Dagpenge - standsning - delvis uarbejdsdygtighed - henvisning til beskyttet beskæftigelse (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Dagpenge - standsning - delvis uarbejdsdygtighed - henvisning til beskyttet beskæftigelse (* 1) (* 2)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
Den 35-årige K led af svært regulerbar sukkersyge. K havde arbejdet som rengøringsassistent 15 timer ugentlig, men blev sygemeldt i februar 1986 på grund af træthed og forskellige smerteklager m.v.
Der var flere gange givet afslag på førtidspension, senest tiltrådt af Ankestyrelsen i marts 1986.
Da K's helbredsmæssige tilstand fortsat ikke gav grundlag for
førtidspension, og det heller ikke var sandsynligt, at hun ville
kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, besluttede det sociale
udvalg i september 1986 at godkende hende til beskyttet
beskæftigelse på deltid.
I januar 1987 var det fortsat ikke lykkedes at finde en beskyttet beskæftigelse. Egen læge oplyste i februar 1987 at K's helbredstilstand havde været uforandret.
Det sociale udvalg besluttede herefter at standse udbetalingen af dagpenge med udgangen af februar måned 1987. Afgørelsen blev begrundet med, at man ikke kunne fortsætte udbetalingen af dagpenge, blot fordi det endnu ikke var lykkedes at finde en beskyttet beskæftigelse.
K's tilstand betragtedes som stationær, og hun kunne påtage sig beskyttet beskæftigelse, som man fortsat søgte at placere hende i.
I september 1987 fik K beskyttet beskæftigelse med 20 timer ugentlig.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet fandt, at det sociale udvalg ikke havde haft grundlag for at standse udbetalingen af dagpenge til K pr. 1. marts 1987.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at K ikke pr. 1. marts 1987 var raskmeldt og derfor fortsat ikke kunne anses for arbejdsdygtig.
Nævnet henviste til dagpengelovens § 47, stk. 1, jf. § 25, stk. 1, og til Sikringsstyrelsens vejledning af 30. januar 1987, pkt. 54 afsnit 3.
Under behandlingen af sagen indhentede amtsankenævnet en udtalelse fra Embedslægeinstitutionen, som udtalte, at K ikke var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom den 1. marts 1987. Problemet var at finde et arbejde, der passede til den belastning, K kunne klare.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Afgørelsen blev anket af det sociale udvalg, som henviste til, at K den 1. marts 1987 ikke var fuldt uarbejdsdygtig p.g.a. sygdom.
At det ikke var muligt pr. 1. marts 1987 at finde en egnet erhvervsplacering/beskyttet beskæftigelse, fandt man ikke kunne være begrundelse for fortsat udbetaling af sygedagpenge, idet sygedagpenge ikke kan ydes som en kompensation for mistet arbejdsindtægt, indtil klageren finder en egnet beskæftigelse, når hun er erklæret for ikke fuldt uarbejdsdygtig.
Det sociale udvalg fandt ej heller, at beskyttet beskæftigelse kunne ligestilles med revalidering, men at beskyttet beskæftigelse måtte ligestilles med erhvervsarbejde i almindelighed, idet der i den beskyttede stilling blev ydet en løn svarende til mindstelønnen for husassistenter.
Endelig henviste det sociale udvalg til Sikringsstyrelsens vejledning af 30. januar 1987 om dagpenge fra det sociale udvalg, punkt. 48.
LOVGRUNDLAG
Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 17, § 25 stk. 1 og § 47.
Sikringsstyrelsen's vejledning af 30. januar 1987 om dagpenge fra det sociale udvalg, punkt 48.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Det sociale udvalg var berettiget til at standse udbetalingen af dagpenge til K med udgangen af februar måned 1987.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at K efter det oplyste ville kunne påtage sig et arbejde af samme omfang som tidligere, og at hun derfor ikke kunne anses for at være fuldt uarbejdsdygtig, jf. dagpengelovens § 25, stk. 1, og punkt 48 i Sikringsstyrelsen's vejledning af 30. januar 1987 om dagpenge fra det sociale udvalg.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.
Berettiget at standse sygedagpenge til K, der ikke var fuldt uarbejdsdygtig og afventede plads i beskyttet beskæftigelse. K skønnedes at kunne arbejde i samme omfang som før sygemelding, d.v.s.
15 timer ugentlig.