Kontanthjælp - barselorlov uden dagpenge - varighed (* 1)

Kontanthjælp - barselorlov uden dagpenge - varighed (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

K afsluttede sin uddannelse den 20. juni 1988 og indmeldte sig umiddelbart herefter i arbejdsløshedskasse. Hun nedkom den 18. juli 1988 - altså 2 dage før ret til arbejdsløshedsdagpenge (og dermed barseldagpenge) ville indtræde.

Det sociale udvalg bevilgede kontanthjælp i en 14-ugers periode ud fra en rimelighedsbetragtning, idet man mente, at K herved havde fået en rimelig kompensationsperiode for ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter fødslen. Det sociale udvalg mente ikke, at K opfyldte de i bistandslovens § 40 givne betingelser for udbetaling af kontanthjælp.

K ville efter 14 uger være berettiget til dagpenge fra arbejdsløshedskassen, hvis hun tilmeldte sig arbejdsformidlingen.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet ændrede det sociale udvalgs afgørelse.

Nævnet lagde til grund, at K ved indmeldelsen i arbejdsløshedskassen efter endt uddannelse opnåede status som lønmodtager.

Ifølge lov om barselorlov § 1 havde hun herefter ret til fravær fra arbejde i indtil 24 uger efter fødslen.

Da K ved standsning af modtagelse af kontanthjælp efter 14 uger af forsørgelsesgrunde ville være nødsaget til at tilmelde sig arbejdsformidlingen og stille sin arbejdskraft til rådighed, fandt nævnet, at en standsning af

kontanthjælpsudbetalingen reelt ville fratage hende den lovbestemte fraværsret på 24 uger.

Da de hensyn, der ligger bag lov om barselorlov også måtte antages at gælde for K og hendes barn, fandt nævnet, at det sociale udvalg skulle yde hende kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37 på grund af fødslen i hele barselperioden på 24 uger, hvis K selv ønskede at afholde en orlov af denne længde.

Nævnet fandt således, at K udnyttede sin arbejdsmulighed, jf. bistandslovens § 40, ved at holde barselorlov.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af det sociale udvalg, som supplerende anførte, at udvalget mente, at bistandsloven, der måtte være sekundær i forhold til muligheden for at få arbejdsløshedsdagpenge eller oppebære en arbejdsindtægt, ikke skulle kompensere for, hvad man vurderede til at være en lovmæssig mangel i dagpengelovens regler omkring netop den persongruppe, sagen omhandlede. Endvidere havde udvalget skønnet, at en periode på 14 uger efter fødsel var en rimelig kompensation for ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Antaget til principiel behandling

Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling med henblik på afklaring af, hvorvidt en kvinde, som ikke er berettiget til barseldagpenge, har ret til kontanthjælp i hele den lovhjemlede barselorlovsperiode på 24 uger, og herunder om, hvorvidt kvinden ved at holde barselorlov opfylder de krav der stilles i bistandslovens § 40 om udnyttelse af arbejdsevnen.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 37 og § 40.

Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven, punkt 36.

Lov om barselorlov, § 1, stk. 1.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

K var berettiget til kontanthjælp efter bistandslovens § 37 under hele sin 24-ugers barselorlov, idet udnyttelse af den lovbestemte ret til barselorlov i § 1, stk. 1, i lov om barselorlov indebar, at arbejdskravet i bistandslovens § 40 måtte anses for opfyldt.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen til grund, at principperne bag bestemmelsen i § 1, stk. 1, i lov om barselorlov (om ret til barselorlov for lønmodtagere) måtte antages at gælde i en situation som den foreliggende, hvor ansøgeren alene på grund af barsel ikke kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Endvidere lagde Ankestyrelsen til grund, at K's samlever, der var far til det nyfødte barn, i forståelse med K ikke havde udnyttet muligheden for barselorlov inden for de sidste 10 uger af barselorlovsperioden.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.

K, der efter endt uddannelse havde indmeldt sig i en arbejdsløshedskasse, kunne få kontanthjælp i hele sin 24-ugers barselorlov.

Arbejdskravet i bistandslovens § 40 ansås således for opfyldt under orloven.

Ankestyrelsen lagde til grund, at principperne bag bestemmelsen i § 1, stk. 1, i lov om barselorlov (om ret til barselorlov for lønmodtagere) måtte antages at gælde i en situation som den foreliggende, hvor ansøgeren alene på grund af barsel ikke kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet.