Hjælpeforanstaltninger - anbringelse uden for hjemmet - ung over 18 år - 36-årig stofmisbruger (* 1) (* 2)

Hjælpeforanstaltninger - anbringelse uden for hjemmet - ung over 18 år - 36-årig stofmisbruger (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

Den 36-årige K var alene med et barn født i 1980. K havde i ca. 20 år været stofmisbruger (ketogan, metadon, stesolid, hash og spiritus). Misbruget havde haft varierende intensitet, og der havde været flere stoffri perioder. Herunder havde K i 1980 færdiggjort en pædagoguddannelse men havde kun haft korterevarende arbejde inden for sit fagområde.

K havde været igennem mange mislykkede nedtrapnings- og behandlingsforsøg og havde herunder været indlagt en del gange på psykiatriske afdelinger, fået psykologbehandling, haft hjemme-hos- ordninger og været i familiepleje, alt dog uden varigt held.

K havde haft en stærkt belastet opvækst og boede i et betændt stofmiljø. I ca. 3 år forud for den påklagede afgørelse havde hun haft et massivt misbrug.

I sommeren 1988 blev der via amtsungdomscentret foretaget almindelig nedtrapning, som dog mislykkedes, bl.a. fordi K som stoffri pludselig frygtede sin fremtid m.v. Der viste sig samtidig - hvilket var nyt - tegn på, at der måske var tale om en underliggende psykisk lidelse. K blev anbragt til observation i familiepleje men afbrød hurtigt forholdet.

Amtsungdomscentret fandt herefter, at der måtte andre foranstaltninger til overfor K, og at det ville være nødvendigt at have hende i døgnregi. I september 1988 ansøgte amtsungdomscentret kommunen om at bevilge K et 2-3 måneders ophold på en institution for unge stofmisbrugere med henblik på senere overførsel til familiepleje. Amtsungdomscentret ville samtidig påbegynde antidepressiv behandling af K. I forhold til tidligere behandlingsforsøg var der ved det foreslåede også taget hånd om det psykiatriske aspekt.

Det sociale udvalg afslog det ansøgte men fastholdt sit tidligere tilbud om familieplejeophold i ca. 3 måneder. Hvis K ikke ønskede dette, måtte hun flytte til forsorgshjem eller til kvindehjem, hvis hun skulle undgå at flytte hjem igen.

Det sociale udvalg henviste til, at dets lægekonsulent skønnede behandling på psykiatrisk hospital bedst egnet. Udvalget lagde ligeledes vægt på, at opholdet på institutionen skønnedes udsigtsløst, når man henså til rækken af indlæggelser, nedtrapninger, bevilling af psykolog, hjemme-hos'er og ophold i plejefamilier igennem 16 år. Alle tiltag havde været virkningsløse.

Det oplystes af overlægen på det relevante psykiatriske hospital, at dette ikke kunne gøre mere for K men måtte henvise hende til socialpædagogisk behandling med fornødent psykiatrisk tilsyn.

K var reelt selvmordstruet.

I klagen til nævnet gjorde K gældende, at der måtte en længere stoffri periode til, før hun var parat til at komme i familiepleje.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet besluttede at pålægge det sociale udvalg at anbringe K i et indtil 3 måneders ophold på stabiliseringsinstitutionen under amtsungdomscentret efterfulgt af et ophold i socialpædagogisk plejefamilie.

Nævnet lagde herved vægt på det i udtalelse fra den psykiatriske overlæge anførte om det hidtidige forløb samt den aktuelle situation, hvor behandlingsmulighederne på det psykiatriske hospital måtte anses for udtømte, mens den nu lagte behandlingsplan, der afveg væsentligt fra det tidligere forsøgte, skønnedes at være eneste mulighed.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at nævnets lægekonsulent havde kunnet tilslutte sig overlægens betragtninger.

Nævnet fandt det ubehageligt at måtte pålægge kommunen at iværksætte den omhandlede, meget bekostelige specialiserede behandling, som efter almindelig opfattelse hører under amtet til udførelse i sygehusregi.

Nævnet fandt det endvidere nødvendigt at give udtryk for, at nævnet havde betragtet behandlingstilbuddet som meget omfattende, og at der forudsattes absolut medvirken fra K's side, således at forstå at den mindste afvigelse fra K's side kunne medføre øjeblikkelig standsning af projektet.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af det sociale udvalg, som henviste til sin lægekonsulents (ovenfor refererede) vurdering. Det sociale udvalg fandt, at amtsankenævnet tilsyneladende var enig heri, idet nævnet i sin afgørelse havde udtalt, at nævnet fandt det ubehageligt at måtte pålægge kommunen at iværksætte den omhandlede, meget bekostelige specialiserede behandling, som efter almindelig opfattelse hører under amtet til udførelse i sygehusregi.

Det var endvidere det sociale udvalgs opfattelse, at iværksættelse af hjælpeforanstaltninger i den foreliggende sag - hvor pågældende var 36 år - ikke var på linie med den opfattelse, der er givet udtryk for i punkt 38 i Socialstyrelsens vejledning nr. 3 af 27. juli 1988 om bistandslovens bestemmelser om døgnophold for børn og unge, bemærkningen i 2. afsnit: »Der vil typisk være tale om personer i 20'erne med svære adfærds- og misbrugsproblemer eller sent udviklede unge«.

Antaget til principiel behandling

Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling til afklaring af, om der ved 36 år er nået en øvre grænse for anvendelsen af bistandslovens § 33 og § 36.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, jf. § 36.

Socialstyrelsens vejledning nr. 3 af 27. juli 1988, om bistandslovens bestemmelser om døgnophold for børn og unge, § 3.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

På baggrund af sagens konkrete omstændigheder anså Ankestyrelsen det ikke for udelukket at iværksætte foranstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. § 36 overfor en 36- årig.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse ligesom nævnet vægt på, at behandlingsmulighederne på psykiatrisk hospital ansås for udtømte, mens den senest lagte behandlingsplan, der afveg væsentligt fra det tidligere forsøgte, skønnedes at være eneste mulighed.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at der ud over den skitserede behandlingsplan burde iværksættes psykiatrisk tilsyn, når opholdet på institutionen var afsluttet.

Ikke udelukket at iværksætte foranstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. § 36, over for en 36-årig stofmisbruger.