Merudgifter - handicappet barn - kompensation for tabt arbejdsfortjeneste - tilbagebetaling - overskydende skat - skatteværdi af personfradrag (* 1) (* 3)
Statutory Text (3 Articles)
Merudgifter - handicappet barn - kompensation for tabt arbejdsfortjeneste - tilbagebetaling - overskydende skat - skatteværdi af personfradrag (* 1) (* 3)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
M fik i tiden 1. oktober 1987 - 30. april 1988 udbetalt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til bistandslovens § 48, stk. 1, til forsørgelse af sit 1-årige barn.
Ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste fratrak socialudvalget den opsparede skatteværdi af personfradraget.
M kunne imidlertid ikke undvære dette beløb, og da hun var ugift, var der ikke mulighed for at hendes personfradrag kunne overføres til en ægtefælle.
Socialforvaltningen ydede derfor i henhold til bistandslovens § 46 et supplement til indtægten, som beløbsmæssigt svarede til den beregnede skatteværdi. Socialforvaltningen ydede beløbet med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26 stk. 1, nr. 3, og § 26, stk. 1, nr. 4, da udbetaling af den ikke skattepligtige ydelse i henhold til bistandslovens § 48 ville bevirke udbetaling af overskydende skat, samt da M ved genoptagelse af sit arbejde først ville have mulighed for at anvende det fulde personfradrag, og derved få en større lønudbetaling end tidligere.
Der blev udbetalt 13.864 kr. som tilbagebetalingspligtig hjælp.
Overskydende skat for 1987 udgjorde 6.919 kr. Dette beløb indgik under henvisning til aftale med M som afdrag på det tilbagebetalingspligtige beløb.
M var flere gange blevet orienteret om tilbagebetalingen og havde godkendt ordningen.
M erkendte, at der forelå en udateret tilbagebetalingserklæring, hvor hun havde skrevet under på, at overskydende skat for 1987 skulle anvendes til dækning af tilbagebetalingskravet. M anførte, at hun havde været nødt til at tage mod hjælpen på socialforvaltningens betingelser, fordi hun ikke kunne tåle en indtægtsnedgang på grund af tilbageholdelse af den opsparede skatteværdi af personfradraget.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet tiltrådte socialforvaltningens afgørelse om, at den del af hjælpen, som blev udbetalt i henhold til bistandslovens § 46, skulle tilbagebetales, samt at socialforvaltningen havde tilbageholdt overskydende skat til dækning af kravet.
Nævnet fandt, at den af socialforvaltningen efter aftale med M ydede hjælp var en praktisk løsning af det problem, der opstod ved at der måtte ske tilbageholdelse af skatteværdien af personfradraget, idet løsningen muliggjorde en opretholdelse af M's sædvanlige indkomst.
Nævnet fandt, uanset at der ikke var direkte hjemmel til det beskrevne arrangement, ikke at kunne tilsidesætte den af M og socialforvaltningen indgåede aftale, der forhindrede, at M økonomisk blev stillet bedre, end når hun havde normal arbejdsindkomst.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Afgørelsen blev anket af M, der anførte, at der ikke er hjemmel til at stille krav om tilbagebetaling af hjælp ydet efter bistandslovens § 48 som hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. M henviste til SM 0-39-88. (* 1)
Antaget til principiel behandling
Sagen blev antaget til principiel behandling med henblik på, om det udbetalte beløb svarende til den opsparede skatteværdi af personfradraget, kunne udbetales som hjælp efter bistandslovens § 46 med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk, 1, nr. 3 og 4.
LOVGRUNDLAG
Bistandslovens § 46 og § 48 stk. 1
Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48, pkt. 30 og 33.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste burde i det hele være ydet efter bistandslovens § 48, uanset at M efterfølgende ville modtage overskydende skat vedr. samme periode.
M kunne på ansøgningstidspunktet ifølge socialforvaltningens egne beregninger ikke tåle en reduktion i den udbetalte hjælp, hvis familiens niveau skulle opretholdes.
Der var ikke hjemmel i bistandsloven til at stille krav om tilbagebetaling af hjælp efter bistandslovens § 48 ydet til dækning for tabt arbejdsfortjeneste.
Den del af hjælpen, der var ydet M som kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i perioden 1. oktober 1987 - 30. april 1988, kunne herefter ikke kræves tilbagebetalt.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.
Ankestyrelsen henledte Socialministeriets opmærksomhed på den formentlig utilsigtede overkompensation, der efter de nugældende regler ville blive tale om i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke kunne ske overførsel af personfradraget til en ægtefælle, og hvor pågældende forsørger ikke ville gå med til en aftale om en løsning som foreslået af socialforvaltningen.
(* 1) Bistandsloven indeholdt ikke hjemmel til at stille krav om tilbagebetaling af hjælp, der var ydet som hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjenste efter bistandslovens § 48. Det sociale udvalg havde herefter ikke kunnet yde ansøgeren lønkompensation efter bistandslovens § 48 med tilbagebetalingspligt i tilfælde af, at der kom overskydende skat til udbetaling som følge af lønkompensationen.
En del af lønkompensation for tabt arbejdsfortjeneste svarende til opsparet skatteværdi af personfradraget, blev ydet med hjemmel i bistandslovens § 46. Beløbet burde være ydet med hjemmel i bistandslovens § 48, stk. 1.
Herefter ikke hjemmel til at kræve tilbagebetaling efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3 og 4.