Flyttehjælp - samtykke - boligmæssig forbedring - istandsættelse af hidtidig bolig - sundere bolig - belastet miljø - HIV-positiv (* 2)
Statutory Text (3 Articles)
Flyttehjælp - samtykke - boligmæssig forbedring - istandsættelse af hidtidig bolig - sundere bolig - belastet miljø - HIV-positiv (* 2)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
Et samboende par, der begge var HIV-positive, modtog kontanthjælp med almindelig grundydelse. De var tilknyttet en behandlingsinstitution for stofmisbrugere og var begge i metadonbehandling.
Parret boede i A kommune i en dårlig to-værelses lejlighed, der var for kold og usund for dem, idet de helst skulle undgå infektionssygdomme.
A kommune anmodede B kommune om flyttetilsagn i henhold til bistandslovens § 47, stk. 2, til flytning til en to-værelses lejlighed i B kommune.
A kommune begrundede anmodningen med, at ikke andet end en gennemgribende renovering af parrets tidligere bolig ville kunne afværge de sundhedsmæssige risici, der forelå for de pågældende.
A kommune henviste endvidere til, at også et miljøskifte var hensigtsmæssigt for den behandlingsmæssige indsats overfor parret.
B kommune anså ikke parrets flytning til B kommune for at være en boligmæssig forbedring i henhold til bistandslovens § 47, stk. 1, da A kommune ved ydelse af et beskedent beløb til forsatsrude og opsætning af el-varmepanel kunne gøre boligen anvendelig uden sundhedsmæssig gene.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet tiltrådte B kommunes afslag på at meddele samtykke til parrets flytning til B kommune.
Nævnet fandt således ikke betingelserne i bistandslovens § 47, stk. 1, var opfyldt, idet de rent boligmæssige problemer ville kunne afhjælpes ved udbedring af den hidtidige bolig i A kommune.
Nævnet fandt, at det var andre hensyn end de rent boligmæssige, der var tungtvejende for A kommunes beslutning om at yde hjælpen til flytningen til B kommune.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Sagen blev anket af A kommune, der bestred, at parrets boligmæssige problemer kunne afhjælpes ved en udbedring af den hidtidige bolig.
A kommune fandt ikke, der var hjemmel i bistandslovens § 47 til at stille krav om en omfattende kostbar istandsættelse af den eksisterende usunde bolig.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
Amtsankenævnet anførte ved oversendelsen af sagen til Ankestyrelsen, at nævnet ikke fandt det sandsynliggjort, at udgifterne til istandsættelse og udbedring af den hidtidige bolig i A kommune ville have været mere omfattende og kostbar end udgifterne forbundet med parrets flytning til B kommune.
Antaget til principiel behandling
Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling til afklaring af, om en anmodning om refusion kan afslås med den begrundelse, at den hidtidige bolig kunne have været istandsat.
LOVGRUNDLAG
Bistandslovens § 47.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Betingelserne for ydelse af flyttehjælp efter bistandslovens § 47 var opfyldt.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der var tale om flytning til en sundere bolig og fra et hårdt belastet miljø omkring den hidtidige bolig, jf. Ankestyrelsens SM 0-26-85.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.
Ankestyrelsen tilføjede, at det ikke kunne udelukkes, at der i konkrete tilfælde var hjemmel til at afslå samtykke efter bistandslovens § 47 med henvisning til, at den hidtidige lejlighed kunne have været istandsat.
(* 1) Se tillige SM 0-26-85.
Ikke udelukket at der i konkrete tilfælde var hjemmel til at afslå samtykke efter bistandslovens § 47 med henvisning til, at den hidtidige lejlighed kunne have været istandsat.
I den konkrete sag var B kommune forpligtet til at give samtykke i henhold til bistandslovens § 47 til A kommune i forbindelse med flytning af et samboende par, der var HIV-positive.
Der blev lagt vægt på, at der var tale om flytning til en sundere bolig og fra et hårdt belastet miljø omkring den hidtidige bolig.
(* 1)