Legislator Case Law & Legislation
W19891936525 DK

Arbejdsmaskiner - tekstbehandlingsudstyr til blinde - økonomiske forhold - egenbetaling - udlån (* 1) (* 3)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 19365 Historic

Arbejdsmaskiner - tekstbehandlingsudstyr til blinde - økonomiske forhold - egenbetaling - udlån (* 1) (* 3)

REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER

1. J.nr. 11316-88.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

K var blind og modtog som følge heraf invaliditetsydelse og bistandstillæg.

K var uddannet socialrådgiver og fuldtidsansat i en privat forening, hvor hun havde både foreningspolitiske og administrative opgaver, herunder en del rejseaktivitet.

Til dette arbejde søgte K om hjælp efter bistandsloven til anskaffelse af et bærbart tekstbehandlingsudstyr (Versa Braille II) til blinde. Anskaffelsesprisen var ca. 74.000 kr. excl. moms.

Ansøgningen var bl.a. begrundet med, at K herved ville få udvidet de arbejdsfunktioner, hun kunne klare selv, og tilpasse sig moderne teknologi.

Om de økonomiske forhold var oplyst, at K ved udgangen af 1986 havde en formue på 260.000 kr., og at den samlede indtægt var 250.000 kr. årligt - heraf lønindtægt på ca. 219.000 kr.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Social- og sundhedsforvaltningen vurderede sagen efter bistandslovens § 42, stk. 8, men kunne ikke imødekomme ansøgningen på grund af K's indtægts- og formueforhold.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af K.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Efter indankningen fremkom en udtalelse fra Dansk Blindesamfund.

Det blev heri bl.a. gjort gældende, at der ikke var taget stilling til, om det ansøgte - i hvert fald efter den 1. juli 1988 - kunne bevilges efter bistandslovens § 58.

Der henvistes videre til pkt. 76 i Socialministeriets cirkulære om bistandslovens § 42 angående en lempelig vurdering af ansøgers økonomiske forhold.

Dansk Blindesamfund gav udtryk for den principielle opfattelse, at et hjælpemiddel som det foreliggende burde bevilges uden hensyn til pågældendes indtægts- og formueforhold, idet der var tale om et rent kompenserende hjælpemiddel i lighed med de hjælpemidler, der typisk bevilges i medfør af bistandslovens § 58.

Der blev endvidere henvist til Socialstyrelsens vejledning af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58, hvor det i pkt. 2.7.3. om udskiftning af hjælpemidler var anført, at udskiftning af et hjælpemiddel også kan blive aktuel, hvis der er kommet et hjælpemiddel på markedet, der er væsentligt bedre egnet for den handicappede person, eller som i væsentlig grad bedre kan afhjælpe den handicappede persons funktionsnedsættelse.

Dette måtte tilsvarende kunne gøres gældende ved vurdering efter bistandslovens § 42, stk. 8.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 42, stk. 8.

Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42, pkt. 76.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Efter de foreliggende oplysninger, bl.a. om K's helt specielle arbejdssituation, var hun berettiget til støtte efter bistandslovens § 42, stk. 8, til det ansøgte tekstbehandlingsudstyr.

Ankestyrelsen fandt derimod ikke, at det ansøgte tekstbehandlingsudstyr kunne siges at være en forudsætning for, at K kunne arbejde overhovedet. Der var derfor ikke grundlag for at yde hjælpen efter bistandslovens § 58.

Under henvisning til det oplyste om K's indtægts- og formueforhold fandt Ankestyrelsen endvidere, at K selv burde afholde halvdelen af udgiften til anskaffelse af udstyret.

Endelig fandt Ankestyrelsen, at udstyret herefter af kommunen skulle stilles til rådighed som udlån.

Ankestyrelsen ændrede således social- og sundhedsforvaltningens afgørelse.

REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER

2. J.nr. 13513-88.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

M modtog invaliditetsydelse og bistandstillæg på grund af svagsyn.

M arbejdede som telefonist i en større virksomhed med ca. 800 lokalnumre og ca. 1.400 navne og titler, heraf mange udenlandske.

Til dette arbejde søgte M om hjælp til et Braillex D 4601 tekstbehandlingsanlæg med CCTV læseapparat og tilhørende bord.

Pris ialt ca. 100.000 kr. Apparaturet ville være til betydelig hjælp til fx ajourføring af telefonlister samt korrekte oplysninger, når medarbejderne var fraværende på grund af sygdom, ferie m.v.

Om de økonomiske forhold var oplyst, at M's ægtefælle var helblind og modtog højeste førtidspension. Ved udgangen af 1987 havde ægtefællerne en formue på 542.000 kr., heraf godt 200.000 kr. i form af bankindestående hidrørende fra arv, og resten i form af friværdi i henholdsvis helårsbolig og fritidshus.

M's arbejdsindtægt udgjorde i 1988 177.000 kr.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Social- og sundhedsforvaltningen tilbød at stille de nævnte apparater til rådighed som udlån, såfremt M selv afholdt halvdelen af udgiften, ca. 50.000 kr.

Social- og sundhedsforvaltningen begrundede med henvisning til punkt 76 i Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42 sin afgørelse med, at forvaltningen kunne se bort fra ægtefællernes indtægt samt formue i form af ejerlejlighed og fritidshus men ikke fandt ganske at kunne se bort fra formuen i form af bankindestående på godt 200.000 kr.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af M.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 42, stk. 8.

Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42, pkt. 76.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Efter de foreliggende oplysninger om M's og ægtefællens økonomiske forhold fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at ændre den af social-og sundheds forvaltningen trufne afgørelse om at stille de nævnte apparater til rådighed som udlån, såfremt M selv afholdt halvdelen af udgiften, ca. 50.000 kr.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse ligesom socialforvaltningen særlig vægt på størrelsen af formuen i form af bankindestående.

Ankestyrelsen tiltrådte således social- og sundhedsforvaltningens afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1989 19365 Historic

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om hjælp efter bistandsloven til anskaffelse af arbejdsmaskiner i form af tekstbehandlingsudstyr til blinde med nogen indtægt og formue.

I begge sager fandt Ankestyrelsen ansøgerne berettiget til at få stillet det pågældende apparatur til rådighed som udlån mod selv at betale halvdelen af anskaffelsesprisen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →