Kontanthjælp - hjælp til samværsudgifter - overskydende skat - transport af overskydende skat (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Kontanthjælp - hjælp til samværsudgifter - overskydende skat - transport af overskydende skat (* 1) (* 2)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
M modtog økonomisk hjælp til rejseudgifter i forbindelse med samkvem med sin datter, jf. bistandslovens § 46 b, stk. 1.
M, der i slutningen af maj 1988 modtog overskydende skat, anmodede social- og sundhedsforvaltningen om ikke at modregne overskydende skat i ovennævnte hjælp til rejseudgifter. M oplyste, at der med hans bank var indgået aftale om, at forventet overskydende skat for 1987 skulle gå til dækning af afdrag på lån.
Social- og sundhedsforvaltningen afslog M's anmodning om ikke at modregne overskydende skat. Social- og sundhedsforvaltningen begrundede afgørelsen med, at forvaltningen tidligere havde besluttet ikke at indgå i betalingen af udgifter vedrørende M's tidligere hus, og såfremt overskydende skat ikke blev modregnet, ville forvaltningen indirekte betale til tidligere hus.
M anførte, at overskydende skat automatisk blev overført til hans bank, idet han forhøjede et lån i huset for at købe et pantebrev i ejendommen fri og dermed undgå tvangsauktion.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet fandt, at udbetalt overskydende skat er en indtægt i bistandslovens forstand, som derfor skal modregnes i løbende ydelser.
Det forhold, at M havde indgået aftale om anvendelse af beløbet til betaling af ekstraordinært afdrag, ændrede ikke herpå.
Nævnet lagde vægt på, at der ikke var afgivet transport i overskydende skat til M's bank
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Sagen blev anket af M, der bl.a oplyste, at et lån bevilget til tidligere ejendom blev forhøjet for at undgå tvangsauktion efter separation, og at låneforhøjelsen blev givet under forudsætning af, at forventet overskydende skat skulle indgå som ekstraordinært afdrag på lånet. Dette blev anført i lånedokumentet, og M underskrev erklæring, udfærdiget af banken om dette. Denne erklæring blev sendt til Statsskattedirektoratet. Dette skete, inden M søgte om dækning af samværsudgifter.
M anførte, at han ikke havde søgt kommunen om dækning af udgifter til tidligere ejendom.
Antaget til principiel behandling
Sagen blev antaget til principiel behandling med henblik på retstilstanden vedrørende udbetaling af kontanthjælp og overførsel/transport af overskydende skat efter ændringer i kontanthjælpsreglerne pr. 1. juli 1987.
LOVGRUNDLAG
Bistandslovens § 46 b.
Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven, pkt. 10.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Da M ikke havde den overskydende skat til rådighed, idet denne var udbetalt til M's bank til dækning af ekstraordinært afdrag på banklån i henhold til aftale om overførsel, var der ikke grundlag for at tage hensyn til den overskydende skat for 1987 i forbindelse med løbende ydelse til dækning af samværsudgifter i henhold til bistandslovens § 46 b, stk. 1.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse og hjemviste sagen til socialudvalget til beregning af hjælpen efter bistandslovens § 46 b, stk. 1.
Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at der ikke var grundlag for at
betragte dispositionen som uforsvarlig økonomi efter bistandslovens §
26, stk. 1, nr. 1.
Hjælp til samværsudgifter kunne i princippet standses, når overskydende skat kom til udbetaling.
Da den overskydende skat ifølge aftale var transporteret til bank til dækning af ekstraordinært afdrag på banklån og således ikke var til rådighed for kontanthjælpsmodtageren M, var der imidlertid ikke grundlag for at standse den tildelte hjælp.
Transporten blev ikke betragtet som uforsvarlig økonomi efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.