Kontanthjælp - tildeling - beskyttet pensionat - lommepenge (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Kontanthjælp - tildeling - beskyttet pensionat - lommepenge (* 1)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
A, der boede på et beskyttet pensionat, søgte under en arbejdsløshedsperiode i februar-marts 1988 om kontanthjælp. Kommunen udmålte hjælp med grundydelse minus 43 kr. pr. dag på grund af fri kost, men afslog at yde særskilt hjælp til beklædning og faglige kontingenter, hvilket blev anket til amtsankenævnet.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Ifølge amtsankenævnets afgørelse var A ikke berettiget til kontanthjælp efter bistandslovens § 37 eller § 46 under opholdet på det beskyttede pensionat. Amtsankenævnet lagde til grund, at A under ophold på pensionatet, udover kost og logi, var berettiget til fra institutionen at modtage et beløb til personlige fornødenheder.
Det var amtsankenævnets opfattelse, at bistandslovens § 111 og
Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 alene vedrører
spørgsmålet om klienters betaling for ophold i beskyttet pensionat.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Sagen blev anket af amtskommunens social- og sundhedsforvaltning, som gjorde gældende, at amtsankenævnets afgørelse ville påvirke institutionernes drift, da der ikke var budgetmæssigt grundlag for at afholde en udgift i form af lommepenge til de beboere, der ikke havde indtægt.
Det forelå endvidere oplyst, at Socialministeriet den 14. juli 1988 vejledende havde udtalt, at på institutioner, der er beregnet til midlertidige ophold, skal beboere, der har indtægter - hvortil ikke medregnes kontanthjælpsydelse efter bistandslovens § 37 og § 42 - betale en fast takst for opholdet, som omfatter logi og eventuel kost. Har beboeren derimod ikke indtægter er opholdet gratis og opholdsudgifter afholdes over institutionens drift. Udgifter til underhold i øvrigt betales af kommunen efter bistandslovens almindelige kontanthjælpsregler. Socialministeriet havde videre udtalt, at det således ikke påhvilede institutionen at yde beboere uden indtægter lommepenge m.v. under opholdet.
LOVGRUNDLAG
Bistandslovens § 37 og §§ 105-111.
Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om bistandslovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne pkt. 96 og pkt. 97.
Antaget til principiel behandling
Sagen blev antaget til principiel behandling på grund af uenighed mellem amtsankenævnet og Socialministeriet om fortolkning af de nævnte bestemmelser.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen tog udgangspunkt i, at det beskyttede pensionat drives i medfør af reglerne i bistandslovens §§ 105-111. Som følge heraf forudsatte Ankestyrelsen, at udgifter til kost og logi til beboere uden indtægter, blev afholdt over institutionens driftsregnskab med refusion efter bistandslovens § 135, stk. 1.
Da der var tale om en institution, der var beregnet til midlertidigt ophold, jf. bistandslovens § 111, forudsatte Ankestyrelsen endvidere, at det ikke påhvilede institutionen at yde beboere uden indtægt lommepenge under opholdet.
Ankestyrelsen fandt herefter, at hjælp til A's underhold i øvrigt burde ydes af det sociale udvalg i henhold til bistandslovens bestemmelser.
Ankestyrelsen ændrede således den af amtsankenævnet trufne afgørelse.
Ankestyrelsen tog ikke stilling til den konkrete udmåling af kontanthjælp.
Om kontanthjælp til beboer på beskyttet pensionat, jf.
bistandslovens § 111 om institutioner beregnet til midlertidigt ophold.