Kontanthjælp - udmåling - erstatning for ikke-økonomisk skade - dokumentation (* 1)

Kontanthjælp - udmåling - erstatning for ikke-økonomisk skade - dokumentation (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

K blev invalideret ved et ulykkestilfælde i 1980.

I juni 1985 fastsatte Sikringsstyrelsen på begæring af (ulykkes)forsikringsselskabet invaliditetsgraden til 35 %, jf. ulykkeforsikringslovens § 32. Selskabet beregnede herefter erstatningen til ca. 115.000 kr.

Som følge af invaliditeten var K omfattet af bistandslovens § 42. I oktober 1985 meddelte det sociale udvalg imidlertid, at der ved udmålingen kun kunne bortses fra et mindre beløb til uddannelses/boligformål, og at K derfor skulle leve af den resterende del af erstatningen i ca. 1 år.

K indbragte afgørelsen for amtsankenævnet.

Amtsankenævnets 1. afgørelse

Amtsankenævnet stadfæstede i marts 1986 den af socialforvaltningen trufne afgørelse, hvorefter der ikke for tiden var grundlag for at yde K hjælp i henhold til bistandslovens § 42, stk. 1, på grund af formueforholdene.

Nævnet fandt således at måtte betragte K's erstatning som enhver anden formue i relation til bistandslovens § 39, idet nævnet ikke fandt det klart dokumenteret, at der var tale om menerstatning eller anden erstatning for ikke-økonomisk skade.

Ved nævnets behandling af sagen forelå forsikringspolice tegnet i 1966. Ifølge de til policen knyttede forsikringsbetingelser skulle der betales invaliditetserstatning, når følgerne af et ulykkestilfælde medførte en blivende forringelse på mindst 10 % af et barns fremtidige erhvervsevne.

Der forelå endvidere en udtalelse fra forsikringsselskabet. Heri var bl.a. anført følgende

»Der ydes ikke erstatning for skader som ulempe, lyde, vansir, svie og smerte m.m. under ulykkesforsikringen, og det er derfor ikke muligt at foretage en opdeling af invaliditetserstatningen på en økonomisk, henholdsvis ikke-økonomisk skade.

Da invaliditetserstatningen under ulykkesforsikringen beregnes efter samme principper som varigt men under arbejdsskadeforsikringsloven, er det vor opfattelse efter de givne oplysninger, at den udbetalte invaliditetserstatning må betragtes som erstatning for ikke-økonomisk skade.«

Sikringsstyrelsen havde på telefonisk forespørgsel fra nævnet oplyst, at den fastsatte invaliditetsgrad dækkede rent men.

Klage til Ankestyrelsen

Afgørelsen blev anket af K.

Ankestyrelsen afviste at antage sagen til principiel behandling.

Klage til Folketingets Ombudsmand

K klagede til Folketingets Ombudsmand, som i marts 1987 henstillede til amtsankenævnet at undergive sagen fornyet overvejelse.

Folketingets Ombudsmand henviste til Sikringsstyrelsens og forsikringsselskabets udtalelser og gav tillige udtryk for, at socialforvaltningen og amtsankenævnet syntes at have betragtet sagen således, at hele erstatningsbeløbet måtte karakteriseres som enten erstatning for økonomisk skade eller som erstatning for ikke-økonomisk skade. Den mulighed at foretage en skønsmæssig opdeling på grundlag af de foreliggende oplysninger sås ikke at have været overvejet.

Amtsankenævnets 2. afgørelse

I oktober 1987 fastholdt amtsankenævnet den tidligere trufne afgørelse.

Nævnet fandt, at afgørelsen var truffet i overensstemmelse med gældende regler og praksis på det tidspunkt, socialforvaltningen traf sin afgørelse.

Nævnet fandt, at der ikke forelå klar dokumentation for, at erstatningen helt eller delvist var erstatning for skade af ikke- økonomisk art.

Nævnet lagde her vægt på, at erstatningen efter det fra forsikringsselskabet oplyste blev fastsat efter den tilskadekomnes medicinske invaliditet, dvs. uden hensyn til erhverv, køn eller færdigheder. Der ydedes ikke erstatning for skader som ulempe, lyde, vansir, svie og smerte m.m. under ulykkesforsikringen, og det var derfor ikke muligt at foretage en opdeling af invaliditetserstatningen på en økonomisk, henholdsvis ikke- økonomisk skade.

Dette sammenholdt nævnet med det oplyste i SM 0-27-85, specielt sag nr. 2, på hvilket grundlag nævnet ikke fandt klar dokumentation for, at der var tale om erstatning for ikke-økonomisk skade.

Nævnet bemærkede endelig, at Den Sociale Ankestyrelse ikke havde anset sagen for at være af principiel betydning og fortolkede dette således, at der ikke i sagen forelå forhold, der gav anledning til en fravigelse af de principper, der bl.a. var omhandlet i SM 0-27-85.

Klage til Folketingets Ombudsmand

K klagede til Folketingets Ombudsmand, som i december 1987 henstillede til nævnet at undergive sagen fornyet overvejelse. Ombudsmanden henviste navnlig til muligheden for eventuelt at bruge fordelingsprincipperne i erstatningsansvarsloven (lov nr. 228 af 23. maj 1984) for størrelsesforholdet mellem erstatning for tab af erhvervsevne og men.

Amtsankenævnets 3. afgørelse

I august 1988 fastholdt amtsankenævnet de tidligere trufne afgørelser.

Nævnet henviste til, at Socialministeriet i SM 0-14-82 udtalte, at der kunne bortses fra erstatning for personskader af ikke- økonomisk art (fx svie og smerte), når det af erstatningsopgørelsen klart fremgik, med hvilket beløb en sådan erstatning var ydet, og under forudsætning af at erstatningen var ydet i overensstemmelse med lovgivningen, sædvanlige forsikringsvilkår eller sædvanlig domspraksis.

Videre til at det af SM 0-27-85 fremgår, at Den Sociale Ankestyrelse ved vurderingen af, hvorvidt der skal ses bort fra formue hidrørende fra erstatning, alene lagde ordlyden af forsikringspolicen til grund for afgørelserne. Der sås ikke at være indhentet yderligere oplysninger om, hvilke bestanddele erstatningerne kunne anses at bestå af.

På grundlag af ovenstående fandt nævnet, at den dagældende praksis for erstatninger var, at hvis tilskadekomne ikke som følge af ordlyden i policen klart kunne henføres til erstatning for ikke- økonomisk skade, var der ikke mulighed for at bortse fra sådanne formuer i forbindelse med ydelse af kontanthjælp efter bistandsloven.

Amtsankenævnet bemærkede endelig, at Folketingets Ombudsmand havde erklæret for så vidt at kunne være enig i, at der ikke forelå klar dokumentation for, at en del af erstatningen var erstatning for ikke-økonomisk skade.

På baggrund heraf fandt nævnet ikke grundlag for at ændre de tidligere trufne afgørelser.

Nævnet havde inden afgørelsen indhentet en udtalelse fra Socialministeriet. I denne henholdt Socialministeriet sig til en udtalelse fra Socialstyrelsen, ifølge hvilken erstatning for ren medicinsk invaliditet ansås for at svare til erstatning for varigt men og godtgørelse for ikke-økonomisk skade, og at sådanne erstatningsbeløb derfor måtte holdes uden for formuevurderingen efter bistandslovens § 39, stk. 2. Det hed i ministeriets skrivelse endvidere, at der i tilfælde, hvor det ikke var tilstrækkeligt klart dokumenteret, hvad en erstatning fra en privat forsikring dækkede, kunne indhentes en udtalelse herom fra Sikringsstyrelsen.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

K indbragte afgørelsen for Ankestyrelsen. Det anførtes bl.a., at der på baggrund af Ombudsmandens vurdering, hvorefter nævnets afgørelse var fejlagtig, var behov for principiel stillingtagen til spørgsmålet om fordeling af erstatning for økonomisk henholdsvis ikke-økonomisk skade i relation til bistandslovens § 39, stk. 2. Det anførtes endvidere, at det i sagen således var afgørende at få fastslået fordelingen mellem erstatning for økonomisk henholdsvis ikke-økonomisk skade, og hvilken grad af dokumentation man i relation til bistandsloven krævede til opgørelse af en sådan fordeling. K henviste til, at der i sagen forelå diverse skrivelser fra forsikringsselskabet, af hvilke det klart fremgik, at den udbetalte erstatning udgjorde erstatning for rent men, hvilket ville sige, at den var udregnet ud fra de medicinske følger efter ulykken, og at der således ikke lå nogen vurdering af erhvervsevnetab i afgørelsen.

Antaget til principiel behandling

Ankestyrelsen afviste først at antage sagen til behandling, men ændrede sin afgørelse efter henstilling fra Folketingets Ombudsmand med henblik på afklaring af, om det var med rette, at amtsankenævnet stillede krav om, at det af ordlyden i policen klart skulle fremgå, at (en del af) erstatningsydelsen var erstatning for ikke-økonomisk skade, for at der kunne bortses fra beløbet ved udmålingen af hjælp efter bistandsloven.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Sikringsstyrelsen udtalte skriftligt, at den vurdering af invaliditeten til 35 %, som Sikringsstyrelsen foretog i juni 1985, svarede til den medicinske invaliditet (= men = ikke-økonomisk skade), idet der ikke i sagen var givet et såkaldt »socialt tillæg« på grund af de erhvervsmæssige forhold.

Efter indankningen viste det sig, at forsikringen var omtegnet i 1976, og at det var den nye forsikringspolice, der var gældende på ulykkestidspunktet.

Af de til den nye police knyttede forsikringsbetingelser fremgik, at der ydes en invaliditetserstatning, hvis ulykkestilfældet har medført en invaliditetsgrad på mindst 5 %. Invaliditetsgraden fastsættes efter den tilskadekomnes medicinske invaliditet, det vil sige uden hensyn til specielle erhverv eller færdigheder. Hvis ulykkestilfældet medfører en invaliditetsgrad på 30 % eller derover, ydes en tillægserstatning på lige så mange procent af invaliditetserstatningen, som invaliditetsgraden udgør.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 39.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen var enig med amtsankenævnet i, at det som altovervejende hovedregel måtte være forsikringspolicens ordlyd, der skulle være udgangspunkt ved vurderingen af, om der er tale om erstatning for ikke-økonomisk skade.

I K's tilfælde fandt Ankestyrelsen imidlertid, at det måtte anses for klart dokumenteret, at der var tale om erstatning for ikke- økonomisk skade.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på de henholdsvis af Sikringsstyrelsen og af Socialministeriet afgivne udtalelser samt på, at der ikke i forsikringspolicen fra 1976 sås at være holdepunkter for at antage, at erstatningen eller en del heraf skulle betragtes som erstatning for nedsat erhvervsevne.

Ankestyrelsen fandt herefter, at der i forbindelse med K's ansøgning om kontanthjælp i august 1985 burde være set bort fra den formue, K var i besiddelse af, og som hidrørte fra den omhandlede erstatning.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Om udmåling af kontanthjælp når der forligger formue i form af erstatning for ikke-økonomisk skade fra privatforsikring. Om dokumentation for at der er tale om erstatning for ikke-økonomisk skade.

Ankestyrelsen fandt (i overensstemmelse med SM 0-27-85), at det som altovervejende hovedregel måtte være forsikringspolicens ordlyd, der skulle være udgangspunkt ved vurderingen af, om der er tale om erstatning for ikke-økonomisk skade.

I den konkrete sag sås der efter policens ordlyd og omstændighederne i øvrigt ikke at være holdepunkter for at antage, at erstatningen eller en del heraf skulle betragtes som erstatning for nedsat erhvervsevne. Der burde derfor være set bort fra formue som hidrørte fra erstatningen.