Beskyttet beskæftigelse - enkeltforanstaltning - omfang - ændring - nedsættelse af arbejdstid - begrundelse (* 1) (* 2)

Beskyttet beskæftigelse - enkeltforanstaltning - omfang - ændring - nedsættelse af arbejdstid - begrundelse (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER

1. J.nr. 16410-88

REDEGØRELSE FOR SAGEN

Den 21-årige M var kørestolsbunden og meget svært handicappet. Han fik mellemste førtidspension.

Den 1. oktober 1985 fik M bevilget en beskyttet arbejdsplads, jf. bistandslovens § 91, i en offentlig institution med 15 timer ugentligt.

Fra 1. august 1986 arbejdede han yderligere 5 timer, det vil sige ialt 20 timer ugentligt. I 1987 havde han rent faktisk arbejdet op til 22 timer ugentligt, hvilket amtskommunen havde accepteret.

Lønnen var fastsat til 1/3 af overenskomstmæssig løn.

M klarede arbejdet tilfredsstillende.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Den 25. august 1988 meddelte amtskommunens social- og sundhedsudvalg, at M's beskyttede beskæftigelse med virkning fra 1. oktober 1988 skulle nedsættes fra 20 til 15 timer ugentligt.

Afgørelsen var begrundet med, at der havde været betydelige budgetoverskridelser på bevillingen for beskyttede enkeltforanstaltninger.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af M, som gjorde gældende, at han udmærket kunne arbejde 20 timer ugentligt under de nuværende vilkår.

Desuden havde han altid fået at vide (af socialforvaltningen i kommunen), at der kun kunne ske en reduktion i timetallet, hvis hans helbred blev væsentligt forringet, hvilket det ikke var. Der var ikke sket andre ændringer i hans liv, som kunne berettige til en fornyet indstilling.

M gjorde ligeledes gældende, at varslet for ændringen havde været for kort.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 91, stk. 1, og § 94.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Amtskommunens social- og sundhedsudvalg var berettiget til ud fra overvejelser om bl.a. budgetmæssige forhold at ændre omfanget af en beskæftigelse på en beskyttet enkeltforanstaltning under forudsætning af, at den herefter iværksatte foranstaltning indeholdt et rimeligt arbejdstilbud, og ændringen gennemførtes med et rimeligt varsel.

Efter det oplyste om M's helbredsmæssige forhold og funktion i den beskyttede beskæftigelse fandt Ankestyrelsen imidlertid ikke, at der havde været grundlag for at nedsætte det ugentlige antal arbejdstimer til mindre end 20 timer.

Ankestyrelsen ændrede således social- og sundhedsudvalgets afgørelse.

Ankestyrelsen tilføjede, at den skete nedsættelse af timeantallet for foranstaltningen havde været gennemført med et rimeligt varsel.

2. J.nr. 18232-88.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

Den 29-årige K modtog mellemste førtidspension på grund af psykisk udviklingshandicap. K var ansat i en beskyttet enkeltforanstaltning, jf. bistandslovens § 91, i en privat virksomhed på fuld tid. Der blev ydet 1/3 af overenskomstmæssig løn.

K klarede arbejdet tilfredsstillende.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Den 23. august 1988 meddelte amtskommunens social- og sundhedsudvalg, at K's arbejdstid fra den 1. oktober 1988 måtte nedsættes til 30 timer/uge.

Afgørelsen var begrundet med, at årsregnskabet vedrørende beskyttede enkeltforanstaltninger havde udvist betydelige budgetoverskridelser, og at det derfor havde været nødvendigt at træffe foranstaltninger, der kunne sikre, at budgettets rammer overholdtes.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev på K's vegne anket af kommunen, der anførte, at det nævnte ansættelsesforhold var etableret i 1987 efter forskellige forgæves revalideringsforanstaltninger. Det blev endvidere anført, at K var meget alene i hverdagen, hvorfor det bl.a. af denne årsag syntes hensigtsmæssigt at bevare ansættelsesforholdet i det oprindelige timetal.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 91, stk. 1, og § 94.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Der var ikke grundlag for at kritisere den foretagne nedsættelse af det ugentlige timetal fra 38 til 30.

Der blev ved afgørelsen foretaget en vurdering af K's sociale/helbredsmæssige forhold samt det givne opsigelsesvarsel for nedsættelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtskommunens social- og sundhedsudvalgs afgørelse.

3. J.nr. 18234-88.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

Den 41-årige M var fysisk handicappet og modtog invaliditetsydelse + bistandstillæg. Han havde været fuldtidsansat i en offentlig institution siden 1972.

I marts 1987 varslede arbejdsgiveren nedsættelse af M's arbejdstid til halvdelen (19 timer) pr. 1. oktober 1987. Begrundelsen var, at der var foretaget rationaliseringer, som medførte, at der var mindre behov for M's arbejde, og på grund af handicappet ville han ikke være i stand til at overtage andet arbejde.

Pr. 1. oktober 1987 blev der etableret en beskyttet arbejdsplads, jf. bistandslovens § 91, på fuld tid i den samme institution, således at M kunne fortsætte sit hidtidige arbejde.

Foranstaltningen blev finansieret med den såkaldte 40/60-ordning, dvs. mindste overenskomstmæssige løn, hvoraf arbejdsgiveren betaler 60 %, mens kommune og amtskommune deler resten.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Den 25. august 1988 meddelte amtskommunens social- og sundhedsudvalg, at timetallet pr. 1. november 1988 ville blive reduceret fra 38 til 36 timer/uge.

Begrundelsen var, at årsregnskabet vedrørende beskyttede enkeltforanstaltninger havde udvist betydelige budgetoverskridelser, og at det derfor havde været nødvendigt at træffe foranstaltninger, der kunne sikre, at budgettets rammer blev overholdt.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af M, der gjorde gældende, at afgørelsen var i strid med de for den såkaldte 40/60-ordning gældende bestemmelser, der forudsætter normale arbejdsvilkår.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 91, stk. 1, og § 94.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Der var ikke grundlag for at kritisere den foretagne nedsættelse af det ugentlige timetal fra 38 til 36.

Ankestyrelsen foretog ved afgørelsen en vurdering af M's sociale og helbredsmæssige forhold.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på den beskedne nedsættelse af arbejdstiden.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtskommunens social- og sundhedsudvalgs afgørelse.

Ankestyrelsen har behandlet 3 sager om nedsættelse af timetallet i beskyttede enkeltforanstaltninger, jf. bistandslovens § 91. Der var tale om personer med både vidtgående fysisk og vidtgående psykisk handicap og enkeltforanstaltninger hos både privat og offentlig arbejdsgiver. Fælles for sagerne var, at timetallet var blevet nedsat med en rent økonomisk begrundelse.

Ankestyrelsen betragtede en afgørelse om nedsættelse af timetallet som en ny visitation og dermed en afgørelse, som kunne påklages til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt, at amtskommunens social- og sundhedsudvalg var berettiget til at ændre den beskyttede beskæftigelses omfang under forudsætning af, at den herefter iværksatte foranstaltning i det konkrete tilfælde indeholdt et rimeligt arbejdstilbud, og ændringen gennemførtes med et rimeligt varsel.