Førtidspension - tildeling - fibromyalgi - fibromyalgia - fibromyositis - muskelsmerter (* 1) (* 3)
Statutory Text (2 Articles)
Førtidspension - tildeling - fibromyalgi - fibromyalgia - fibromyositis - muskelsmerter (* 1) (* 3)
Redegørelse for de enkelte sager
1. J.nr. 1285-87.
REDEGØRELSE FOR SAGEN
Sagen drejede sig om en 45-årig uddannet folkeskolelærer, der ikke havde haft erhvervsarbejde siden sygemelding i 1981. Han havde tidligere i en periode modtaget førtidspension, men denne var blevet frakendt ham ved en afgørelse truffet af Ankestyrelsen. Han havde herefter modtaget kontanthjælp efter bistandsloven, indtil han påny fik tilkendt førtidspension. Han klagede over led- og muskelsmerter, udtalt træthed og jævnlige feberperioder.
Afgørelsen der klages over
Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte ansøgeren forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 2, med virkning fra 1. januar 1986.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Ansøgeren ankede dels med henblik på en højere pension, dels fordi han ønskede tilkendelsestidspunktet fastsat til et tidligere tidspunkt, (ansøgningstidspunktet i den tidligere pensionssag).
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
Ankestyrelsen modtog supplerende oplysninger fra egen læge og foranledigede ansøgeren undersøgt hos en speciallæge i reumatologi. Denne fandt ansøgerens muskelstyrke moderat nedsat. En foretagen muskelbiopsi viste lette fibrositisforandringer.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få tilkendt højere førtidspension, men på et samlet helbredsmæssigt og socialt grundlag fandtes hans erhvervsevne nedsat med ca. halvdelen, således at han fortsat var berettiget til forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 2.
Med hensyn til klagen over tilkendelsestidspunktet henviste Ankestyrelsen til, at den aktuelle pensionssag var rejst den 4. december 1985.
Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.
2. j.nr. 42-88
REDEGØRELSE FOR SAGEN
Sagen vedrørte en 43-årig samlevende uddannet børnehavepædagog med 2 børn. Hun var deltidsansat, da hun i 1982 blev afskediget på grund af sygdom. Hun havde en psykisk lidelse og led endvidere af sidekrumning af ryggen, astma og muskelsmerter.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension.
Bedømmelsesgrundlaget var erhvervsmæssig beskæftigelse i et vist omfang tillige med husligt arbejde i hjemmet.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Ansøgeren anførte, at hun havde vanskeligt ved at klare alt arbejdet i hjemmet på grund af den medicin, hun fik for sin astma.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
Under sagens behandling i Ankestyrelsen indgik der en erklæring fra en speciallæge i reumatologi og en statusbedømmelse fra egen læge. Ifølge speciallægeerklæringen var ansøgerens muskelstyrke normal. En muskelbiopsi viste elastiklignende indsnævringer på de enkelte fibre (»rubberband-forandringer«).
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få tilkendt førtidspension og tiltrådte derfor revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. Ansøgeren opfordredes til at rette henvendelse til kommunen med henblik på omskoling.
3. J.nr. 1936-88
REDEGØRELSE FOR SAGEN
Sagen drejede sig om en 39-årig gift kvinde med 3 børn under 18 år.
Hun havde, afbrudt af perioder som hjemmearbejdende, hovedsageligt været beskæftiget som pædagogmedhjælper, overvejende på deltid. Siden sygemelding i 1985 havde hun ikke været i arbejde. Igennem ca. 10 år havde hun klaget over led- og muskelsmerter i hele bevægeapparatet. En foretagen muskelbiopsi havde vist normale forhold, medens muskelstyrken var klart nedsat.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Revaliderings- og pensionsnævnet fandt ikke ansøgeren berettiget til førtidspension. Det anførtes i afgørelsen, at revalidering ikke kunne anses for udelukket.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Ansøgeren anførte bl.a., at hun var gået fra fuld tid til deltid på grund af sygdom efter råd fra sin læge. Endvidere anførte hun, at hun ikke fysisk havde mulighed for at gennemføre en arbejdsprøvning eller klare et job, da hun fik kraftige smerter ved selv lettere fysisk arbejde og havde problemer med at sidde ned i længere tid ad gangen. Endvidere havde hun problemer med at sove om natten på grund af smerter.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få almindelig førtidspension, (selvom der måtte være tale om fibromyalgi). Ankestyrelsen lagde særlig vægt på, at ansøgerens alder og helbred ikke skønnedes at være til hinder for, at hun eventuelt efter forudgående optræning eller lignende kunne supplere ægtefællens indtægt ved indtægtsgivende arbejde. Dette gjaldt uanset bedømmelsesgrundlaget.
Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.
4. J.nr. 2774-88
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En samlevende kvinde søgte i august 1987 førtidspension som 55-årig.
Hun havde i de sidste 8 år før sygemeldingen i 1985 været beskæftiget som hjemmehjælper i mindst 30 timer ugentlig. Hun havde klaget over muskelømhed og kraftnedsættelse. Ved en undersøgelse hos en reumatolog var muskelstyrken fundet svært reduceret, og der var fundet »rubberband-forandringer« ved muskelbiopsi.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte ansøgeren forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 2.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Ansøgeren anførte, at hendes erhvervsevne udenfor hjemmet var ophævet, og at hun derfor burde tilkendes mellemste førtidspension.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt, at der kun var tale om en nedsættelse af erhvervsevnen til under halvdelen på kombinerede sociale- og helbredsmæssige forhold, og at ansøgeren derfor ikke opfyldte betingelserne for at få tilkendt mellemste førtidspension.
Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.
5. J.nr. 2994-88
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En gift kvinde med 1 barn søgte i juni 1987 førtidspension som 46- årig. Indtil 1984, hvor hun blev arbejdsløs, havde hun arbejdet i en kiosk 20 timer ugentlig. I september 1986 blev hun sygemeldt. Hun havde bl.a. klaget over muskel- og ledsmerter. En speciallæge i fysiurgi havde fundet hendes erhvervsevne nedsat til under halvdelen af det normale for alderen på grund af fibromyalgi.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Revaliderings- og pensionsnævnet fandt ikke ansøgeren berettiget til førtidspension.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Afgørelsen var indanket af ansøgeren.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få almindelig førtidspension. Ankestyrelsen lagde særlig vægt på, at ansøgerens alder og helbred ikke skønnedes at være til hinder for at hun, eventuelt efter forudgående optræning eller lignende kunne opnå indtægt ved indtægtsgivende arbejde.
Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.
6. J.nr. 3179-88
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En gift kvinde søgte førtidspension som 56-årig i juli 1987. Hun havde i årenes løb haft mange forskellige erhvervsforhold, bl.a. som kontorassistent og restauratør. Fra 1980 var hun beskæftiget ca. 20 timer ugentlig på et postkontor. I 1987 blev hun afskediget på grund af for mange sygedage.
Røntgenundersøgelser viste degenerative forandringer svarende til alderen. Ansøgeren led endvidere af muskelinfiltrationer i nakken. I årene forud for pensionsansøgningen klagede hun over tiltagende smerter i næsten alle led, træthed og dårlig nattesøvn. Ved en undersøgelse på en fysiurgisk afdeling fandtes såkaldte »tender points« (trigger-punkter) på arme og ben, og afdelingen anførte diagnosen fibromyositis.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte ansøgeren mellemste førtidspension efter lovens § 14, stk. 2, nr. 1. Hendes erhvervsevne bedømtes i forhold til arbejde på deltid og husligt arbejde i eget hjem.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Ansøgeren ankede med henblik på at opnå højeste førtidspension. Hun gjorde gældende, at hun burde bedømmes i fuldt selverhverv. Hun anførte endvidere, at hun ikke magtede at udføre ret meget arbejde hjemme.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få tilkendt højeste førtidspension. Det anførtes, at Ankestyrelsen på baggrund af de lægelige oplysninger fandt, at der havde været tale om en mild bedømmelse af ansøgerens helbredsklager ved revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. Det var derfor overvejet, hvorvidt pensionsgraden skulle ændres til en lavere pension. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag herfor.
Ankestyrelsen tiltrådte derfor revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.
7. J.nr. 4365-88
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En fraskilt kvinde med 1 barn søgte førtidspension som 34-årig i oktober 1986. Hun havde haft flere forskellige former for ufaglært arbejde afbrudt af syge- og arbejdsløshedsperioder. Før den seneste sygemelding i august 1986 var hun beskæftiget med rengøring 25 timer ugentlig. Ansøgeren havde hypermobile led, og der var konstateret en sammenvoksning af 5. lændehvirvel med korsbenet. I sagen forelå et udskrivningsbrev fra en reumatologisk afdeling, hvor det var anført, at ansøgeren havde et udtalt fibromyositis syndrom.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på ansøgningen om førtidspension, idet nævnet lagde vægt på, at hverken ansøgerens alder eller de helbredsmæssige forhold burde forhindre, at ansøgeren, efter en forudgående lægelig behandling, påtog sig beskæftigelse af ikke fysisk belastende karakter.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Ansøgerens forbund, der klagede på ansøgerens vegne, anførte bl.a., at der ikke p.t. var mulighed for behandling af ansøgerens lidelse.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
Ankestyrelsen fik fra forbundet tilsendt en erklæring om en arbejdspsykologisk undersøgelse. I en følgeskrivelse anførte forbundet, at forbundet fandt det relevant, at der blev foretaget en muskelbiopsi.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren opfyldte lovens betingelser for at få tilkendt førtidspension. Det var Ankestyrelsens opfattelse, at der ville kunne iværksættes revalideringsforanstaltninger, der mere varigt kunne forbedre ansøgerens erhvervsevne. Ankestyrelsen fandt ikke anledning til at få foretaget muskelbiopsi.
Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.
8. J.nr. 5104-88
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En selvstændig automekaniker søgte førtidspension som 52-årig i januar 1986. Han var indehaver af autoværksted med tilknyttet tankstation og cafeteria. Hustruen passede cafeteriet, og der var ansat en mekanikersvend, der passede værkstedet og tankstationen i dagtimerne. Ansøgeren havde været sygemeldt siden august 1985. Han led af discusdegeneration i lænderyggen, og der var påvist affladet lændesvaj og en beskeden rygskævhed. Han klagede over træthed, muskelsmerter og smerter i knæene.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på ansøgningen om førtidspension.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Ansøgeren anførte bl.a., at han havde været indlagt 6 gange på grund af dårlig ryg og ben.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
Ifølge oplysning fra egen læge havde en foretagen muskelbiopsi vist, at ansøgeren ikke havde fibrositissyndrom, men at diagnosen på det foreliggende var tvivlsom.
Ifølge oplysninger fra kommunen var overskuddet af virksomheden i 1987 på 251.328,- kr.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få tilkendt førtidspension.
Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.
9. J.nr. 529-89
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En samlevende kvinde med 1 barn, der er født i november 1987, søgte førtidspension som 40-årig i januar 1988. Forud for ansøgningen havde hun været studerende ved universitetet. Hun havde gennemført bifagsstudiet og læste fra 1980 hovedfag med støtte efter bistandslovens § 42. Hun manglede kun en eksamen og det endelige speciale, da hun ophørte med at læse i december 1987. Siden ungdommen havde hun været generet af rygsmerter, og hun havde hypermobile led. Hun havde klager over smerter i nakke, ryg, lænd og venstre ben samt følelsesløshed i hænderne. En speciallæge i reumatologi havde på grundlag af en klinisk undersøgelse samt muskelstyrkeundersøgelse og muskelbiopsi stillet diagnosen fibromyalgi.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på ansøgningen om førtidspension og anbefalede, at ansøgeren sammen med kommunen fandt en løsning i henhold til bistandslovens § 42, således, at hun ville kunne afslutte den afbrudte universitetsuddannelse.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Ansøgeren anførte, at hun konstant havde smerter, og at det blot var graden, der varierede.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke opfyldte lovens betingelser for at få tilkendt førtidspension. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgerens erhvervsevne, efter oplysningerne om de helbredsmæssige forhold, ikke kunne anses for varigt nedsat med mindst halvdelen på grund af fysisk eller psykisk invaliditet.
Ankestyrelsen tiltrådte derfor revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.
Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet 9 sager om førtidspension til personer med et sygdomsbillede, der i større eller mindre grad svarer til det såkaldte fibromyalgisyndrom.
Dette syndrom er karakteriseret ved subjektive symptomer i form af diffuse smerter i muskler og led samt træthed og søvnforstyrrelser.
Syndromet er i flere erklæringer betegnet som fibromyositis eller fibrositis.
Ved behandlingen af de 9 sager har deltaget rådgivende lægelig sagkundskab inden for specialerne reumotologi, ortopædisk kirurgi, medicin samt psykiatri.
Ankestyrelsen fandt, at diagnosen fibromyalgi måtte stilles på grundlag af det samlede kliniske billede, hvorimod muskelbiopsi og muskelfunktionsundersøgelse indtil videre ikke kunne anses for tilstrækkelig eller nødvendig for at stille diagnosen.
Ankestyrelsen fandt, at fibromyalgi som udgangspunkt ikke i sig selv berettigede til førtidspension, men at der måtte foretages en vurdering af ansøgerens samlede helbredsmæssige og sociale situation, herunder af revalideringsmulighederne.