Opholdskommune - refusionskrav - tidsfrist for fremsættelse - forældelse - passivitet (* 1)

Opholdskommune - refusionskrav - tidsfrist for fremsættelse - forældelse - passivitet (* 1)

REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER.

1. J.nr. 20838-88

REDEGØRELSE FOR SAGEN

K var født i 1922 og boede hos forældre i A kommune til 1939, hvor hun blev anbragt i en institution for døve i en anden landsdel.

I forbindelse med særforsorgens udlægning pr. 1. januar 1980 skulle institutionerne til deres respektive amtskommuner indberette klienternes bopælskommune ved forsorgens etablering. Ved en fejltagelse blev A's nabokommune B angivet som K's bopælskommune.

I 1988 opdagede B kommune, at K's daværende adresse lå i A kommune. B kommune anmodede herefter A kommune om at overtage den kommunale del af betalingsforpligtelsen og varslede fremsættelse af refusionskrav for afholdte ydelser tilbage til den 1. januar 1980.

A kommune afviste at påtage sig betalingsforpligtelsen.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at A kommune var betalingskommune for K fra særforsorgens udlægning den 1. januar 1980.

Amtsankenævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at K siden 1. august 1939 havde haft ophold på institutioner, at hun ved optagelse på institution i 1939 var 17 år, og at hun forud for optagelse på denne institution boede sammen med forældrene på en adresse i den nuværende A kommune, samt at der ikke findes tidsfrister for fremsættelse af refusionskrav.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af A kommune.

I klagen var bl.a. anført, at A kommune ikke havde haft mulighed for at kalkulere med de nødvendige udgifter igennem snart 9 år, da kommunen ikke havde kendt denne og en anden tilsvarende sags eksistens. A kommune havde ligeledes været afskåret fra at kunne handle i de enkelte sager og eventuelt tilbyde andre foranstaltninger.

En ændring af opholdskommuneforpligtelsen i disse typer sager burde først være med virkning fra, at sagerne blev kendt i de nye kommuner. Hvis der ikke skete en ændring af disse afgørelser, ville det i de kommende år kunne give anledning til sager med endnu større beløb i efterbetaling.

I omhandlede 2 sager var der tale om efterbetaling af beløb i millionstørrelse, uden at den nøjagtige efterbetaling dog var kendt.

A kommune anførte samtidig, at den hidtidige betalingskommune i alle årene havde fået andel i de gældende generelle tilskud m.v. som betalingskommune, samt at en regulering af disse forhold ville være umulig.

A kommune anførte endelig, at al planlægning og budgettering i kommunerne - navnlig i de mindre - fremover ville være helt umulig, hvis afgørelserne ikke blev ændret med hensyn til opgørelse af krav tilbage i tiden.

Antaget til principiel behandling

Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af 1) om B kommunes krav kunne anses for forældet helt eller delvis og 2) om Ankestyrelsen selvstændigt kan behandle forældelsesspørgsmålet, eller om parterne burde henvises til at indbringe spørgsmålet for domstolene.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 11.

Ankestyrelsens overvejelser

Ifølge Justitsministeriet kan Ankestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om anvendelse af dansk rets almindelige regler, når Ankestyrelsen er kompetent vedrørende det underliggende materielle forhold.

Ankestyrelsen lagde ved sagens afgørelse til grund, at betalingskommunespørgsmålet var afgjort i overensstemmelse med reglerne om særforsorgens udlægning, bistandslovens § 10 og § 11 og Ankestyrelsens praksis, og at A kommunes forpligtelse til at afholde udgifterne således var hjemlet i bistandslovens materielle regler, der ikke indeholder fristbestemmelser.

Socialministeriet havde ved fastsættelsen af regler om særforsorgens udlægning taget stilling til, om der skulle fastsættes frister i loven.

Vedrørende forældelse lagdes til grund, at den 5-årige forældelse ikke finder anvendelse, jf. Højesterets dom U 1933 5 H.

Da det fremsatte krav ikke vedrørte forhold, der var mere end 20 år gamle, var spørgsmålet om anvendelse af Danske Lovs 20-årige forældelsesregel ikke aktuelt, og Ankestyrelsen fandt derfor ikke at burde tage stilling til dennes anvendelse.

For så vidt angår eventuelt bortfald på grund af passivitet ville et bortfald være i strid med bistandslovens materielle regler. Hvorvidt et krav var bortfaldet på grund af passivitet måtte bedømmes udfra konkrete omstændigheder og en vurdering af, hvilken part der var nærmest til at bære risikoen for passiviteten. En sådan vurdering, der forudsætter en bevisførelse fra begge kommuners side, bør ske ved domstolene.

Ankestyrelsen fandt, at anvendelse af passivitetsgrundsætningen kun er sparsomt belyst i domspraksis i privatretlige forhold. De reale hensyn bag grundsætningen, hensynet til skyldneren, vil næppe - eller kun i begrænset omfang - være til stede i et retsforhold mellem offentlige kasser. Kasserne, det vil sige kommunerne, var i øvrigt i denne type sager gennemsnitligt både kreditorer og debitorer og kunne derfor næppe være interesseret i en begrænsning af deres fordringer gennem anvendelse af passivitetsgrundsætningen.

Skulle der ske ændringer af reglerne således, at der blev taget hensyn til den tidsmæssige fremsættelse af refusionskrav, måtte det enten ske gennem et lovgivningsinitiativ eller en domspraksis for fremsættelse af krav mellem offentlige kasser på dette område.

Ankestyrelsen måtte derfor - for så vidt passivitetsgrundsætningen skulle anvendes til at fastsætte tidsmæssige rammer for fremsættelse af refusionskrav - henvise spørgsmålet til domstolenes afgørelse.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse, hvorefter A kommune fra særforsorgens udlægning var betalingskommune for K.

Refusionskrav fra B kommune kunne ikke anses for bortfaldet efter bistandsloven, der ikke indeholder frister for fremsættelse af refusionskrav.

Den 5-årige forældelsesfrist efter forældelsesloven fra 1908 kunne ikke finde anvendelse på et refusionskrav som det omhandlede.

Da der ikke var gået 20 år fra kravets opståen, til kravet blev rejst, tog Ankestyrelsen ikke stilling til, om Danske Lovs regel om forældelse efter 20 år fandt anvendelse.

Den endelige afgørelse vedrørende eventuelt bortfald af refusionskrav af den omhandlede art mellem kommuner henhører under domstolene, herunder hvorvidt et sådant krav kan bortfalde på grund af passivitet med hensyn til kravets rejsning.

2. J.nr. 21145-88.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

M var født i 1908 i et sogn, der ved kommunalreformen blev henført til A kommune.

Omkring 1925 blev han inddraget under særforsorg med fødesognet som betalingspligtig.

I 1959 blev M overflyttet til en institution i B kommune, og i 1968 blev han optaget på et almindeligt plejehjem, jf. bistandslovens § 79.

I 1973 blev M udskrevet af forsorgen men blev boende på plejehjemmet.

M havde højeste invalidepension og betalte for opholdet med pensionen.

I brev af 28. juli 1987 meddelte B kommune A kommune, at B kommune i forbindelse med kontrol af kommunens institutionssager var blevet opmærksom på, at sagen vedrørende M ikke var hjemmehørende i B kommune. B kommune anmodede samtidig A kommune om refusionstilsagn vedrørende M gældende for såvel de hidtidige som de fremtidige udgifter i forbindelse med M's ophold på plejehjemmet, dvs. fra april 1968.

A kommune meddelte, at kommunen med stor sandsynlighed måtte anses som betalingskommune for M. Kommunen var derfor indstillet på at refundere B kommunes fremtidige udgifter, det vil sige udgifter afholdt efter 30. juli 1987, hvor A kommune blev gjort bekendt med refusionskravet. De udgifter, som B kommune havde afholdt før den 30. juli 1987, mente A kommune ikke, at kommunen var forpligtet til at betale, da kravet blev skønnet at være fremsendt for sent.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet tiltrådte A kommunes afgørelse.

Nævnet fandt, at uanset at der ikke fandtes tidsfrister for fremsættelse af refusionskrav i henhold til bistandslovens § 11, havde A kommune med rette afslået at yde B kommune refusion for tiden før den 30. juli 1987.

Nævnet lagde i afgørelsen vægt på, at B kommune igennem meget lang tid havde afholdt udgifterne og således havde indrettet sig herpå, samt at der intet var til hinder for, at B kommune kunne have fremsendt kravet tidligere. På baggrund heraf fandt nævnet, at B kommunes sene fremsendelse af refusionskravet bevirkede, at kravet bortfaldt.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af B kommune.

I klagen blev det gjort gældende, at refusionskrav i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1, først forældes efter 20 år, idet kravet ikke er omfattet af 1908-loven.

Det anførtes endvidere, at i situationer, hvor debitor kender kreditors krav og ikke har grund til at tro, at kreditor vil undlade at gøre sine krav gældende, er der i almindelighed ikke behov for nogen reklamation. Kreditors krav vedbliver at bestå, indtil forældelsesfristen er udløbet, med mindre der i lovgivningen er fastsat særlige regler om frister eller tidsbegrænsninger af sådanne krav.

B kommune anførte endelig, at A kommune havde erkendt, at den var betalingskommune for M. Der var således ikke tvivl om, at der var et krav i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1.

Antaget til principiel behandling

Sagen blev antaget til principiel behandling sammen med foranstående sag.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

A kommune meddelte efterfølgende Ankestyrelsen, at det principalt blev bestridt, at B kommune havde noget krav over for A kommune. Subsidiært blev det gjort gældende, at A kommunes betalingsforpligtelse først var opstået pr. 30. juli 1987, på hvilket tidspunkt A kommune blev gjort bekendt med omstændighederne.

Det blev endvidere gjort gældende, at B kommune i perioden 20. april 1968 til 30. juni 1987 havde betragtet sig som værende rette refusionskommune, hvorfor B kommune intet tab havde lidt, idet de årlige udgifter naturligt var indgået i kommunens budget. Som følge heraf havde B kommune ikke lidt noget tab, der berettigede til erstatning eller refusion.

Det anførtes endvidere, at B kommune som følge af udvist væsentlig passivitet var afskåret fra at gøre krav gældende, samt at kravet også ud fra en rimelighedsbetragtning måtte betegnes som værende bortfaldet.

Det blev endelig anført, at et refusionskrav efter bistandslovens § 11 måtte fremsendes uden unødigt ophold.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 11.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Efter de foreliggende oplysninger måtte A kommune anses for at være betalingskommune for M.

Hvorvidt B kommune havde et refusionskrav på A kommune for afholdte udgifter efter lov om offentlig forsorg, og refusionskravets størrelse med støtte i bistandslovens § 11 efter bistandslovens ikrafttræden, hjemvistes til B kommune til nærmere dokumentation.

Krav på refusion i medfør af bistandslovens § 11 kunne ikke anses for bortfaldet efter bistandsloven, der ikke, i modsætning til lov om offentlig forsorg, indeholder frister for fremsættelse af refusionskrav.

Den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908 kunne ikke finde anvendelse på refusionskrav som omhandlede.

Da der ikke var rejst krav om refusion for udgifter, der var afholdt for 20 år eller længere siden, tog Ankestyrelsen ikke stilling til, om Danske Lovs regel om forældelse efter 20 år fandt anvendelse.

Den endelige afgørelse vedrørende eventuelt bortfald af refusionskrav af den omhandlede art mellem kommuner henhører under domstolene, herunder hvorvidt et sådant krav kan bortfalde på grund af passivitet med hensyn til kravets rejsning.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om frist for fremsættelse af refusionskrav mellem kommuner for institutionsbetaling og om eventuelt bortfald af kravene på grund af forældelse eller passivitet.20838-88 I den 1. sag blev der i 1988 rejst sag om refusion tilbage til særforsorgens udlægning pr. 1. januar 1980.

I den 2. sag blev refusionskrav rejst i 1987 for perioden tilbage til ca. 1970.

Krav på refusion i medfør af bistandslovens § 11 kunne ikke anses for bortfaldet efter bistandsloven, der ikke, i modsætning til lov om offentlig forsorg, indeholder frister for fremsættelse af refusionskrav.

Den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908 kunne ikke finde anvendelse på refusionskrav som omhandlede.

Da der ikke var rejst krav om refusion for udgifter, der var afholdt for 20 år eller længere siden, tog Ankestyrelsen ikke stilling til, om Danske Lovs regel om forældelse efter 20 år fandt anvendelse.

Den endelige afgørelse vedrørende eventuelt bortfald af refusionskrav af den omhandlede art mellem kommuner henhører under domstolene, herunder hvorvidt et sådant krav kan bortfalde på grund af passivitet med hensyn til kravets rejsning.

Redegørelse for de enkelte sager