Hjælpeforanstaltninger uden samtykke - anbringelsessted - ændring - procedure - Højesteret (* 1) (* 2)

Hjælpeforanstaltninger uden samtykke - anbringelsessted - ændring - procedure - Højesteret (* 1) (* 2)

SAGSFREMSTILLING

Moderen M havde 4 børn, der uden hendes samtykke var anbragt uden for hjemmet. I juni 1987 blev der truffet beslutning om også at tvangsfjerne spædbarnet B, som umiddelbart blev anbragt på en døgninstitution.

I juli 1987 traf det sociale udvalg beslutning om at anbringe B i familiepleje.

Ankestyrelsen fandt efter det oplyste om M's forhold, at betingelserne for at anbringe B uden for hjemmet og at anbringe B i familiepleje var opfyldt.

M indbragte sagen for Vestre Landsret og påstod principalt hjemgivelse af B og subsidiært, at B blev anbragt et andet sted end i den nuværende familiepleje.

LANDSRETTENS DOM

Landsretten stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse.

I forbindelse med M's subsidiære påstand udtalte Landsretten: »3 af de voterende finder i overensstemmelse med det af Socialministeriet og Den Sociale Ankestyrelse indtagne standpunkt og de bærende retssikkerhedshensyn i bistandslovens kap. VIII, at spørgsmålet om anbringelsesstedet under tvangsanbringelse er omfattet af bistandslovens kapitel om hjælpeforanstaltninger uden samtykke. Disse voterende finder tillige, at betingelserne for at ændre anbringelsesstedet i hvert fald efter de nu foreliggende

oplysninger om B's behov for pleje og omsorg er opfyldt, jfr. bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3, og stemmer derfor for også at stadfæste denne del af Ankestyrelsens afgørelse.

2 af de voterende finder efter formuleringen af bistandslovens § 123, stk. 1, sammenholdt med § 33, stk. 4, og § 66, stk. 4, at spørgsmålet om anbringelsesstedet under en tvangsmæssig anbringelse ikke er omfattet af bistandslovens afsnit VIII, og at rettens prøvelse som følge heraf ikke omfatter dette spørgsmål. Disse voterende stemmer derfor for, at spørgsmålet om barnets anbringelsessted ikke tages under påkendelse ved landsretten.«

Dommen er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, side 404.

HØJESTERETS DOM

M fik bevilling til at indbringe sagen for Højesteret og nedlagde samme påstande som for Landsretten.

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom med Landsrettens begrundelse, idet Højesteret samtidig udtalte

»Bestemmelserne i bistandslovens afsnit VIII må i overensstemmelse med de afgørelser, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har truffet vedrørende tilsvarende spørgsmål, forstås således, at afsnittet omfatter spørgsmålet om ændring af anbringelsesstedet også for børn, der tvangsmæssigt er anbragt uden for hjemmet.«

Dommen er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, side 928.

I overensstemmelse med afgørelser af tilsvarende spørgsmål fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tiltrådte Højesteret Ankestyrelsens opfattelse af, at bistandslovens afsnit VIII må forstås således, at afsnittet omfatter spørgsmål om ændring af anbringelsessted også for børn, der allerede er tvangsmæssigt anbragt uden for hjemmet.