Legislator Case Law & Legislation
W19891938325 DK

Uddannelseshjælp - universitetsstudium - ændring af uddannelsesplan - opholdskommunerefusion - højeste førtidspension - plejetillæg (* 2) (* 3)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 19383 Historic

Uddannelseshjælp - universitetsstudium - ændring af uddannelsesplan - opholdskommunerefusion - højeste førtidspension - plejetillæg (* 2) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

P, som led af muskelsvind, flyttede i juli 1981 fra A til B kommune for at påbegynde jurastudium med støtte efter bistandslovens § 42.

Støtten var bevilget af A kommune, som påtog sig refusionspligt i henhold til bistandslovens § 11. P modtog på daværende tidspunkt invaliditetsydelse og bistandstillæg.

B kommune meddelte i august 1985 A kommune, at P med accept fra B kommune skiftede studium fra jura til psykologi, og at der var rejst pensionssag.

I december 1987 meddelte A kommune, at kommunen anså sin betalingsforpligtelse efter bistandslovens § 11 for ophørt pr. 1. september 1985, hvor uddannelsesplanen blev ændret.

Den rejste pensionssag medførte, at P blev tilkendt højeste førtidspension med plejetillæg.

B kommune klagede til amtsankenævnet over A kommunes afslag på refusion.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet pålagde ud fra en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger A kommune at refundere B kommunes udgifter til bistand til P fra den 1. september 1985 i forbindelse med gennemførelsen af psykologiuddannelsen.

Amtsankenævnet lagde herved navnlig vægt på, at ændringen i revalideringsplanen var velbegrundet.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af A kommune, som anførte, at refusionstilsagnet blev givet til hjælp til et revalideringsforløb og ikke et behandlingsforløb. Kommunen ønskede Ankestyrelsens principielle stillingtagen til, om den gennemførte ændring og forlængelse af revalideringsplanen var i overensstemmelse med bistandslovens § 42 sammenholdt med lov om social pension § 14, stk. 1.

A kommune anførte endvidere, at afgørelsen i SM O-45-87 måtte medføre, at refusionspligten bortfaldt, når en revalideringsplan ændredes, uden at betalingskommunen blev inddraget i ændringen.

Antaget til principiel behandling

Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 42 til uddannelse samtidig med højeste pension.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens §§ 11 og 42.

Socialministeriets vejledning af 26. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42, pkt. 13.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen tiltrådte med den givne begrundelse amtsankenævnets afgørelse, hvorefter A kommune også efter den 1. september 1985 skulle afholde udgifterne til bistand til P.

Ankestyrelsen lagde herved også vægt på, at A kommune ikke i forbindelse med meddelelsen om ændringen i uddannelsesplanen gjorde indsigelse herimod, og at A kommune ved sin passivitet (gennem mere end 2 år) måtte anses for stiltiende at have godkendt ændringen i uddannelsesplanen.

Til det af A kommune i forbindelse med anken rejste spørgsmål om, hvorvidt den gennemførte revalideringsplan var i overensstemmelse med bistandslovens § 42 og lov om social pension § 14, stk. 1, udtalte Ankestyrelsen, at styrelsen var enig med kommunen i, at det var uforeneligt med betingelserne for tilkendelse af højeste førtidspension, at der samtidigt ydedes hjælp efter bistandslovens § 42 til et universitetsstudium.

Det lagdes herved til grund, at højeste førtidspension kun kunne tilkendes, hvis erhvervsevnen var helt eller næsten helt bortfaldet, og såfremt enhver revalidering var udelukket.

Det kunne således ikke antages, at en person, der kunne følge et universitetsstudium, var erhvervsudygtig i ethvert erhverv eller kun havde en ubetydelig erhvervsevne i behold.

Endelig adm. afgørelse 1989 19383 Historic

Det måtte anses for uforeneligt med betingelserne for tilkendelse af højeste førtidspension, at der samtidigt ydedes hjælp efter bistandslovens § 42 til et universitetsstudium. (* 1) I øvrigt udtalt, at der fortsat var refusionspligt for den oprindelige opholdskommune A i medfør af bistandslovens § 11 på trods af ændring af studium. Ankestyrelsen lagde herved vægt på A kommunes passivitet gennem mere end 2 år.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →