvis et vesttysk atomkraftværk blev ramt af et tilsvarende uheld fremover.
I forlængelse af dette føler afdelingen behov for at understrege, hvad TV-avisen sagde om det, der rent faktisk skete. I indslaget den 5. december 1988 sagde vi, at »nu skete der kun et kortvarigt udslip af radioaktivt damp, og værkets ledelse og miljømyndighederne understreger, at der ikke var større fare på færde«.
Et døgn senere - altså den 6. december 1988 - havde offentligheden fået flere oplysninger. Det samme var tilfældet for de danske myndigheder.
I indslaget den 6. december 1988 oplyste TV-Avisen
- At de vesttyske myndigheder ikke overtrådte varslingsaftalen med Danmark, da de i 1987 undlod at orientere om udslippet på Biblis.
- At de vesttyske miljømyndigheder samme dag havde oplyst over for den danske regering, at to liter kølevand var løbet ud i en af værkets bygninger.
- At udslippet var under en tiendedel af det tilladte.
- At der ikke havde været fare for grænseoverskridende udslip af radioaktive stoffer.
TV-Avisen har altså viderebragt meddelelserne fra værkets ledelse og myndighederne om, at der i den aktuelle situation ikke var fare på færde.
I Deres klage anker de specielt over, at TV-Avisen har brugt udtrykket »en snarrådig medarbejder«. De henviser til, at »Alle indgreb blev foretaget af personalet efter aftale med den vagthavende ingeniør«.
Det skal ikke afvises, at udtrykket »en snarrådig medarbejder« er en overskrift-jargon, som nogle finder stødende.
Det havde været rigeligt at gøre opmærksom på, at
- to skiftehold i kontrolrummet overså fejlen,
- et advarselsblink i kontrolrummet ikke blev taget alvorligt,
- driftspersonalet ikke opfattede afgivne meldinger,
- der i forløbet indgik menneskelige fejlreaktioner.
Men selvfølgelig var det een medarbejder, der opdagede, at noget var galt - mens andre forud havde overset systemets advarsler, eller ikke taget dem alvorligt.
Hvad der kunne være sket, hvis den »kvikke« (citat fra Deres klage) medarbejder ikke havde opdaget fejlen, er der forskellige vurderinger af, jfr. foranstående.
Når De anfører, at seerne i denne forbindelse får det indtryk, at kun indgriben fra en snarrådig medarbejder forhindrede, uheldet udviklede sig til en katastrofe, er der igen tale om forskellige vurderinger af situationen. Miljøminister Klaus Tøpfer bliver den 8. december 1988 i Frankfurter Allgemeine Zeitung citeret for at indrømme, at »det under usandsynlige, men dog tænkelige omstændigheder kunne have udviklet sig til en alvorlig driftsforstyrrelse (storfall). Det ville ifølge Tøpfers udtalelser have været muligt, hvis prøvearmaturen, der kun var blevet åbnet ubetydeligt, ikke havde kunnet lukkes igen, hvis samtidig første afspærring var blevet ved med at stå åben, og hvis dertil var kommet et svigt af prøverørledningen«.
I Landdagen i Wiesbaden den 13. december 1988 sagde miljøminister Karl Heinz Weimar
»Man kan på baggrund af denne driftsforstyrrelse meget vel forestille sig et scenario, som kunne have udviklet sig til en alvorlig forstyrrelse, og under ekstreme forhold p.g.a. sammenkædning med yderligere fejlreaktioner samt komponentsvigt endda have ført til en drifthændelse, der ikke kunne kontrolleres«.
Ovenstående citat fra Landdagen er et relevant eksempel på, hvordan ord og udtryk kan bruges forskelligt alt afhængigt af, hvilke interesser, der skal plejes. »En driftshændelse, der ikke kan kontrolleres« er et udtryk, som aldrig ville blive anvendt i normalt sprogbrug. Alt afhængig af omstændighederne, ville den normale betegnelse for »En driftshændelse, der ikke kan kontrolleres«, være uheld, ulykke eller katastrofe.
De anker i klagen over, at TV-Avisen har brugt udtrykket, at »der strømmede kølevand fra hovedsystemet over i nødkølesystemet«. Afdelingen skal ikke gå ind i en debat om udtrykket »strømmede« cfr. udtrykket »sivede«. Selv om der jfr. nedenstående kom 200 liter radioaktivt vand ud på syv sekunder, er det afgørende, om der er tale om en farlig situation eller ej. Myndighederne har under alle omstændigheder anset situationen for så risikabel, at værket har fået pålagt at udskifte alle ventiler både i Biblis og i tilsvarende anlæg tillige med de øvrige foranstaltninger, der tidligere er omtalt.
Her er det interessant at se på oplysningerne om de forskellige ventiler, der spiller en central rolle i forløbet. Frem for en gennemgang af ventilsystemet og BMU's pressemeddelelse den 5. december 1988 - De er bekendt med begge dele - skal afdelingen henvise til, at der siden skete en rekonstruktion af forløbet, og at denne rekonstruktion giver et andet billede end de første oplysninger fra RWE og BMU.
Rekonstruktionen skete i TV-magasinet »Monitor« den 13. december 1988 og er i alle detailler bekræftet af Biblis-værkets produktionschef (Citat fra »Monitor«: Zum technischen Ablauf werden der Offentlichkeit noch immer wichtige Fakten vorenthalten. Diese hat Monitor direkt im Kernkraftwerk recherchiert. Filmaufnahmen liess die Leitung des Reaktors nicht zu, doch der wirkliche Ablauf des Størfalls wurde an Hand eines von uns mitgebrachten Schaltbildes von Biblis-Produktionschef Hauch in allen Details bestatigt. Laut Hauch und anderen Experten verlief der Størfall so:). Den af produktionschefen bekræftede rekonstruktion lyder således
Fordi den første ventil, som blinkede øverst til venstre (her vises diagram af reaktoren og dens kølesystem) havde sat sig fast, nåede kølevand, som står under højt tryk, ud til sikkerhedsarmaturerne. Advarselsblinket til venstre blev ikke taget alvorligt. Den havde gentagne gange tidligere givet falsk alarm. Da der så åbnede sig en sikkerhedsventil, kunne vagtpersonalet ikke reagere på grund af en kontrolpaneldefekt. Men andre advarselssignaler to timer senere pegede på nye forhold. I stedet for at stoppe reaktoren nu, hvilket koster 1 million (D-mark) pr. dag, risikerede vagtholdet en farlig manøvre. De åbnede for prøveventilen, i virkeligheden sikkerhedsventilen, den sidste sikkerhedsbarriere. For alle de følgende rørledninger i den hvide kasse (her vises en figur) er lavtryksledninger. Disse blev nu påvirket af et trefoldigt overtryk. Officielt hedder det kun, at prøveventilen var blevet åbnet, men over for Monitor måtte man indrømme, at også de tre følgende stod åbne. Således opstår en farlig lækage nu allerede uden for sikkerhedsbarriererne. 200 liter radioaktivt vand strømmede ud. Heldigvis kunne sikkerhedsventilen lukkes igen efter syv sekunder.
Citat slut.
De beskæftiger Dem i klagen med udtrykket »overophedet«. Af egne forklaringer fremgår det, at vandet i røret til »Chemical and Volume Control System« blev ophedet til den maksimalt tilladte værdi. Der er altså tale om en temperatur, der ikke alene ligger over det normale, men oven i købet når den maksimalt tilladte værdi, og at der på dette tidspunkt bliver afgivet alarm.
På denne baggrund finder afdelingen, at udtrykket »overophedet« ikke alene er på sin plads, men må siges at være både præcist og dækkende.
Dertil kommer, at der i indslaget klart skelnes mellem, hvad der i værste fald kunne være sket, og hvad der rent faktisk skete, jfr. Deres egen afskrift af indslaget. En teknisk vurdering af, om en overophedning eller et overtryk førte til nedlukning af værket, er selvfølgelig set med en teknikers øje interessant. Men for lægmand må det være afgørende, om der ved den pågældende »drifthændelse« har været eller ikke har været risiko for, at situationen kunne have udviklet sig til en langt farligere situation, som ikke kunne kontrolleres. Tekniske og politiske myndigheders krav til ændringer efter uheldet dokumenterer klart og utvetydigt, at man ikke vil acceptere de risici, der var i forbindelse med uheldet den 17. december 1987.
De anfægter i Deres klage brugen af vendingen »det (uheldet) har været holdt hemmeligt«.
Udtrykket dækker - som det også fremgår af Deres klage - over to forhold.
For det første, at offentligheden først har fået kendskab til uheldet næsten et år senere.
For det andet at diverse kontrolinstanser og politiske instanser ikke er blevet informeret om uheldet på værkets initiativ så hurtigt, som det burde være sket.
Værket har ved uheld af denne karakter ikke pligt til at informere offentligheden. Til gengæld føler den vesttyske offentlighed sig ført bag lyset, netop fordi ingen instanser på noget tidspunkt på eget initiativ har informeret offentligheden. Det var ikke mindst dette forhold, der skabte en voldsom offentlig debat i Vesttyskland i forbindelse med afsløringen, hvilken fremgik af TV-Avisens indslag den 5. december 1988. Afsløringen blev af de vesttyske politiske myndigheder vurderet særdeles alvorligt på baggrund af, at atomenergidebatten i Vesttyskland er langt mere følelsesladet og føres med langt større styrke end i Danmark. Som det fremgik af TV-Avisens indslag, fandt miljøminister Klaus Tøpfer situationen omkring den manglende information af offentligheden så alvorlig, at han samme dag indkaldte til et pressemøde for at informere om sagen. Han understregede her, at de politiske ansvarlige myndigheder ikke betragter sagen som en bagatel, der ikke skal diskuteres.
Hessens miljøminister Karl Heinz Weimar bliver den 6. december 1988 på forsiden af Frankfurter Rundschau citeret for at sige, at »Det har været en fejlvurdering ikke at informere offentligheden om driftsforstyrrelsen i atomkraftværket Biblis A. Samtidig beskyldte Weimar i tirsdags i Wiesbaden energikoncernen RWE for at have forsynet tilsynsmyndighederne med klart fejlagtige informationer«, skriver bladet.
Men allerede dagen før siger Karl Heinz Weimar i ZDF: - Offentligheden er sikkert, ja i allerhøjeste grad foruroliget over dette, og jeg kan dertil sige, at vi netop har reageret passende, ved at vi på den ene side har efterforsket sagen, og hændelsens fulde rækkevidde i grunden først er blevet kendt på grund af vores tiltag. For det andet har vi også taget skridt til en politimæssig undersøgelse af sagen, hvilket - går jeg ud fra - vil føre til, at de ansvarlige bliver straffet.
Videre siger Karl Heinz Weimar i samme udsendelse
Koncernen har ikke informeret os om driftshændelsen på den måde, den burde have gjort, idet den har indplaceret denne forstyrrelse på et for lavt sikkerhedstrin. Og jeg gentager, at først gennem de tiltag, embedsmændene for tilsynet med kernekraftanlæg fra Ministeriet for Miljøspørgsmål og Reaktorsikkerhed i delstaten Hessen (har taget, TV-A's tilføjelse), er rækkevidden i løbet af ugerne og månederne blevet kendt.
TV-Avisen har ikke, kan ikke og skal ikke tage stilling til, om RWE-koncernen bevidst har underklassificeret uheldet den 17. december 1987.
Det er imidlertid en kendsgerning, at uheldet blev underklassificeret, nemlig placeret i laveste kategori af driftsforstyrrelser, som skal meldes til myndighederne. Det betød en uhyre langsommelig information gennem systemerne. Denne klassificering er blevet underkendt. Uheldet burde have været placeret i den langt alvorligere kategori E, hvilket betyder, at uheld af denne karakter skal meldes pr. telefon omgående.
De manglende informationer af offentligheden og relevante politiske myndigheder i uger og måneder har ikke alene givet anledning til en voldsom offentlig debat, selvom reglerne er overholdt (forudsat en indplacering i kategori N havde været korrekt), den har også fået de politisk ansvarlige til at reagere. Miljøminister Klaus Tøpfer blev først orienteret den 28. april 1988 under et møde mellem forbundsministeren og miljøministrene fra de enkelte delstater.
Først i september 1988 blev OECD/NEA orienteret, men det skete med en væsentlig tilføjelse. Citat fra »Nucleonics Week«: - De vesttyske sikkerhedsmyndigheder har videregivet informationer vedrørende driftshændelsen til indberetningssystemet for driftsforstyrrelser i kernekraftværker inden for OECD's atomenergimyndighed, men deklarerede den som klassificeret (stamped it proprietary). Ifølge oplysninger fra NRC-embedsmænd betød dette, at de ikke kunne diskutere driftshændelsen offentligt og ikke kunne nævne landet og den pågældende reaktor.
At værket har forsøgt at hemmeligholde uheldet blev understreget af, at RWE af egen drift nogle dage tidligere havde meddelt offentligheden, at der havde været en mindre lækage i dampsystemet i den ikke-nukleare del af værket. Lækagen medførte, at Blok A blev lukket nogle få dage. Det var under opstarten den 16./17. december, uheldet skete. Men denne gang fandt værket ikke anledning til at meddele offentligheden noget.
Tværtimod.
TV-journalisten Christoph-Maria Frøhder fra Hessischen Rundfunk havde en tidligere indgået aftale om at lave optagelser på Biblis den 17. december 1987. Da han mødte op som aftalt, blev han og optageholdet afvist uden anden forklaring, end at man i øjeblikket ikke var interesseret i, at nogen filmede i Biblis. Her havde været lejlighed til at give en åben og seriøs beskrivelse af og forklaring på uheldet. Men værket valgte at fortie uheldet og dermed forsøge at skjule, at uheldet havde fundet sted.
På eet punkt har TV-Avisen ikke taget de nødvendige forbehold, nemlig i formuleringen i indslaget den 24. januar 1989, hvor TV-Avisens medarbejder omtaler, hvad der kunne være sket på Biblis, men uden kildeangivelse og uden en tiltrækkelig præcisering af sammenhængen mellem Biblisuheldet og det, indslaget handlede om, nemlig den slesvigholstenske delstatsregerings sagsanlæg mod forbundsmyndighederne for at få lukket atomkraftværkerne.
Dog henviser Slesvig-Holstens energiminister Gunther Jansen direkte til Biblis-uheldet i sin omtale af informationsproblemerne omkring kernekraftuheld i Vesttyskland. Her har den slesvig-holstenske regering valgt en helt åben informationspolitik i modsætning til en række andre delstater. Formuleringen i det pågældende indslag skal dog ses på baggrund af, at det i tidligere indslag er sagt, at der i den aktuelle situation på Biblis ikke var fare på færde, ligesom der i tidligere indslag er oplyst f.eks. om de vesttyske myndigheders information af danske myndigheder.
På baggrund af de i denne besvarelse referede synspunkter og aktuelle oplysninger finder afdelingen ikke grundlag for et dementi efter de retningslinier, De anfører, men da der siden offentliggørelsen af Biblis-uheldet den 5. december 1988 er kommet en række nye oplysninger frem, dels om modstridende holdninger til og vurderinger af, hvad der kunne være sket, dels om de meget omfattende tiltag, myndighederne har gennemført på baggrund af Biblis-uheldet for at minimere risikoen ved fremtidige uheld, har afdelingen bedt DR's korrespondent i Vesttyskland producere et indslag til TV-Avisen, hvor der redegøres for både de fremkomne vurderinger og om de siden uheldet gennemførte tiltag. Det vil snarest blive sendt.
TV-Avisen vil desuden følge udviklingen i Biblis-sagen i fremtiden, herunder resultaterne af de bebudede undersøgelser og resultatet af den af miljøminister Karl Heinz Weimar bebudede politanmeldelse, idet vi vil informere seerne om alle de oplysninger, der kan have interesse for danske seere i nyheds- og aktualitetssammenhæng.'
Uffe Korsbech påklagede ved skrivelse af 20. februar 1989 TV-Aktualitetsafdelingens afgørelse til Generaldirektøren for Danmarks Radio. Uffe Korsbech opretholdt heri samtlige 11 klagepunkter og anførte, at klagesagen efter hans opfattelse næsten alene kunne afgøres på grundlag af den dokumentation, der var indeholdt i Forbundsmiljøministeriets pressemeddelelse af 5. december 1988. Uffe Korsbech kommenterede TV-Aktualitetsafdelingens afgørelse således
»KLAGEPUNKT 1.
TVA har i svarskrivelsen (TVA-brevet af 9. feb.) ikke angivet nogen dokumentation for den i TVA-indslaget d. 5. to gange anførte påstand
»-nu har de vesttyske myndigheder indrømmet, at man var tæt på en katastrofe.-»
I pressemeddelelsen (d. 5. dec.) fra forbundsmiljøministeriet (BMU) - og i den vesttyske presse - har myndighederne »indrømmet« det modsatte, nemlig
»Det kan imidlertid slås fast, at tilstanden på værket var langt fra forholdene på kernekraftværket i Harrisburg.«
(Tremileøen).
Som dokumentation for, at man »var tæt på en katastrofe« (altså foruden at lade myndighederne »indrømme« dette ) har TVA-brevet anført udtalelse fra to kendte A-kraftmodstandere med mindre eller større faglig indsigt i A-kraftsikkerhed. Udtalelserne stammer fra en vesttysk TV-udsendelse d. 13. dec. 1988 og kan derfor ikke have dannet grundlag for TVA's indslag d. 5. og 6. december. Derimod forbigår TVA helt udtalelser fra vesttyske sagkyndige institutioner (som forelå d. 5. og 6. dec. og citeredes i vesttysk presse). TVA-brevet omtaler heller ikke de udenlandske sagkyndige institutioner m.m., der efter d. 6. dec. har givet udtryk for det samme som angivet i BMU-pressemeddelelsen.
KLAGEPUNKT 2.
Den i TVA-indslaget d. 5. dec. to gange omtalte »snarrådige medarbejder«, der afværgede en katastrofe, har ikke eksisteret i den virkelige verden - kun i TVA-medarbejdernes og andre mediepersoners forestillingsverden. Personen er opfundet for at give historien et indslag af dramatik, der ikke eksisterede i virkeligheden.
KLAGEPUNKT 3.
TVA-brevets argumentation for at opretholde den i TVA-indslaget fremsatte påstand beror på en forkert opfattelse af de faktiske forhold, som er gennemgået i mine kommentarer. Intet vand fra hovedsystemet sivede - eller strømmede - over i nødkølesystemet.
KLAGEPUNKT 4.
Reaktoren kørte ikke med overophedet kølevand i 15 timer (ej heller i to minutter). Hvis reaktoren havde kørt med overophedet kølevand i blot to minutter, havde der været en farlig situation med noget meget alvorligt i vejen med køle- og styresystemerne: og det var der ikke.
KLAGEPUNKT 5.
TVA-brevet kommenterer ikke dette klagepunkt.
KLAGEPUNKT 6.
TVA-brevet har ikke anført nogen dokumentation for, at Biblis-hændelsen ikke har været behandlet helt efter reglerne - og helt på samme måde som andre tilsvarende hændelser. De lokale myndigheder er blevet behørigt orienteret, det samme er forbundsmyndighederne, lokalmyndighederne i de andre vesttyske delstater og internationale samarbejdsorganisationer.
KLAGEPUNKT 7.
TVA-brevet berører næsten ikke dette punkt. I BMU-pressemeddelelsen af d. 5. dec. (og i de vesttyske medier d. 5. og 6. dec.) pointeres det, at de relevante internationale samarbejdsorganisationer er blevet behørigt orienteret. Dette er ..... senere blevet bekræftet af OECD i Paris og af NRC i Washington.
KLAGEPUNKT 8.
TVA-brevet anfører ingen begrundelse for brugen af vendingen »modvillige indrømmelser«.
KLAGEPUNKT 9.
Samme kommentarer som til klagepunkt 4.
KLAGEPUNKT 10.
TVA-brevet kommenterer ikke dette punkt. Fra Biblis-værket foreligger der .... en skriftlig afvisning af TVA's påstand om direktørens udtalelse. Endvidere indeholder brevet fra Biblis en afvisning af den i TVA-indslaget anførte betydning af, at værket havde kørt på fuld kraft. TVA indslaget indeholder derfor her en »lodret« usandhed.
KLAGEPUNKT 11.
Her henvises til klagepunkt 1.'
Generaldirektøren for Danmarks Radio besvarede Uffe Korsbechs klage ved skrivelse af 1. juni 1989, der er sålydende
»Indledningsvis vil jeg gerne beklage den sene besvarelse, men som De selv har anført, er det en ret kompliceret sag.
Jeg har gennemgået sagen og har set de pågældende indslag i TV-Avisen for den 5., 6. og 21. december 1988 og den 24. januar 1989. Jeg har endvidere set et indslag fra den 2. marts 1989 om en rapport vedrørende uheldet på Biblis-værket og jeg skal herefter anføre
Formidling af informationer inden for en TV-Avis« relativt snævre rammer forudsætter en vis forenkling. En sådan forenkling må selvsagt ikke ende i fordrejninger, men skal altid efterlade modtageren (seerne) med indtrykket af en korrekt afspejling af de begivenheder, hvorom der refereres.
Der skal i forenklingsprocessen også udvises varsomhed med udformningen af f.eks. oplæg til indslag/udsendelser - oplæg, som ofte har den samme funktion som avisernes overskrifter.
Det centrale i sagen er efter min opfattelse, om seerne på baggrund af de pågældende indslag og oplæggene hertil er blevet bibragt et fejlagtigt helhedsbillede af dels den såkaldte driftsforstyrrelse på Biblis-værket, dels af den opmærksomhed, driftsforstyrrelsen fik i den vesttyske offentlighed og medieverden - herunder ikke mindst offentlighedens kritik af den mangelfulde måde, den følte sig orienteret om de omhandlede begivenheder på.
Jeg finder derimod i den foreliggende situation, at det har noget mindre betydning, om der i de omhandlede indslag måtte have forekommet enkelte ukorrekte oplysninger af en karakter, som typisk kun vil blive fundet vigtige af en snæver kreds af atomkrafteksperter.
Jeg har behandlet den foreliggende sag ud fra de nævnte overordnede synspunkter.
Således som sagen foreligger oplyst, er det uomtvistet, at der har forekommet driftsforstyrrelser på Biblis-værket, at disse har medført offentlig debat i Vesttyskland om kernekraftværkers sikkerhed og at der er fremkommet kritik af den mangelfulde måde, hvorpå den vesttyske offentlighed er blevet informeret om sådanne begivenheder.
Da kritikken blev rejst i begyndelsen af december 1988 og fik bred omtale i de vesttyske medier, blev dette omtalt i TV-Avisen sådan som begivenhederne tog sig ud for vor korrespondent »på stedet«.
For en nøgtern ekspert - og set på baggrund af senere oplysninger, »tilbundsgående rapporter« m.v. - må denne gengivelse af de faktiske omstændigheder i dag siges at have været mere dramatiserende end nødvendigt (f.eks. gennem anvendelsen af en formulering i oplægget til et indslag som »tæt på en katastrofe«).
Som begivenhederne forløb, var det naturligt såvidt muligt at gengive såvel synspunkter fra de, der fandt driftsforstyrrelserne af mindre alvorlig karakter - f.eks. Biblis-værket - som fra dem, der syntes det modsatte. Dette kom da også til udtryk i dækningen af begivenhederne i TV-Avisens indslag.
I TV-Aktualitetsafdelingens svar til Dem af 9. februar 1989 anføres afslutningsvis, at
»....da der siden offentliggørelsen af Biblis-uheldet den 5. december 1988 er kommet en række nye oplysninger frem, dels om modstridende holdninger til og vurderinger af, hvad der kunne være sket, dels om de meget omfattende tiltag, myndighederne har gennemført på baggrund af Biblis-uheldet for at minimere risikoen ved fremtidige uheld, har afdelingen bedt Danmarks Radios korrespondent i Vesttyskland producere et indslag til TV-Avisen, hvor der redegøres for både de fremkomne vurderinger og om de siden uheldet gennemførte tiltag. Det vil snarest blive sendt.
TV-Avisen vil desuden følge udviklingen i Biblis-sagen i fremtiden, herunder resultaterne af de bebudede undersøgelser og resultatet af den af miljøminister Karl Heinz Weimar bebudede politianmeldelse, idet vi vil informere seerne om alle de oplysninger, der kan have interesse for danske seere i nyheds- og aktualitetssammenhæng.«
Et sådant opfølgende indslag blev bragt den 2. marts 1989.
Jeg er som ovenfor nævnt opmærksom på, at de omhandlede indslag i TV-Avisen december 1988/januar 1989 i dag med den foreliggende undersøgelse på nogle punkter kan forekomme noget dramatiserende: Jeg finder imidlertid, at indslaget fra 2. marts 1989 bragte disse forhold på plads med den udførlige omtale af resultaterne af undersøgelsen, som Hessens miljøminister Karl Heinz Weimar havde udbedt sig samt gennem hans egne og andres kommentarer hertil.
Jeg har med hensyn til dette indslag især noteret mig, at indslaget indeholdt følgende elementer
Miljøminister Karl Heinz Weimars kommentar til undersøgelsen. Han interviewes i indslaget og siger blandt andet: »Rapporten kommer til et entydigt resultat. Med de forhåndenværende muligheder for at styre atomkraft også under de nævnte problematiske omstændigheder var det ikke kommet til en nedsmeltning af reaktoren. Og det er jo det afgørende punkt.«
Fysikeren Lothar Hahn er (fortsat) ikke tilfreds med sikkerheden på Biblis-værket. Også han interviewes i indslaget.
Nyhedsmagasiet Der Spiegel var et af de medier, der gravede i Biblis-sagen. Den journalist, der arbejdede med sagen, Winfried Didzoleit interviewedes også i indslaget. Han siger her
»Denne strid forekommer mig at være nytteløs. Hvis man indbygger en dobbelt sikring og den ene bryder sammen, og den anden holder, så siger nogle, at systemet fungerede. Andre siger, at når en sikring går, kan den anden også gå. Og så har man katastrofen. Det var ikke det, der rystede mig.«
På et spørgsmål om, hvad der især havde faldet ham i øjnene i forbindelse med sin undersøgelse af sagen, siger Winfried Didzoleit
»Afgørende er, at en grundlæggende påstand fra atomindustriens side ikke længere kan opretholdes. Der blev holdt en kongres om sikkerheden i Wien efter Tjernobyl. Og nu viser det sig, at de tyske medarbejdere, som man påstår er så veluddannede, som en slags cowboys prøver at undgå at lukke reaktoren. De er helt tydeligt uddannet sådan, at atomindustriens driftshåndbog, som man skal handle efter, ikke betragtes som en helligdom. I tvivlstilfælde er de snarere bange for at lukke reaktoren, fordi det medfører tab, end at satse på sikkerhed, hvilket officielt er atomindustriens grundsætning, men det skete ikke.«
Efter disse interviews behandles i indslaget spørgsmålet om forekomsten af menneskelige fejl i forbindelse med uheldet på Biblis.
Herom siger Karl Heinz Weimar
»I Biblis indtraf en mærkelig konstellation. Et mandskab, der er anerkendt i hele verden som højt kvalificeret har måske overvurderet sig selv og ment, at man har kunnet gøre det og har startet noget, som ikke var tilladt. Det har vi reageret på. Og alle vil arbejde på, at den menneskelige faktor ikke bliver til en risiko, men at den kan virke stabiliserende. Der er nationalt og internationalt behov for en diskussion.«
I indslaget følges denne udtalelse op med en udtalelse fra Lothar Hahn, der blandt andet siger
»Mennesket er ikke fuldkomment. Mennesker gør fejl. Trods en masse uddannelse gør mennesker fejl. Og et anlæg som Biblis tilgiver ikke fejl.«
Indslaget afsluttes med såvel Karl Heinz Weimars som Lothar Hahns - indbyrdes modstridende - vurdering af det forsvarlige i at starte reaktoren op igen.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagen finder jeg herefter ikke, at TV-Avisen i dag har efterladt den danske offentlighed med et unuanceret billede af begivenhederne på og som følge af forholdene på Biblis og dermed ej heller grundlag for, at Deres krav om rettelser efterkommes.'
Uffe Korsbech har ved sagens indbringelse for Radionævnet bemærket, at Generaldirektøren for Danmarks Radio ikke med et ord er kommet ind på hans ovenfor nævnte kommentarer til TV-Aktualitetsafdelingens afgørelse.
Radionævet, der har gennemarbejdet sagens omfattende akter og set de fem indslag, der den 5., 6. og 21. december 1988 samt den 24. januar 1989 og den 2. marts 1989 blev udsendt om hændelsen på det vesttyske A-kraftværk Biblis den 17. december 1987, skal herefter udtale
TV-Avisen bragte i indslag den 5., 6. og 21. december 1988 samt den 24. januar 1989 oplysninger om en driftshændelse på det vesttyske A-kraftværk Biblis den 17. december 1987. Der blev i disse indslag blandt andet givet følgende oplysninger: De vesttyske myndigheder har indrømmet, at man var tæt på en katastrofe. Kun takket være en snarrådig medarbejder udviklede det sig ikke til en katastrofe. Der strømmede vand fra hovedsystemet over i nødkølesystemet, og køleanlægget kunne være brudt sammen på grund af overophedning. Reaktoren kørte med overophedet kølevand i 15 timer. Hændelsen blev holdt hemmelig over for de internationale kontrolinstanser. Direktøren for Biblis har indrømmet, at hændelsen kunne have fået meget alvorlige følger, hvis værket havde kørt på fuldt kraft.
Således som sagen er oplyst for Radionævnet, er ingen af disse oplysninger rigtige. Udgangspunktet må herefter være, at Radionævnet i medfør af § 18, stk. 1, i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed bør pålægge Danmarks Radio at berigtige disse oplysninger. Radionævnet finder ikke, at der i denne sag foreligger omstændigheder, der kan give grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Radionævnet finder ikke, at de ukorrekte oplysninger alene er af en karakter, som kun bliver fundet vigtige af en snæver kreds af atomkrafteksperter. Radionævnet finder heller ikke, at indslaget den 2. marts 1989, der intet oplyste om, at der herved skete en berigtigelse af de tidligere udsendte urigtige oplysninger, opfylder betingelserne for at kunne anses for en berigtigelse. Radionævnet finder endelig ikke - under hensyn til den tid, klagesagen har verseret hos Danmarks Radio - at der nu er gået så lang tid, at berigtigelse ikke bør ske.
Radionævnet pålægger herved Danmarks Radio i den første kl. 19.30 TV-Avis efter denne kendelses modtagelse at bringe følgende berigtigelse
TV-avisen bragte i indslag den 5., 6. og 21. december 1988 samt den 24. januar 1989 oplysninger om en driftshændelse på det vesttyske A-kraftværk Biblis den 17. december 1987. Der blev i disse indslag blandt andet givet følgende oplysninger: De vesttyske myndigheder har indrømmet, at man var tæt på en katastrofe. Kun takket være en snarrådig medarbejder udviklede det sig ikke til en katastrofe. Der strømmede vand fra hovedsystemet over i nødkølesystemet, og køleanlægget kunne være brudt sammen på grund af overophedning. Reaktoren kørte med overophedet kølevand i 15 timer. Hændelsen blev holdt hemmelig over for de internationale kontrolinstanser. Direktøren for Biblis har indrømmet, at hændelsen kunne have fået meget alvorlige følger, hvis værket havde kørt på fuldt kraft. Ingen af disse oplysninger er rigtige.
Ingen
Klage over fire indslag i TV-Avisen i december 1988 og januar 1989 vedrørende en hændelse på det vesttyske A-kraftværk Biblis den 17.
december 1987, hvor der blev nedlagt påstand om, at det blev pålagt Danmarks Radio at dementere indslagenes forkerte eller fordrejede oplysninger eller påstande på en måde, så det for seerne klart fremgår, at der er tale om en korrektion af tidligere indslag.
Radionævnet udtalte i kendelsen, at således som sagen var oplyst for Radionævnet, indeholdt udsendelsen urigtige oplysninger.
Udgangspunktet måtte herefter være, at Radionævnet i medfør af § 18, stk. 1, i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed burde pålægge Danmarks Radio at berigtige disse oplysninger. Radionævnet fandt ikke, at der i denne sag forelå omstændigheder, der kunne give grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Radionævnet pålagde derfor Danmarks Radio i den første kl. 19.30 TV-Avis efter kendelsens modtagelse at bringe en nærmere angivet berigtigelse, hvoraf det fremgik, at de udsendte oplysninger ikke var korrekte.