Afslag på ansøgning om tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed
Statutory Text (3 Articles)
Afslag på ansøgning om tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed
Udvalget har på sit møde den 7. august 1989 behandlet en klage af 15. juni 1989 fra Nærradio Herning/Ikast. Klagen vedrører en afgørelse truffet af Lokalradio- & TV-Nævnet i Herning og Ikast kommuner om afslag på selskabets ansøgning om tilladelse til lokal tv-virksomhed. Denne afgørelse er meddelt klageren i en skrivelse af 1. juni 1989. Det hedder i skrivelsen bl.a., at nævnet principielt er af den opfattelse, at der ikke er praktisk mulighed for at etablere en levedygtig lokal tv-sender i området, og at nævnet endvidere har bemærket sig, at andelsselskabets ansøgning om tilladelse til lokalt tv kun har en underordnet plads i forhold til ønsket om lokal radiovirksomhed.
Det anføres i klagen bl.a., at nævnets principielle opfattelse er uden betydning for dets opgaver, og at nævnet ved sin afgørelse ikke har haft bemærkninger til det formelle indhold i ansøgningen om lokal tv-virksomhed.
I en udtalelse af 26. juni 1989 henviser nævnet til, at det kun indkaldte ansøgninger vedrørende lokal radiovirksomhed, og at der således ikke generelt var lagt op til behandling af tv-ansøgninger. Nævnet oplyser, at det på et senere tidspunkt agter at indkalde ansøgninger om tilladelse til lokal-tv.
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV finder at måtte give klageren medhold i, at det ligger uden for nævnets kompetence at beslutte, at der ikke for tiden er behov for lokal-tv i området. Meddelelse af tilladelse til lokal-tv kan imidlertid først ske efter, at alle interesserede har haft mulighed for at ansøge herom. Nævnet bør derfor nu indkalde ansøgninger.
Nævnet skal uden ugrundet ophold indkalde ansøgninger om tilladelse til at sende lokal-tv.
Udvalgets afgørelse er enstemmig.
Ingen
Det lokale nævn giver afslag på en forenings ansøgning om tilladelse til lokal tv-virksomhed med den begrundelse, at nævnet principielt mener, at der ikke er praktisk mulighed for at etablere en levedygtig lokal tv-sender i området.
Udvalget gav klager medhold, idet det ligger uden for nævnets kompetence at beslutte, at der ikke for tiden er behov for lokal-tv i området.