Hjælpemidler - stol, der er specielt indrettet - hvilestol (* 1)

Hjælpemidler - stol, der er specielt indrettet - hvilestol (* 1)

REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER

1. J.nr. 20215-89

REDEGØRELSE FOR SAGEN

Ansøgeren M, der modtog mellemste førtidspension på grund af følger efter operation for discusprolaps i lænden, søgte social- og sundhedsforvaltningen om støtte efter bistandslovens § 58 til køb af en hvilestol.

M anførte, at en stol med indstillelig ryg og sæde (pris 3.900 kr. i en almindelig møbelforretning) var hensigtsmæssig for ham.

Social- og sundhedsforvaltningen gav afslag på støtte til hvilestol efter bistandslovens § 58, idet M ikke havde behov for en specielt tilpasset (særlig) stol. Der var således tale om en stol, der kunne købes i almindelig handel.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at social- og sundhedsforvaltningen skulle yde støtte til hvilestol efter bistandslovens § 58.

Amtsankenævnet begrundede afgørelsen med, at det ud fra det oplyste om karakteren af ansøgerens ryglidelse var nødvendigt, at han blev udstyret med en hvilestol for at afhjælpe følgerne af lidelsen samt for at forhindre en forværring.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af social- og sundhedsforvaltningen, der henviste både til den tidligere og nugældende hjælpemiddelbekendtgørelse og anførte, at forvaltningen fortolker både de tidligere og nugældende regler således, at det er en betingelse for at yde hjælp, at der er tale om en svær, varig lidelse, der nødvendiggør en specielt indrettet/særligt udformet hvilestol.

Såfremt en ansøger kunne benytte en hvilestol, som ikke var særligt udformet, var det forvaltningens opfattelse, at stolen måtte anses for et almindeligt forbrugsgode, som ikke var omfattet af hjælpemiddelbekendtgørelsen.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Der forelå ikke en sådan nedsættelse af funktionsevnen på grund af svær invaliditet, at betingelserne for at yde hjælpemiddel i form af hvilestol havde været opfyldt.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Den ændrede afgørelse medførte ikke, at social- og sundhedsforvaltningen blev fritaget for at udbetale den hjælp, der var bevilget i henhold til amtsankenævnets afgørelse

LOVGRUNDLAG

I Socialministeriets bekendtgørelse af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58, § 1, stk. 1, bestemmes, at det sociale udvalg yder hjælp til anskaffelse af hjælpemidler til personer med en varig nedsættelse af funktionsevnen på grund af invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed.

I bekendtgørelsens § 1, stk. 2, er det fastsat, at hjælp efter stk. 1, ydes når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad lette den daglige tilværelse eller er nødvendig for, at pågældende kan udøve et erhverv.

I bekendtgørelsens § 2 bestemmes, at der normalt ikke kan ydes hjælp til anskaffelse af hjælpemidler, som anses for at være almindelige forbrugsgoder.

I bekendtgørelsens § 5, stk. 3, er det fastsat, at der normalt ikke vil kunne ydes støtte til hjælpemidler, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevillingen er givet.

I Socialstyrelsens vejledning af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58 er det i indledningen blandt andet udtalt, at Socialministeriets bekendtgørelse af 10. juni 1988 tilsigter en ajourføring og forenkling af det hidtidige regelsæt samt at øge de sociale udvalgs muligheder for smidige og hensigtsmæssige løsninger, der i videst muligt omfang tilgodeser ansøgerens behov og ønsker. Som ændringer i forhold til tidligere er blandt andet nævnt, at den vejledende hjælpemiddelfortegnelse bortfalder, og at der er adgang til at yde hjælpemidler, når de generelle betingelser i Socialministeriets bekendtgørelse af 10. juni 1988 § 1 er opfyldt. Kun for de hjælpemidler, der er omtalt i §§ 8 - 19, er der fastsat særlige bestemmelser.

I vejledningens pkt. 2.1, der omhandler de almindelige betingelser for tildeling af hjælpemidler, er det anført, at der normalt ikke kan ydes hjælp til anskaffelse af hjælpemidler, som anses for almindelige forbrugsgoder. Afgørende er, om det ansøgte hjælpemiddel i den konkrete situation kan medvirke til at afhjælpe ansøgernes funktionsnedsættelse og vil kunne anses for at være en nyanskaffelse for den pågældende ansøger. At det ønskede hjælpemiddel kan købes i almindelige forretninger udelukker ikke støtte. Hvis anskaffelsen af hjælpemidlet kan anses for at indgå som led i en sædvanlig anskaffelse, udskiftning eller fornyelse af ansøgerens almindelige bohave, kan der ikke ydes støtte.

I bilag 2 til vejledningen er der medtaget oplysninger om enkelte hjælpemidler, der efter Socialstyrelsens erfaring især har givet anledning til forespørgsler. Under pkt. 18.09 er nævnt, at hjælp kan ydes til stole, som er specielt indrettede, for eksempel arthrodesestole og sæder (beregnet til personer med stift hofteled), katapultstole (til personer, der har vanskeligt ved at sætte sig/rejse sig).

Er en særlig udformning af en stol nødvendig på grund af et svært fysisk handicap, for eksempel svær leddegigt, svær spasticitet, kan der ligeledes ydes hjælp til en egnet stol.

2. J.nr. 20193-89.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

Ansøgeren K modtog mellemste førtidspension. Hun led af astma med lungefunktionsnedsættelse og havde en ryglidelse (løshed af hvirvelbuen på 4. lændehvirvel og skred af hvirvellegemet). Der var ikke tegn på neurologisk udfald.

I forbindelse med et hjemmebesøg af kommunens ergoterapeut blev der afprøvet og bevilget et eleverbart ryglæn, rygpude og skråkile til arbejdsstol, og der blev ved den lejlighed fundet behov for en hensigtsmæssig hvilestol.

K købte en hvilestol til kr. 9.360 i en møbelforretning og ansøgte herefter om hjælp hertil.

En speciallæge i fysiurgi udtalte, at K's lidelse godtgjorde, at hun burde have en lige eller let kyfotisk lænd (krummet), også i siddestilling, hvorfor en hvilestol ikke burde have lændesvaj.

Hjælpemiddelcentralen havde ikke en hvilestol uden lændesvaj.

Social- og sundhedsforvaltningen afslog at yde økonomisk støtte til anskaffelse af omhandlede stol, idet stolen kunne købes i en møbelforretning og ikke krævede nogen speciel tilpasning.

K anførte, at ingen af hendes møbler havde en konstruktion, som hun kunne bruge. K var derfor henvist til at ligge på sofaen.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at K opfyldte betingelserne for at få støtte til en hvilestol.

Nævnet pålagde kommunen at yde et beløb, der af kommunens ergoterapeut fandtes rimeligt til anskaffelse af en stol svarende til hvad speciallægen havde anbefalet.

Amtsankenævnet lagde vægt på speciallægens udtalelse.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af social- og sundhedsforvaltningen, der bl.a. anførte, at den pågældende stol ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel, da der ikke var tale om nogen speciel tilpasning, samt at K's lidelse ikke var pludseligt opstået, hvorfor omhandlede stol måtte betragtes som et almindeligt forbrugsgode.

Der var endvidere tale om et »hjælpemiddel«, som var indkøbt, inden der forelå en bevilling, og kommunen var således frataget muligheden for at vælge leverandør.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Der havde ikke været grundlag for at yde hjælp til den ansøgte hvilestol, allerede fordi K havde anskaffet stolen, inden bevillingen blev givet.

Der fandtes i øvrigt ikke at foreligge en sådan nedsættelse af funktionsevnen på grund af svær invaliditet, at betingelserne for at yde hjælpemiddel i form af hvilestol havde været opfyldt.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Den ændrede afgørelse medførte ikke, at social- og sundhedsforvaltningen blev fritaget for at udbetale den hjælp, der var bevilget i henhold til amtsankenævnets afgørelse.

3. J.nr. 11163-89.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

Ansøgeren K havde siden 1968 været behandlet for sukkersyge og siden 1978 for leddegigt.

En speciallæge udtalte, at leddegigten involverede især albuer, håndled, fingre og knæ. Endvidere den øverste del af rygsøjlen, hvor der var degenerative forandringer. K havde endvidere fået indsat kunstige led i begge knæ.

Speciallægen anbefalede, at K fik bevilget en hvilestol.

K søgte om hvilestol, fordi sædet på hendes egen foretrukne stol var slidt. K havde ikke problemer med at sidde i stolene i stuen. Imidlertid opholdt hun sig mest på 1. sal, hvor hun sad godt i sin hvilestol, bortset fra at siddehynden var slidt og havde en fordybning i midten.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Social- og sundhedsforvaltningen gav afslag på ansøgning om støtte til hvilestol.

Afgørelsen blev begrundet med, at K's behov var tilgodeset ved hjælp af allerede eksisterende stole, samt at slidtage ikke henhører under bistandslovens § 58.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af K, der anførte, at hun havde svært ved at sidde i sin nuværende stol, uanset at hun som hjælpemiddel havde fået en skumgummipude.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Der forelå ikke en sådan nedsættelse af funktionsevnen på grund af svær invaliditet, at betingelserne for at yde hjælpemiddel i form af hvilestol var opfyldt.

Ankestyrelsen tiltrådte således social- og sundhedsforvaltningens afgørelse.

Ankestyrelsen har behandlet 3 sager om støtte til hvilestol, efter bistandslovens § 58.

Ankestyrelsen tog udgangspunkt i, at kommunen ikke er afskåret fra at bevilge stol, som er specielt indrettet, selv om der ikke er tale om en individuel tilpasning af stolen.

Det er heller ikke afgørende, om stolen kan købes i en almindelig forretning, men der må ikke være tale om almindeligt forbrugsgode eller anskaffelse som led i sædvanlig udskiftning af almindeligt bohave.

Endvidere vil der normalt ikke kunne ydes hjælp, når stolen er anskaffet, inden bevilling er givet.

I de 3 sager forelå der ikke en sådan nedsættelse af funktionsevnen på grund af svær invaliditet, at betingelserne for at yde hjælpemiddel i form af stol, der er specielt indrettet, havde været opfyldt.