Flyttehjælp - omgåelse - opholdskommunerefusion - folkeregistertilmelding - lignende behandlingsinstitution (* 1)

Flyttehjælp - omgåelse - opholdskommunerefusion - folkeregistertilmelding - lignende behandlingsinstitution (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

Et landmandsægtepar i A kommune fik i 1983 barnet D, som led af en svær allergisk astmareaktion overfor bl.a. dyrehår og visse fødemidler. D kunne derfor dårligt bo på gården, hvor der var dyrehold.

Moderen M fik efter udløb af barselorlov kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48.

Den 14. oktober 1986 flyttede M og D efter lægelig anbefaling foreløbig for en 2 måneders periode til en lejlighed i B kommune, som A kommune havde hjulpet med at finde, for at prøve, om D kunne få det bedre i en anden bolig. Folkeregisteradressen blev ikke ændret.

Dagen efter bevilgede A kommune hjælp efter bistandslovens § 48 til merudgifterne ved den dobbelte husførelse i form af indskud, husleje og varme.

Da det viste sig, at lejligheden ikke i tilstrækkelig grad kunne bruges til at løse boligproblemet som følge af D's lidelse, købte familien et hus i B kommune til M og D.

I december 1986 bevilgede A kommune fortsat hjælp til merudgifterne ved dobbelt husførelse, så længe D havde brug for at bo i huset.

I oktober 1986 og december 1987 orienterede A kommune B kommune om, at M og D var flyttet til B kommune, med en bemærkning om, at A kommune fortsat ydede familien økonomisk støtte efter bistandsloven i form af tabt arbejdsfortjeneste og dækning af ekstraudgifter vedrørende dobbelt husførelse mv.

D's forældre var stadig gift, og M besøgte ægtefællen hver weekend og gjorde rent for ham.

Pr. 1. marts 1989 skiftede M og D folkeregisteradresse til B kommune, og A kommune oversendte herefter sagen til B kommune til videre foranstaltning.

B kommune mente at have krav på refusion af de fremtidige udgifter fra A kommune efter bistandslovens § 11, nr. 2, og klagede til amtsankenævnet.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet gav A kommune medhold i ikke at skulle bære den kommunale andel af udgifterne vedrørende den hjælp, der måtte ydes efter den 1. marts 1989.

Begrundelsen var, at forældrene havde etableret sig med hver sin selvstændige bopæl.

Der var ikke ydet M flyttehjælp i henhold til bistandslovens § 47, da familien ikke havde opfyldt betingelserne for en sådan hjælp. A kommune havde heller ikke medvirket til D's anbringelse i institution eller pleje i B kommune, idet hans ophold sammen med M i et hus ikke kunne betragtes som et institutionsophold eller et plejeforhold. Amtsankenævnet fandt derfor, at det var hovedreglen i bistandslovens § 10, stk. 1, der skulle gælde, hvorefter det var det sociale udvalg i opholdskommunen, der havde pligt til at træde til med bistand.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af B kommune, som gjorde gældende, at A kommune havde ydet flyttehjælp efter bistandslovens § 48 og derved var kommet uden om at følge fremgangsmåden i § 47, stk. 2.

B kommune gjorde yderligere gældende, at sagen faldt ind under § 11, nr. 2, selv om der var tale om et privat hjem. Begrundelsen herfor skulle være, at både amtskommunen og A kommune havde betalt for indretning til behandling af drengen, og forældrene betragtede det også som et behandlingssted, således at varigheden af opholdet udelukkende ville afhænge af drengens sygdom.

Antaget til principiel behandling

Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, om A kommune havde omgået bistandslovens § 47 ved at yde hjælp efter § 48 til etableringen i B kommune. Spørgsmålet om eventuel anvendelse af bistandslovens § 11, nr. 2, skulle også indgå i Ankestyrelsens afgørelse.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 11, nr. 2, § 47 og § 48.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Den af A kommune i oktober 1986 ydede hjælp til D's og M's flytning til B kommune måtte betragtes som en flyttehjælp, der burde være ydet efter bistandslovens § 47 i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er angivet i denne bestemmelse.

Da denne fremgangsmåde ikke var fulgt, måtte A kommune, uanset om M havde opfyldt betingelserne i bistandslovens § 47 for at modtage flyttehjælp, betragtes som opholdskommune for M og D i en periode af indtil 2 år efter den faktiske flytning i oktober 1986.

De pågældendes ophold i B kommune skyldtes ikke indlæggelse i sygehus eller lignende behandlingsinstitution, jf. bistandslovens § 11, nr. 2, og B kommune ville derfor ikke efter denne bestemmelse kunne kræve sin del af udgifterne til bistand refunderet af A kommune.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

A kommune ydede hjælp efter bistandslovens § 48 til en gift kvinde med et barn, som led af astma-allergi, til flytning til B kommune og til dobbelt husførelse.

A kommune burde have fulgt fremgangsmåden i bistandslovens § 47, stk.

2, og måtte derfor bære udgifterne til hjælp efter bistandsloven i 2 år efter den faktiske flytning. Tidspunktet for ændring af folkeregisteradresse blev ikke tillagt betydning.

Selv om boligen i B kommune var indrettet og udstyret med hensyntagen til barnets lidelse, kunne B kommune ikke kræve refusion efter bistandslovens § 11, nr. 2.