Legislator Case Law & Legislation
W19891938625 DK

Uddannelseshjælp - erhvervsforberedende undervisning - højeste førtidspension - plejetillæg - vidtgående handicap - merudgifter ved forsørgelse i eget hjem - praktisk bistand - opholdskommunerefusion (* 2) (* 4)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 19386 Historic

Uddannelseshjælp - erhvervsforberedende undervisning - højeste førtidspension - plejetillæg - vidtgående handicap - merudgifter ved forsørgelse i eget hjem - praktisk bistand - opholdskommunerefusion (* 2) (* 4)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

P, der siden fødslen havde været spastisk lammet og modtog højeste førtidspension med plejetillæg, flyttede i maj 1983 fra plejehjem i A kommune til selvstændig bolig i B kommune. Flytningen blev betalt af A kommune, som påtog sig refusionspligt i henhold til bistandslovens § 11.

B kommune bevilgede hjælp til P efter bistandslovens § 48, stk. 2 (nu stk. 3), til praktisk bistand og personlig pleje uden reduktion i plejetillægget. P fik desuden bevilget hjælp efter bistandslovens § 42 til lektie- og sekretærhjælp og materialeudgifter i forbindelse med hans optagelse i Center for Voksenundervisning på 9. klasses niveau.

A kommune gjorde indsigelse mod den bevilgede hjælp, idet kommunen anførte, at hjælp til praktisk bistand og pleje i hjemmet burde kunne dækkes af plejetillægget eller ydes efter bistandslovens kapitel 12, som vedrører hjemmehjælp. Kommunen henviste herved til SM O-40-85. Der kunne desuden ikke være indikation for hjælp efter bistandslovens § 42, idet P modtog højeste førtidspension og dermed ingen erhvervsevne havde. A kommune nægtede herefter at refundere B kommunes udgifter til den bevilgede hjælp.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet tiltrådte i det væsentligste B kommunes afgørelse om bevilling af hjælp.

Amtsankenævnet fandt, at B kommune i medfør af bistandslovens § 10 var handlekommune for P. B kommune var derfor berettiget til at yde hjælpen efter det generelle ydelsesniveau, der skønnedes rimeligt i kommunen - uagtet at der modtoges refusion i medfør af bistandslovens § 11 fra en tidligere opholdskommune.

Handlekommunens bevillinger begrænsedes alene af, at der ikke kunne træffes direkte ulovlige beslutninger. De af B kommune trufne afgørelser i medfør af bistandslovens § 42 og § 48, stk. 3, var skønsmæssige afgørelser, som ikke var ulovlige.

For så vidt angik hjælp efter bistandslovens § 42, var det Amtsankenævnets opfattelse, at hjælpen - der alene ydedes efter § 42, stk. 2, og ikke stk. 1 - kunne anses som revalideringsforberedende foranstaltninger, hvorved P's erhvervsevne undersøgtes. Det foreliggende retsgrundlag sås ikke at hindre sådan hjælp.

For så vidt angik hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3, vedrørende bevilling af hjælpetimer samt beslutning om, at der ikke skulle ske reduktion i plejetillægget, var denne afgørelse skønsmæssig. Da B kommune på afgørelsestidspunktet var foregangskommune vedrørende anvendelse af disse bestemmelser, samt idet afgørelsen ikke var lovstridig, var der ikke grundlag for at tilsidesætte det af forvaltningen udøvede skøn. Amtsankenævnet henviste herved til Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987, pkt. 55.

Amtsankenævnet fandt endvidere vedrørende A kommunes henvisning til SM O-40-85, at disse afgørelser, og herunder specielt afgørelse nr. 4, vedrørte situationer, hvor socialforvaltningen havde meddelt afslag på det ansøgte, og hvor ankeinstansen skulle tage stilling til, om der var grundlag for at pålægge socialforvaltningen at bevilge det ansøgte, hvilket var et væsentligt anderledes ankegrundlag end i denne sag.

B kommune havde herefter været berettiget til at fremsende refusionskrav på udgifter vedrørende P. Det forhold, at ydelserne var bevilget før »refusionstilsagn« forelå fra A kommune, var uden betydning, idet refusion efter bistandslovens §11 skulle ydes uanset »refusionstilsagn« og uanset eventuelle forbehold i »refusionstilsagnet«.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af A kommune.

Antaget til principiel behandling

Sagen blev antaget til principiel behandling til en afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 42 til undervisning samtidig med højeste pension, samt til afklaring af forholdet mellem hjælp efter bistandslovens § 48 og plejetillæg.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens §§ 10, 11, 42 og 48, stk. 3.

Socialministeriets vejledning af 26. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42, pkt. 13 og 75.

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48, pkt. 51 og 55.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Der var ikke grundlag for at ændre amtsankenævnets afgørelse, hvorefter der, uanset tilkendt højeste førtidspension med plejetillæg, kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 42 til erhvervsforberedende undervisning.

Ankestyrelsen tiltrådte endvidere amtsankenævnets afgørelse vedrørende hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3, til praktisk bistand med den af nævnet givne begrundelse.

Endelig adm. afgørelse 1989 19386 Historic

Uanset at en person modtog højeste førtidspension med plejetillæg, kunne der ydes hjælp efter bistandslovens § 42 til erhvervsforberedende undervisning. (* 1) Der kunne endvidere i det konkrete tilfælde ydes hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3, til praktisk bistand i hjemmet uden reduktion af plejetillæg.

Opholdskommunen B havde herefter krav på refusion efter bistandslovens § 11 fra den tidligere opholdskommune A.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →